Medierevolutionen tilfører ny energi

Den store medierevolution syntes lidt pjusket i forhold til sidste år, men programmet rummede alligevel spektakulære indlæg om Calsbergs nye tv-kanal 'Part of the Game' og mikrofinansieringsportalen MyC4.com.

Webben driver medieudviklingen, og vi kender alle de imponerende tal, de gigantiske købesummer og de overvældende logooversigter. Sjovt nok holdt jeg mest af Henrik Dahls indlæg. Tilbagelænet, med blid ironi og uden en eneste slide tog Henrik sig af substansen, det vedvarende i den konstante flux:

1. De gamle medier forsvinder ikke selv om vi tror det. Fortrængningshypotesen går ud på at vi i vores ahistoriske tidsalder tror at alt er nyt, og at det gamle forsvinder.

2. De nye medier tilfører de gamle ny energi, men bringer også de gamle mediers forretningsmodeller i krise. Eksempler skulle være overflødige.

3. Vi i den kompakte majoritet er dybt reaktionære trods de enestående nye teknologier og -anvendelser. Vi er stadig opdelt i en minoritet som ikke vil leve uden den gamle trykte avis, en befolkningsgruppe med en anden profil som lever af og for tv, et segment der sværger til radioen, plus en fjerde gruppe der prioriterer internettet på en abolut førsteplads. Den sidste driver udviklingen, og den vokser, men det går langsomt.

4. De behov medierne dækker, flytter sig ikke, og de bestemmer arbejdsdelingen mellem mediegrupperne. Vi vil stadig informeres, vi vil slappe af og underholdes, vi vil forstå os selv, og vi vil være sammen med andre.

Således klædt på er der grund til at tænke Carlsbergs tv-ambitioner igennem, og imponeres over MyC4s drive og kreativitet. Behovet for digitale raslebøsser er uendeligt stort, ideen er revolutionerende og der er plads til flere projekter.

P.S. Hvis du ikke allerede har checket Pxynet ud, er den nok et besøg værd. En pxy vil snige sig ind i om ikke hverdagssproget så i det konstant modtagelige medieslang.

Pxynet

Computerworld bragte i går nyheden om Pxynet skabt af Jan Krogh og tre gode venner. Under overskriften 'Midaldrende mænd tager kampen op mod Google' ligner historien en verdenssensation. Det er det bare ikke. Check selv den svenske site.

Dermed ikke sagt at ideeen ikke er god. Kombinationen af information og geografi er fremragende, både for nyheder, chat, communities og for private og professionelle annoncører. Navnlig i tyndere befolkede områder hvor udbud og efterspørgsel efter tjenester, kontakter og meddelelser er større end i storbyerne. Ideen har fremtiden for sig, og så er den gratis for brugeren.

Held og lykke!

Har du set lyset ?

Kan det blive værre ? Vil det nogensinde gå fremad igen ? Er der overhovedet lys for enden af tunnelen ?

Udgivererklæringen for januar 2008 viser et samlet fald i de betalte dagblades hverdagsoplag på 7,5% fra jan07 til jan08 til 1.191 tus. eksemplarer. Nedturen accellerer med mere end det dobbelt af de 3-3,5% som har været normen gennem 2007.

Udviklingen er grim nok. Hvis du kan regne med procenter, vil vi allerede til næste år nærme os et samlet hverdagsoplag på 1 million - som netop svarer til gratisavisernes samlede oplag. Værre er fraværet af en vision for de betalte aviser. Ingen ved hvad der skal til for at stabilisere endsige øge oplaget.

Nicheaviserne holder skansen, dvs. at de går minimalt frem og altså ikke tilbage. Nicheavisen leverer merværdi til døgnets gratis nyheder, mens omnibusavisen snarere udstiller at det kan betale sig at være gratist.

Alle aviser kan ikke være nicheaviser, men de kan ende med at blive det.

For udgiveren er konceptet ikke så afgørende som det at befinde sig på en platform der vokser og hvis vækst kan omsættes i kontante kroner som et betalt oplag. De fleste udgivere ser sig i dag mere som brand-vogtere; deres interesse knytter sig til nettodækningen på print og web, og de mest succesfulde, Ekstra Bladet, VG mfl., har en trafik på nettet der batter på bundlinjen.

Selv om et avisbrand kan overleve, og måske endda komme til at stortrives økonomisk, på flere platforme, ændrer det ikke chefredaktørens omsorg for papirudgaven som i modsætning til den digitale avis repræsenterer et medie hvor næsten alle sider bliver læst af alle. Nettet kan genere besøg, men brugerne søger først og fremmest efter de seneste nyheder, dernæst de der er tættest på ham selv og endelig de der interesserer. De tunge genrer - der er tunge fordi de er væsentlige - passer skidt til nettet, og mon ikke de fleste dagbladsredaktører ville føle sig omplantet til gratismedier eller til underholdningsindustrien hvis disse genrer døde i transformationen fra print til web.

Nettet kan sikre økonomi og overlevelse, men erstatter ikke en vision der duer for print. Har nogen set lyset ?

Glæden over 24timer

JP/Politikens Lars Munch fortæller i dag den 4. februar til Politiken at Huset har investeret halvt så meget som Nyhedsavisen, 300 millioner kroner, i 24timer. Beløbet er måske ikke så interessant som rationalet, at risikoen ved ikke at reagere var større end den defensive lancering.

Endnu mere interessant er svaret på hvorfor JP/Politiken vil holde fast i en urentabel investering. Her svarer Lars Munch at "vi har en tro på, at vi kan gøre 24timer til en rentabel forretning i løbet af nogle år... Og vi har fået en avis, som vi er så glade for, at vi ikke ser nogen grund til at trække os ud af det marked". Sandheden ligger nok i glæden over 24timer.

Med 24timer har JP/Politiken fået den gratisavis som Huset afstod fra at lancere i konkurrencen med metroXpress som var lige så farlig for JP/Politiken som Nyhedsavisen. I 2001-02 lod Lars Munch Berlingske tage krigsomkostningerne med Urban, men prisen var at JP/Politiken ikke fik foden inden for gratisavismarkedet.

Lars Munch kan håbe at Nyhedsavisen forbløder. I så fald bliver 24timer rentabel. Holder Nyhedsavisen fast i markedet, og navnlig i den dyre husstandsdistribution, har han fat i den lange ende med den den billigste forretningsmodel i 24timer som trafikavis, og break-even ligger lidt længere ude i fremtiden.

Under alle omstændigheder har JP/Politiken den største titel på markedet. 24timer har overhalet metroXpress der er svækket i konkurrencen, men som tjener rigtige penge. Urban er som nummer fire ud af fire gratisaviser ikke med i opløbet.

Lars Munch har handlet klogt, men dyrt. Det er indlysende rigtigt at holde fast. Lars Much har fået sin gratisavis, han er størst på markedet, og han ligner en vinder under alle omstændigheder.