mandag, juli 02, 2007

Panik før lukketid

Her lige før før ferien er det tid til at gøre status på en hektisk mediesæson med lanceringen af tre nye gratisaviser hvoraf den ene er gået ind, og hvor udfordreren, Nyhedsavisen, kæmper for at overleve et halvår mere. De røde tal er formidable, læsertallet lige under 400 tusinde, og vigtigst af alt, læsertallet per eksemplar under én.

Det ser ikke godt ud for Nyhedsavisen. Hverken på print, på webben eller med reklameomdelingen. Investorerne skal være mere end tålmodige når alt er slået fejl. Ikke mindst distributionen der skulle være motor for avisens ekspansion og forretning.

24timer har fundet en niche som er tilstrækkelig til at sikre overlevelse en tid endnu. Avisen har i hvert fald perspektiv for JP/Politikens Hus som koncernens gratisavis. Mens Nyhedsavisen er dårligt positioneret som en lidt for ung, lidt for seriøs og lidt for tung avis til den danske majoritet, ligger den smalle 24timer bedre til som Ekstra Bladets frække gøgeunge.

I det kommende halvår skal der for alvor konkurreres på de store betalte avisers websites. Her har Ekstra Bladet førertrøjen på fulgt af Jyllands-Posten. Politikens site var ellers båret af de største visioner tæt koblet til printomlægningen. Jeg spår at successen på print bliver større end på nettet hvor fornyelsen er mindre markant, og hvor selv Berlingske er en trussel.

De seneste oplagstal har vist tilbagegange i katastrofalt, men forudsigeligt omfang. Størst - og tocifret - tilbagegang må ryste Nordjyske og Århus Stiftstidender, med Randers Amtsavis og Politiken lige i hælene. Politikens oplag er skraber bunden med 114 tusinde i maj måned, heraf er 23 tusinde fællesabonnenter med Frederiksborg Amts Avis. Ekstra Bladet ligger under 100 tusinde og B.T. under 90 tusinde i oplag. Men også de mindre provinsaviser, Dagbladet, JydskeVestkysten, Sjællandske og Vejle har fået drøje hug.

Berlingske Tidende ligger umiddelbart bedst til, men med 14 tusinde fællesabonnenter med Sjællandske Dagblade er avisen i farezonen, og den gamle avis går et hårdt halvår i møde.

De store betalte dagblade er blevet nicheaviser, de små og mindre aviser med oplag mellem 10 og 20 tusinde forsvinder langsomt fra landkortet. Det må gøre ondt både på bladsalg og på kontaktprisen. Barometeret står på fusion og panik i de kommende måneder.

onsdag, juni 20, 2007

Beskedent jordskælv

Berlingske Tidendes Lisbeth Knudsen har lanceret en ny webstrategi bestående af tre skarpe elementer: Print og web integreres 100%, alle journalister skal skrive til beggge platforme, og historier skal publiseres på webben før avisen. Inspirationen kommer fra New York Times, og præmisserne består i at følge læsernes - og annoncørernes - vandring fra print til net.

Jyllands-Postens succesfulde Carsten Juste piller i Børsens MedieMarked glansen af Lisbeth Knudsens strategi. Han mener at nettet er til de hurtige nyheder, avisen til de mere langsomme, at web og print kræver forskellige forskellige kvalifikationer og medarbejdere, og at antallet af journalistiske ressoucer er det afgørende håndtag at skrue på hvis man vil fremme kvaliteten og antallet af brugere.

Børsens Leif Beck Fallesen betragter web og print som to forskellige medier som skal konkurrere indbyrdes (er det tilfældet med Børsen og borsen.dk?). Den trykte avis skal være vidensbaseret (langsom?), mens online skal skabe interaktivitet. Nyheder er ikke for (web-)amatører. Med et blik på Børsens oplagsudviking understreger han at indtægterne i mange år vil ligge på den trykte avis.

Politikens Tøger Seidenfaden er stort set enig i Lisbeth Knudsens vision, men fremhæver at det i praksis er svært at kræve at medarbejderne skal arbejde til begge platforme.

Baseret på mine egene erfaringer fra fagpressen er jeg ikke i tvivl om at Lisbeth Knudsen er langt mere visionær end hendes kolleger.

Lisbeth Knudsen præsenterer en vision end en strategi. Berlingske Tidendes førstedame sigter mod de unge som for længst har prioriterer nettet over print, mens deres forældre gør det modsatte. Berlingsks målgruppe er B2B-tung, og hun har ret i at annoncørerne i dag er storforbrugere af nettet, mens print halter bagefter.

Det svageste punkt i chefredaktørens udspil er den underforståede præmis, at Berlingskes omnibus-koncept skal foldes ud elektronisk. Printmedier skal netop ikke kunne det hele på nettet. Der er ikke mange vitaminer i at kopiere Berlingskes triste print-brand med et ligeså kedeligt onlineunivers. På hvilke områder skal Berlingske Tidende og berlingske.dk være ens og hvor skal de være forskellige; handler visionen om ét eller to forskellige brands; ser Berlingske Tidende sig selv som en omnibus- eller som en nicheavis, hvem er målgruppe for brandet eller de to brands ??? Mon visionen i det hele taget omfatter en vital brandingstrategi der tager udgangspunkt i læsere og brugere frem for nok så ambitiøse journalistiske tilpasninger ? Tja, spørgsmålene står i kø.

Det ville være for meget at forlange at Berlingske Tidendes konkurrenter ville dele Lisbeth Knudsens synspunkter, men de er rimeligt enige om at Berlingskes integrerede strategi vil kræve ganske mange ressourcer i alle produktionsled. Vel at mærke ressourcer som Berlingske Tidende næppe kan afse i den nuværende situation.

Lisbeth Knudsen har uden tvivl mere i posen i sin plan for 'Det Nye berlingske Tidende' end hun har aflsøret i Børsen. - Held og lykke med projektet.

torsdag, juni 07, 2007

Gratisaviser topper












Væksten i gratisaviserne på verdensplan ser ud til at tage af, i flg. Piet Bakker's nyhedsbrev no. 26, se Free Daily Newspapers.

Efter ekstreme vækstrater i 2004-06, viser markedet tegn på at have nået et mætningspunkt med færre lanceringer og enkelte lukninger i Tjekkiet, i Spanien - og herhjemme hvor Dato indstillede udgivelsen i april måned.
I 2004 voksede markedet for gratisaviser worldwide med 25%, i 2005 med 35% og i 2006 med mere end 50%. I 2007 er væksten mindre end 10% i årets første fem måneder. Meget tyder på at gratisaviserne ud over en almindelig markedspenetration også følger en konjunkturudvikling som vi kender fra distriktsbladene i Danmark. Når konjunkturen står på vækst, øges antallet af sider og publikationer, for at falde når væksten tager af.
Herhjemme ser afmatningen også ud til at have ramt 24timer, mens Nyhedsavisen har øget sit læsertal med 25% fra april til maj. Avisen ligger dog stadig langt efter 24timer og endnu længere fra målsætningen på 500 tusinde læsere. I den seneste opgørelser ligger 24timer på 471 tusinde læsere (Gallups AktualitetsIndex for maj 2007), mens Nyhedsavisen bliver læst af 399 tusinde i maj (op.cit.). Nyhedsavisen reber sejl med redaktionelle indskrænkninger og lav cigarføring i offentligheden.
Udviklingen kunne glæde de betalte aviser, men fornøjelsen ved gratisavisernes udvikling er blandet med frygt og bæven over de betalte dagblades tab af læsere over hele linjen.
Samlet har de landsdækkende dagblade mistet 432 tusinde læsere på et år fra 4. kvartal 2005/1. kvartal 2006 til 4. kvartal 2006/1. kvartal 2007. Nedgangen på 10% har også ramt søndagsaviserne med et tab på 379 tusinde læsere - og provinsaviserne der har mistet 9% eller 222 tusinde læsere!
Tilbagegangen er ventet, også i dette omfang. Udviklingen er bare gået hurtigere end forventet. Dog er der grund til at mane til nogen forsigtighed. Vi skal have læsertal for hele 2007 før vi kan gøre konsekvenserne op. Det enorme udbud af gratisaviser har gjort indhug i de betalte avisers læserskarer, ingen tvivl om det, men lanceringen af gratisaviserne har samtidig smadret de fleste avisers distributionssystemer.
De to forhold kan ikke adskilles på grundlag af de nyeste læsertal, som måske mest viser effekten af den forringede distribution.
Og så endnu et forbehold: De nye læsertal fra Gallups Aktualitetsindex fra januar til maj viser periodebaserede læsertal. De vil svinge mere end vi er vant til at læsertallene gør det, alene på grund af metode og den statistiske usikkerhed, men også fordi de afspejler sæson, vejr og et skiftende antal udgivelsesdage fra måned til måned. Alt i alt er estimater af månedlige periodebaserede læsertal og nedlæggelsen af Læserbarometeret fremskridt for annoncører og medieplanlæggere.
Uanset årsagen viser tabene en rigtig skidt udvikling for dagbladene hvor ingen har grund til at glæde sig.












onsdag, maj 30, 2007

Historien om en ikke-historie

I går forlod Eyvind Vesselbo Venstre til fordel for Ny alliance på Politikens forside. I dag er tophistorien 'Vesselbo bliver i Venstre'. Er denne ikke-nyhed et dementi med en overordenlig opsigtsvækkende journalistisk prioritering, et dementi ingen tager alvorligt, og som ingen tror på - eller er der så meget om snakken at dementiet i sig selv er en væsentlig historie ?

Politikens ikke-historie er åbenlyst en historie selv om Vesselbo dementerer den. Vesselbo er nemlig ikke så troværdig som Naser Khader der selv optræder som kilde til historien i dagens avis.

Problemet er at Naser Khader har en interesse i at lække historien, ligesom Politiken der skrev den på forsiden i går, har en interesse i at bekræfte sin egen historie i dag. Også selv om historien ikke holdt, eller tippet var afgivet i mindre end god tro. Naser Khader har fået Ny Alliance på forsiden af Danmarks førende avis, ja den førende oppositionelle kraft i landet. Vesselbo står tilbage som taberen, en næsten færdig mand i Venstre, med en troværdighed så lav at han er værdiløs for Venstre i alle andre situationer end som den 90. mand i Folketinget.

Selvfølgelig skulle Politiken bringe historien om at Vesselbo forlader Venstre, selv om den kun var baseret på en enkelt, omend prominent kilde. Men man kan diskutere om historien kunne bære en opsætning og en vinkel der serverede Vesselbos partiskifte som et faktum. Når Politiken også bringer historien om at Vesselbo forbliver i Venstre som en tophistorie, viser det ikke blot at Politiken tror på sig selv som politisk kraft, men også at avisen faktisk besidder så stor styrke at den kan slippe afsted med at gøre dementiet til Vesselbos problem.

Selv om Politiken ikke nævner det, har historien påført Naser Khader et problem. Hvilken folketingspolitiker tør nu tale med Naser Khader uden at risikere at blive misbrugt i Ny Alliances propaganda ?

Det er skæbnens ironi at måske netop Politikens bastante opsætning af Vesselbos partiskifte fik Vesselbo til at miste modet eller tøve i sit forsæt, og dermed lagde grunden til dementihistorien. Sin styrke til trods leger Politiken med ilden. Vesselbos partiskifte var et rygte indtil han havde meldt sig ud af Venstre. Vesselbo forbliver i Venstre uanset hvad han har sagt til Khader, til sin kone eller tænkt på cyklen på vej til Folketinget. Politiken undgår måske ridser i troværdigheden i denne omgang, men avisen er tæt på at bringe sit største aktiv i spil for en tvivlsom sag. Det sidste ord er næppe skrevet om den sag.

onsdag, maj 16, 2007

JP/Politiken vinder annoncer

Gratisaviserne flytter om på annoncemarkederne. Gratisaviserne Nyhedsavisen, 24timer og Dato blev lanceret sidste efterår. Selv om vi i sagens natur ikke har annoncemængder for første halvår 2006 for de nye gratisaviser - de 'gamle' metroXpress og Urban startede i 2001 - giver de løbende opmålinger foretaget af Gallup Adfact alligevel et fingerpeg om gratisavisernes indflydelse på de øvrige landsdækkende og regionale aviser.

År til dato er hverdagsmarkedet inkl. metroXpress og Urban steget med 2%, søndagsmarkedet med 10% og det samlede marked med 4%.

Jyllands-Posten er den store vinder med en vækst på 25% på hverdage, 15% på søndage og 22% i alt. Nr. 2 er Ekstra Bladet med en vækst på 11% på hverdage, 21% om søndagen og 13% i alt. På tredjepladsen finder vi Politiken der er steget med 7% på hverdage, 12% på søndage og 8% i alt.

Berlingske Tidende taber mest. Om hverdagen er annoncemængderne gået tilbage med 11%, om søndagen med 9% (i et voksende marked), og alt i alt med en tilbagegange på 11%. B.T. er også faldet, omend i mindre omfang. På hverdage drejer det sig om en tilbagegang på 2%, om søndagen på 8% og overall på 4%.

metroXpress er gået frem med 4%, mens ærkerivalen Urban Øst ligger status quo.

På erhvervsmarkedet har Børsen mistet 12% i forhold til sidste år, i sig selv en bemærkelsesværdig udvikling på markedets stærkeste titel. Til gengæld undrer det ikke at ErhvervsBladet er gået 26% tilbage. Overgangen til betalingsavis har decimeret oplaget.

Udviklingen i mængder og markedsandele afspejler selvfølglig flere forhold end lanceringen af de nye gratisaviser. Først og fremmest prispolitiken spiller ind (omfanget af rabatter) og udviklingen i læsertallene (kontaktprisen). Alligevel kan mængdeudviklingen med rimelighed tages som udtryk for husenes effektive tilpasning til markedsudviklingen.

De nye gratisaviser har ikke fået fodfæste; faktisk har de langt igen. De kan presse priserne, men de kan slet ikke flytte annoncører og mængder i et omfang der er farligt for de etablerede aviser.

lørdag, april 28, 2007

Pleasure

Børsen har gjort det igen, fornyet printmediet inden for rammerne af den samme målgruppe. Det gælder de daglige tillæg, 10-12 om ugen, det gælder magasinerne - og det gælder især Pleasure som jeg synes har fundet en form der kommer til sin ret på det store format.

Jeg sidder med nummeret fra den 19. april foran mig. Jeg havde ikke tid til at læse det da det kom for mere end en uge siden, men tog blot en hurtig bladring. Nu har jeg kigget og læst Pleasure flere gange - i sig selv et om end introspektivt tegn på at der er gemmeværdi i magasinet - og det rammer for mig at se i plet. Det hælder ligeligt til mænd og kvinder, der er lækre fotohistorier, lige så fantastiske annoncer og gode, velskrevne og passende lange læsehistorier.

Temaet er tekonologi, men magasinet kommer langt omkring med kulturstof, spil (kultur for legebørn), mode (nok en gang kultur omend i den kommercielle business-ende af skalaen), frække, dyre solbriller (forbrugsstof), en feautre om præsidentskriblerier, en lang, velskrevet petithistorie om kvinder og økonomi - og tre efter min opfattelse unødvendige snobhistorier om luksus (smykker, ure og sneferie i Argentina).

Pleasure dufter af luksus, forbrug og snob. Med en hang til kvinder. Mainstream til den der vil forkæle sig selv eller sin partner, som bare vil signalere forbrug i overstørrelse, eller den der som jeg bare nyder den visuelle oplevelse af et velredigeret magasin.

Pleasure er skrevet til en målgruppe som materielt flyver på 1. klasse, men åndeligt rejser på monkeyklasse. Og det er vel egentlig at undervurdere målgruppen. Magasinet kunne stille og roligt løfte blikket med mere kulturstof, bare en til to historier per nummer der udfordrer læseren og sigter mod hovedet i stedet for tegnebogen, eller med et par historier med skarpere journalistik.

I min konsulentvirksomhed beskæftiger jeg mig for tiden mest med strategier og udvikling der handler om at flytte sig fra print til online. Det kunne være skægt at skabe et onlinemiljø der passer til et Pleasurekoncept. Det får Børsen nok øjene op for ved egen hjælp i en ikke så fjern fremtid. Indtil da kan Leif Beck Fallesen & Co glæde sig over et magasin med læse- og oplevelsesværdi - og ikke mindst annoncepriser der duer.

torsdag, april 19, 2007

Datos exit

Dato var først på markedet - og Dato er den første der lukker ned. Dato startede den 16. august 2006, dagen før 24timer, og avisen var fra begyndelsen født med for få tanker og ambitioner. Faktisk var strategien helt forkert. Det havde været indlysende at Berlingske havde brugt Urban i kampen mod Nyhedsavisen. Hvis Berlingske mente at der var et marked for en rent husstandsomdelt avis, kunne Berlingske være kommet langt omkring med Urban der både havde og har et godt brand og en vellykket position på markedet.

Det har Lasse Bolander vidst hele tiden. Han var blot - efter rygterne - tvunget til at søsætte Dato. Og så er det vel både forventeligt og fornuftigt at strække våben så snart de røde tal kunne overbevise Montgomery om at udgivelsen var uholdbar.

Dyre lærepenge, men også et knæfald for den særlige Berlingske forsigtighed der helst vil spille på alle heste på samme tid. For den reelle begrundelse for netop at lancere en selvstændig avis med komprimeret nyhedsstof som eneste konceptuelle værdi, har uden tvivl været frygten for netop at skade eller udvande trafikavisen Urban i konkurrencen mod Nyhedsavisen.

Spørgsmålet er hvad der sker med Datos 200 tusinde læsere i følge Læserbarometeret for marts måned. Med mindre Berlingske finder på at udgive et oplag af Urban i husstandsdistribution - hvad intet tyder på - vil Datos læsere nok lige så stille forsvinde op i den blå luft. Avisen har næppe loyale læsere, i forvejen kom Dato sammen med 24timer, og det er de færreste steder at alle de tre nye gratisavisen har befundet sig i en egentlig konkurrencesituation i de samme brevsprækker.

Dato bliver ikke savnet.

onsdag, april 18, 2007

Gratisbølgen

I følge FDNs - the Free Daily Newspapers - nyhedsbrev no 25 udkommer der i april i år 213 gratisaviser i 49 lande med et samlet oplag på næsten 40 millioner, helt præcis 39.420 tusinde. Metro er størst med 5,6 mio. eksemplarer i 14 europæiske lande og 1,7 mio. i USA og Canada. Nr. 2 er Schipsted med 20 minutes og søsterblade der kommer i et oplag på 2,3 mio. eksemplarer.

FDNs top 10 er tankevækkende. Danmark har uden tvivl den største dækning af gratisaviser per indbygger. FDN omfatter hverken distriktsblade/ugeaviser eller Den Blå Avis, men alene dagblade af typen metroxpress, Urban, Nyhedsavisen etc.

Vi danske læsere er i den grad ofre for den kommercielle globaliserede avis, formentlig fordi vi ligger tæt på Sverige hvor Metro startede, og Island hvorfra Nyhedsavisens koncept er født. Måske er Danmark et blot et passende testmarked; lykkes udgivelsen i Danmark, er der gode chancer for succes på andre markeder.

Men der kan også være andre gode grunde til stormfloden af gratisaviser. De betalte danske dagblade er ekstremt dyre at abonnere på eller købe i løssalg. De danske bladhuse har traditionelt været mindre drevet som kommercielle virksomheder sammenlignet med de nordiske/svenske udgivere. Og i hvert fald har de danske udgivere været enige om at definere deres markedsområde inden for Danmarks grænser, mens de største svenske og norske bladhuse i årevis har konkurreret på det skandinaviske marked og for de allerstørstes vedkommende også på det europæiske.

Nu er storm- og syndfloden over os, og den sætter sine tydelige spor i oplagstallene. Markedet er på et år faldet med 2,6%. Nordjyske har mistet 11% i oplag fra marts 2006 til marts i år, Århus Stiftstidende 15% og JydskeVestkysten 6%. De landsdækkende bløder også: Politiken mangler 8% på trods af relanceringen i oktober sidste år, Jyllands-Posten 5% og Berlingske kun 2%. Ekstra Bladet er faldet til et oplag under 100 tusinde og har mistet knapt 8% af sit oplag, mens B.T. kun har tabt 4% og snart kun har kernelæserne tilbage.

Jeg forudså i efteråret at de betalte aviser ville miste 10% af oplaget. Spådommen ser ud til at gå i opfyldelse.

søndag, april 01, 2007

Besserwissen

Egentlig har jeg det godt med min nye Politiken. Den er afvekslende, insprirerende, holdningstung og udfordrende på billedsiden. Forsidelederen, klummerne og avisens rolle som oppinionsdannende og -førende giver avisen politisk styrke i en fase af danmarkshistorien hvor regeringen er opportunistisk, provinsiel, fremmedfjendsk og ideologisk præget af lusk.

Tidsånden og den herskende majoritet passer godt til hinanden. Det er mig der har fødderne plantet i en svunden eller i hvert fald umoderne oplysningstradition.

Måske er det også forklaringen på min følelse af at Politiken taler ned til mig. Det gælder især forsiden der ofte kun bærer en henvisning til en tophistorie inden i avisen, én enkelt historie som redaktionen priroiterer som dagens væsentligste og i hvert fald aldrig et udvalg af begivenheder som appellerer til min egen dømmekraft.

Læsernes redaktør Lars Halskov beskriver i dagens avis indbliksjournalistikkens genrekrav: forklarende, perspektiverende, nærværende, nuancerende og udfordrende, og i øvrigt troværdig og klar. Jeg læser alle prædikaterne som et forsøg på at retfærdiggøre at journalisterne fylder mere i den daglige avis. Klummeskribenter, analyser og en varieret genrepalet er ikke tilstrækkeligt; journalisten skal i front; holdninger og subjektivitet er nøgleord i formidlingen af dagens meninger.

Det strider mod avisens tradition for respekt for læserne, for læserens behov for at tage stilling til et udvalg af dagens vigtigste nyheder (de er jo på politiken.dk) - og navnlig imod den kendsgerning at læserne kan vide mere end journalisterne.

Jeg forstår avisens søgen mod substans, subjektivitet og sammenhæng. Jeg nyder den politiske tæft der svarer til mit eget politiske ståsted. Men ofte oplever jeg intet savn når jeg ikke har tid til at læse Politiken. ATS, lederen og et par bestemte klummer et par gange om ugen er fuldt tilstrækkeligt. Og det var vel ikke meningen med den store omlægning den 6. oktober 2006.

torsdag, februar 08, 2007

Set udefra

Lige nu forekommer Nyhedsavisen at være en fuser. Distributionen udvides i sneglefart, følg selv med på www.avisen.dk. Det står ikke bedre til med troværdigheden over for læsere, annoncører og den offentlighed der endnu ikke har fået avisen i hånden. De seneste læsertal fra Gallups LæserBarometer viser at Nyhedsavisen taber alvorligt momentum i konkurrencen om læserne. Nyhedsavisen har kun godt og vel halvt så mange læsere, 249 tusinde, som den nærmeste konkurrent 24 timer der har 464 tusinde. Dato halter langt bagefter med 189 tusinde.

På en nylig konference hvor internationale avisfolk gjorde status over gratisaviserne, blev København karakteriseret som 'the capital of free home delivery confusion'. Ordvalget beskriver en primitiv konkurrence om markedsandel hvor omkostningerne spiller en beskeden rolle, distributionen handler om at nå flest brevsprækker eller udleverede aviser, og de redaktionelle koncepter flyver lavt over landskabet.

Umiddelbart synes dommen hård, men sammenligner vi de danske gratisaviser med udlandets, må vi indrømme at det danske slagsmål minder mere om en fodboldkamp i 2. division end om en sofistikeret konkurrence som står i forhold til de betydelige omkostninger og fremtidige positioner på avismarkedet som konkurrencen handler om.

Det hjemlige slagsmål handler i al sin rå enkelhed først og fremmest om simpel avisdistribution hver dag til så mange brevsprækker som muligt. Set fra et annoncørsynspunkt kunne det måske være en ide at distribuere til mere attraktive eller eksklusive læsere - i færre eksemplarer. Både i England og USA klarer de aviser sig bedst der sigter mest målrettet, måske bare på et lillebitte område med folk der skal have noget at læse i på vej hjem, jf. City AM i London.

Det er international erfaring at gratisavisens læsetid skal være mindst den samme og helst længere end de betalte aviser som gratisavisen skal substituere. Nyhedsavisen ligger bedst til, og ingen kender læsetiden (bortset fra avisen selv). Men uden at kende tallene vil jeg tro at Nyhedsavisen ligger under de betalte avisers læsetid i hvert fald når vi taler om betalte morgenaviser.

Det er et tredje succeskrav at gratisavisens redaktionelle kvalitet skal matche de betalte avisers. Med mindre Danmark er undtaget, gælder kravet også i Danmark. Kun Nyhedsavisen kommer formentlig i nærheden af de betalte avisers kvalitet, og det endda til en høj pris per avis når 100 journalister og redaktører skal lønnes.

Endelig er det en international erfaring at gratisaviser skal være så stærke brands at læserne selv tager dem, dvs. selv vælger dem til. Passiv stopfodring fremmer ikke læsning og loyalitet.

Nyhedsaviens bedste argument er at avisen er gratis, og de betalte aviser meget dyre. Målt på kvalitet er Nyhedsavisen den bedste sammenlignet med 24timer og Dato, men de færreste pendlere synes sikkert den er ret meget bedre end metroXpress og Urban.

Det bliver interessant at se hvilke midler de danske gratisaviser fører i marken når distributionen bedrer sig i løbet af foråret. Desværre er det store skyds allerede pakket ud, og vi skal næppe forvente store initativer.

torsdag, januar 11, 2007

Nettet strammes om Nyhedsavisen

Nyhedsavisen oplyser på www.avisen.dk med beundringsværdig ærlighed detaljer om sin dækning. I alt distribuerer avisen til 319 tus. postkasser plus et sted mellem 62 og 97 tus. dropleveringer. Det distribuerede oplag bliver i intervallet 381 til 415 tus. eksemplarer.

Det er bare alt for lidt til at give avisen slagkraft i forhold til de øvrige landsdækkende aviser. Nyhedsavisen dækker27% af hustandene i Storkøbenhavn, 44% i Odense og 37% i Århus.

Dækningen i Odense og Århus er lav, men dog ok. Men i Storkøbenhavn er dækningen for beskeden. Især da vi skal godt 20 km vest og nord-vest for Rådhuspladsen for at finde områder med høj dækning, og det er ikke nødvendigvis her betalingsaviserne har flest læsere.

Tallene tyder på at Nyhedsavisen har rigtig lang vej endnu før avisen bare er på rette spor.
  • Nyhedsavisen har først og fremmest for få læsere. Læsertallet skal øges gennem et gevaldigt løft i distributionen. Det senest målte læsertal på 197 tusinder skal mindst tredobles før avisen spiller en rolle på medieplanerne og dermed kan få en ordentlig pris for annoncerne.
  • Nyhedsavisen skal ramme langt flere læsere af de betalte aviser hvis Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skal kunne mærke konkurrencen i abonnementssalget Det kræver distribution i de områder hvor betalingsaviserne er stærke, plus levering hver dag til tiden for at sikre læsevaner der kan gøre Nyhedsaavisen til et alternativ for de nuværende abonnenter på betalingsaviserne.
  • De lave læsertal viser at Nyhedsavisen kun i meget begrænset omfang konkurrerer med 24timer og Dato. Omvendt betyder det at 24timer og Dato kun har en beskeden indlfydelse på Nyhedsavisens succes eller fiasko. Læserne mangler mulighed for at sammenligne de tre aviser og derfor også muligheden for at vælge aviser til eller fra.
  • Nyhedsavisens distribution og redaktionelle koncept passer ikke sammen. Det redaktionelle koncept er udviklet til morgensavisernes læsere, men avisen distribueres i de yderste forstæder eller i trafikken som er langt mere down-market end konceptet.

De betalte aviser kan glæde sig over Nyhedsavisens trængsler. Men inden smilene gror fast, er det en god ide at kigge i på de seneste aktuelle læsertal: De tyve hverdagsaviser som Gallup måler hver måned, er i snit gået 9% tilbage i perioden september-november 2006 sammenlignet med samme tre måneder sidste år. Her følger listen over aviser der er gået tilbage som gennemsnittet eller mere: B.T. (-10%), Berlingske Tidende (-9%), Ekstra Bladet (-9%), ErhvervsBladet (-16%), metroXpress (-14%), Nordjyske Stiftstidende (-12%), Politiken (-13%), Århus Stiftstidende (-11%), Dagbladet ringsted (-11%) og Frederiksborg Amts Avis (-13%).

Det følger af Nyhedsavisens beskedne distribution at den langt fra kan tage æren af tilbagegangen i læsere.

onsdag, januar 10, 2007

Nye gratisaviser udvider markedet med 13%


Børsen og Gallup Adfacts' netop offentliggjorte statistik for hele 2006 viser at de tre nye gratisaviser, Nyhedsavisen, Dato og 24timer, har udvidet tekstsidemarkedet i de landsdækkende dagblade med 13% på hverdage i 2. halvår 2006 [Dobbeltckick på billedet og print].
Berlingskes aviser, Berlingske Tidende, B.T. og Urban, er gået tilbage på hverdage i 2. halvår 2006 sammenlignet med 2005. De andre aviser er gået frem på hverdage i forhold til sidste år på trods af at de tre nye gratisaviser er blevet lanceret. - I forhold til udviklingen i 1. halvår har Berlingske Tidende og Urban forøget rutcheturen nedad, mens B.T. holder stand.
24timer, Dato & Nyhedsavisen sidder på 11% af hverdagsmarkedet i 2. halvår. Mens metroXpress holder stand, og JP/Politiken har misten et enkelt procentpoint, har Berlingske mistet 10 procentpoint i markedsandel til de nye aviser. Det ser ikke godt ud for Berlingske selv om koncernen også har en lille bid på 7% af de tre nye avisers samlede volumen.
Målt på hele året for både hverdage og søndage er Berlingske Tidende stadig den suveræne vinder målt på annoncemængder. B.T. er nummer to, mens metroXpress er nummer tre og Urban nummer fire. Målt på frem- og tilbagegang i forhold til sidste år har Jyllands-Posten førertrøjen på med en fremgang på 27% i forhold til sidste år; Ekstra Bladet ligger 9% over sidste år og både Politiken og metroXpress ligger over 2005 med 6%.

mandag, januar 08, 2007

Tab for Berlingske



En oversigt over tekstsideannoncer i de syv landsdækkende dagblade - Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken, B.T., Ekstra Bladet, metroXpress København og Urban Øst -viser overraskende udsving fra 2005 til 2006. Tabellen viser tekstsidemængder på hverdage og søndage fra januar til november 2006 opgjort af Gallup Adfacts. Tallene er offentliggjort i Børsen den 20. december 2006. [Dobbelt-click på billedet og tag et print]

I perioden januar til november er Berlingske Tidende gået 9% tilbage i et marked der er vokset med 4%. Jyllands-Posten har øget sin annoncemængde på tekstside med 28%, Ekstra Bladet med 9%, Politiken med 6% og metroXpress København med 5%. Urban Øst har mistet 1%. - Mens annoncemængden i de 7 aviser er uændret på hverdage jan-nov, er mængderne øget med 24% på søndage.

Zoomer vi ind på hverdage i perioden fra juli til november 2006, er det tilsyneladende gået rigtig skidt for Berlingske Tidende: Avisen har mistet 17% i forhold til samme periode sidste år. B.T. har mistet 7% og Urban 6%, mens Jyllands-Posten er gået 15% frem og Politiken har vundet 4% i forhold til samme periode sidste år.

Berlingske Tidende gik i tabloid den 28. august 2006. Tallene tyder på at det har kostet for avisen, selv om det som bekendt har været et turbolent efterår med lancering af nye aviser, relancering og redesign af gamle aviser, en rivende udvikling på webben generelt og i særdeleshed på de store B2B-websites mm. - Eller også har Berlingske Tidende bare været den mest udsatte af de landsdækkende dagblade, og avisen har leveret annoncer til konkurrenterne. Uanset årsagen, må tabet gøre ondt i pengekassen og give skår i selvbevidstheden.

For de syv landsdækkende dagblade under ét er der tale om en samlet tilbagegang på hverdage fra juli til november 2006 på 2%, men en fremgang på 30% i forhold til sidste år om søndagen. Berlingskes aviser har mistet 5% markedsandel, JP/Politikens har vundet 3% og metroXpress har vundet 2%.

De tre nye aviser, Nyhedsavisen, 24timer og Dato er selvfølgelig en del af forklaringen. De har udvidet hverdagsmarkedet med 11% (2.388 tus. mm), men udvidelsen er næppe taget fra Berlingskes aviser alle sammen, og hvorfor skulle Berlingske i øvrigt være hovedleverandør ?
Hvis du kære læser, har gode forklaringer, tror jeg at vi er mange der gerne vil høre dem.

onsdag, januar 03, 2007

Gratisaviserne er kommet for at blive

Børsen gør i årets første nummer af MedieMarked status over de tre gratis husstandsaviser. Med så tunge kilder som Anker Brik Lund, CBS, og Henrik Schultz, Danske Securities, konkluderer Børsen at "krigen får maksimalt én vinder ... og skal den islandsk-ejede gratisavis tjene penge på det danske marked, kræver det i følge Henrik Schultz, at både JP/Politiken og Det Berlingske Officin opgiver deres husstandsomdelte gratis-satsninger". Anker Brink Lund forudser "...at 2007 bliver endestationen for mindst en af de tre nye gratisaviser".

Den kommercielle logik halter. Driften af gratisaviser er dyr og underskudsgivende, derfor må kombattanterne indstille udgivelsen. Nyhedsavisen har de største omkostninger, derfor må den bukke under først. Da Henrik Schultz ikke selv tror at denne begivenhed er nært forestående, argumenterer han bagvendt: altså kun hvis JP/Politiken og Berlingske indstiller udgivelsen af 24timer og Dato, så bliver Nyhedsavisen en succes.

Mon Henrik Schultz selv tror på at JP/Politiken og Berlingske pænt vil pakke deres sydfrugter og sige tak for nu for at give plads til Nyhedsavisen? Børsens historie får rodet betingelserne for succes og fiasko godt og grundigt sammen med de faktiske forhold i jernindustrien.

Lige nu omkring årsskiftet ser det faktisk ud til at de tre nye aviser er ved at få lidt luft under vingerne. Distributionen er i fremgang, og de redaktionelle koncepter er fintunede. De fleste er enige om at 24timer er en redaktionel succes, og at Nyhedsavisen har den fornødne kvalitet til at gøre indhug i de øvrige landsdækkende avisers oplag og læsertal. Dato er tilsyneladende den svageste af aviserne. Men udgivelsen bygger på en klar strategi; den er blot langsigtet og kostbar. Om den lykkes afhænger af hvor længe ejeren vil finansiere den.

Nu er vi ved sagens kerne. Succes eller fiasko afhænger af udgivernes forventninger om at nå målene. 24timers det primære mål er at stække Nyhedsavisen. Lars Munch vil uden tvivl gerne kvæle Nyhedsavisen, men han er også så realistisk at han ved at han ikke magter opgaven. En lukning af 24timer vil være den største hjælp Nyhedsavisen kan få. En håndsrækning til fjenden vil være et selvmål. Og hvorfor skulle JP/Politiken skyde sig selv i foden. 24timer har opnået en solid førerposition, og med 24timer har JP/Politikens etableret en landsdækkende gratisavis der mageligt kan konkurrere med metroXpress og Urban.

Berlingske har et helt andet syn på markedet. Dato lukker af for Nyhedsavisen i de københavnske brevsprækker før klokken 7. Denne rene defensive position duer så længe Berlingske/David Montgomery vil dække omkostningerne ved den. Dato befinder sig ikke i en vinderposition, men det har næppe været Lasse Bolanders ambition på noget tidspunkt. Dato er født for tidligt og præget af sin svære fødsel.

Der er med andre ord ganske gode argumenter for krigsherrernes tilfredshed. De forfølger hver deres strategi. Annoncesalget er det største problem for alle tre aviser, men det kommer i takt med at distributionen bliver stabil og læsertallet stiger. Det sker formentlig i løbet af 2007, men ellers i 2008. Det er et langt sejt træk.

De tre udgivere kan nå et break-even, som ganske vist ligger længere ude i fremtiden end de kunne ønske, men som dog kan øjnes inden for en 3 års horisont.

Den eneste alvorlige hindring jeg kan forestille mig for at nå den nødtørftige balance mellem indtægter og omkostninger, er at bunden går ud af efterspørgselen på hjemmemarkedet. Det er sket før, senest i 2001, og det kan desværre ske igen.

