Det er ingen skam at en skribent dyrker sin egen stil. Tværtimod er det vel hvad de fleste bevidste sprogbrugere bestræber sig på. Dette gælder ikke journalister der for de flestes vedkommende skriver et mundret, professionelt og upersonligt dansk som tvinger læseren til at se historiens byline for at identificere skribenten.
Men det gælder ikke-professionelle skribenter, som f.eks. Børsens Steen Hildebrandt. Han skriver som han taler, og han taler som en præst. Han elsker paratakse - sideordnede sætninger - og han elsker gentagelser. Præcis som prædikanter gør det.
Et eksempelt fra Børsen den 6. marts: "Vi har set disse ejendomsspekulanter opføre sig direkte hovedløst, og vi har set, at bankerne ikke bare har set til, men har hjulpet til. Bankerne har ikke sagt fra. Bankerne har deltaget i festlighederne. Den største bank har tilsyneladende deltaget i de største fester. Den største bank har ikke holdt sig tilbage og har ikke følt sig for fin til noget. Vi har til gode at se, at bankerne i bred forstand selv tager nogle alvorlige værdi- og ledelsesmæssige konsekvenser af de beslutninger og dispositioner, som bankerne og deres ledelser har ansvar og medansvar for. Vi har ligeledes til gode at se et meget mere effektivt Finanstilsyn".
Læg mærke til mine kursiver; teksten rummer et hav af gentagelser der gør den forståelig for selv den mest tungnemme læser. Det er måske ikke så ringe endda. Steen Hildebrandt er uden tvivl en rutineret forelæser. Men man fornemmer også at tilhørerne falder i søvn, tempoet er laaangsomt. Her taler en klog og tænksom herre, og man ser den løftede pegefinger for sit indre blik.
Stilen kommer fra bibelen; kast et blik på f.eks. Jobs Bog kapitel 1, vers 14-18. Steen Hildebrandt har grundlagt en ny genre i Børsen: Den erhvervsjournalistiske prædiken.
tirsdag, marts 10, 2009
fredag, februar 27, 2009
Tilskudsdanmark
Informations chefredaktør Palle Weis rejser i dagens avis spørgsmålet om det er i overensstemmelse med lovens hensigt at gratisaviserne Metroxpress og 24 timer modtager støtte når disse aviser er sat i verden for at tjene penge, og når den støtte de modtager medfører at Dagbladet Information må ud og spare 2,4-2,8 mkr. Bag loven om distributionsstøtte ligger 'en grundlæggende forudsætning for en sund demokratisk samtale er lige muligheder for for adgang til medierne', og det er betalingsaviserne der løfter denne opgave.
Distribution er kostbar, og Information er som de andre danske betalingsaviser helt overvejende abonnementsbaseret. Avisen koster 23 kr. i løssalg, og formentlig er vel kun Børsen til 30 kr. dyrere. Betalingsaviserne har derfor i realiteten ikke mulighed for at skrue op for løssalget, men må bide i det sure æble og spare på omkostningerne. En prisforhøjelse på abonnementet vil vende avisens skrøbelige, men succesfulde oplag til et fald der vil gå direkte på bundlinjen.
Det ligger i kortene at Palle Weis føler en snert af uretfærdighed. Han anerkender at Metroxpress, 24 timer og Information bliver behandlet lige for loven, men Weis støtter sig til lovens hensigt og indhold, distributionsstøtten skal fordeles efter moralsk fortjeneste. Weis giver mere udtryk for et følelsesudbrud eller en holdning end et sagligt argument for at ulighed bør indføres i distributionsstøtten. Det er forståeligt, men ikke ukompliceret.
Metroxpress og 24 timers anstrengelser for at at få distributionsstøtte lugter langt væk af spekulation. Det er ikke ulovligt, men det er moralsk angribeligt at skrue sin drift sammen for at gøre sig berettiget til at modtage distributionsstøtte.
Betalingsaviserne har dybest set gjort det samme. Bortset fra Ekstra Bladet har betalingsaviserne gennem årene droppet løssalget til fordel for abonnement. De er blevet afhængige af statsstøtte i et omfang hvor der ikke er nogen vej tilbage. Og argumentet, at gratisaviserne er sat i verden for at tjene penge, giver kun mening for en bladmand eller -kvinde der forstår argumentet om at tjene penge for at udgive en avis. Information vil også tjene penge hvis det er muligt.
Branchen på støtten er syg, også selv om mange andre står i kø for at modtager offentlige tilskud.
Distribution er kostbar, og Information er som de andre danske betalingsaviser helt overvejende abonnementsbaseret. Avisen koster 23 kr. i løssalg, og formentlig er vel kun Børsen til 30 kr. dyrere. Betalingsaviserne har derfor i realiteten ikke mulighed for at skrue op for løssalget, men må bide i det sure æble og spare på omkostningerne. En prisforhøjelse på abonnementet vil vende avisens skrøbelige, men succesfulde oplag til et fald der vil gå direkte på bundlinjen.
Det ligger i kortene at Palle Weis føler en snert af uretfærdighed. Han anerkender at Metroxpress, 24 timer og Information bliver behandlet lige for loven, men Weis støtter sig til lovens hensigt og indhold, distributionsstøtten skal fordeles efter moralsk fortjeneste. Weis giver mere udtryk for et følelsesudbrud eller en holdning end et sagligt argument for at ulighed bør indføres i distributionsstøtten. Det er forståeligt, men ikke ukompliceret.
Metroxpress og 24 timers anstrengelser for at at få distributionsstøtte lugter langt væk af spekulation. Det er ikke ulovligt, men det er moralsk angribeligt at skrue sin drift sammen for at gøre sig berettiget til at modtage distributionsstøtte.
Betalingsaviserne har dybest set gjort det samme. Bortset fra Ekstra Bladet har betalingsaviserne gennem årene droppet løssalget til fordel for abonnement. De er blevet afhængige af statsstøtte i et omfang hvor der ikke er nogen vej tilbage. Og argumentet, at gratisaviserne er sat i verden for at tjene penge, giver kun mening for en bladmand eller -kvinde der forstår argumentet om at tjene penge for at udgive en avis. Information vil også tjene penge hvis det er muligt.
Branchen på støtten er syg, også selv om mange andre står i kø for at modtager offentlige tilskud.
torsdag, februar 05, 2009
Smutter på smutter
Metro Internationals danske topchef Per Mikael Jensen sagde på gårdagens pressemøde, eller conference call som vi kalder det på Per Mikaels niveau: "For at vi er berettiget til støtten, må annoncerne ikke fylde mere end 50 procent af avisen, og vi kan jo ikke vide, hvor mange annoncerne vi ville have fået, hvis vi ikke behøvede at opfylde det krav". 'Støtten' henviser til de 34 mio. kr. metroXpress får i distributionsstøtte i 2009.
Læs lige sætningen igen. Per Mikael Jensen udtaler at metroXpress for at leve op til kravene for dagbladsstøtte har mistet annoncer eller endog meldt udsolgt over for annoncører der forøger annoncernes andel af avisen op over de 50%.
Derimod er det indlysende at det koster i papir og tryksværte at sænke annoncedækningen fra f.eks. 60% til 50%.
Der er "udgifter forbundet med at skulle distribuerer de støttede aviser til folks postkasser" i følge Mediawatch. - Gælder det også når støtten først tildeles i 2009?
Anders Kronborg afslører, at metroXpress "resultat for 2008 kunne have været bedre, hvis ikke avisen i forbindelse med sin ansøgning om støtten, var tvunget til at holde sig under de 50 procent annoncer i årets sidste del" (mine fremhævelser).
Det er synd for verdens skarpeste bladledere, at de for at få støtte bliver tvunget til at sige nej til annoncer og påføre avisen meromkostninger til distribution. Hvorfor ikke spare alle ekstraomkostningerne og besværet ved at lade være med at søge om distributionsstøtte.
Jeg har ikke det fjerneste ondt af at metroXpress får distributionsstøtte hvis de er berettiget til det. Men at avisen skal gå så meget ondt igennem for at blive berettiget til at få støtte er avisens eget valg. Det grænser til hykleri at fremstille sig selv som offer for den danske stats påtvungne støtte. Distributionsstøtten er tiltænkt abonnementsaviser som i sagens natur også er betalingsaviser og ikke annoncefinansierede gratisaviser. Metros spekulation i skattefinansierede støtteordninger skulle avisen som minimum holde for sig selv.
Metro er tilsyneladende ramt af samme støttesyndrom som den betalte dagspresse, og det pynter ikke at flashe sin grådighed eller smartness og samtidig fremstille sig selv i offerrollen.
24timer og metroXpress modtager 34 millioner kroner i distributionsstøtte i år. - Hvad synes du om Metros moral?
Læs lige sætningen igen. Per Mikael Jensen udtaler at metroXpress for at leve op til kravene for dagbladsstøtte har mistet annoncer eller endog meldt udsolgt over for annoncører der forøger annoncernes andel af avisen op over de 50%.
Ingen tror på den historie. MetroXpress's chefkøbmand Søren Riis siger selvfølgelig ikke nej til gode betalte reklamer i Metro. Sådan spiller klaveret bare ikke. Det er muligt at metroXpress i stedet for at gå op fra f.eks. 48 til 56 sider vælger at udskyde et par siders annoncer til næste dag eller dagen derpå. Men et decideret tab lyder ikke troværdigt i en fleksibel dagbladsproduktion.
Derimod er det indlysende at det koster i papir og tryksværte at sænke annoncedækningen fra f.eks. 60% til 50%.
Der er "udgifter forbundet med at skulle distribuerer de støttede aviser til folks postkasser" i følge Mediawatch. - Gælder det også når støtten først tildeles i 2009?
Anders Kronborg afslører, at metroXpress "resultat for 2008 kunne have været bedre, hvis ikke avisen i forbindelse med sin ansøgning om støtten, var tvunget til at holde sig under de 50 procent annoncer i årets sidste del" (mine fremhævelser).
Det er synd for verdens skarpeste bladledere, at de for at få støtte bliver tvunget til at sige nej til annoncer og påføre avisen meromkostninger til distribution. Hvorfor ikke spare alle ekstraomkostningerne og besværet ved at lade være med at søge om distributionsstøtte.
Jeg har ikke det fjerneste ondt af at metroXpress får distributionsstøtte hvis de er berettiget til det. Men at avisen skal gå så meget ondt igennem for at blive berettiget til at få støtte er avisens eget valg. Det grænser til hykleri at fremstille sig selv som offer for den danske stats påtvungne støtte. Distributionsstøtten er tiltænkt abonnementsaviser som i sagens natur også er betalingsaviser og ikke annoncefinansierede gratisaviser. Metros spekulation i skattefinansierede støtteordninger skulle avisen som minimum holde for sig selv.
Metro er tilsyneladende ramt af samme støttesyndrom som den betalte dagspresse, og det pynter ikke at flashe sin grådighed eller smartness og samtidig fremstille sig selv i offerrollen.
24timer og metroXpress modtager 34 millioner kroner i distributionsstøtte i år. - Hvad synes du om Metros moral?
fredag, januar 23, 2009
Avispakke eller klinex
"Dagbladene er i disse år under voldsomt pres. Abonnenterne flygter, annonceindtægterne falder, og mange og særligt unge mediebrugere flytter over på nettet." - Alt ondt kommer til branchen udefra (citatet er fra DanskPresse).
Dagbladene kan reelt ikke udgives på de nuværende kommerceille vilkår. Er det konklusionen på dagbladsledelse anno 2009, eller er det blot endu et klynk op til fordelingen af mediestøtten?
Vi deler sikkert fornemmelsen af at webindtægterne langt fra opvejer tabt salg på print, endsige langt fra er store nok til at dække en ret stor andel af de samlede redaktionelle omkostninger. Men reelt ved vi meget lidt. DDF oplyser intet om fordelingen på indtægtskilder i de offentliggjorte branchenøgletal; indtægterne er fordelt som avissalg, annoncesalg og andet salg. Det er alt. Vi kan ud fra stigningen siden 2000 gætte at 'andet' salg er web, men vi ved det ikke.
Vender vi os mod indtjeningen for at se hvor faretruende tæt de danske dagblade befinder sig på afgrunden, har de 24 bladvirksomheder i snit haft en overskudsgrad på 2%, i det seneste dårlige år (2007) har 18 ud af 24 virksomheder trods alt overskud, og virksomhedernes samlede egenkapital udgør trods alt 40% af balancen.
Det er ikke så ringe endda, selv om andre gør det bedre, se nedenfor. Selv om 2008 formentlig er på niveau med 2007 - eller måske så dårlig som 2002 - er der da så meget at stå imod med, at vi måske forsigtigt kan konkludere at branchen piver på forskud.
Dagbladene kan reelt ikke udgives på de nuværende kommerceille vilkår. Er det konklusionen på dagbladsledelse anno 2009, eller er det blot endu et klynk op til fordelingen af mediestøtten?
Vi deler sikkert fornemmelsen af at webindtægterne langt fra opvejer tabt salg på print, endsige langt fra er store nok til at dække en ret stor andel af de samlede redaktionelle omkostninger. Men reelt ved vi meget lidt. DDF oplyser intet om fordelingen på indtægtskilder i de offentliggjorte branchenøgletal; indtægterne er fordelt som avissalg, annoncesalg og andet salg. Det er alt. Vi kan ud fra stigningen siden 2000 gætte at 'andet' salg er web, men vi ved det ikke.
Vender vi os mod indtjeningen for at se hvor faretruende tæt de danske dagblade befinder sig på afgrunden, har de 24 bladvirksomheder i snit haft en overskudsgrad på 2%, i det seneste dårlige år (2007) har 18 ud af 24 virksomheder trods alt overskud, og virksomhedernes samlede egenkapital udgør trods alt 40% af balancen.
Det er ikke så ringe endda, selv om andre gør det bedre, se nedenfor. Selv om 2008 formentlig er på niveau med 2007 - eller måske så dårlig som 2002 - er der da så meget at stå imod med, at vi måske forsigtigt kan konkludere at branchen piver på forskud.
torsdag, januar 15, 2009
Mediernes ansvar under krisen
Leif Beck Fallesen skrev i en signeret leder i Børsen den 14. januar om mediernes ansvar under krisen at det er 'en meget stærk overdrivelse af mediernes - og især det enkelte medies - muligheder for at påvirke udviklingen i samfundet' at give medierne et direkte medansvar for krisen. Sådan; det er indlysende rigtigt, og sikkert godt at slå fast.
Lige så rigtigt er bemærkningen om at 'det vil være useriøst at afvise, at mediedækningen kan forstærke en tendens', og følgelig, at medierne må forholde sig til et ansvar under krisen.
Leif Beck Fallesen skriver for Børsens vedkommende at målsætningen er 'at give et retvisende billede af udviklingen, med de bedst mulige data og flest mulige input til læserens egen beslutningsproces ... Den daglige retvisende dækning er en selvfølgelig pligt over for Børsens læsere'.
Substansen er med andre ord ambitionen om at give en retvisende dækning af udviklingen. Men hvad betyder retvisende, og hvornår er dækningen retvisende?
Ordet er hentet fra regnskabsterminologien, nærmere bestemt fra årsregnskabslovens kapitel 3, hvilket næppe er tilfældigt. Retvisende handler i min fortolkning bl.a. om at give en helheds-, bruger- og faktaorienteret dækning. Det hører til de højere skoleridt at bedømme om de enkelte mediers dækning er retvisende efter denne opskrift, men mon ikke de fleste redaktører vil hævde at deres dækning opfylder kravene, i hvert fald når målgruppen tages i betragtning.
Således forstået er begrebet retvisende faktisk ikke særligt oplysende. Det er vel nærmest et selvfølgeligt krav, eller i hvert fald et krav som læserne forventer at få opfyldt for at bevare tillidsforholdet til mediet.
Derimod er en retvisende dækning næppe tilstrækkelig. Skal læseren bevare tilliden til den journalistiske dækning han forbruger, må han eller hun også forvente at mediet forholder sig synligt kritisk til sine kilder, som først og fremmest omfatter de mange institutioner der forsøger at præge vores meningsdannelse samtidig med at de varetager deres egne interesser! Og hvem gør ikke det?
Man kan derfor spørge Leif beck Fallesen - og hans gode redaktørkolleger - om de forholder sig synligt kritiske over for f.eks. Dansk Industri, Dansk Landbrug, penge- og realkreditinstitutterne og alle de andre institutioner der har aktier i krisens løsninger?
Lige så rigtigt er bemærkningen om at 'det vil være useriøst at afvise, at mediedækningen kan forstærke en tendens', og følgelig, at medierne må forholde sig til et ansvar under krisen.
Leif Beck Fallesen skriver for Børsens vedkommende at målsætningen er 'at give et retvisende billede af udviklingen, med de bedst mulige data og flest mulige input til læserens egen beslutningsproces ... Den daglige retvisende dækning er en selvfølgelig pligt over for Børsens læsere'.
Substansen er med andre ord ambitionen om at give en retvisende dækning af udviklingen. Men hvad betyder retvisende, og hvornår er dækningen retvisende?
Ordet er hentet fra regnskabsterminologien, nærmere bestemt fra årsregnskabslovens kapitel 3, hvilket næppe er tilfældigt. Retvisende handler i min fortolkning bl.a. om at give en helheds-, bruger- og faktaorienteret dækning. Det hører til de højere skoleridt at bedømme om de enkelte mediers dækning er retvisende efter denne opskrift, men mon ikke de fleste redaktører vil hævde at deres dækning opfylder kravene, i hvert fald når målgruppen tages i betragtning.
Således forstået er begrebet retvisende faktisk ikke særligt oplysende. Det er vel nærmest et selvfølgeligt krav, eller i hvert fald et krav som læserne forventer at få opfyldt for at bevare tillidsforholdet til mediet.
Derimod er en retvisende dækning næppe tilstrækkelig. Skal læseren bevare tilliden til den journalistiske dækning han forbruger, må han eller hun også forvente at mediet forholder sig synligt kritisk til sine kilder, som først og fremmest omfatter de mange institutioner der forsøger at præge vores meningsdannelse samtidig med at de varetager deres egne interesser! Og hvem gør ikke det?
Man kan derfor spørge Leif beck Fallesen - og hans gode redaktørkolleger - om de forholder sig synligt kritiske over for f.eks. Dansk Industri, Dansk Landbrug, penge- og realkreditinstitutterne og alle de andre institutioner der har aktier i krisens løsninger?
onsdag, december 17, 2008
Dagbladene på støtten
Det er uskønt at se en branche der lever af uafhængighed og armslængde fra de politiske og økonomiske magthavere ligge på knæ for at sikre fortsat statsstøtte. Dagbladene modtager i dag 1,5 mia. kr. om året, hvoraf størstedelen er værdien af de betalte dagblades 0-moms (1,1 mkr.), mens 446,8 mkr. blev ydet i direkte støtte, og heraf 392 mkr. til distribution i 2007, jf. Rambølls midtvejsrapport fra september i år.
Sandt er det, at det er svært at få økonomi på bladdrift i så lille et land som Danmark. Dagbladet Information har et oplag på 21.075 i 2007 og en dækning på kun 1,5%. Hvis avisen var udgivet i England der med 60 mio. mennesker er 11 gange større, ville avisen med den samme dækning have et oplag på den gode side af 200 tusinde eksemplarer. Information ville ikke behøve at være landets dyreste avis for alligevel at kunne leve fint af bladsalget.
Gentages regnestykket for Sverige der er 2/3 større end Danmark, ville avisen have et oplag på 35.000. Det er måske ikke så meget mere, men man kan da udgive aviser på det oplag, i hvert fald i Sverige hvor aviserne er langt bedre til at tjene penge end de danske.
De danske dagblade tjente i 2006 12,2 mia. kr. Med omkostninger på 12 mia. blev resultatet af primær drift på 209,5 mio. kr. eller 1,7% af omsætningen, se oversigten. Omsætningen vokser i 2007 til 12,6 mia. kr. Fint nok, men da omkostninger stiger til 12,7 mia. kr., må dagbladene indkassere er underskud på den primære drift på 137,2 mio. kr. eller -1,1% af omsætningen.
Den direkte pressestøtte var i 2006 på 487,4 mio. kr. hvilket svarer til 4% af omsætningen og mere end dobbelt så meget som det primære driftsresultat. I 2007 afskaffes portostøtten og erstattes af distributionsstøtte til husene. Den direkte støtte falder til 403,7 mkr. i 2007, hvor dagbladene har et underskud på driften på 137 mio. kr. Uden støtten ville de danske dagblade have indkasseret et negativt resultat på 540 mio. kr.
De svenske dagblades økonomi er belyst i detaljer. Hvert år udarbejder professor Karl Erik Gustafsson en rapport til den svenske Presstödsnämnden. Det fremgår af rapporten at de svenske dagblade i 2006 omsatte for 19,7 mia. Skr. Resultat at den primære drift udgør 1,5 mia. Skr. eller 7,8% af omsætningen (danske dagblade havde til sammenligning 1,7%). I 2007 stiger omsætningen til 19,9 mia. Skr. og resulatet af primær drift til 1,6 mia. Skr. eller 8,1% af omsætningen (danske dagblade -1,1%).
Sammenligner vi resultat før skat (sv. nettoöverskott) i forhold til omsætningen, var det i Danmark 2,8% i 2006 og -1,4% i 2007. I Sverige udgjorde resultatet før skat 11,1% i 2006 og 12% i 2007.
De svenske aviser modtager mindre støtte end de danske. Målt i forhold til omsætningen fik de danske aviser 4% i 2006 og 3,2% i 2007, mens de svenske aviser fik 2,2% begge år.
De svenske avisers omsætning er stort set fordelt på annoncer og bladsalg som de danske, men svenskerne får meget mere per millimeter end danske aviser i 2007, 11,96 Skr. mod 7,18 kr. herhjemme, faktisk 67% mere per millimeter.
Når svenskerne er så meget bedre til at tjene penge, skyldes det ikke at flere avislæsere. I Sverige er der 67 dagblade, mens vi kun udgiver 30 titler. De svenske avishuse er mere kommercielle, aviserne koster mindre, hvorfor de har en større dækning og får højere annoncepriser, og de svenske aviser har ikke et fintmasket net af gratis distriktsblade der kannibaliserer på dagbladene. Redaktionelt er de svenske aviser mere lokalt orienteret.
På kort sigt kan de danske dagblade ikke stille meget op med denne viden om de svenske kolleger. Den nyligt overståede, kostbare krig med Nyhedsavisen og den stadig dybere lavkonjunktur forstærker indtjeningsproblemet i dansk presse.
Derfor må dansk presse ned på knæene og banke på porten til Kanossa.
lørdag, december 13, 2008
De universelle rettigheder
Menneskerettighederne fyldte 60 år i onsdags, den 10. december. Information fejrede dagen med en leder, hvori Palle Weis godt nok syntes at der var meget at glæde sig over, men mere at begræde. Det gælder ikke mindst det islamiske angreb mod menneskeretighederne, som var emnet for Roy Browns kronik i avisen. Med udgangspunkt i Cairoerklæringen fra 1990, lykkedes det for de islamiske lande at få flertal for en resolution om begrænsning af ytringsfriheden når det gælder religion.
I det hele taget har menneskerettighederne det skidt med religionen. I Berlingske Tidende skriver Søren Krarup samme dag en kommentar under titlen '60 år med religionserstatningen'. Smag lige på det sidste ord igen. Menneskerettighederne udspringer af den humanisme der opstod i kølvandet på 2. verdenskrig, og humanisme er i følge Krarup en tro, ja en overtro - 'på den absolutte lighed, overtroen på 'rettigheder' der er kommet ned fra himlen og som skal gælde for alle overalt' - der erstatter kristendom.
Problemet for både islamisterne og for Søren Krarup er at menneskerettighederne er universelle. På engelsk hedder de simpelthen Universal Declaration of Human Rights. I samme udgave af Berlingske skriver Per Stig Møller og Ulla Tørnæs i en fødselsdagskronik uden tøven 'Menneskerettighederne er universelle'.
Ret beset er det noget vås, og når Søren Krarup spørger til menneskerettighedernes status, om de stammer fra en guddom, fra evige religiøse skrifter, fra udødelige filosofiske principper, eller om de er en menneskelig opfindelse, har han jo ganske ret. Menneskerettighederne er udsprunget af et ideal om frihed og lighed for alle overalt, som er inderligt sympatisk, men langt fra indlysende for alle. Og det skader accepten af menneskerettighederne at selv Danmarks udenrigsminister behandler menneskerettighederne som givet af en højere instans.
For selvfølgelig er menneskerettighederne skabt af mennesker. De er vedtægter og udtryk for en ideologi, hverken mere eller mindre. Tror man at menneskerettighederne har fast moralsk grund under sig, at de er objektive og uforanderlige, er man tilhænger af en moderne, naiv naturretstænking. Den stammer fra Aristoteles der siger at det naturlige er det der er gyldigt overalt (1134b18). Men Aristoteles talte ikke om alle og enhver; han tænkte på de lige og frie mænd i Athen. I virkeligheden adskilte den kloge mand bare de individuelle menneskelige love der gælder i forskellige samfund fra naturen der er ens for os alle. Men fordi vi er underkastet de samme vilkår, følger ikke med nogen nødvendighed at vi har samme rettigheder.
Hvis nogen ødelægger Aristoteles' pragmatiske fornuft, er det Thomas Aquinas der udvidede Arstoteles etik fra den græske polis til at gælde hele det gudskabte univers, og som forankrer 'den naturlige' lov i Guds evige. Allerede her er vi på afveje, i en god sags tjeneste vel at mærke. Og det er den Søren Krarup har et godt øje til.
Bedre bliver det ikke når man vendre blikket fra menneskerettighedernes idealer til deres praksis. Så står det, som selv Per Stig Møller erkender, rigtigt dårligt til. Noget kunne tyde på at vi mennesker slet ikke har så god en natur som menneskerettighederne forudsætter. Faktisk findes der ganske mange eksempler på menneskelige love eller adfærd der ødelægger billedet af at alle er 'lige i værdighed og rettigheder', tuneserloven f.eks.
Hvis vi vil i dialog med islamisterne i FN, må vi lade være med at tage menneskerettighederne for givne. For det er de ikke. Og vi må tage menneskerettighederne så alvorligt, at vi også lader dem lede vores praksis.
I det hele taget har menneskerettighederne det skidt med religionen. I Berlingske Tidende skriver Søren Krarup samme dag en kommentar under titlen '60 år med religionserstatningen'. Smag lige på det sidste ord igen. Menneskerettighederne udspringer af den humanisme der opstod i kølvandet på 2. verdenskrig, og humanisme er i følge Krarup en tro, ja en overtro - 'på den absolutte lighed, overtroen på 'rettigheder' der er kommet ned fra himlen og som skal gælde for alle overalt' - der erstatter kristendom.
Problemet for både islamisterne og for Søren Krarup er at menneskerettighederne er universelle. På engelsk hedder de simpelthen Universal Declaration of Human Rights. I samme udgave af Berlingske skriver Per Stig Møller og Ulla Tørnæs i en fødselsdagskronik uden tøven 'Menneskerettighederne er universelle'.
Ret beset er det noget vås, og når Søren Krarup spørger til menneskerettighedernes status, om de stammer fra en guddom, fra evige religiøse skrifter, fra udødelige filosofiske principper, eller om de er en menneskelig opfindelse, har han jo ganske ret. Menneskerettighederne er udsprunget af et ideal om frihed og lighed for alle overalt, som er inderligt sympatisk, men langt fra indlysende for alle. Og det skader accepten af menneskerettighederne at selv Danmarks udenrigsminister behandler menneskerettighederne som givet af en højere instans.
For selvfølgelig er menneskerettighederne skabt af mennesker. De er vedtægter og udtryk for en ideologi, hverken mere eller mindre. Tror man at menneskerettighederne har fast moralsk grund under sig, at de er objektive og uforanderlige, er man tilhænger af en moderne, naiv naturretstænking. Den stammer fra Aristoteles der siger at det naturlige er det der er gyldigt overalt (1134b18). Men Aristoteles talte ikke om alle og enhver; han tænkte på de lige og frie mænd i Athen. I virkeligheden adskilte den kloge mand bare de individuelle menneskelige love der gælder i forskellige samfund fra naturen der er ens for os alle. Men fordi vi er underkastet de samme vilkår, følger ikke med nogen nødvendighed at vi har samme rettigheder.
Hvis nogen ødelægger Aristoteles' pragmatiske fornuft, er det Thomas Aquinas der udvidede Arstoteles etik fra den græske polis til at gælde hele det gudskabte univers, og som forankrer 'den naturlige' lov i Guds evige. Allerede her er vi på afveje, i en god sags tjeneste vel at mærke. Og det er den Søren Krarup har et godt øje til.
Bedre bliver det ikke når man vendre blikket fra menneskerettighedernes idealer til deres praksis. Så står det, som selv Per Stig Møller erkender, rigtigt dårligt til. Noget kunne tyde på at vi mennesker slet ikke har så god en natur som menneskerettighederne forudsætter. Faktisk findes der ganske mange eksempler på menneskelige love eller adfærd der ødelægger billedet af at alle er 'lige i værdighed og rettigheder', tuneserloven f.eks.
Hvis vi vil i dialog med islamisterne i FN, må vi lade være med at tage menneskerettighederne for givne. For det er de ikke. Og vi må tage menneskerettighederne så alvorligt, at vi også lader dem lede vores praksis.
tirsdag, december 09, 2008
Gavner eller skader prisforhøjelser
Hvilke argumenter anføres for at hæve avispriserne ?
Gorm Wessing Flyvholm mener at prisforhøjelser er fornuftige hvis man ser på kerneabonnenterne og giver køb på de læsere der alligevel er gået over til gratisaviserne. Han argumenterere for at oplaget falder uanset prisen, og at en bedre redaktionel dækning til de trofaste lønner sig på bundlinjen. Grundlæggende taler han om en malkestrategi hvor den trykte avis vil indtage en stadig mindre plads i forhold til netet og andre platforme.
JP/Politikens Lars Munch henviser til den intense konkurrence blandt de landsdækkende dagblade i Danmark der har drevet rabatrytteriet op på et så højt niveau at det er nødvendigt at kompensere med prisforhøjelser. Han mener ikke at oplaget falder som følge af højrere priser; oplagsnedgangen skyldes det store medieudbud. For det tredje mener Lars Munch at danske aviser må kompensere for lave annoncepriser med højere priser på bladsalget. Endelig fremhæver han at tabet på aviserne opvejes af stigende kontakter og indtægter på nettet.
Lad argumenterne stå et øjeblik.
Hverken Lars Munch eller Gorm Wessing afviser at prisforhøjelser fører til oplagsnedgang, men de prioriterer hver for sig for at prisføjelser giver højere profit, og det er det vigtigste. Ingen af de to nævner gratisaviser eller gratisnyheder på nettet. Begge argumenterer om prisen på kort sigt, og begge ser prisen som en passiv tilpasning på et trængt marked.
Det er næppe nødvendigt at gentage argumenterne imod prisforhøjelser. Se dem selv i historien 'Dødens Gab' på journalisten.dk.
For den tænksomme læser følger her et par overvejelser til debatten:
1. Hvis du vil øge oplaget, forekommer det uklogt at hæve prisen på et marked hvor danskerne er storforbrugere af gratis nyheder på print og web. Hvis læserne synes at de trykte aviser er dyre i dag, bliver de blot bekræftet når priserne stiger.
2. Hvis du mener at oplagsnedgangen er uafvendelig, gælder det om at få mest muligt ud af det sivende oplag, også selv om prisforhøjelser forstærker oplagsfaldet. Dette er malkestrategien, som i øvrigt understøttes af stofdelingstanken der spreder de faste redaktionelle omkostninger på Husets produkter og platforme.
3. Kan man bruge prisen offensivt og strategisk i stedet for defaitistisk og kortsigtet ? Findes alternativer til den store generelle prisnedsættelse som ingen tror kan tjene sig hjem ? Findes alternativer til den nuværende rabatpolitik der tilgodeser nye abonnenter, og lader de trofaste bløde ? Kan oplagsfaldet bremses med et prisstop ?
4. Dagbladet Information brystede sig en gang af at være Danmarks dyreste avis. Det er ikke gået avisen ilde. Faktisk er oplaget steget med 2% siden 1. halvår 2006 (på linje med Weekendavisen og kun ovegået af Børsen der er steget med 3,3% i samme periode). - Er Information et forbillede for JP/Politiken ?
5. De fleste vil mene at der er en sammenhæng mellem pris og oplag. Tilsyneladende er den ikke entydig. Der må være nogen derude der kan løfte debatten med faktuelle oplysninger om virkningerne af prisforhøjelser og måske også prisnedsættelser. Jeres bidrag er velkomne!
Gorm Wessing Flyvholm mener at prisforhøjelser er fornuftige hvis man ser på kerneabonnenterne og giver køb på de læsere der alligevel er gået over til gratisaviserne. Han argumenterere for at oplaget falder uanset prisen, og at en bedre redaktionel dækning til de trofaste lønner sig på bundlinjen. Grundlæggende taler han om en malkestrategi hvor den trykte avis vil indtage en stadig mindre plads i forhold til netet og andre platforme.
JP/Politikens Lars Munch henviser til den intense konkurrence blandt de landsdækkende dagblade i Danmark der har drevet rabatrytteriet op på et så højt niveau at det er nødvendigt at kompensere med prisforhøjelser. Han mener ikke at oplaget falder som følge af højrere priser; oplagsnedgangen skyldes det store medieudbud. For det tredje mener Lars Munch at danske aviser må kompensere for lave annoncepriser med højere priser på bladsalget. Endelig fremhæver han at tabet på aviserne opvejes af stigende kontakter og indtægter på nettet.
Lad argumenterne stå et øjeblik.
Hverken Lars Munch eller Gorm Wessing afviser at prisforhøjelser fører til oplagsnedgang, men de prioriterer hver for sig for at prisføjelser giver højere profit, og det er det vigtigste. Ingen af de to nævner gratisaviser eller gratisnyheder på nettet. Begge argumenterer om prisen på kort sigt, og begge ser prisen som en passiv tilpasning på et trængt marked.
Det er næppe nødvendigt at gentage argumenterne imod prisforhøjelser. Se dem selv i historien 'Dødens Gab' på journalisten.dk.
For den tænksomme læser følger her et par overvejelser til debatten:
1. Hvis du vil øge oplaget, forekommer det uklogt at hæve prisen på et marked hvor danskerne er storforbrugere af gratis nyheder på print og web. Hvis læserne synes at de trykte aviser er dyre i dag, bliver de blot bekræftet når priserne stiger.
2. Hvis du mener at oplagsnedgangen er uafvendelig, gælder det om at få mest muligt ud af det sivende oplag, også selv om prisforhøjelser forstærker oplagsfaldet. Dette er malkestrategien, som i øvrigt understøttes af stofdelingstanken der spreder de faste redaktionelle omkostninger på Husets produkter og platforme.
3. Kan man bruge prisen offensivt og strategisk i stedet for defaitistisk og kortsigtet ? Findes alternativer til den store generelle prisnedsættelse som ingen tror kan tjene sig hjem ? Findes alternativer til den nuværende rabatpolitik der tilgodeser nye abonnenter, og lader de trofaste bløde ? Kan oplagsfaldet bremses med et prisstop ?
4. Dagbladet Information brystede sig en gang af at være Danmarks dyreste avis. Det er ikke gået avisen ilde. Faktisk er oplaget steget med 2% siden 1. halvår 2006 (på linje med Weekendavisen og kun ovegået af Børsen der er steget med 3,3% i samme periode). - Er Information et forbillede for JP/Politiken ?
5. De fleste vil mene at der er en sammenhæng mellem pris og oplag. Tilsyneladende er den ikke entydig. Der må være nogen derude der kan løfte debatten med faktuelle oplysninger om virkningerne af prisforhøjelser og måske også prisnedsættelser. Jeres bidrag er velkomne!
lørdag, november 15, 2008
Hvor blev læserne af ?
Læsertallene for oktober 2008 efterlader mange med undren. Umiddelbart er gratisavismarkedet bestående af 24timer, metroXpress, og Urban blevet 346 tusinde læsere fattigere siden oktober 2007. Lægger man Nyhedsavisens 550 tusinde læsere til de 346, er der forsvundet 896 tusinde læsere, dvs. at markedet er blevet godt og vel 900 tusinde læsere mindre på et år. Mystisk.
Aktualitetstallene er månedstal og derfor mere usikre end de læsertal kampagner bliver disponeret på. Et gennemsnit af månederne august - oktober 2007 og 2008, viser lidt mindre udsving, men samme tendens: De tre bestående titeler har mistet ca. 260 tus. læsere; med Nyhedsavisens 490 tusinde, er markedet reduceret med 750 tusinde eller lidt under 40%.
Tallene taler under alle omstændigheder om en gigantisk nedtur for 24timer (-28%), en noget mindre for Urban (-15%) og en endnu mindre for metroXpress (-7%).
Vi kender endnu ikke oplagsbevægelserne. Men 'velinformerede' kilder oplyser at oplaget på 24timer er reduceret drastisk, og det forklarer udviklingen for så vidt angår 24timer.
Det store spørgsmål gælder Nyhedsavisens mere end 450 tusinde læsere. Hvor er de blevet af ? Det er der næppe nogen der kan give et udtømmende svar på. Sandsynligvis skal vi starte med at trække Nyhedsavisens dobbeltlæsere fra de 450+. Hvis denne andel er stor, f.eks. over 50%, følger det at kun halvdelen af Nyhedsavisens tidligere læsere er i spil som potentiale for andre aviser. De resterende enelæsere af Nyhedsavisen behøver imidlertid hverken at være loyale avislæsere - hverken over for Nyhedsavisen eller over for aviser i det hele taget. Strengt taget behøver de ikke engang at være avislæsere overhovedet. Dvs. at de i dag er vendt tilbage til kombinationer af tv-avis, radionyheder, lokale ugeaviser som de måske supplerer med lånte aviser.
Ingen kender svarene, og formentlig er der heller ingen der har lyst til at finansiere en undersøgelse der kunne kaste lys over disse størrelser. De nærmeste til at forske i Nyhedsavisens forsvundne læsere er nok Gallup der har tallene og måske også en konsulent med blot et mikroskopisk forskergen til gravearbejdet.
Aktualitetstallene er månedstal og derfor mere usikre end de læsertal kampagner bliver disponeret på. Et gennemsnit af månederne august - oktober 2007 og 2008, viser lidt mindre udsving, men samme tendens: De tre bestående titeler har mistet ca. 260 tus. læsere; med Nyhedsavisens 490 tusinde, er markedet reduceret med 750 tusinde eller lidt under 40%.
Tallene taler under alle omstændigheder om en gigantisk nedtur for 24timer (-28%), en noget mindre for Urban (-15%) og en endnu mindre for metroXpress (-7%).
Vi kender endnu ikke oplagsbevægelserne. Men 'velinformerede' kilder oplyser at oplaget på 24timer er reduceret drastisk, og det forklarer udviklingen for så vidt angår 24timer.
Det store spørgsmål gælder Nyhedsavisens mere end 450 tusinde læsere. Hvor er de blevet af ? Det er der næppe nogen der kan give et udtømmende svar på. Sandsynligvis skal vi starte med at trække Nyhedsavisens dobbeltlæsere fra de 450+. Hvis denne andel er stor, f.eks. over 50%, følger det at kun halvdelen af Nyhedsavisens tidligere læsere er i spil som potentiale for andre aviser. De resterende enelæsere af Nyhedsavisen behøver imidlertid hverken at være loyale avislæsere - hverken over for Nyhedsavisen eller over for aviser i det hele taget. Strengt taget behøver de ikke engang at være avislæsere overhovedet. Dvs. at de i dag er vendt tilbage til kombinationer af tv-avis, radionyheder, lokale ugeaviser som de måske supplerer med lånte aviser.
Ingen kender svarene, og formentlig er der heller ingen der har lyst til at finansiere en undersøgelse der kunne kaste lys over disse størrelser. De nærmeste til at forske i Nyhedsavisens forsvundne læsere er nok Gallup der har tallene og måske også en konsulent med blot et mikroskopisk forskergen til gravearbejdet.
torsdag, november 06, 2008
Finanskrisen og PR
Fianskrisen må have lært os - og journalister i særdeleshed - skepsis over for folk med stor gæld. De forskønner deres økonomiske situation til det sidste, og de bruger PR til at dække over deres store risici.
Finanskrisen er et nederlag for PR-folkene der bliver ført i marken for at føre offentligheden, kunder, leverandører, ansatte og banker bag lyset. Det gælder uanset om de risici de skal bortforklare dækker over sunde motiver, en strategi der var tænkt sund, men bare mislykkedes eller blev ramt af uheldige omstændigheder - eller om motiverne bag var grådighed, spekulation og en vildt risikabel strategi gennemført for lånte midler.
Det gælder de islandske banker, det gælder Baugur der stod bag Nyhedsavisen herhjemme, og det gælder de højt gearede boligprojekter der har drevet banker til lukning eller ufrivillig fusion.
Ingen kan på nuværende tidspunkt sige om Mecom der ejer Berlingske hører hjemme i denne kategori. Men David Montgomery er forgældet. Han skylder 546 millioner pund, mere end tre gange indtjeningen, og han inversterer aggressivt i et faldende marked som alle andre flygter fra. Han bliver efter alt at dømme tvunget til at sælge ud af sine selskaber for at tilfredsstille bankernes krav om gældsnedbringelse. Spørgsmålet er hvilken pris han kan få for sine aktiviteter, og om det han står tilbage med, bare minder om den strategi (den paneuropæsike avisgruppe) han startede med. Tvinges han ud i et brandudsalg, bliver salgspriserne formentlig derefter. Strategien forsvinder med selskaberne, og han risikerer en konkurs.
Det kan være opskriften på et utidigt skrækscenarie, men der er grund til at mobilisere en sund skepsis. Montgomerys møder med Nyhedsavisens Morten Lund var kompromitterende, og gælden er formidabel.
Finanskrisen er et nederlag for PR-folkene der bliver ført i marken for at føre offentligheden, kunder, leverandører, ansatte og banker bag lyset. Det gælder uanset om de risici de skal bortforklare dækker over sunde motiver, en strategi der var tænkt sund, men bare mislykkedes eller blev ramt af uheldige omstændigheder - eller om motiverne bag var grådighed, spekulation og en vildt risikabel strategi gennemført for lånte midler.
Det gælder de islandske banker, det gælder Baugur der stod bag Nyhedsavisen herhjemme, og det gælder de højt gearede boligprojekter der har drevet banker til lukning eller ufrivillig fusion.
Ingen kan på nuværende tidspunkt sige om Mecom der ejer Berlingske hører hjemme i denne kategori. Men David Montgomery er forgældet. Han skylder 546 millioner pund, mere end tre gange indtjeningen, og han inversterer aggressivt i et faldende marked som alle andre flygter fra. Han bliver efter alt at dømme tvunget til at sælge ud af sine selskaber for at tilfredsstille bankernes krav om gældsnedbringelse. Spørgsmålet er hvilken pris han kan få for sine aktiviteter, og om det han står tilbage med, bare minder om den strategi (den paneuropæsike avisgruppe) han startede med. Tvinges han ud i et brandudsalg, bliver salgspriserne formentlig derefter. Strategien forsvinder med selskaberne, og han risikerer en konkurs.
Det kan være opskriften på et utidigt skrækscenarie, men der er grund til at mobilisere en sund skepsis. Montgomerys møder med Nyhedsavisens Morten Lund var kompromitterende, og gælden er formidabel.
tirsdag, oktober 21, 2008
Om finanskrisen
Man kan nysgerrigt spørge om årsagen til finanskrisen, til dens udbrud, forløb og virkninger. Mere interessant er måske spørgsmålet om hvorfor krisen ikke blev kvalt i fødslen. Og i tillæg hertil om medierne har spillet en konstruktiv rolle.
Økonomer kan undersøge sammenhængen mellem boligprisernes himmelflugt, de finansielle institutioners medvirken i finanseventyret og regeringernes politiske medansvar for at fremme eller ikke at standse krisen i opløbet. Alle peger på det usunde og spekulationsprægede amerikanske boligmarked som ondets rod med subprimelånene som udløsende faktor.
Det er let at lægge ansvaret på den amerikanske økonomi. Også her hjemme har vi liberaliseret boligfinansieringen, også danske ejendomme omsattes til skyhøje priser, og også i Danmark har både finansielle institutioner og privatpersoner tjent milliarder mens markedet var glohedt.
Man kan argumentere for at finanskrisen skyldes skæbne, kriminalitet eller en blanding af grådighed og skødesløshed. Hvis skæbnem står bag , er der tale om ude- eller ovenfra kommende omstændigheder der søger for at træerne ikke vokser ind i himlen; sådan noget i stil med at en tilbagevendende krisebestemt lavkonjunktur er en uomgængelighed som vi står magtesløse over for. En brist i systemet som ingen kan klandres.
FBI anholdt i eftersommeren 16 personer med tilknytning til Bear Sterns der først udstedte de højtforrentede værdipapirer som reelt var værdiløse, men som blev opkøbt af uforsigtige investorer overalt på det globale marked. Fører dette spor til domfældelse, har vi en behagelig og letforklarlig årsag til krisens udbrud i USA, men ikke på dens forløb i Danmark.
Selv om alle tre faktorer kan spille sammen, hælder jeg mest til kombinationen af grådighed og skødesløshed. Spekulation er lovligt, også når det antager globale dimensioner, og det uanset om private belåner deres ejendommes værdistigninger, om de høster gevinsten ved salg, eller om de optræder som driftige erhvervsfolk med stærkt gearede investeringer. Eller om hæderkronede institutioner som Danske Bank eller knap så dydige småbanker står bag.
Indlysende brister opstår når Finanstilsynet der skal føre tilsyn med de finansielle institutioner, svigter. Når Regeringen der fører økonomisk politik, som følger konjunkturudviklingen, og som skal justere de økonomiske rammer, svigter. Og når pressen ikke magter at rejse kritik af en udvikling som åbenlyst løber løbsk.
Senest kan man efterlyse journalistik der søger at placere ansvaret for Finanstilsynets svigt, historier der undrer sig over at udenlandske regeringer får aktier i de finansielle institutioner som modtager hjælp, mens danske pengeinstitutter købte sig fri for nationaliseringer, eller undren over f.eks. Danske Banks storstilede CSR-politik der åbenbart ikke omfatter rettidige advarsler mod en økonomisk udvikling der skader samfundsøkonomien. Hensynet til bankens vækst og indtjening går forud for den gode vilje når det gælder samfundet.
Økonomer kan undersøge sammenhængen mellem boligprisernes himmelflugt, de finansielle institutioners medvirken i finanseventyret og regeringernes politiske medansvar for at fremme eller ikke at standse krisen i opløbet. Alle peger på det usunde og spekulationsprægede amerikanske boligmarked som ondets rod med subprimelånene som udløsende faktor.
Det er let at lægge ansvaret på den amerikanske økonomi. Også her hjemme har vi liberaliseret boligfinansieringen, også danske ejendomme omsattes til skyhøje priser, og også i Danmark har både finansielle institutioner og privatpersoner tjent milliarder mens markedet var glohedt.
Man kan argumentere for at finanskrisen skyldes skæbne, kriminalitet eller en blanding af grådighed og skødesløshed. Hvis skæbnem står bag , er der tale om ude- eller ovenfra kommende omstændigheder der søger for at træerne ikke vokser ind i himlen; sådan noget i stil med at en tilbagevendende krisebestemt lavkonjunktur er en uomgængelighed som vi står magtesløse over for. En brist i systemet som ingen kan klandres.
FBI anholdt i eftersommeren 16 personer med tilknytning til Bear Sterns der først udstedte de højtforrentede værdipapirer som reelt var værdiløse, men som blev opkøbt af uforsigtige investorer overalt på det globale marked. Fører dette spor til domfældelse, har vi en behagelig og letforklarlig årsag til krisens udbrud i USA, men ikke på dens forløb i Danmark.
Selv om alle tre faktorer kan spille sammen, hælder jeg mest til kombinationen af grådighed og skødesløshed. Spekulation er lovligt, også når det antager globale dimensioner, og det uanset om private belåner deres ejendommes værdistigninger, om de høster gevinsten ved salg, eller om de optræder som driftige erhvervsfolk med stærkt gearede investeringer. Eller om hæderkronede institutioner som Danske Bank eller knap så dydige småbanker står bag.
Indlysende brister opstår når Finanstilsynet der skal føre tilsyn med de finansielle institutioner, svigter. Når Regeringen der fører økonomisk politik, som følger konjunkturudviklingen, og som skal justere de økonomiske rammer, svigter. Og når pressen ikke magter at rejse kritik af en udvikling som åbenlyst løber løbsk.
Senest kan man efterlyse journalistik der søger at placere ansvaret for Finanstilsynets svigt, historier der undrer sig over at udenlandske regeringer får aktier i de finansielle institutioner som modtager hjælp, mens danske pengeinstitutter købte sig fri for nationaliseringer, eller undren over f.eks. Danske Banks storstilede CSR-politik der åbenbart ikke omfatter rettidige advarsler mod en økonomisk udvikling der skader samfundsøkonomien. Hensynet til bankens vækst og indtjening går forud for den gode vilje når det gælder samfundet.
torsdag, september 18, 2008
Letvægter Lund
De begivenheder der gik forud for lukningen af Nyhedsavisen, ligner mere og mere selskabslegen Jerusalems Brand fra Asterix. Spørgsmålet om hvem der er helt, og hvem der er skurk fortaber sig i modstridende beretninger fra David Montgomery og Morten Lund.
Men måske har de begge fået hvad de ønskede, på bekostning af Nyhedsavisen, dens ansatte, mindretalsaktionærerne og leverandørerne. I så fald deler de to skurkerollerne mellem sig, omend Morten Lund fremstår mere pjusket og utroværdig end Montgomery.
Faktum er at Montgomery har fået hvad han ønskede, lukningen af Nyhedsavisen, og Morten Lund har fået hvad han ønskede, en plads i Richard Bransons tænketank.
Vi ved ikke om Morten Lund også har fået 15 mio. engelske pund, men de kan jo gemmes mange steder. Vi kender ikke forbindelsen mellem Branson og Montgomery, men den er vel sandsynlig, begivenhedernes rækkefølge taget i betragtning.
