mandag, februar 04, 2008

Glæden over 24timer

JP/Politikens Lars Munch fortæller i dag den 4. februar til Politiken at Huset har investeret halvt så meget som Nyhedsavisen, 300 millioner kroner, i 24timer. Beløbet er måske ikke så interessant som rationalet, at risikoen ved ikke at reagere var større end den defensive lancering.

Endnu mere interessant er svaret på hvorfor JP/Politiken vil holde fast i en urentabel investering. Her svarer Lars Munch at "vi har en tro på, at vi kan gøre 24timer til en rentabel forretning i løbet af nogle år... Og vi har fået en avis, som vi er så glade for, at vi ikke ser nogen grund til at trække os ud af det marked". Sandheden ligger nok i glæden over 24timer.

Med 24timer har JP/Politiken fået den gratisavis som Huset afstod fra at lancere i konkurrencen med metroXpress som var lige så farlig for JP/Politiken som Nyhedsavisen. I 2001-02 lod Lars Munch Berlingske tage krigsomkostningerne med Urban, men prisen var at JP/Politiken ikke fik foden inden for gratisavismarkedet.

Lars Munch kan håbe at Nyhedsavisen forbløder. I så fald bliver 24timer rentabel. Holder Nyhedsavisen fast i markedet, og navnlig i den dyre husstandsdistribution, har han fat i den lange ende med den den billigste forretningsmodel i 24timer som trafikavis, og break-even ligger lidt længere ude i fremtiden.

Under alle omstændigheder har JP/Politiken den største titel på markedet. 24timer har overhalet metroXpress der er svækket i konkurrencen, men som tjener rigtige penge. Urban er som nummer fire ud af fire gratisaviser ikke med i opløbet.

Lars Munch har handlet klogt, men dyrt. Det er indlysende rigtigt at holde fast. Lars Much har fået sin gratisavis, han er størst på markedet, og han ligner en vinder under alle omstændigheder.

Ingen kommentarer: