Starten på konkurrencen om de gratis husstandsaviser er kun lige begyndt før det hektiske race for at positionere sig på web-tv optager sindene på direktions- og redaktionsgangene i de store mediehuse. Børsen har allieret sig med TV2, Jyllands-Posten med Stoxx, Berlingske Tidende med Reuters og Ekstra Bladet med Bastard Film, iflg. dagens udgave af Børsen.
Det er ikke underligt at web-tv er sat på agendaen. Medieudviklingen er som anden service- og vidensvirksomhed teknologidrevet. TV er en billig distributionsform. Og med tv får de overvejende printhuse nye brugssituationer og en beskeden men perspektivrig og i hvert fald ny luns af tv-forbruget.
Mærkeligere er det at slagsmålet kommer nu, selv om en indlysende årsag er TV2s 24 timers nyhedskanal og konkurrencen om erhvervslæserne. Det uforklarlige er at web-tv ikke er nyt, og web-penetrationen har i de sidste år været så høj at stort set hele befolkningen er på nettet.
Udviklingen afspejler at medievirksomhederne tjener rigtig mange penge for øjeblikket, annoncemarkederne bugner på print og på web, og med web-tv er der en fælles anledning som alle går efter. Mediehusene arbejder strategisk i nedgangstider, men taktisk under højkonjunkturer. - Også selv om de gode tider burde stimulere til bare lidt mere langsigtet positionering og produktudvikling.
Bedre sent end aldring. I en branche som kun lejlighedsvis konkurrerer for alvor, løber alle efter dagens dagsorden som lemminger i tundraen. Hvem stopper op og analyserer hvad den næste udviklingsfase indebærer, og hvordan den kan udnyttes ? Næppe mange, også selv om det er rimeligt indlysende at f.eks. web-tv vil brede sig, at kanalen skal udvikles og differentieres til næsten de mindste kommercielt interessante målgrupper, og at den skal integreres med print, web, nyhedsbreve og interaktion. Og mon ikke også de store virksomheder selv får web-tv. Det vil være oplagt.
Konkurrencen på mediemarkedet har de seneste år befundet sig på niveauet 2-3 på en 10-punktsskala. Med gratisaviserne er barometret svinget til 4-5. Og der er vi fortsat. Men der er langt til priskrige, til egentlige nylanceringer. til at hugge folk fra hinanden og til forretningsudvikling der batter.
onsdag, november 29, 2006
tirsdag, november 21, 2006
Om helte og fjender
Berlingske Tidende har sine helte som Politiken, Jyllands-Posten, DR og TV2 deres. Berlingskes helte finder du i Business, hvor Niels Due Jensen fra Grundfoss smider sin succerige direktør på porten, hvor A.P. Møllers Jess Søderberg hyldes i en bog skrevet af avisens journalister, og hvor Jørgen Mads Clausen udpeger sin efterfølger for Danfoss.
Berlingskes fjendebilleder pudses af på kultursiderne. I sidste uge fik en svensk kulturkritiker en på hatten. Han havde formastet sig til at beskrive dansk kulturdækning som ensrettet, provinsiel og styret af ideologiske karikaturer i sin besættelse af islam. Stefan Jonsson blev spanket i reportagen og i lederen. En leder selvsamme kulturkritiker i den grad vil finde bekræftende på dansk presses forstening i trygge fastlåste positioner.
I følge lederen har vi Danmark en fri og åben debat, mens svenskerne fejer alle problemer ind under gulvtæppet - som vi gjorde det indtil systemskiftet i 2001. Danmark har en 'fast, men fair udlændingepolitik'; svenskerne lider under efterveerne af sin neuatralitet under 2. verdenskrig (så fik de den!) som endnu i dag giver sig udslag i balancering og så mange hensyn til alle sider at 'det ofte er bekvemt at lade som om problemerne ikke eksisterer'.
Den opmærksomme læser af Berlingskes leder vender bladet med en fast forvisning om at Danmark er et foregangsland og Sverige tæt på stenalderen.
Er det ikke netop denne selvtilstrækkelighed Stefan Jonsson kritiserer. Distance og selvkritik havde klædt Berlingske Tidende, måske endda afstandstagen til de mest inhumane udvisninger som gør os berømte og berygtede i store dele af verden. Følg linket til hans artikel og døm selv, http://www.lettre.dk/AVIS_13/LETTRES/jonsson.HTM.
Jeg indrømmer at jeg holder meget af svenskerne, og faktisk synes at der er højere til loftet hinsidan end her. Vi danskere ynder at se os selv som Nordens frie folkefærd. I virkeligheden er vi hildet i mindst lige så mange fordomme og snæversyn som vore naboer, og den offentlige debat synes mig mere indskrænket efter den borgerlige flertalsregering fik magten end før.
Det er ikke kun mediernes skyld. Danmarkes politiske opposition hænger i laser. Socialdemokraterne har siden 2001 forgæves ledt efter et politisk projekt. De radikale tilfører ikke debatten visioner, og selv om SF har fået ny kraft efter lederskiftet, formår partiet ikke at samle oppositionen. Der er mere oppositionel drift i Politiken og Information end på Christiansborg.
Er det ikke tankevækkende at der skal en udlænding - en svensker - til at perspektivere de danske mediers optagethed af Galathea 3 ekspeditionen og vores besættelse af islam. - Godt sparket Stefan.
Berlingskes fjendebilleder pudses af på kultursiderne. I sidste uge fik en svensk kulturkritiker en på hatten. Han havde formastet sig til at beskrive dansk kulturdækning som ensrettet, provinsiel og styret af ideologiske karikaturer i sin besættelse af islam. Stefan Jonsson blev spanket i reportagen og i lederen. En leder selvsamme kulturkritiker i den grad vil finde bekræftende på dansk presses forstening i trygge fastlåste positioner.
I følge lederen har vi Danmark en fri og åben debat, mens svenskerne fejer alle problemer ind under gulvtæppet - som vi gjorde det indtil systemskiftet i 2001. Danmark har en 'fast, men fair udlændingepolitik'; svenskerne lider under efterveerne af sin neuatralitet under 2. verdenskrig (så fik de den!) som endnu i dag giver sig udslag i balancering og så mange hensyn til alle sider at 'det ofte er bekvemt at lade som om problemerne ikke eksisterer'.
Den opmærksomme læser af Berlingskes leder vender bladet med en fast forvisning om at Danmark er et foregangsland og Sverige tæt på stenalderen.
Er det ikke netop denne selvtilstrækkelighed Stefan Jonsson kritiserer. Distance og selvkritik havde klædt Berlingske Tidende, måske endda afstandstagen til de mest inhumane udvisninger som gør os berømte og berygtede i store dele af verden. Følg linket til hans artikel og døm selv, http://www.lettre.dk/AVIS_13/LETTRES/jonsson.HTM.
Jeg indrømmer at jeg holder meget af svenskerne, og faktisk synes at der er højere til loftet hinsidan end her. Vi danskere ynder at se os selv som Nordens frie folkefærd. I virkeligheden er vi hildet i mindst lige så mange fordomme og snæversyn som vore naboer, og den offentlige debat synes mig mere indskrænket efter den borgerlige flertalsregering fik magten end før.
Det er ikke kun mediernes skyld. Danmarkes politiske opposition hænger i laser. Socialdemokraterne har siden 2001 forgæves ledt efter et politisk projekt. De radikale tilfører ikke debatten visioner, og selv om SF har fået ny kraft efter lederskiftet, formår partiet ikke at samle oppositionen. Der er mere oppositionel drift i Politiken og Information end på Christiansborg.
Er det ikke tankevækkende at der skal en udlænding - en svensker - til at perspektivere de danske mediers optagethed af Galathea 3 ekspeditionen og vores besættelse af islam. - Godt sparket Stefan.
lørdag, november 11, 2006
Den iscenesatte reportage
Berlingske Tidende havde i går en opsigtsvækkende historie om Marianne Jelved der havde åbnet en blød sprække i visiret. Hun havde talt over sig i en ny bog, 'Dronninger på Borgen'. Samme dag prydede miljøminister Connie Hedegaard Politikens forside med fortalelser. Kilden var den samme bog. I Ekstra Bladet afslørede Mette Frederiksen at hun havde fået et tilbud om at blive partiformand efter valget i 2005. Kilden var samme bog, som også gav anledning til at Lene Espersen i B.T. fortalte om en personlig tragedie.
Det var intet tilfælde. Bogen udkommer først i næste uge. Forlaget havde omhyggeligt lækket afsnit eller kapitlertil avisernes politiske positionering. Berlingske Tidende fik historien om oppositionens leder, Politiken fik ammunition til den uendelige historie om splid i regeringen, Ekstra Bladet en historie om splid hos socialdemokraterne, og B.T. fik en personlig historie uden politisk sprængkraft, men dog spektakulær.
Aviserne fik historierne serveret på et sølvfad, og de kunne ikke modstå fristelsen til at bringe dem. Forlaget fik overdådig gratis PR. Ikke èn redaktion kan være i god tro. Behovet for gode politiske historier på en våd og kold fredag var vigtigere end modet til at sige fra over for forlagets smisken.
Det var jo gode historier, og en god historie skal man ikke lade ligge for længe i eftertankens skær. Politikerne kan jages hele året. De har måske ikke bedt om at blive hængt ud, men de har retten til at tænke sig om, og i øvrigt kan de se deres udtalelser før de trykkes.
Det særlige ved historierne er ikke nødvendigvis at de var fra samme kilde, men at de alle drejer sig om fortidige hændelser som endnu er interessante, men hverken nødvendige eller væsentlige at referere i dag. Alle historierne har politiske dronninger i centrum, og vores fordomme dikterer at kvindelige politikere skal have bløde, sårbare punkter som bare venter på at blive afsløret. Ingen af historierne tager udgangspunkt i virkelige politiske begivenheder, men i det politiske spils aktører.
Koblingen af styret kommercielt PR og avisernes behov for positionering resulterer i et ligeså beregnende sensationsjageri. Kynismen er til at føle på når aviserne redigerer efter (egen-)interesse mere end væsentlighed. Aviserne sætter ikke bare deres egen troværdighed på højkant. Historierne svækker de folkevalgte politikere, og historierne bliver ikke bedre af de politiske hovedpersoners egne fejl, fortalelser eller gustne motiver. I sidste ende bliver vi som læsere og borgere ladt i stikken af en presse som burde sigte længere end til morgendagens avis.
Det var intet tilfælde. Bogen udkommer først i næste uge. Forlaget havde omhyggeligt lækket afsnit eller kapitlertil avisernes politiske positionering. Berlingske Tidende fik historien om oppositionens leder, Politiken fik ammunition til den uendelige historie om splid i regeringen, Ekstra Bladet en historie om splid hos socialdemokraterne, og B.T. fik en personlig historie uden politisk sprængkraft, men dog spektakulær.
Aviserne fik historierne serveret på et sølvfad, og de kunne ikke modstå fristelsen til at bringe dem. Forlaget fik overdådig gratis PR. Ikke èn redaktion kan være i god tro. Behovet for gode politiske historier på en våd og kold fredag var vigtigere end modet til at sige fra over for forlagets smisken.
Det var jo gode historier, og en god historie skal man ikke lade ligge for længe i eftertankens skær. Politikerne kan jages hele året. De har måske ikke bedt om at blive hængt ud, men de har retten til at tænke sig om, og i øvrigt kan de se deres udtalelser før de trykkes.
Det særlige ved historierne er ikke nødvendigvis at de var fra samme kilde, men at de alle drejer sig om fortidige hændelser som endnu er interessante, men hverken nødvendige eller væsentlige at referere i dag. Alle historierne har politiske dronninger i centrum, og vores fordomme dikterer at kvindelige politikere skal have bløde, sårbare punkter som bare venter på at blive afsløret. Ingen af historierne tager udgangspunkt i virkelige politiske begivenheder, men i det politiske spils aktører.
Koblingen af styret kommercielt PR og avisernes behov for positionering resulterer i et ligeså beregnende sensationsjageri. Kynismen er til at føle på når aviserne redigerer efter (egen-)interesse mere end væsentlighed. Aviserne sætter ikke bare deres egen troværdighed på højkant. Historierne svækker de folkevalgte politikere, og historierne bliver ikke bedre af de politiske hovedpersoners egne fejl, fortalelser eller gustne motiver. I sidste ende bliver vi som læsere og borgere ladt i stikken af en presse som burde sigte længere end til morgendagens avis.
torsdag, november 09, 2006
DR i taberposition
Kampen om tv-seerne er lige så nådesløs som konkurrencen om dagbladslæserne. Den gamle mastodont DR sidder på 32% af markedet. TV2 har 39% af seerne, stationen vokser stødt og roligt, og den har i Per Mikael Jensen en offensiv topleder der har tilført TV2 en landsdækkende radiokanal og snart også en 24 timers nyhedskanal.
I konkurrencen om seerne spiller nyhederne en hovedrolle. Ingen er uundværlig, men Lisbeth Knudsen efterlader DR på et rigtig skidt tidspunkt, og med et tomrum som DR får svært ved at fylde ud inden for en overskuelig periode.
Lisbeth Knudsen har som få andre en journalistisk og ledelsesmæssig tyngde erhvervet gennem års erfaring, slagsmål og forandringer. Hun har truffet et utal af beslutninger, upopulære, risikofyldte, og endnu flere gennemført med succes. Hun har overlevet lukningen af A-pressens aviser, sammenlægningen af radio- og tv-nyhederne og konstant pres fra politikere i og uden for DR.
Lisbeth Knudsens exit er et tab for DR. Personligt kan der næppe være tale om et nederlag, selv om hun havde ønsket det anderledes. Hun har forlænget sit chefliv med alle de kriser hun har overlevet.
Tilbage står en forpjusket Kenneth Plummer. Svingfjerene blev studset af det økonomiske byggekaos og af den manglende information og offfentlighed der gik forud for afsløringen.
DR er svækket. Alt for mange penge er bundet i beton og udstyr. Kostbare ledelsesressourcer er bundet i organisationsændringer og bureaukrati. Uvurderlig politisk goodwill og brandværdi er sat til med dårlig håndtering, uklare mål og troen på at penge er vigtigere end journalistisk talent.
Times flyttede under Margareth Thathers regime fra Fleet Street ud i fort Wapping i the Docklands. Redaktionerne holdt til i gamle pakhuse uden vinduer og med 1½ kvadratmeter til hver reporter. Kun chefredaktøren havde sit eget kontor på størrelse med mit skrivebord gange to.
Hellere bo i en nedlagt hangar og fire gamle lagerbygninger uden vinduer med højt til loftet og syngende kreativitet end som DR i landets dyreste og mest veludstyrede betonpalæ hvor mellemlederne skal tigge, kæmpe eller true sig til ressourcer, og medarbejderne skynder sig hjem til frem og ro.
Det er godt nok sjovest og måske også lettest at være udfordreren og sværest at være en markedsleder der forsvarer sit territorium. Spørg bare Berlingske. Men bemærk at TV2 allerede er størst på tv. En markedsleder med momentum. TV2 ligner en vinder.
I konkurrencen om seerne spiller nyhederne en hovedrolle. Ingen er uundværlig, men Lisbeth Knudsen efterlader DR på et rigtig skidt tidspunkt, og med et tomrum som DR får svært ved at fylde ud inden for en overskuelig periode.
Lisbeth Knudsen har som få andre en journalistisk og ledelsesmæssig tyngde erhvervet gennem års erfaring, slagsmål og forandringer. Hun har truffet et utal af beslutninger, upopulære, risikofyldte, og endnu flere gennemført med succes. Hun har overlevet lukningen af A-pressens aviser, sammenlægningen af radio- og tv-nyhederne og konstant pres fra politikere i og uden for DR.
Lisbeth Knudsens exit er et tab for DR. Personligt kan der næppe være tale om et nederlag, selv om hun havde ønsket det anderledes. Hun har forlænget sit chefliv med alle de kriser hun har overlevet.
Tilbage står en forpjusket Kenneth Plummer. Svingfjerene blev studset af det økonomiske byggekaos og af den manglende information og offfentlighed der gik forud for afsløringen.
DR er svækket. Alt for mange penge er bundet i beton og udstyr. Kostbare ledelsesressourcer er bundet i organisationsændringer og bureaukrati. Uvurderlig politisk goodwill og brandværdi er sat til med dårlig håndtering, uklare mål og troen på at penge er vigtigere end journalistisk talent.
Times flyttede under Margareth Thathers regime fra Fleet Street ud i fort Wapping i the Docklands. Redaktionerne holdt til i gamle pakhuse uden vinduer og med 1½ kvadratmeter til hver reporter. Kun chefredaktøren havde sit eget kontor på størrelse med mit skrivebord gange to.
Hellere bo i en nedlagt hangar og fire gamle lagerbygninger uden vinduer med højt til loftet og syngende kreativitet end som DR i landets dyreste og mest veludstyrede betonpalæ hvor mellemlederne skal tigge, kæmpe eller true sig til ressourcer, og medarbejderne skynder sig hjem til frem og ro.
Det er godt nok sjovest og måske også lettest at være udfordreren og sværest at være en markedsleder der forsvarer sit territorium. Spørg bare Berlingske. Men bemærk at TV2 allerede er størst på tv. En markedsleder med momentum. TV2 ligner en vinder.
onsdag, november 01, 2006
Borgerlige stemmer
For øjeblikket begynder min dag med Politiken, Berlingske Tidende og Børsen, samt de nye gratisaviser. Jeg forsøger systematisk at starte med én af aviserne i et forfængeligt håb om at bevare min fordomsfrihed.
Ofte må jeg erkende at min nyhedshunger får mig til at griber Berlingeren. Den er måske ikke den sjoveste, næppe hellere den væsentligste. Alligevel er Berlingske Tidende den avis der udløser min indgroede vane. - Og når jeg har læst de første ti sider, bladret i Magasinet og læst et par historier i Business, ender min morgen som regel med at Politiken får lov at ligge til om aftenen, mens Børsen ryger i tasken til kontoret.
Berlingske Tidende er blevet mere konservativ og mere politisk liberal under Niels Lundes regime. Der er flere præster, flere nostalgiske tilbageblik og flere politisk forudsigelige stemmer i avisen. Berlingske Tidende har overhalet sine læsere højre om.
Jeg synes selv jeg er blevet mere tolerant og rund med alderen; Berlingske har desværre bevæget sig i modsat retning. Mærkeligt nok. I gamle dage - før Orkla købte koncernen - sad ejerne så tungt på avisen som hundene på kisterne i Fyrtøjet. Redaktionen kæmpede helt ud i det kulturradikale grænseland for at tiltrække læsere fra Politiken. I de senere år hvor ingen ejere kræver borgerlige værdier, skruer redaktionen sig frivilligt ned i en størrelse 38 for at tilgodese en skare af kernelæsere der bliver stadig færre og ældre.
Er det frugten af at indtage for store doser branding og CRM, ligger der rent kommercielle betragtninger til grund, har avisen opgivet at henvende sig til nye læsere - eller afspejler den stille kvælning chefredaktørens egen oprigtige politiske og holdningsmæssige ambition. Min fornemmelse siger mig at den sidste forklaring er tættest på virkeligheden, men det er gætværk.
Måske er Berlingske Tidende bare bedre i overensstemmelse med tidsånden end jeg selv. De første år af dette årtusinde er reaktionens år med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ved rorpinden.
Mens Berlingske Tidende strutter af ideologi, gør statsministeren hvad han kan for at nedtone sin rolle som partileder og ideologisk fanebærer. Succeskriteriet for en politiker er at få magten, og når han har opnået den, at holde sig ved magten. Succes for en redaktør måles først på oplagsfremgang, siden på indtjening.
- Eller tager jeg helt fejl, er succeskriterierne de samme for redaktøren som for statsministeren ? Mit blik er nok blevet sløret med årene. Min dag starter trods alt med Berlingske Tidende.
Ofte må jeg erkende at min nyhedshunger får mig til at griber Berlingeren. Den er måske ikke den sjoveste, næppe hellere den væsentligste. Alligevel er Berlingske Tidende den avis der udløser min indgroede vane. - Og når jeg har læst de første ti sider, bladret i Magasinet og læst et par historier i Business, ender min morgen som regel med at Politiken får lov at ligge til om aftenen, mens Børsen ryger i tasken til kontoret.
Berlingske Tidende er blevet mere konservativ og mere politisk liberal under Niels Lundes regime. Der er flere præster, flere nostalgiske tilbageblik og flere politisk forudsigelige stemmer i avisen. Berlingske Tidende har overhalet sine læsere højre om.
Jeg synes selv jeg er blevet mere tolerant og rund med alderen; Berlingske har desværre bevæget sig i modsat retning. Mærkeligt nok. I gamle dage - før Orkla købte koncernen - sad ejerne så tungt på avisen som hundene på kisterne i Fyrtøjet. Redaktionen kæmpede helt ud i det kulturradikale grænseland for at tiltrække læsere fra Politiken. I de senere år hvor ingen ejere kræver borgerlige værdier, skruer redaktionen sig frivilligt ned i en størrelse 38 for at tilgodese en skare af kernelæsere der bliver stadig færre og ældre.
Er det frugten af at indtage for store doser branding og CRM, ligger der rent kommercielle betragtninger til grund, har avisen opgivet at henvende sig til nye læsere - eller afspejler den stille kvælning chefredaktørens egen oprigtige politiske og holdningsmæssige ambition. Min fornemmelse siger mig at den sidste forklaring er tættest på virkeligheden, men det er gætværk.
Måske er Berlingske Tidende bare bedre i overensstemmelse med tidsånden end jeg selv. De første år af dette årtusinde er reaktionens år med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ved rorpinden.
Mens Berlingske Tidende strutter af ideologi, gør statsministeren hvad han kan for at nedtone sin rolle som partileder og ideologisk fanebærer. Succeskriteriet for en politiker er at få magten, og når han har opnået den, at holde sig ved magten. Succes for en redaktør måles først på oplagsfremgang, siden på indtjening.
- Eller tager jeg helt fejl, er succeskriterierne de samme for redaktøren som for statsministeren ? Mit blik er nok blevet sløret med årene. Min dag starter trods alt med Berlingske Tidende.
Abonner på:
Opslag (Atom)
