onsdag, januar 16, 2008

Husstandsaviserne løb med væksten i 2007




Landsannoncemarkedet blev udvidet med 18% fra 2006 til 2007. De landsdækkende og regionale aviser øgede deres annoncemængde med 1%, trafikaviserne med 2%, og de gratis husstandsaviser mere end femdoblede deres annoncemængde.

Umiddelbart er de betalte aviser hverken blevet styrket eller svækket på annoncemarkedet. Selv om de mister markedsandel, har mediegruppen under ét tilsyneladende ikke tabt mængder. - De gratis husstandsomdelte aviser udkom i kun 2. halvår 2006, men i hele 2007. Til gengæld er det nærliggende at antage at husstandsaviserne har snuppet om ikke hele, så dog en væsentlig luns af den konjunkturbestemte markedsudvidelse som de betalte aviser har så hårdt brug for.
Der er betydelige, og ikke let forklarlige forskelle mellem titler. Jyllands-Posten er gået 22% frem på hverdage men er status quo på søndage. Politiken er gået 22% frem om søndagen men er uændret på hverdage. B.T. og Berlingske er gået tilbage både hverdag og søndag (kannibalisme fra Dato ?). MetroXpress er gået 6% frem; måske som følge af den kortvarige eftermiddagsudgave. Og Børsen har mistet 8%.

Blandt de gratis husstandsaviser sidder Nyhedsavisen på 42%, 24timer på 56% og Dato på 3% af mængderne i mediegruppen i 2007.

Det er nærliggende at efterspørge DDFs autoriserede kommentar til udviklingen, med udvikling i volumen, omsætning, priser per millimeter og såmænd også udviklingen på brancher. Det er ærgerligt at DDF prioriterer andre opgaver end markedsudviklingen på vitale områder, og spøjst at vi eksterne observatører - uden adgang til alle data - møjsommeligt skal hugge os vej gennem informationsjunglen. Et par meter nede af listen har jeg kommenteret udviklingen fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007, dvs. markedet med og uden de nye gratisaviser.

Ingen kommentarer: