Borgerlige stemmer

For øjeblikket begynder min dag med Politiken, Berlingske Tidende og Børsen, samt de nye gratisaviser. Jeg forsøger systematisk at starte med én af aviserne i et forfængeligt håb om at bevare min fordomsfrihed.

Ofte må jeg erkende at min nyhedshunger får mig til at griber Berlingeren. Den er måske ikke den sjoveste, næppe hellere den væsentligste. Alligevel er Berlingske Tidende den avis der udløser min indgroede vane. - Og når jeg har læst de første ti sider, bladret i Magasinet og læst et par historier i Business, ender min morgen som regel med at Politiken får lov at ligge til om aftenen, mens Børsen ryger i tasken til kontoret.

Berlingske Tidende er blevet mere konservativ og mere politisk liberal under Niels Lundes regime. Der er flere præster, flere nostalgiske tilbageblik og flere politisk forudsigelige stemmer i avisen. Berlingske Tidende har overhalet sine læsere højre om.

Jeg synes selv jeg er blevet mere tolerant og rund med alderen; Berlingske har desværre bevæget sig i modsat retning. Mærkeligt nok. I gamle dage - før Orkla købte koncernen - sad ejerne så tungt på avisen som hundene på kisterne i Fyrtøjet. Redaktionen kæmpede helt ud i det kulturradikale grænseland for at tiltrække læsere fra Politiken. I de senere år hvor ingen ejere kræver borgerlige værdier, skruer redaktionen sig frivilligt ned i en størrelse 38 for at tilgodese en skare af kernelæsere der bliver stadig færre og ældre.

Er det frugten af at indtage for store doser branding og CRM, ligger der rent kommercielle betragtninger til grund, har avisen opgivet at henvende sig til nye læsere - eller afspejler den stille kvælning chefredaktørens egen oprigtige politiske og holdningsmæssige ambition. Min fornemmelse siger mig at den sidste forklaring er tættest på virkeligheden, men det er gætværk.
Måske er Berlingske Tidende bare bedre i overensstemmelse med tidsånden end jeg selv. De første år af dette årtusinde er reaktionens år med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ved rorpinden.

Mens Berlingske Tidende strutter af ideologi, gør statsministeren hvad han kan for at nedtone sin rolle som partileder og ideologisk fanebærer. Succeskriteriet for en politiker er at få magten, og når han har opnået den, at holde sig ved magten. Succes for en redaktør måles først på oplagsfremgang, siden på indtjening.

- Eller tager jeg helt fejl, er succeskriterierne de samme for redaktøren som for statsministeren ? Mit blik er nok blevet sløret med årene. Min dag starter trods alt med Berlingske Tidende.