Dato var først på markedet - og Dato er den første der lukker ned. Dato startede den 16. august 2006, dagen før 24timer, og avisen var fra begyndelsen født med for få tanker og ambitioner. Faktisk var strategien helt forkert. Det havde været indlysende at Berlingske havde brugt Urban i kampen mod Nyhedsavisen. Hvis Berlingske mente at der var et marked for en rent husstandsomdelt avis, kunne Berlingske være kommet langt omkring med Urban der både havde og har et godt brand og en vellykket position på markedet.
Det har Lasse Bolander vidst hele tiden. Han var blot - efter rygterne - tvunget til at søsætte Dato. Og så er det vel både forventeligt og fornuftigt at strække våben så snart de røde tal kunne overbevise Montgomery om at udgivelsen var uholdbar.
Dyre lærepenge, men også et knæfald for den særlige Berlingske forsigtighed der helst vil spille på alle heste på samme tid. For den reelle begrundelse for netop at lancere en selvstændig avis med komprimeret nyhedsstof som eneste konceptuelle værdi, har uden tvivl været frygten for netop at skade eller udvande trafikavisen Urban i konkurrencen mod Nyhedsavisen.
Spørgsmålet er hvad der sker med Datos 200 tusinde læsere i følge Læserbarometeret for marts måned. Med mindre Berlingske finder på at udgive et oplag af Urban i husstandsdistribution - hvad intet tyder på - vil Datos læsere nok lige så stille forsvinde op i den blå luft. Avisen har næppe loyale læsere, i forvejen kom Dato sammen med 24timer, og det er de færreste steder at alle de tre nye gratisavisen har befundet sig i en egentlig konkurrencesituation i de samme brevsprækker.
Dato bliver ikke savnet.
torsdag, april 19, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar