Journalisthøjskolens rektor Anne-Marie Dohm skrev i går en kronik i Politiken om dagbladenes krise som trussel mod den kritiske journalistik. Selv som læser med meget sympati for den hårdt ramte dagbladsbranche er det blot vanskeligt at få hold på problemet, og såmænd også på den løsning Anne-Marie Dohm argumenterer for.
Journalisthøjskolens rektor indleder ikke færre end tre afsnit med ordene '[Men] problemet er [bare] ....' - 'at avishusenes netredaktioner ikke i nær samme omfang slæber indtægter via salg af annoncer, som aviserne gjorde før i tiden'/'at der tilsyneladende ikke er det store marked og salg i det, som avishusene er rigtig godt til : Nemlig at lave kritisk kvalitetsjournalistisk'/'når medierne har italesat sig selv som markedsdrevne virksomheder, så overlever annoncedygtige campingtillæg lang bedre end den kritiske journalistik ...'
Så meget fremgår, at de betalte aviser med sivende oplag først har tabt dyrebare annoncekroner til deres egne netsider, og bagefter har de mistet annoncevolumen og - kroner på grund af finanskrisen. Den dårlige økonomi truer dagbladenes 'solide research og kritiske tænkning' og dermed avisernes dagsordensættende funktion.
Præmisserne er tilsyneladende: (1) Alle ulykker har ramt dagbladene udefra, (2) Dagbladene kan stadig tjene penge på campingtillæg, og (3) Danske dagblade indtager i dag rollen som samfundets væsentligste dagsordensætter og demokratiopdrager. - Holder præmisserne? Efter min opfattelse kan de alle anfægtes, og så er der ikke grund til at læse videre.
Hvad ønsker Anne-Marie Dohm, andet end det bedste for den kritiske jounalistik? Tilsyneladende er hendes forslag at de danske dagblade skal have status som public serviceudbydere på linje med DR og TV2. I hvert fald spørger hun 'Hvorfor det kun er tv og radio, som kan indtage denne fornemme og statsstøttede rolle som offentlighedens tjener?'
Kære Anne-Marie Dohm, er en statsejet trykt presse, offentligheden tjener, fri? Er den fri til at bedrive kritisk journalistik? Har den frihed og styrke til at kontrollere og kritisere de magthavere der ejer og konkrollerer den trykte presse, og som sikrer de journalistiske arbejdspladser? Kan du forestille dig en kritisk presse som befolkningen ikke efterspørger, eller som kun efterspørges af en minoritet, ja måske kun af samfundets elite?
Jeg tror ikke at der findes quick fixes der kan redde dansk presse. Øget støtte eller statseje kan aldrig sikre en stærk og fri presse. Paradoksalt nok kan en stærk og fri presse kun udvikles ved egen kraft, journalistik der duer, journalistik der fornyer sproget, journalistik der ommøblerer vores syn på danske institutioner og autoriteter. Ja faktisk netop den kristiske journalistik som Anne-Marie Dohm vil hæge om.
Men det frie ord hviler bedst på et trygt økonomisk grundlag, ikke på støtte.
torsdag, april 16, 2009
tirsdag, marts 10, 2009
Børsens prædikant
Det er ingen skam at en skribent dyrker sin egen stil. Tværtimod er det vel hvad de fleste bevidste sprogbrugere bestræber sig på. Dette gælder ikke journalister der for de flestes vedkommende skriver et mundret, professionelt og upersonligt dansk som tvinger læseren til at se historiens byline for at identificere skribenten.
Men det gælder ikke-professionelle skribenter, som f.eks. Børsens Steen Hildebrandt. Han skriver som han taler, og han taler som en præst. Han elsker paratakse - sideordnede sætninger - og han elsker gentagelser. Præcis som prædikanter gør det.
Et eksempelt fra Børsen den 6. marts: "Vi har set disse ejendomsspekulanter opføre sig direkte hovedløst, og vi har set, at bankerne ikke bare har set til, men har hjulpet til. Bankerne har ikke sagt fra. Bankerne har deltaget i festlighederne. Den største bank har tilsyneladende deltaget i de største fester. Den største bank har ikke holdt sig tilbage og har ikke følt sig for fin til noget. Vi har til gode at se, at bankerne i bred forstand selv tager nogle alvorlige værdi- og ledelsesmæssige konsekvenser af de beslutninger og dispositioner, som bankerne og deres ledelser har ansvar og medansvar for. Vi har ligeledes til gode at se et meget mere effektivt Finanstilsyn".
Læg mærke til mine kursiver; teksten rummer et hav af gentagelser der gør den forståelig for selv den mest tungnemme læser. Det er måske ikke så ringe endda. Steen Hildebrandt er uden tvivl en rutineret forelæser. Men man fornemmer også at tilhørerne falder i søvn, tempoet er laaangsomt. Her taler en klog og tænksom herre, og man ser den løftede pegefinger for sit indre blik.
Stilen kommer fra bibelen; kast et blik på f.eks. Jobs Bog kapitel 1, vers 14-18. Steen Hildebrandt har grundlagt en ny genre i Børsen: Den erhvervsjournalistiske prædiken.
Men det gælder ikke-professionelle skribenter, som f.eks. Børsens Steen Hildebrandt. Han skriver som han taler, og han taler som en præst. Han elsker paratakse - sideordnede sætninger - og han elsker gentagelser. Præcis som prædikanter gør det.
Et eksempelt fra Børsen den 6. marts: "Vi har set disse ejendomsspekulanter opføre sig direkte hovedløst, og vi har set, at bankerne ikke bare har set til, men har hjulpet til. Bankerne har ikke sagt fra. Bankerne har deltaget i festlighederne. Den største bank har tilsyneladende deltaget i de største fester. Den største bank har ikke holdt sig tilbage og har ikke følt sig for fin til noget. Vi har til gode at se, at bankerne i bred forstand selv tager nogle alvorlige værdi- og ledelsesmæssige konsekvenser af de beslutninger og dispositioner, som bankerne og deres ledelser har ansvar og medansvar for. Vi har ligeledes til gode at se et meget mere effektivt Finanstilsyn".
Læg mærke til mine kursiver; teksten rummer et hav af gentagelser der gør den forståelig for selv den mest tungnemme læser. Det er måske ikke så ringe endda. Steen Hildebrandt er uden tvivl en rutineret forelæser. Men man fornemmer også at tilhørerne falder i søvn, tempoet er laaangsomt. Her taler en klog og tænksom herre, og man ser den løftede pegefinger for sit indre blik.
Stilen kommer fra bibelen; kast et blik på f.eks. Jobs Bog kapitel 1, vers 14-18. Steen Hildebrandt har grundlagt en ny genre i Børsen: Den erhvervsjournalistiske prædiken.
fredag, februar 27, 2009
Tilskudsdanmark
Informations chefredaktør Palle Weis rejser i dagens avis spørgsmålet om det er i overensstemmelse med lovens hensigt at gratisaviserne Metroxpress og 24 timer modtager støtte når disse aviser er sat i verden for at tjene penge, og når den støtte de modtager medfører at Dagbladet Information må ud og spare 2,4-2,8 mkr. Bag loven om distributionsstøtte ligger 'en grundlæggende forudsætning for en sund demokratisk samtale er lige muligheder for for adgang til medierne', og det er betalingsaviserne der løfter denne opgave.
Distribution er kostbar, og Information er som de andre danske betalingsaviser helt overvejende abonnementsbaseret. Avisen koster 23 kr. i løssalg, og formentlig er vel kun Børsen til 30 kr. dyrere. Betalingsaviserne har derfor i realiteten ikke mulighed for at skrue op for løssalget, men må bide i det sure æble og spare på omkostningerne. En prisforhøjelse på abonnementet vil vende avisens skrøbelige, men succesfulde oplag til et fald der vil gå direkte på bundlinjen.
Det ligger i kortene at Palle Weis føler en snert af uretfærdighed. Han anerkender at Metroxpress, 24 timer og Information bliver behandlet lige for loven, men Weis støtter sig til lovens hensigt og indhold, distributionsstøtten skal fordeles efter moralsk fortjeneste. Weis giver mere udtryk for et følelsesudbrud eller en holdning end et sagligt argument for at ulighed bør indføres i distributionsstøtten. Det er forståeligt, men ikke ukompliceret.
Metroxpress og 24 timers anstrengelser for at at få distributionsstøtte lugter langt væk af spekulation. Det er ikke ulovligt, men det er moralsk angribeligt at skrue sin drift sammen for at gøre sig berettiget til at modtage distributionsstøtte.
Betalingsaviserne har dybest set gjort det samme. Bortset fra Ekstra Bladet har betalingsaviserne gennem årene droppet løssalget til fordel for abonnement. De er blevet afhængige af statsstøtte i et omfang hvor der ikke er nogen vej tilbage. Og argumentet, at gratisaviserne er sat i verden for at tjene penge, giver kun mening for en bladmand eller -kvinde der forstår argumentet om at tjene penge for at udgive en avis. Information vil også tjene penge hvis det er muligt.
Branchen på støtten er syg, også selv om mange andre står i kø for at modtager offentlige tilskud.
Distribution er kostbar, og Information er som de andre danske betalingsaviser helt overvejende abonnementsbaseret. Avisen koster 23 kr. i løssalg, og formentlig er vel kun Børsen til 30 kr. dyrere. Betalingsaviserne har derfor i realiteten ikke mulighed for at skrue op for løssalget, men må bide i det sure æble og spare på omkostningerne. En prisforhøjelse på abonnementet vil vende avisens skrøbelige, men succesfulde oplag til et fald der vil gå direkte på bundlinjen.
Det ligger i kortene at Palle Weis føler en snert af uretfærdighed. Han anerkender at Metroxpress, 24 timer og Information bliver behandlet lige for loven, men Weis støtter sig til lovens hensigt og indhold, distributionsstøtten skal fordeles efter moralsk fortjeneste. Weis giver mere udtryk for et følelsesudbrud eller en holdning end et sagligt argument for at ulighed bør indføres i distributionsstøtten. Det er forståeligt, men ikke ukompliceret.
Metroxpress og 24 timers anstrengelser for at at få distributionsstøtte lugter langt væk af spekulation. Det er ikke ulovligt, men det er moralsk angribeligt at skrue sin drift sammen for at gøre sig berettiget til at modtage distributionsstøtte.
Betalingsaviserne har dybest set gjort det samme. Bortset fra Ekstra Bladet har betalingsaviserne gennem årene droppet løssalget til fordel for abonnement. De er blevet afhængige af statsstøtte i et omfang hvor der ikke er nogen vej tilbage. Og argumentet, at gratisaviserne er sat i verden for at tjene penge, giver kun mening for en bladmand eller -kvinde der forstår argumentet om at tjene penge for at udgive en avis. Information vil også tjene penge hvis det er muligt.
Branchen på støtten er syg, også selv om mange andre står i kø for at modtager offentlige tilskud.
torsdag, februar 05, 2009
Smutter på smutter
Metro Internationals danske topchef Per Mikael Jensen sagde på gårdagens pressemøde, eller conference call som vi kalder det på Per Mikaels niveau: "For at vi er berettiget til støtten, må annoncerne ikke fylde mere end 50 procent af avisen, og vi kan jo ikke vide, hvor mange annoncerne vi ville have fået, hvis vi ikke behøvede at opfylde det krav". 'Støtten' henviser til de 34 mio. kr. metroXpress får i distributionsstøtte i 2009.
Læs lige sætningen igen. Per Mikael Jensen udtaler at metroXpress for at leve op til kravene for dagbladsstøtte har mistet annoncer eller endog meldt udsolgt over for annoncører der forøger annoncernes andel af avisen op over de 50%.
Derimod er det indlysende at det koster i papir og tryksværte at sænke annoncedækningen fra f.eks. 60% til 50%.
