Besserwissen

Egentlig har jeg det godt med min nye Politiken. Den er afvekslende, insprirerende, holdningstung og udfordrende på billedsiden. Forsidelederen, klummerne og avisens rolle som oppinionsdannende og -førende giver avisen politisk styrke i en fase af danmarkshistorien hvor regeringen er opportunistisk, provinsiel, fremmedfjendsk og ideologisk præget af lusk.

Tidsånden og den herskende majoritet passer godt til hinanden. Det er mig der har fødderne plantet i en svunden eller i hvert fald umoderne oplysningstradition.

Måske er det også forklaringen på min følelse af at Politiken taler ned til mig. Det gælder især forsiden der ofte kun bærer en henvisning til en tophistorie inden i avisen, én enkelt historie som redaktionen priroiterer som dagens væsentligste og i hvert fald aldrig et udvalg af begivenheder som appellerer til min egen dømmekraft.

Læsernes redaktør Lars Halskov beskriver i dagens avis indbliksjournalistikkens genrekrav: forklarende, perspektiverende, nærværende, nuancerende og udfordrende, og i øvrigt troværdig og klar. Jeg læser alle prædikaterne som et forsøg på at retfærdiggøre at journalisterne fylder mere i den daglige avis. Klummeskribenter, analyser og en varieret genrepalet er ikke tilstrækkeligt; journalisten skal i front; holdninger og subjektivitet er nøgleord i formidlingen af dagens meninger.

Det strider mod avisens tradition for respekt for læserne, for læserens behov for at tage stilling til et udvalg af dagens vigtigste nyheder (de er jo på politiken.dk) - og navnlig imod den kendsgerning at læserne kan vide mere end journalisterne.

Jeg forstår avisens søgen mod substans, subjektivitet og sammenhæng. Jeg nyder den politiske tæft der svarer til mit eget politiske ståsted. Men ofte oplever jeg intet savn når jeg ikke har tid til at læse Politiken. ATS, lederen og et par bestemte klummer et par gange om ugen er fuldt tilstrækkeligt. Og det var vel ikke meningen med den store omlægning den 6. oktober 2006.