Historien om en ikke-historie

I går forlod Eyvind Vesselbo Venstre til fordel for Ny alliance på Politikens forside. I dag er tophistorien 'Vesselbo bliver i Venstre'. Er denne ikke-nyhed et dementi med en overordenlig opsigtsvækkende journalistisk prioritering, et dementi ingen tager alvorligt, og som ingen tror på - eller er der så meget om snakken at dementiet i sig selv er en væsentlig historie ?

Politikens ikke-historie er åbenlyst en historie selv om Vesselbo dementerer den. Vesselbo er nemlig ikke så troværdig som Naser Khader der selv optræder som kilde til historien i dagens avis.

Problemet er at Naser Khader har en interesse i at lække historien, ligesom Politiken der skrev den på forsiden i går, har en interesse i at bekræfte sin egen historie i dag. Også selv om historien ikke holdt, eller tippet var afgivet i mindre end god tro. Naser Khader har fået Ny Alliance på forsiden af Danmarks førende avis, ja den førende oppositionelle kraft i landet. Vesselbo står tilbage som taberen, en næsten færdig mand i Venstre, med en troværdighed så lav at han er værdiløs for Venstre i alle andre situationer end som den 90. mand i Folketinget.

Selvfølgelig skulle Politiken bringe historien om at Vesselbo forlader Venstre, selv om den kun var baseret på en enkelt, omend prominent kilde. Men man kan diskutere om historien kunne bære en opsætning og en vinkel der serverede Vesselbos partiskifte som et faktum. Når Politiken også bringer historien om at Vesselbo forbliver i Venstre som en tophistorie, viser det ikke blot at Politiken tror på sig selv som politisk kraft, men også at avisen faktisk besidder så stor styrke at den kan slippe afsted med at gøre dementiet til Vesselbos problem.

Selv om Politiken ikke nævner det, har historien påført Naser Khader et problem. Hvilken folketingspolitiker tør nu tale med Naser Khader uden at risikere at blive misbrugt i Ny Alliances propaganda ?

Det er skæbnens ironi at måske netop Politikens bastante opsætning af Vesselbos partiskifte fik Vesselbo til at miste modet eller tøve i sit forsæt, og dermed lagde grunden til dementihistorien. Sin styrke til trods leger Politiken med ilden. Vesselbos partiskifte var et rygte indtil han havde meldt sig ud af Venstre. Vesselbo forbliver i Venstre uanset hvad han har sagt til Khader, til sin kone eller tænkt på cyklen på vej til Folketinget. Politiken undgår måske ridser i troværdigheden i denne omgang, men avisen er tæt på at bringe sit største aktiv i spil for en tvivlsom sag. Det sidste ord er næppe skrevet om den sag.

JP/Politiken vinder annoncer

Gratisaviserne flytter om på annoncemarkederne. Gratisaviserne Nyhedsavisen, 24timer og Dato blev lanceret sidste efterår. Selv om vi i sagens natur ikke har annoncemængder for første halvår 2006 for de nye gratisaviser - de 'gamle' metroXpress og Urban startede i 2001 - giver de løbende opmålinger foretaget af Gallup Adfact alligevel et fingerpeg om gratisavisernes indflydelse på de øvrige landsdækkende og regionale aviser.

År til dato er hverdagsmarkedet inkl. metroXpress og Urban steget med 2%, søndagsmarkedet med 10% og det samlede marked med 4%.

Jyllands-Posten er den store vinder med en vækst på 25% på hverdage, 15% på søndage og 22% i alt. Nr. 2 er Ekstra Bladet med en vækst på 11% på hverdage, 21% om søndagen og 13% i alt. På tredjepladsen finder vi Politiken der er steget med 7% på hverdage, 12% på søndage og 8% i alt.

Berlingske Tidende taber mest. Om hverdagen er annoncemængderne gået tilbage med 11%, om søndagen med 9% (i et voksende marked), og alt i alt med en tilbagegange på 11%. B.T. er også faldet, omend i mindre omfang. På hverdage drejer det sig om en tilbagegang på 2%, om søndagen på 8% og overall på 4%.

metroXpress er gået frem med 4%, mens ærkerivalen Urban Øst ligger status quo.

På erhvervsmarkedet har Børsen mistet 12% i forhold til sidste år, i sig selv en bemærkelsesværdig udvikling på markedets stærkeste titel. Til gengæld undrer det ikke at ErhvervsBladet er gået 26% tilbage. Overgangen til betalingsavis har decimeret oplaget.

Udviklingen i mængder og markedsandele afspejler selvfølglig flere forhold end lanceringen af de nye gratisaviser. Først og fremmest prispolitiken spiller ind (omfanget af rabatter) og udviklingen i læsertallene (kontaktprisen). Alligevel kan mængdeudviklingen med rimelighed tages som udtryk for husenes effektive tilpasning til markedsudviklingen.

De nye gratisaviser har ikke fået fodfæste; faktisk har de langt igen. De kan presse priserne, men de kan slet ikke flytte annoncører og mængder i et omfang der er farligt for de etablerede aviser.