Der er "udgifter forbundet med at skulle distribuerer de støttede aviser til folks postkasser" i følge Mediawatch. - Gælder det også når støtten først tildeles i 2009?
Anders Kronborg afslører, at metroXpress "resultat for 2008 kunne have været bedre, hvis ikke avisen i forbindelse med sin ansøgning om støtten, var tvunget til at holde sig under de 50 procent annoncer i årets sidste del" (mine fremhævelser).
Det er synd for verdens skarpeste bladledere, at de for at få støtte bliver tvunget til at sige nej til annoncer og påføre avisen meromkostninger til distribution. Hvorfor ikke spare alle ekstraomkostningerne og besværet ved at lade være med at søge om distributionsstøtte.
Jeg har ikke det fjerneste ondt af at metroXpress får distributionsstøtte hvis de er berettiget til det. Men at avisen skal gå så meget ondt igennem for at blive berettiget til at få støtte er avisens eget valg. Det grænser til hykleri at fremstille sig selv som offer for den danske stats påtvungne støtte. Distributionsstøtten er tiltænkt abonnementsaviser som i sagens natur også er betalingsaviser og ikke annoncefinansierede gratisaviser. Metros spekulation i skattefinansierede støtteordninger skulle avisen som minimum holde for sig selv.
Metro er tilsyneladende ramt af samme støttesyndrom som den betalte dagspresse, og det pynter ikke at flashe sin grådighed eller smartness og samtidig fremstille sig selv i offerrollen.
24timer og metroXpress modtager 34 millioner kroner i distributionsstøtte i år. - Hvad synes du om Metros moral?
Læs lige sætningen igen. Per Mikael Jensen udtaler at metroXpress for at leve op til kravene for dagbladsstøtte har mistet annoncer eller endog meldt udsolgt over for annoncører der forøger annoncernes andel af avisen op over de 50%.
Ingen tror på den historie. MetroXpress's chefkøbmand Søren Riis siger selvfølgelig ikke nej til gode betalte reklamer i Metro. Sådan spiller klaveret bare ikke. Det er muligt at metroXpress i stedet for at gå op fra f.eks. 48 til 56 sider vælger at udskyde et par siders annoncer til næste dag eller dagen derpå. Men et decideret tab lyder ikke troværdigt i en fleksibel dagbladsproduktion.
Derimod er det indlysende at det koster i papir og tryksværte at sænke annoncedækningen fra f.eks. 60% til 50%.
Der er "udgifter forbundet med at skulle distribuerer de støttede aviser til folks postkasser" i følge Mediawatch. - Gælder det også når støtten først tildeles i 2009?
Anders Kronborg afslører, at metroXpress "resultat for 2008 kunne have været bedre, hvis ikke avisen i forbindelse med sin ansøgning om støtten, var tvunget til at holde sig under de 50 procent annoncer i årets sidste del" (mine fremhævelser).
Det er synd for verdens skarpeste bladledere, at de for at få støtte bliver tvunget til at sige nej til annoncer og påføre avisen meromkostninger til distribution. Hvorfor ikke spare alle ekstraomkostningerne og besværet ved at lade være med at søge om distributionsstøtte.
Jeg har ikke det fjerneste ondt af at metroXpress får distributionsstøtte hvis de er berettiget til det. Men at avisen skal gå så meget ondt igennem for at blive berettiget til at få støtte er avisens eget valg. Det grænser til hykleri at fremstille sig selv som offer for den danske stats påtvungne støtte. Distributionsstøtten er tiltænkt abonnementsaviser som i sagens natur også er betalingsaviser og ikke annoncefinansierede gratisaviser. Metros spekulation i skattefinansierede støtteordninger skulle avisen som minimum holde for sig selv.
Metro er tilsyneladende ramt af samme støttesyndrom som den betalte dagspresse, og det pynter ikke at flashe sin grådighed eller smartness og samtidig fremstille sig selv i offerrollen.
24timer og metroXpress modtager 34 millioner kroner i distributionsstøtte i år. - Hvad synes du om Metros moral?
fredag, januar 23, 2009
Avispakke eller klinex
"Dagbladene er i disse år under voldsomt pres. Abonnenterne flygter, annonceindtægterne falder, og mange og særligt unge mediebrugere flytter over på nettet." - Alt ondt kommer til branchen udefra (citatet er fra DanskPresse).
Dagbladene kan reelt ikke udgives på de nuværende kommerceille vilkår. Er det konklusionen på dagbladsledelse anno 2009, eller er det blot endu et klynk op til fordelingen af mediestøtten?
Vi deler sikkert fornemmelsen af at webindtægterne langt fra opvejer tabt salg på print, endsige langt fra er store nok til at dække en ret stor andel af de samlede redaktionelle omkostninger. Men reelt ved vi meget lidt. DDF oplyser intet om fordelingen på indtægtskilder i de offentliggjorte branchenøgletal; indtægterne er fordelt som avissalg, annoncesalg og andet salg. Det er alt. Vi kan ud fra stigningen siden 2000 gætte at 'andet' salg er web, men vi ved det ikke.
Vender vi os mod indtjeningen for at se hvor faretruende tæt de danske dagblade befinder sig på afgrunden, har de 24 bladvirksomheder i snit haft en overskudsgrad på 2%, i det seneste dårlige år (2007) har 18 ud af 24 virksomheder trods alt overskud, og virksomhedernes samlede egenkapital udgør trods alt 40% af balancen.
Det er ikke så ringe endda, selv om andre gør det bedre, se nedenfor. Selv om 2008 formentlig er på niveau med 2007 - eller måske så dårlig som 2002 - er der da så meget at stå imod med, at vi måske forsigtigt kan konkludere at branchen piver på forskud.
Dagbladene kan reelt ikke udgives på de nuværende kommerceille vilkår. Er det konklusionen på dagbladsledelse anno 2009, eller er det blot endu et klynk op til fordelingen af mediestøtten?
Vi deler sikkert fornemmelsen af at webindtægterne langt fra opvejer tabt salg på print, endsige langt fra er store nok til at dække en ret stor andel af de samlede redaktionelle omkostninger. Men reelt ved vi meget lidt. DDF oplyser intet om fordelingen på indtægtskilder i de offentliggjorte branchenøgletal; indtægterne er fordelt som avissalg, annoncesalg og andet salg. Det er alt. Vi kan ud fra stigningen siden 2000 gætte at 'andet' salg er web, men vi ved det ikke.
Vender vi os mod indtjeningen for at se hvor faretruende tæt de danske dagblade befinder sig på afgrunden, har de 24 bladvirksomheder i snit haft en overskudsgrad på 2%, i det seneste dårlige år (2007) har 18 ud af 24 virksomheder trods alt overskud, og virksomhedernes samlede egenkapital udgør trods alt 40% af balancen.
Det er ikke så ringe endda, selv om andre gør det bedre, se nedenfor. Selv om 2008 formentlig er på niveau med 2007 - eller måske så dårlig som 2002 - er der da så meget at stå imod med, at vi måske forsigtigt kan konkludere at branchen piver på forskud.
torsdag, januar 15, 2009
Mediernes ansvar under krisen
Leif Beck Fallesen skrev i en signeret leder i Børsen den 14. januar om mediernes ansvar under krisen at det er 'en meget stærk overdrivelse af mediernes - og især det enkelte medies - muligheder for at påvirke udviklingen i samfundet' at give medierne et direkte medansvar for krisen. Sådan; det er indlysende rigtigt, og sikkert godt at slå fast.
Lige så rigtigt er bemærkningen om at 'det vil være useriøst at afvise, at mediedækningen kan forstærke en tendens', og følgelig, at medierne må forholde sig til et ansvar under krisen.
Leif Beck Fallesen skriver for Børsens vedkommende at målsætningen er 'at give et retvisende billede af udviklingen, med de bedst mulige data og flest mulige input til læserens egen beslutningsproces ... Den daglige retvisende dækning er en selvfølgelig pligt over for Børsens læsere'.
Substansen er med andre ord ambitionen om at give en retvisende dækning af udviklingen. Men hvad betyder retvisende, og hvornår er dækningen retvisende?
Ordet er hentet fra regnskabsterminologien, nærmere bestemt fra årsregnskabslovens kapitel 3, hvilket næppe er tilfældigt. Retvisende handler i min fortolkning bl.a. om at give en helheds-, bruger- og faktaorienteret dækning. Det hører til de højere skoleridt at bedømme om de enkelte mediers dækning er retvisende efter denne opskrift, men mon ikke de fleste redaktører vil hævde at deres dækning opfylder kravene, i hvert fald når målgruppen tages i betragtning.
Således forstået er begrebet retvisende faktisk ikke særligt oplysende. Det er vel nærmest et selvfølgeligt krav, eller i hvert fald et krav som læserne forventer at få opfyldt for at bevare tillidsforholdet til mediet.
Derimod er en retvisende dækning næppe tilstrækkelig. Skal læseren bevare tilliden til den journalistiske dækning han forbruger, må han eller hun også forvente at mediet forholder sig synligt kritisk til sine kilder, som først og fremmest omfatter de mange institutioner der forsøger at præge vores meningsdannelse samtidig med at de varetager deres egne interesser! Og hvem gør ikke det?
Man kan derfor spørge Leif beck Fallesen - og hans gode redaktørkolleger - om de forholder sig synligt kritiske over for f.eks. Dansk Industri, Dansk Landbrug, penge- og realkreditinstitutterne og alle de andre institutioner der har aktier i krisens løsninger?
Lige så rigtigt er bemærkningen om at 'det vil være useriøst at afvise, at mediedækningen kan forstærke en tendens', og følgelig, at medierne må forholde sig til et ansvar under krisen.
Leif Beck Fallesen skriver for Børsens vedkommende at målsætningen er 'at give et retvisende billede af udviklingen, med de bedst mulige data og flest mulige input til læserens egen beslutningsproces ... Den daglige retvisende dækning er en selvfølgelig pligt over for Børsens læsere'.
Substansen er med andre ord ambitionen om at give en retvisende dækning af udviklingen. Men hvad betyder retvisende, og hvornår er dækningen retvisende?
Ordet er hentet fra regnskabsterminologien, nærmere bestemt fra årsregnskabslovens kapitel 3, hvilket næppe er tilfældigt. Retvisende handler i min fortolkning bl.a. om at give en helheds-, bruger- og faktaorienteret dækning. Det hører til de højere skoleridt at bedømme om de enkelte mediers dækning er retvisende efter denne opskrift, men mon ikke de fleste redaktører vil hævde at deres dækning opfylder kravene, i hvert fald når målgruppen tages i betragtning.
Således forstået er begrebet retvisende faktisk ikke særligt oplysende. Det er vel nærmest et selvfølgeligt krav, eller i hvert fald et krav som læserne forventer at få opfyldt for at bevare tillidsforholdet til mediet.
Derimod er en retvisende dækning næppe tilstrækkelig. Skal læseren bevare tilliden til den journalistiske dækning han forbruger, må han eller hun også forvente at mediet forholder sig synligt kritisk til sine kilder, som først og fremmest omfatter de mange institutioner der forsøger at præge vores meningsdannelse samtidig med at de varetager deres egne interesser! Og hvem gør ikke det?
Man kan derfor spørge Leif beck Fallesen - og hans gode redaktørkolleger - om de forholder sig synligt kritiske over for f.eks. Dansk Industri, Dansk Landbrug, penge- og realkreditinstitutterne og alle de andre institutioner der har aktier i krisens løsninger?
onsdag, december 17, 2008
Dagbladene på støtten
Det er uskønt at se en branche der lever af uafhængighed og armslængde fra de politiske og økonomiske magthavere ligge på knæ for at sikre fortsat statsstøtte. Dagbladene modtager i dag 1,5 mia. kr. om året, hvoraf størstedelen er værdien af de betalte dagblades 0-moms (1,1 mkr.), mens 446,8 mkr. blev ydet i direkte støtte, og heraf 392 mkr. til distribution i 2007, jf. Rambølls midtvejsrapport fra september i år.
Sandt er det, at det er svært at få økonomi på bladdrift i så lille et land som Danmark. Dagbladet Information har et oplag på 21.075 i 2007 og en dækning på kun 1,5%. Hvis avisen var udgivet i England der med 60 mio. mennesker er 11 gange større, ville avisen med den samme dækning have et oplag på den gode side af 200 tusinde eksemplarer. Information ville ikke behøve at være landets dyreste avis for alligevel at kunne leve fint af bladsalget.
Gentages regnestykket for Sverige der er 2/3 større end Danmark, ville avisen have et oplag på 35.000. Det er måske ikke så meget mere, men man kan da udgive aviser på det oplag, i hvert fald i Sverige hvor aviserne er langt bedre til at tjene penge end de danske.
De danske dagblade tjente i 2006 12,2 mia. kr. Med omkostninger på 12 mia. blev resultatet af primær drift på 209,5 mio. kr. eller 1,7% af omsætningen, se oversigten. Omsætningen vokser i 2007 til 12,6 mia. kr. Fint nok, men da omkostninger stiger til 12,7 mia. kr., må dagbladene indkassere er underskud på den primære drift på 137,2 mio. kr. eller -1,1% af omsætningen.
Den direkte pressestøtte var i 2006 på 487,4 mio. kr. hvilket svarer til 4% af omsætningen og mere end dobbelt så meget som det primære driftsresultat. I 2007 afskaffes portostøtten og erstattes af distributionsstøtte til husene. Den direkte støtte falder til 403,7 mkr. i 2007, hvor dagbladene har et underskud på driften på 137 mio. kr. Uden støtten ville de danske dagblade have indkasseret et negativt resultat på 540 mio. kr.
De svenske dagblades økonomi er belyst i detaljer. Hvert år udarbejder professor Karl Erik Gustafsson en rapport til den svenske Presstödsnämnden. Det fremgår af rapporten at de svenske dagblade i 2006 omsatte for 19,7 mia. Skr. Resultat at den primære drift udgør 1,5 mia. Skr. eller 7,8% af omsætningen (danske dagblade havde til sammenligning 1,7%). I 2007 stiger omsætningen til 19,9 mia. Skr. og resulatet af primær drift til 1,6 mia. Skr. eller 8,1% af omsætningen (danske dagblade -1,1%).
Sammenligner vi resultat før skat (sv. nettoöverskott) i forhold til omsætningen, var det i Danmark 2,8% i 2006 og -1,4% i 2007. I Sverige udgjorde resultatet før skat 11,1% i 2006 og 12% i 2007.
De svenske aviser modtager mindre støtte end de danske. Målt i forhold til omsætningen fik de danske aviser 4% i 2006 og 3,2% i 2007, mens de svenske aviser fik 2,2% begge år.
De svenske avisers omsætning er stort set fordelt på annoncer og bladsalg som de danske, men svenskerne får meget mere per millimeter end danske aviser i 2007, 11,96 Skr. mod 7,18 kr. herhjemme, faktisk 67% mere per millimeter.
Når svenskerne er så meget bedre til at tjene penge, skyldes det ikke at flere avislæsere. I Sverige er der 67 dagblade, mens vi kun udgiver 30 titler. De svenske avishuse er mere kommercielle, aviserne koster mindre, hvorfor de har en større dækning og får højere annoncepriser, og de svenske aviser har ikke et fintmasket net af gratis distriktsblade der kannibaliserer på dagbladene. Redaktionelt er de svenske aviser mere lokalt orienteret.
På kort sigt kan de danske dagblade ikke stille meget op med denne viden om de svenske kolleger. Den nyligt overståede, kostbare krig med Nyhedsavisen og den stadig dybere lavkonjunktur forstærker indtjeningsproblemet i dansk presse.
Derfor må dansk presse ned på knæene og banke på porten til Kanossa.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