Montgomerys motiver er ikke uklare set med den internationale kreditkrise som baggrund. Han driver en stærkt gearet virksomhed på et faldende avismarked der er afhængig af villige långivere og overkommelige renter og afdragsvilkår. De betingelser bliver stadig vanskeligere at opfylde, og han må, som en anden islænding, sælge fra (Norge og Polen) og lukke huller (Nyhedsavisen).
Begivenhederne lugter fælt af to trængte skurke der har fundet hinanden. Morten Lund påtager sig fjumrerøvens rolle, og indrømmer uden blusel at han har lavet aftaleudkastet for at blive konsulent for Montgomery. Hvordan aftalen også skulle blive til fordel for Nyhedsavisen, som han tilsyneladende havde besluttet at lukke, skylder Morten Lund en forklaring på. - Montgomery vasker distingveret hænder i kulissen.
Et sandsynligt scenarie ? Døm selv.
Men måske har de begge fået hvad de ønskede, på bekostning af Nyhedsavisen, dens ansatte, mindretalsaktionærerne og leverandørerne. I så fald deler de to skurkerollerne mellem sig, omend Morten Lund fremstår mere pjusket og utroværdig end Montgomery.
Faktum er at Montgomery har fået hvad han ønskede, lukningen af Nyhedsavisen, og Morten Lund har fået hvad han ønskede, en plads i Richard Bransons tænketank.
Vi ved ikke om Morten Lund også har fået 15 mio. engelske pund, men de kan jo gemmes mange steder. Vi kender ikke forbindelsen mellem Branson og Montgomery, men den er vel sandsynlig, begivenhedernes rækkefølge taget i betragtning.
Montgomerys motiver er ikke uklare set med den internationale kreditkrise som baggrund. Han driver en stærkt gearet virksomhed på et faldende avismarked der er afhængig af villige långivere og overkommelige renter og afdragsvilkår. De betingelser bliver stadig vanskeligere at opfylde, og han må, som en anden islænding, sælge fra (Norge og Polen) og lukke huller (Nyhedsavisen).
Begivenhederne lugter fælt af to trængte skurke der har fundet hinanden. Morten Lund påtager sig fjumrerøvens rolle, og indrømmer uden blusel at han har lavet aftaleudkastet for at blive konsulent for Montgomery. Hvordan aftalen også skulle blive til fordel for Nyhedsavisen, som han tilsyneladende havde besluttet at lukke, skylder Morten Lund en forklaring på. - Montgomery vasker distingveret hænder i kulissen.
Et sandsynligt scenarie ? Døm selv.
mandag, september 01, 2008
Exit Nyhedsavisen
Nyhedsavisen døde ikke af for lave ambitioner. Avisen lukkede ikke på grund af JP/Politikens eller Berlingskes anstrengelser for at sende avisen tilbage til de islandske lavasletter den kom fra. Avisen lukkede ikke på grund af dårlig ledelse eller for lave annoncepriser.
Nyhedsavisens endeligt skyldes for få læsere per eksemplar. Danmarks mest læste avis havde 575 tusinde læsere per dag i 1. halvår 2008. Med et oplag i juni på 407 tusinde eksemplarer gav det avisen 1, 4 læsere per eksemplar. Et halvår tidligere, 2. halvår 2007, havde avisen kun en læser per eksemplar.
Fra starten regnede Svenn Dam med at få godt og vel to læsere per eksemplar. Det ville have givet avisen mellem 800 tusinde og en million daglige læsere i stedet for det knapt 600 tusinde avisen opnåede, inden den drejede nøglen om.
Man skal ikke være økonom for at regne ud at forudsætningerne for udgivelsen svigtede fatalt. Med 800-900 tus. daglige læsere havde avisen med det samme omkostningsniveau fået måske ikke dobbelt så meget, men dog væsentligt mere for sine annoncer.
Nyhedsavisen nåede at føre suverænt på annoncesalget. Avisen havde en andel af gratisavismarked på 45% i 1. halvår 2008. Det er 40% over den næststørste, metroXpress.
Der drikkes nok en skål hist og her rundt omkring i de danske bladhuse for at fejre at en fæl konkurrent er bukket under. Det er forståeligt; Nyhedsavisen har kostet branchen enorme summer. For danskerne er det ærgerligt at det er den redaktionelt mest ambitiøse gratisavis der har opgivet kampen.
Nyhedsavisens endeligt skyldes for få læsere per eksemplar. Danmarks mest læste avis havde 575 tusinde læsere per dag i 1. halvår 2008. Med et oplag i juni på 407 tusinde eksemplarer gav det avisen 1, 4 læsere per eksemplar. Et halvår tidligere, 2. halvår 2007, havde avisen kun en læser per eksemplar.
Fra starten regnede Svenn Dam med at få godt og vel to læsere per eksemplar. Det ville have givet avisen mellem 800 tusinde og en million daglige læsere i stedet for det knapt 600 tusinde avisen opnåede, inden den drejede nøglen om.
Man skal ikke være økonom for at regne ud at forudsætningerne for udgivelsen svigtede fatalt. Med 800-900 tus. daglige læsere havde avisen med det samme omkostningsniveau fået måske ikke dobbelt så meget, men dog væsentligt mere for sine annoncer.
Nyhedsavisen nåede at føre suverænt på annoncesalget. Avisen havde en andel af gratisavismarked på 45% i 1. halvår 2008. Det er 40% over den næststørste, metroXpress.
Der drikkes nok en skål hist og her rundt omkring i de danske bladhuse for at fejre at en fæl konkurrent er bukket under. Det er forståeligt; Nyhedsavisen har kostet branchen enorme summer. For danskerne er det ærgerligt at det er den redaktionelt mest ambitiøse gratisavis der har opgivet kampen.
fredag, august 29, 2008
Opgør med Amerika
Amerikanerne vender sig mod den moralske deroute i deres eget land. En befriende erkendelse. 'Vi amerikanere evner ikke eller er for tiden dysfunktionelle til at hjælpe os selv', skriver Naomi Wolf der indser at hun ikke kan elske sit land, som det er nu. 'Et lovløst Amerika er et globalt problem, som truer hele det internationale samfund'.
Amerikaerne tager ikke let på nationalismen. Amerikanerns kærligheden til deres land og dets flag er mindre forståelige for os i den gamle verden der forbinder det nationale med kolonihaver og friskbagt wienerbrød, måske ved festlige lejligheder med Dannevirke og Dybbøl .
Amerikanernes optagethed af fædrelandet omfatter også følelse af en sympatisk moralsk ansvarsfølelse som stikker dybt.
Jeg havde tidligere på ugen et påtrængende problem. Jeg skulle her og nu bruge data om webadfærd i USA fordelt på demografi. Jeg fandt oplysningerne hos Nielsen Ratings, men vejen til dem var brolagt med store omkostninger, lang ekspeditionstid og den omstændighed at Nielsen ikke sælger analysedata som en slikbutik sælger bolsher.
Den venlige Nielsen konsulent lyttede til min forespørgsel og mine forsøg på at skaffe data fra andre kilder, og bad mig om at sende ham en mail med toplinjen 'Nice talking to you'. Et par timer senere vendte han tilbage med alt hvad jeg kunne ønske mig, og denne tekst: "Here you go. Good luck with your presentation! - Trying to improve the world perception of the USA…"
Tak til Henry på Nielsen Ratings!
Naomi Wolf er kun en af godbidderne i Information der veloplagt er vågnet op efter sommerdvalen. Men det er en anden historie.
Amerikaerne tager ikke let på nationalismen. Amerikanerns kærligheden til deres land og dets flag er mindre forståelige for os i den gamle verden der forbinder det nationale med kolonihaver og friskbagt wienerbrød, måske ved festlige lejligheder med Dannevirke og Dybbøl .
Amerikanernes optagethed af fædrelandet omfatter også følelse af en sympatisk moralsk ansvarsfølelse som stikker dybt.
Jeg havde tidligere på ugen et påtrængende problem. Jeg skulle her og nu bruge data om webadfærd i USA fordelt på demografi. Jeg fandt oplysningerne hos Nielsen Ratings, men vejen til dem var brolagt med store omkostninger, lang ekspeditionstid og den omstændighed at Nielsen ikke sælger analysedata som en slikbutik sælger bolsher.
Den venlige Nielsen konsulent lyttede til min forespørgsel og mine forsøg på at skaffe data fra andre kilder, og bad mig om at sende ham en mail med toplinjen 'Nice talking to you'. Et par timer senere vendte han tilbage med alt hvad jeg kunne ønske mig, og denne tekst: "Here you go. Good luck with your presentation! - Trying to improve the world perception of the USA…"
Tak til Henry på Nielsen Ratings!
Naomi Wolf er kun en af godbidderne i Information der veloplagt er vågnet op efter sommerdvalen. Men det er en anden historie.
fredag, juni 20, 2008
Børsen og boligkrisen
Gassen er gået af ballonen, boblen er bristet og Børsen tager ordet 'krise' om boligmarkedet i anvendelse.
Få har som Børsen på lederplads rost den danske realkreditsektor for innovation, indtjening og gennemsigtighed. Omend baggrunden er trist for mange mennesker, er det fornøjeligt at læse de eufemismer lederkribenten anvender i analysen af boligkrisen. Vi kan således 'slå os selv oven i hovedet med at have indført muligheden for afdragsfrihed', og vi kan 'opleve negative stød til økonomien fra boligmarkedet'.
Problemet er i følge Børsen ikke indførelsen af afdragsfrihed, men at den faldt sammen med en periode med lave renter. Indførelsen af afdragsfrihed var heller ingen fejl. Afdragsfriheden er 'næret af den internationale psykologi i boligmarkederne', af konjunktur- og renteudviklingen, der som naturen er undergivet op- og nedture, og som kommer til os udefra.
Børsen tegner et alt for venligt billede af årsagssammenhængen.
Få er uenige i at boligkrisen, eller i hvert fald accellerationen af den, først og fremmest har rødder i de amerikanske højrisiko sub-prime lån. Udviklingen af dem skyldes forhold som amerikanske liberalister formentlig også på et tidspunkt har betegnet som innovativ og effektiv boligfinansiering, men som slet og ret skyldes grådighed, spekulation og - det kan vi se nu - også kriminalitet. I hvert fald er den amerikanske hedge fond Bear Stearns to tidligere direktører Ralph Cioffi og Matthew Tannin nu anklaget for bedrageri til 1.4 mia. dollars. Flere følger efter.
De danske penge- og realkreditinstitutter har pligt til at se sikre at låntager kan stille tilfredsstillende sikkerhed og har tilstrækkelig betalingsevne. Børsen kunne interesserer sig for om nogen har svigtet i konkurrencens hellige navn.
Få har som Børsen på lederplads rost den danske realkreditsektor for innovation, indtjening og gennemsigtighed. Omend baggrunden er trist for mange mennesker, er det fornøjeligt at læse de eufemismer lederkribenten anvender i analysen af boligkrisen. Vi kan således 'slå os selv oven i hovedet med at have indført muligheden for afdragsfrihed', og vi kan 'opleve negative stød til økonomien fra boligmarkedet'.
Problemet er i følge Børsen ikke indførelsen af afdragsfrihed, men at den faldt sammen med en periode med lave renter. Indførelsen af afdragsfrihed var heller ingen fejl. Afdragsfriheden er 'næret af den internationale psykologi i boligmarkederne', af konjunktur- og renteudviklingen, der som naturen er undergivet op- og nedture, og som kommer til os udefra.
Børsen tegner et alt for venligt billede af årsagssammenhængen.
Få er uenige i at boligkrisen, eller i hvert fald accellerationen af den, først og fremmest har rødder i de amerikanske højrisiko sub-prime lån. Udviklingen af dem skyldes forhold som amerikanske liberalister formentlig også på et tidspunkt har betegnet som innovativ og effektiv boligfinansiering, men som slet og ret skyldes grådighed, spekulation og - det kan vi se nu - også kriminalitet. I hvert fald er den amerikanske hedge fond Bear Stearns to tidligere direktører Ralph Cioffi og Matthew Tannin nu anklaget for bedrageri til 1.4 mia. dollars. Flere følger efter.
De danske penge- og realkreditinstitutter har pligt til at se sikre at låntager kan stille tilfredsstillende sikkerhed og har tilstrækkelig betalingsevne. Børsen kunne interesserer sig for om nogen har svigtet i konkurrencens hellige navn.
onsdag, maj 28, 2008
Peter Lincks oprejsning
TV2 viste en højst interessant udsendelse om Peter Linck i går aftes, især når man har kendt Peter Linck - og hans meget kompetente rådgivere. Linck var min kunde i et år, fra oktober 2001 til oktober 2002. Forholdet var ren forretning, og jeg har ingen problemer med at respektere den fortrolighedserklæring jeg underskrev ved samarbejdets start. Så bare rolig, der kommer ingen celebre afsløringer eller anekdoter i det følgende.
'Forførerens Fald' er en omhyggelig iscensat sag. Udsendelsen skaber en myte om Peter Linck som manden med det sjældne mod, den store vision der kunne have forandret verden, og den inspirerende leder for det journalistiske drømmehold der fornyede dansk presse - men som desværre blev væltet over ende af en lille, dum og smålig kreditor med 113 tusinde kroner til gode.
Udsendelsen er ikke belastet af janteloven; tværtimod bæres Peter Linck af en entusiasme og velvilje der med liv og farver og kone forviser de kløgtige bemærkninger fra Tøger Seidenfaden og Henrik Bo Nielsen til bureaukraternes triste verden.
Genren er ubestemmelig - portræt, dokumentar eller gendigtning - og efter min mening en usmagelig blanding af fakta, protagonistens erindringer og fiktion. Hvis du er i tvivl om den useriøse hensigt, så kig lige på tv2.dk hvor du kan besvare de dybe spøsmål: "Hvordan reagerede du på Dagens konkurs?" og "Drømmer du om at starte noget stort?" Svaralternativerne er lige så banale som spørgsmålene. Åndelig husflid.
Hovedspørgsmåler er naturligvis hvorfor det gik så galt som det gjorde, når nu alle er enige om at projektet var stort og havde fremtiden for sig ? - Det spørgsmål havde udsendelsen ikke andet svar på end Peter Lincks, og kritikernes påstand om de 'forretningsmæssige amatører'. En ting synes klar: Det er ikke de deltagende journalisters svigt! Tværtimod kan man konstatere at alle de journalister der arbejdede på Dagens drømmehold i dag er rævestolte og betragter oplevelsen som et adelsmærke eller en særlig manddomsprøve. Det er mere forslåeligt end Kresten Schultz Jørgensens dubiøse rolle som chefredaktør for projektet.
Peter Linck fik personlig reklame for alle pengene. Myte og branding og oprejsning for hele familien! Kun udgangsreplikken hvor Peter Linck brugte ordet 'psykopat' om sin tidligere adfærd var en ridse i lakken og formentlig en fortalelse.
'Forførerens Fald' er en omhyggelig iscensat sag. Udsendelsen skaber en myte om Peter Linck som manden med det sjældne mod, den store vision der kunne have forandret verden, og den inspirerende leder for det journalistiske drømmehold der fornyede dansk presse - men som desværre blev væltet over ende af en lille, dum og smålig kreditor med 113 tusinde kroner til gode.
Udsendelsen er ikke belastet af janteloven; tværtimod bæres Peter Linck af en entusiasme og velvilje der med liv og farver og kone forviser de kløgtige bemærkninger fra Tøger Seidenfaden og Henrik Bo Nielsen til bureaukraternes triste verden.
Genren er ubestemmelig - portræt, dokumentar eller gendigtning - og efter min mening en usmagelig blanding af fakta, protagonistens erindringer og fiktion. Hvis du er i tvivl om den useriøse hensigt, så kig lige på tv2.dk hvor du kan besvare de dybe spøsmål: "Hvordan reagerede du på Dagens konkurs?" og "Drømmer du om at starte noget stort?" Svaralternativerne er lige så banale som spørgsmålene. Åndelig husflid.
Hovedspørgsmåler er naturligvis hvorfor det gik så galt som det gjorde, når nu alle er enige om at projektet var stort og havde fremtiden for sig ? - Det spørgsmål havde udsendelsen ikke andet svar på end Peter Lincks, og kritikernes påstand om de 'forretningsmæssige amatører'. En ting synes klar: Det er ikke de deltagende journalisters svigt! Tværtimod kan man konstatere at alle de journalister der arbejdede på Dagens drømmehold i dag er rævestolte og betragter oplevelsen som et adelsmærke eller en særlig manddomsprøve. Det er mere forslåeligt end Kresten Schultz Jørgensens dubiøse rolle som chefredaktør for projektet.
Peter Linck fik personlig reklame for alle pengene. Myte og branding og oprejsning for hele familien! Kun udgangsreplikken hvor Peter Linck brugte ordet 'psykopat' om sin tidligere adfærd var en ridse i lakken og formentlig en fortalelse.
onsdag, maj 21, 2008
metroXpress i den gule trøje
Gratisaviskrigens første offer blev Berlingskes Dato. Hvem der bliver det næste offer, kommer der et bud på nederst i denne blog.
Med fusionen mellem 24timer og metroXpress har JP/Politiken standset et blødende sår. Det er fornuftigt nok, når JP/Politiken alligevel ikke kan vinde slaget ved egen kraft. 24timer har vundet flest læsere, men er en dødvægt i JP/Politikens økonomi. Med fusionen sikrer JP/Politiken sig en aktie i fremtidens gratisavismarked. Det er ikke så ringe endda.
MetroXpress er ubestridt etapevinder. Avisen har fastholdt sit oplag under krisen, men den har mistet 19% af sine læsere siden 2. halvår 2006 og et ukent annonceprovenu på gratisaviskrigen. Avisen bliver styrket med fusionen og JP/Politiken som medejer.
Nyhedsavisen kan betinget glæde sig over at have en modstander mindre, og på et eller andet tidspunkt formentlig en titel mindre at slås imod. Til gengæld bliver metroXpress en formidabel modstander. Tilsammen har metroXpress og 24timer så mange læsere (900 tusinde ?) at Nyhedsavisen, der i april har flest læsere, må affinde sig med en position som nummer 2.
Den store ubekendte er næppe om eller hvornår metroXpress og 24timer bliver til en tittel. Det er mere interessant hvilken prispolitik det nye MetroXpress A/S vil føre. De der ser fusionen som et signal om en hurtig pristilpasning på annoncemarkedet, skal ikke glæde sig for tidligt. På den ene side vil metroXpress' Søren Riis føle sig fristet til at afvikle krigsrabatterne hurtigst muligt. På den anden side vil annonceprisforhøjelser virke livsforlængende på Nyhedsavisen. Det er mit bud at han vil have is i maven, og at ejerne vil være tålmodige.
Det er alt for tidligt at udpege den endelige vinder. Metroxpress har vundet denne runde. Om det lykkes at knække Nyhedsavisen, afhænger mere af avisens finansielle udholdenhed end af konkurencen på markedet.
Fusionen henviser Urban til en 3. plads, farligt langt under metroXpress og Nyhedsavisen. Urban har skåret en fjeredel af oplaget siden 2. halvår 2006, og den har mistet næsten lige så stor en andel af sine læsere. Det ser ikke godt ud. Skal avisen gøre sig gældende, må Urban fyre op under kedlerne.
Med fusionen mellem 24timer og metroXpress har JP/Politiken standset et blødende sår. Det er fornuftigt nok, når JP/Politiken alligevel ikke kan vinde slaget ved egen kraft. 24timer har vundet flest læsere, men er en dødvægt i JP/Politikens økonomi. Med fusionen sikrer JP/Politiken sig en aktie i fremtidens gratisavismarked. Det er ikke så ringe endda.
MetroXpress er ubestridt etapevinder. Avisen har fastholdt sit oplag under krisen, men den har mistet 19% af sine læsere siden 2. halvår 2006 og et ukent annonceprovenu på gratisaviskrigen. Avisen bliver styrket med fusionen og JP/Politiken som medejer.
Nyhedsavisen kan betinget glæde sig over at have en modstander mindre, og på et eller andet tidspunkt formentlig en titel mindre at slås imod. Til gengæld bliver metroXpress en formidabel modstander. Tilsammen har metroXpress og 24timer så mange læsere (900 tusinde ?) at Nyhedsavisen, der i april har flest læsere, må affinde sig med en position som nummer 2.
Den store ubekendte er næppe om eller hvornår metroXpress og 24timer bliver til en tittel. Det er mere interessant hvilken prispolitik det nye MetroXpress A/S vil føre. De der ser fusionen som et signal om en hurtig pristilpasning på annoncemarkedet, skal ikke glæde sig for tidligt. På den ene side vil metroXpress' Søren Riis føle sig fristet til at afvikle krigsrabatterne hurtigst muligt. På den anden side vil annonceprisforhøjelser virke livsforlængende på Nyhedsavisen. Det er mit bud at han vil have is i maven, og at ejerne vil være tålmodige.
Det er alt for tidligt at udpege den endelige vinder. Metroxpress har vundet denne runde. Om det lykkes at knække Nyhedsavisen, afhænger mere af avisens finansielle udholdenhed end af konkurencen på markedet.
Fusionen henviser Urban til en 3. plads, farligt langt under metroXpress og Nyhedsavisen. Urban har skåret en fjeredel af oplaget siden 2. halvår 2006, og den har mistet næsten lige så stor en andel af sine læsere. Det ser ikke godt ud. Skal avisen gøre sig gældende, må Urban fyre op under kedlerne.
mandag, maj 19, 2008
Grin eller gråd
De 8 betalte landsdækkende hverdagsaviser mister 51 tusinde aviser i dagligt oplag fra 2. halvår 2005 til 2. halvår 2007. Det er halvåret før de gratis husstnadsomdelte aviser blev lanceret, og halvåret efter. Omregnet til læsere per eksemplar betyder dette en stigning fra 3,6 til 3,8 læsere per eksemplar. Spørgsmålet er om stigningen giver grund til glæde eller sorg ?
Faktisk stiger antallet af læsere per eksemplar for ikke færre end fem af de otte aviser: B.T. (4,5), Berlingske Tidende (3,1), Ekstra Bladet (4,3), Jyllands-Posten (3,8) og Politiken (3,9). Læsertallet per eksemplar falder for nicheaviserne Børsen (2,8), Information (4,7) og Kr. Dagblad (3,7). Tallet i parantes er antallet af læsere per eksemplar i 2. halvår 2007
Et stigende antal læsere per eksemplar viser at oplaget falder mere end antallet af læsere. Omvendt falder antallet af læsere per eksemplar når oplaget stiger mere end læsertallet. Det sidste er tegn på fremgang, det første tegn på tilbagegang.
Glæden over et stignede læsertal per eksemplar er til at overskue. De fem store hverdagsaviser med stigende antal læsere per eksemplar er svækket, mens nicheavisrene har relativ fremgang. Om søndagen stiger læsertallet per eksemplar for alle andre end Weekendavisen.
De fleste hverdagsaviser kan til gengæld glæde sig over at læsertallet stiger fra 2006 til 2007; undtagelserne er Information, Jyllands-Posten og kr. Dagblad. Det gælder især Ekstra Bladet, B.T. og Berlingske Tidende. Oplagsudviklingen er der ikke meget jubel over. Kun nicheaviserne og Weekendavisen klarer sig pænt.
Er vi vidne til malkning af de trykte aviser - eller vil vi se de store huse tænke nyt i et omfang der flytter læsere og købere ?
torsdag, maj 15, 2008
Knivskarpt
"DET SIGES, at der i det gamle Kina, hvor man henrettede med sværd, fandtes en bøddel, der var så dygtig, at hovedet blev siddende på den dødsdømtes hals, efter at det var skilt fra kroppen. Så var der blot at sige: »Vær så god og nik«.
Det er nogenlunde Birthe Rønn Hornbechs situation lige nu."
Skarpere kan det næppe siges. Tøger Seidenfaden er abonnementet værd.
Det er nogenlunde Birthe Rønn Hornbechs situation lige nu."
Skarpere kan det næppe siges. Tøger Seidenfaden er abonnementet værd.
torsdag, maj 08, 2008
Dagens aviser
Min morgenlæsning består af Politiken, Information og Børsen. Jeg køber B.T. og Ekstra Bladet et par gange om ugen, jeg får desuden Nyhedsavisen på kontoret, og jeg snupper metroXpress, 24timer og Urban mindst en gang om ugen. Berlingske Tidende ser jeg fire til fem gange om ugen. Børsen opfylder mit behov for erhvervsstof, ofte til overflod, og det levner ikke plads til Berlingske Tidende som abonnementsavis.
Som regel læser jeg Børsen først, af nødvendighed mere end af tilbøjelighed. Men ikke i dag. Forsiden om brakmarker fængede ikke.
Politikens tophistorie om miljøministeren er nok nødvendig, men ikke interessant; billedreportagen fra Burma var for en gangs skyld aktuel, men ikke interessant med gårdagens BBC-reportage i baghovedet. Tøgers leder om Foghs karriereplaner var perspektiverende, velskrevet og avisens eneste rigtige godbid. Resten af avisen var tynd. Jeg læste faktisk kun 5. afsnit i Helten fra Musa Quala og ATS.
På denne almindelige torsdag var dagens Information en fornøjelse: Forsiden – og tophistorien - med en god vinkel på Lars Løkkes udskejelser, Weiss’ bagsideleder om Københavns Universitets knæfald for kapitalen, samt bogtillæggets historie om børnelitteratur, anmeldelsen af Henrik Wivels bog om Bille August, Metz’ anmeldelse af Claus Bryld og Engells klumme om Herman Bang, plus ’Machiavelli – nu som makværk’. Metz og Engell tjente abonnementet hjem. Hvad kan man forlange mere af en avis end tre til fire historier der gør dagens udgave værd at læse.
Børsen opfylder et instrumentelt behov for at være orienteret om erhvervsnyhederne, tophistorien, aktierne, selskaber der flytter sig, eller ledere der flytter virksomheder. Dagens børs bød ikke på godbidder. Jeg plejer at læse lederne, men jeg syntes ikke at jeg havde tid til at læse lederen om Euro-afstemningen. Tophistorien om inddragelse af brakmarker og rekordhøst var heller ikke tilstrækkelig kraftfuld eller relevant til at udvide min morgenlæsning. Faktisk øjede jeg kun Nordeas invitation til danske småbanker (jeg har aktier i et par af dem).
Dagens læsning er ved nærmere eftertanke typisk, selv om jeg plejer at bruge mere tid på Børsen. Information fylder mere og mere i min dagligdag, Politiken føles lettere og lettere og vil om kort tid forsvinde som en varmluftsballon på en sommerdag. Kun Tøger Seidenfaden, Peter Wivel og Anders Jerichow begrunder at jeg ikke allerede har indstillet min daglige læsning.
Er det retfærdigt, er det typisk, og er min læsning af trykte medier den 8. maj 2008 overhovedet interessant for andre?
De trykte aviser har det hårdt i disse år. De er for dyre i forhold til udbyttet (Politiken). Det er næppe tilfældigt kun at de to nicheaviser føles som nødvendige tilskud til dagens P1-nyheder, diverse nyhedsbreve og gårdagens BBC. Jeg vil have daglige vitaminer, hver dags læsning skal give substans til dagens doxa, filosoffens opstigen fra hulen i Platons Staten 514A for de der måtte have den stående på hylden.
Som regel læser jeg Børsen først, af nødvendighed mere end af tilbøjelighed. Men ikke i dag. Forsiden om brakmarker fængede ikke.
Politikens tophistorie om miljøministeren er nok nødvendig, men ikke interessant; billedreportagen fra Burma var for en gangs skyld aktuel, men ikke interessant med gårdagens BBC-reportage i baghovedet. Tøgers leder om Foghs karriereplaner var perspektiverende, velskrevet og avisens eneste rigtige godbid. Resten af avisen var tynd. Jeg læste faktisk kun 5. afsnit i Helten fra Musa Quala og ATS.
På denne almindelige torsdag var dagens Information en fornøjelse: Forsiden – og tophistorien - med en god vinkel på Lars Løkkes udskejelser, Weiss’ bagsideleder om Københavns Universitets knæfald for kapitalen, samt bogtillæggets historie om børnelitteratur, anmeldelsen af Henrik Wivels bog om Bille August, Metz’ anmeldelse af Claus Bryld og Engells klumme om Herman Bang, plus ’Machiavelli – nu som makværk’. Metz og Engell tjente abonnementet hjem. Hvad kan man forlange mere af en avis end tre til fire historier der gør dagens udgave værd at læse.
Børsen opfylder et instrumentelt behov for at være orienteret om erhvervsnyhederne, tophistorien, aktierne, selskaber der flytter sig, eller ledere der flytter virksomheder. Dagens børs bød ikke på godbidder. Jeg plejer at læse lederne, men jeg syntes ikke at jeg havde tid til at læse lederen om Euro-afstemningen. Tophistorien om inddragelse af brakmarker og rekordhøst var heller ikke tilstrækkelig kraftfuld eller relevant til at udvide min morgenlæsning. Faktisk øjede jeg kun Nordeas invitation til danske småbanker (jeg har aktier i et par af dem).
Dagens læsning er ved nærmere eftertanke typisk, selv om jeg plejer at bruge mere tid på Børsen. Information fylder mere og mere i min dagligdag, Politiken føles lettere og lettere og vil om kort tid forsvinde som en varmluftsballon på en sommerdag. Kun Tøger Seidenfaden, Peter Wivel og Anders Jerichow begrunder at jeg ikke allerede har indstillet min daglige læsning.
Er det retfærdigt, er det typisk, og er min læsning af trykte medier den 8. maj 2008 overhovedet interessant for andre?
De trykte aviser har det hårdt i disse år. De er for dyre i forhold til udbyttet (Politiken). Det er næppe tilfældigt kun at de to nicheaviser føles som nødvendige tilskud til dagens P1-nyheder, diverse nyhedsbreve og gårdagens BBC. Jeg vil have daglige vitaminer, hver dags læsning skal give substans til dagens doxa, filosoffens opstigen fra hulen i Platons Staten 514A for de der måtte have den stående på hylden.
Abonner på:
Opslag (Atom)
