tirsdag, oktober 02, 2007

Checks og kontakter, tak


Lanceringen af Nyhedsavisen den 6. oktober 2006 har sat turbo på tilbagegangen i den øvrige danske presse. De øvrige avisers blodrøde nøgletal skyldes dog ikke Nyhedsavisen alene. JP/Politikens defensive lancering af 24timer - og Berlingskes Dato - har stækket Nyhedsavisen bl.a. ved at skabe et gigantisk distributionsproblem for avisen, men de har også givet de gratis hustandsaviser en fælles fremdrift som sætter sine dybe spor i landets øvrige avisforretninger, betalte som gratis.
Nu et år efter lanceringen af Nyhedsavisen er sondringen mellem husstands- og trafikomdelte gratisaviser sløret af de faktiske forhold i jernindustrien. På trods af redaktionelle forskelle har gratisaviserne den samme forretningsmodel, og det er meningsfuldt at skelne mellem betalte og gratis dagblade.
Betalingsaviserne har under ét mistet 9% af læserne (280 tus. læsere) og 9% af oplaget (120 tus. daglige aviser) fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007. De holder skindet på næsen når det drejer sig om tekstsideannoncer, vel at mærke opgjort i millimetre.
Gratisaviserne - MetroXpress, Urban, Nyhedsavisen og 24timer - har med
  • 39% af læserne
  • 53% af oplaget
  • 36% af tekstsideannoncemængden
sat sig tungt på det danske avismarked midt i en højkonjunktur.
Gratisaviserne har 36% af tekstsideannoncerne i samtlige landsdækkende aviser opgjort som morgen- og eftermiddagsaviserne samt nicheaviserne Børsen, Information, Kristeligt Dagblad, ErhvervsBladet og Weekendavisen. Gratisavisernes markedsandel er endda større hvis man tæller annnoncerne i alle udgaver af alle gratisaviser med.

Markedsandelen er udtrykkeligt opgjort i annoncemillimetre; kronerne kender kun de nærmeste i familien.

Oversigten fortæller andre interessante historier. Berlingske Tidende mister 12% fra 1. halvår 2006 til 2007; Jyllands-Posten går 14% frem. Berlingske Tidende kan have mistet annoncer efter at avisen blev omlagt til tabloid i august 2006, og Jyllands-Posten kan have snuppet en pæn bid af de annoncer som ErhvervsBladet har mistet med overgangen fra gratis til betalt avis.

Ekstra Bladet går frem med 7%, mens B.T. falder med 1%. Oplagsudviklingen taget i betragtning er resultatet lige bemærkelsesværdigt for begge aviser.

Nyhedsavisen er i øvrigt den gratisavis der har færrest annoncer. MetroXpress fører feltet, foran Urban og 24timer der indtager anden- og tredjepladsen. Hverken placeringen eller omsætningen i gode danske kroner gør næppe Svenn Dam tilfreds med scoringen. Dertil er priserne nok for lave og rabatterne for rundhåndede. - Med kun 0.8 læsere per eksemplar må Nyhedsavisen ønske checks og kontakter til fødselsdagen.

Ingen kommentarer: