Historien om Arn overlever transformationen til film uden de store problemer. Det episke drama om undfangelsen af Sverige som nation folder sig nydeligt ud i den 2½ time lange film.
Det gør stereotyperne desværre også. Historien om Arn bliver til kampen mellem de gode og de onde i en grad så filmen næsten bliver en karikatur på sin egen aristokratiske ædelhed. Filmen snobber for de gode gamle dage hvor mænd var mænd der førte krig, mens kvinder var madonnaer eller intrigante hekse med styr på kærligheden, hadet og følelserne.
Arn bliver i dobbelt forstand et pust fra fortiden, en dyrkelse af vores billede af den romantiske kærlighed, og den krigsduelige pacifist der fra start til slut agerer superhelt, ensom ulv og enmandshær der overvinder alle hindringer. Filmen udtrykker vores individualitiske og dybt reaktionære flugt fra moderniteten. Clint Eastwoods Harry Callahan er tættere på os end disse Prins Valiant glansbilleder fra et fjernt ugeblad.
Det er egentlig ikke Jan Guillous skyld; Arnbøgerne er rigtig god underholdning om en nations fødsel - som Berhard Cornwells bøger om Arthur eller Alfred den Store. Begge står i gæld til Walter Scotts historiske romaner, og som forbillederne er de konciperet af pekuniære årsager. Lad os komme videre!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar