torsdag, januar 11, 2007

Nettet strammes om Nyhedsavisen

Nyhedsavisen oplyser på www.avisen.dk med beundringsværdig ærlighed detaljer om sin dækning. I alt distribuerer avisen til 319 tus. postkasser plus et sted mellem 62 og 97 tus. dropleveringer. Det distribuerede oplag bliver i intervallet 381 til 415 tus. eksemplarer.

Det er bare alt for lidt til at give avisen slagkraft i forhold til de øvrige landsdækkende aviser. Nyhedsavisen dækker27% af hustandene i Storkøbenhavn, 44% i Odense og 37% i Århus.

Dækningen i Odense og Århus er lav, men dog ok. Men i Storkøbenhavn er dækningen for beskeden. Især da vi skal godt 20 km vest og nord-vest for Rådhuspladsen for at finde områder med høj dækning, og det er ikke nødvendigvis her betalingsaviserne har flest læsere.

Tallene tyder på at Nyhedsavisen har rigtig lang vej endnu før avisen bare er på rette spor.
  • Nyhedsavisen har først og fremmest for få læsere. Læsertallet skal øges gennem et gevaldigt løft i distributionen. Det senest målte læsertal på 197 tusinder skal mindst tredobles før avisen spiller en rolle på medieplanerne og dermed kan få en ordentlig pris for annoncerne.
  • Nyhedsavisen skal ramme langt flere læsere af de betalte aviser hvis Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skal kunne mærke konkurrencen i abonnementssalget Det kræver distribution i de områder hvor betalingsaviserne er stærke, plus levering hver dag til tiden for at sikre læsevaner der kan gøre Nyhedsaavisen til et alternativ for de nuværende abonnenter på betalingsaviserne.
  • De lave læsertal viser at Nyhedsavisen kun i meget begrænset omfang konkurrerer med 24timer og Dato. Omvendt betyder det at 24timer og Dato kun har en beskeden indlfydelse på Nyhedsavisens succes eller fiasko. Læserne mangler mulighed for at sammenligne de tre aviser og derfor også muligheden for at vælge aviser til eller fra.
  • Nyhedsavisens distribution og redaktionelle koncept passer ikke sammen. Det redaktionelle koncept er udviklet til morgensavisernes læsere, men avisen distribueres i de yderste forstæder eller i trafikken som er langt mere down-market end konceptet.

De betalte aviser kan glæde sig over Nyhedsavisens trængsler. Men inden smilene gror fast, er det en god ide at kigge i på de seneste aktuelle læsertal: De tyve hverdagsaviser som Gallup måler hver måned, er i snit gået 9% tilbage i perioden september-november 2006 sammenlignet med samme tre måneder sidste år. Her følger listen over aviser der er gået tilbage som gennemsnittet eller mere: B.T. (-10%), Berlingske Tidende (-9%), Ekstra Bladet (-9%), ErhvervsBladet (-16%), metroXpress (-14%), Nordjyske Stiftstidende (-12%), Politiken (-13%), Århus Stiftstidende (-11%), Dagbladet ringsted (-11%) og Frederiksborg Amts Avis (-13%).

Det følger af Nyhedsavisens beskedne distribution at den langt fra kan tage æren af tilbagegangen i læsere.

Ingen kommentarer: