onsdag, april 18, 2007

Gratisbølgen

I følge FDNs - the Free Daily Newspapers - nyhedsbrev no 25 udkommer der i april i år 213 gratisaviser i 49 lande med et samlet oplag på næsten 40 millioner, helt præcis 39.420 tusinde. Metro er størst med 5,6 mio. eksemplarer i 14 europæiske lande og 1,7 mio. i USA og Canada. Nr. 2 er Schipsted med 20 minutes og søsterblade der kommer i et oplag på 2,3 mio. eksemplarer.

FDNs top 10 er tankevækkende. Danmark har uden tvivl den største dækning af gratisaviser per indbygger. FDN omfatter hverken distriktsblade/ugeaviser eller Den Blå Avis, men alene dagblade af typen metroxpress, Urban, Nyhedsavisen etc.

Vi danske læsere er i den grad ofre for den kommercielle globaliserede avis, formentlig fordi vi ligger tæt på Sverige hvor Metro startede, og Island hvorfra Nyhedsavisens koncept er født. Måske er Danmark et blot et passende testmarked; lykkes udgivelsen i Danmark, er der gode chancer for succes på andre markeder.

Men der kan også være andre gode grunde til stormfloden af gratisaviser. De betalte danske dagblade er ekstremt dyre at abonnere på eller købe i løssalg. De danske bladhuse har traditionelt været mindre drevet som kommercielle virksomheder sammenlignet med de nordiske/svenske udgivere. Og i hvert fald har de danske udgivere været enige om at definere deres markedsområde inden for Danmarks grænser, mens de største svenske og norske bladhuse i årevis har konkurreret på det skandinaviske marked og for de allerstørstes vedkommende også på det europæiske.

Nu er storm- og syndfloden over os, og den sætter sine tydelige spor i oplagstallene. Markedet er på et år faldet med 2,6%. Nordjyske har mistet 11% i oplag fra marts 2006 til marts i år, Århus Stiftstidende 15% og JydskeVestkysten 6%. De landsdækkende bløder også: Politiken mangler 8% på trods af relanceringen i oktober sidste år, Jyllands-Posten 5% og Berlingske kun 2%. Ekstra Bladet er faldet til et oplag under 100 tusinde og har mistet knapt 8% af sit oplag, mens B.T. kun har tabt 4% og snart kun har kernelæserne tilbage.

Jeg forudså i efteråret at de betalte aviser ville miste 10% af oplaget. Spådommen ser ud til at gå i opfyldelse.

Ingen kommentarer: