Pleasure

Børsen har gjort det igen, fornyet printmediet inden for rammerne af den samme målgruppe. Det gælder de daglige tillæg, 10-12 om ugen, det gælder magasinerne - og det gælder især Pleasure som jeg synes har fundet en form der kommer til sin ret på det store format.

Jeg sidder med nummeret fra den 19. april foran mig. Jeg havde ikke tid til at læse det da det kom for mere end en uge siden, men tog blot en hurtig bladring. Nu har jeg kigget og læst Pleasure flere gange - i sig selv et om end introspektivt tegn på at der er gemmeværdi i magasinet - og det rammer for mig at se i plet. Det hælder ligeligt til mænd og kvinder, der er lækre fotohistorier, lige så fantastiske annoncer og gode, velskrevne og passende lange læsehistorier.

Temaet er tekonologi, men magasinet kommer langt omkring med kulturstof, spil (kultur for legebørn), mode (nok en gang kultur omend i den kommercielle business-ende af skalaen), frække, dyre solbriller (forbrugsstof), en feautre om præsidentskriblerier, en lang, velskrevet petithistorie om kvinder og økonomi - og tre efter min opfattelse unødvendige snobhistorier om luksus (smykker, ure og sneferie i Argentina).

Pleasure dufter af luksus, forbrug og snob. Med en hang til kvinder. Mainstream til den der vil forkæle sig selv eller sin partner, som bare vil signalere forbrug i overstørrelse, eller den der som jeg bare nyder den visuelle oplevelse af et velredigeret magasin.

Pleasure er skrevet til en målgruppe som materielt flyver på 1. klasse, men åndeligt rejser på monkeyklasse. Og det er vel egentlig at undervurdere målgruppen. Magasinet kunne stille og roligt løfte blikket med mere kulturstof, bare en til to historier per nummer der udfordrer læseren og sigter mod hovedet i stedet for tegnebogen, eller med et par historier med skarpere journalistik.

I min konsulentvirksomhed beskæftiger jeg mig for tiden mest med strategier og udvikling der handler om at flytte sig fra print til online. Det kunne være skægt at skabe et onlinemiljø der passer til et Pleasurekoncept. Det får Børsen nok øjene op for ved egen hjælp i en ikke så fjern fremtid. Indtil da kan Leif Beck Fallesen & Co glæde sig over et magasin med læse- og oplevelsesværdi - og ikke mindst annoncepriser der duer.

Datos exit

Dato var først på markedet - og Dato er den første der lukker ned. Dato startede den 16. august 2006, dagen før 24timer, og avisen var fra begyndelsen født med for få tanker og ambitioner. Faktisk var strategien helt forkert. Det havde været indlysende at Berlingske havde brugt Urban i kampen mod Nyhedsavisen. Hvis Berlingske mente at der var et marked for en rent husstandsomdelt avis, kunne Berlingske være kommet langt omkring med Urban der både havde og har et godt brand og en vellykket position på markedet.

Det har Lasse Bolander vidst hele tiden. Han var blot - efter rygterne - tvunget til at søsætte Dato. Og så er det vel både forventeligt og fornuftigt at strække våben så snart de røde tal kunne overbevise Montgomery om at udgivelsen var uholdbar.

Dyre lærepenge, men også et knæfald for den særlige Berlingske forsigtighed der helst vil spille på alle heste på samme tid. For den reelle begrundelse for netop at lancere en selvstændig avis med komprimeret nyhedsstof som eneste konceptuelle værdi, har uden tvivl været frygten for netop at skade eller udvande trafikavisen Urban i konkurrencen mod Nyhedsavisen.

Spørgsmålet er hvad der sker med Datos 200 tusinde læsere i følge Læserbarometeret for marts måned. Med mindre Berlingske finder på at udgive et oplag af Urban i husstandsdistribution - hvad intet tyder på - vil Datos læsere nok lige så stille forsvinde op i den blå luft. Avisen har næppe loyale læsere, i forvejen kom Dato sammen med 24timer, og det er de færreste steder at alle de tre nye gratisavisen har befundet sig i en egentlig konkurrencesituation i de samme brevsprækker.

Dato bliver ikke savnet.

Gratisbølgen

I følge FDNs - the Free Daily Newspapers - nyhedsbrev no 25 udkommer der i april i år 213 gratisaviser i 49 lande med et samlet oplag på næsten 40 millioner, helt præcis 39.420 tusinde. Metro er størst med 5,6 mio. eksemplarer i 14 europæiske lande og 1,7 mio. i USA og Canada. Nr. 2 er Schipsted med 20 minutes og søsterblade der kommer i et oplag på 2,3 mio. eksemplarer.

FDNs top 10 er tankevækkende. Danmark har uden tvivl den største dækning af gratisaviser per indbygger. FDN omfatter hverken distriktsblade/ugeaviser eller Den Blå Avis, men alene dagblade af typen metroxpress, Urban, Nyhedsavisen etc.

Vi danske læsere er i den grad ofre for den kommercielle globaliserede avis, formentlig fordi vi ligger tæt på Sverige hvor Metro startede, og Island hvorfra Nyhedsavisens koncept er født. Måske er Danmark et blot et passende testmarked; lykkes udgivelsen i Danmark, er der gode chancer for succes på andre markeder.

Men der kan også være andre gode grunde til stormfloden af gratisaviser. De betalte danske dagblade er ekstremt dyre at abonnere på eller købe i løssalg. De danske bladhuse har traditionelt været mindre drevet som kommercielle virksomheder sammenlignet med de nordiske/svenske udgivere. Og i hvert fald har de danske udgivere været enige om at definere deres markedsområde inden for Danmarks grænser, mens de største svenske og norske bladhuse i årevis har konkurreret på det skandinaviske marked og for de allerstørstes vedkommende også på det europæiske.

Nu er storm- og syndfloden over os, og den sætter sine tydelige spor i oplagstallene. Markedet er på et år faldet med 2,6%. Nordjyske har mistet 11% i oplag fra marts 2006 til marts i år, Århus Stiftstidende 15% og JydskeVestkysten 6%. De landsdækkende bløder også: Politiken mangler 8% på trods af relanceringen i oktober sidste år, Jyllands-Posten 5% og Berlingske kun 2%. Ekstra Bladet er faldet til et oplag under 100 tusinde og har mistet knapt 8% af sit oplag, mens B.T. kun har tabt 4% og snart kun har kernelæserne tilbage.

Jeg forudså i efteråret at de betalte aviser ville miste 10% af oplaget. Spådommen ser ud til at gå i opfyldelse.

Besserwissen

Egentlig har jeg det godt med min nye Politiken. Den er afvekslende, insprirerende, holdningstung og udfordrende på billedsiden. Forsidelederen, klummerne og avisens rolle som oppinionsdannende og -førende giver avisen politisk styrke i en fase af danmarkshistorien hvor regeringen er opportunistisk, provinsiel, fremmedfjendsk og ideologisk præget af lusk.

Tidsånden og den herskende majoritet passer godt til hinanden. Det er mig der har fødderne plantet i en svunden eller i hvert fald umoderne oplysningstradition.

Måske er det også forklaringen på min følelse af at Politiken taler ned til mig. Det gælder især forsiden der ofte kun bærer en henvisning til en tophistorie inden i avisen, én enkelt historie som redaktionen priroiterer som dagens væsentligste og i hvert fald aldrig et udvalg af begivenheder som appellerer til min egen dømmekraft.

Læsernes redaktør Lars Halskov beskriver i dagens avis indbliksjournalistikkens genrekrav: forklarende, perspektiverende, nærværende, nuancerende og udfordrende, og i øvrigt troværdig og klar. Jeg læser alle prædikaterne som et forsøg på at retfærdiggøre at journalisterne fylder mere i den daglige avis. Klummeskribenter, analyser og en varieret genrepalet er ikke tilstrækkeligt; journalisten skal i front; holdninger og subjektivitet er nøgleord i formidlingen af dagens meninger.

Det strider mod avisens tradition for respekt for læserne, for læserens behov for at tage stilling til et udvalg af dagens vigtigste nyheder (de er jo på politiken.dk) - og navnlig imod den kendsgerning at læserne kan vide mere end journalisterne.

Jeg forstår avisens søgen mod substans, subjektivitet og sammenhæng. Jeg nyder den politiske tæft der svarer til mit eget politiske ståsted. Men ofte oplever jeg intet savn når jeg ikke har tid til at læse Politiken. ATS, lederen og et par bestemte klummer et par gange om ugen er fuldt tilstrækkeligt. Og det var vel ikke meningen med den store omlægning den 6. oktober 2006.