Men sker det først i 2010 eller senere, er de nye aviser kommet for at blive. Og forøvrigt for at blive udviklet og suppleret med andre mere målrettede gratisaviser.

fredag, december 22, 2006

Julen er over os

"Come unto Him, all ye that labour and are heavy laden, and He will give you rest ..."

Hvem kender ikke disse linjer fra Messias 1. del. De fleste nyder musikken, men du kan også fornøje dig over ordene. Det engelske bibelcitat rummer sin egen poesi, og det er nok en af grundene til at kirken har bedre fat i broderfolket mod vest end i Søren Krarups hjemland.

Citatet er Matthæus 11, v. 28. Det lyder på dansk: "Kom til Ham, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og Han vil give jer hvile". Der er allitterationer og hypotakse både i den danske og den engelske tekst, men hvor den engelske oversættelse har en vidunderlig rytme i det talte, er den danske tung og træt som indholdet.

Englænderne kan deres bibel, og sproget er blot en af forklaringerne. Om sproget skaber den religiøse inderlighed, eller religionen kildrer den engelske kærlighed til bibelteksten, kan englænderne næppe selv svare på. Men der er musik i ordene, også før Händel lagde musik til Jesus-legenden.

Messias er fin musik, men den er ikke forklaringen på værkets succes. Det geniale kunstgreb er at stille teksten - selve bibelen - i forgrunden gennem vellydende citater som tilhørerne kender og elsker. Og som hver jul bekræfter englænderne i deres identitet, deres kærlighed til sproget og forankring i traditionen. Messias er bibelcollage og borgerlig lyrik på højt plan.

Læs lige citatet igen: "Come unto Him, all ye that labour and are heavy laden, and He will give you rest ..."

Det er budskab til den arbejdende befolkning. Gå hjem og slap af.

God jul!

mandag, december 18, 2006

Læserne skrider

I følge de seneste læsertal har de tre nye gratis husstandsaviser tilsammen 717 tus. læsere brutto. Kun kombattanterne der har adgang til tallene, kender dobbeltdækningen. 24timer fører stort med 398 tus. læsere, Nyhedsavisen har 197 tus. læsere og Dato kun 122 tus. læsere i følge Børsen den 7. december.

Nyhedsavisen har lovet en million læsere, men læsertallet stiger dog for hver måling. Gassen er gået af 24timers vækst, men det går dog fremad. Værst ser det ud for Dato der holder fast i morgendistribution til husstandene i HT-området, men som alligevel falder i læsertal.

Til gengæld kan de nye aviser læsertal aflæses i et fald i de landsdækkende dagblades læsertal. De seks etablerede aviser - Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, B.T., Ekstra Bladet, metroXpress og Urban har tilsammen mistet 13% af deres læsere - eller 392 tus. læsere i løbet af månederne september, oktober og november.

Tallet er et gennemsnit for de tre måneder sammenlignet med de tre tilsvarende måneder i 2005. Kilden er Gallups Aktuelle Månedstal. Bladene vil nødigt kendes ved månedstallene; men hvis de ikke kan bruges til periodesammenligninger over tre måneder, er de værdiløse.

For hver tittel er der tale om tilbageskridt der kan mærkes


  • B.T. : - 47 tus. læsere -10%
  • Berlingske Tidende: - 35 tus. læsere -9%
  • Ekstra Bladet: - 42 tus. læsere -9%
  • Jyllands-Posten: - 50 tus. læsere -8%
  • metroXpress: -104 tus. læsere - 14%
  • Politiken: -65 tus. læsere -13%
  • Urban: -49 tus. læsere -8%
  • Alle 6: -392 tus. læsere - 13%

I øvrigt viser et nærmere kig på tallene at kun B.T. har accellerende tab i løbet af de sidste tre måneder, metroXpress' tab ligger stabilt på 106 tus. læsere, Urbans og Jyllands-Postens tab går ned måned for måned over de tre måneder - og de øvrige aviser svinger op og ned. Tallene viser med andre ord ikke den store konsistens, bortset fra den væsentlige at alle læsertal går ned i større eller mindre omfang.

Hvordan harmonerer nedgangen for de bestående landsdækkende aviser på små 400 tus. læsere med de tre nye avisers fremgang på 717 tus. læsere ? - Det må nærmere undersøgelser vise! Umiddelbart er den indlysende forklaring dobbeltlæsning i betydeligt omfang.

Men vi kan se at de nye aviser hugger ind på de gamle i målbart omfang. Og så har vi formentlig endnu effekten af Nyhedsavisen til gode. Avisen blev først lanceret den 6. oktober, oven i købet med en kaotisk distribution.

torsdag, december 14, 2006

Montys motiver

Koncernchef Lasse Bolander har meldt ud at Berlingske skal afvikle 350 mand i koncernen i løbet af de næste to år. Med 500 tkr. om året i omkostninger per medarbejder giver sparerunden en gevinst på bundlinjen på 175 mkr. Det er meget oveni de store nedskæringer der blev gennemført i 2001, og fyringerne skaber naturligt vrede og usikkerhed blandt medarbejderne.

Sparerunden er ikke desto mindre en forventelig del af koncernens økonomiske genopretning. Lasse Bolander skal høste synergier gennem fusioner, han skal spare ledergager i en organisation med store stabe og et hav af selskaber, og naturligvis skal han også reducere medarbejderstaben i en løntung branche.

Det er ikke bare en god ide at rulle den divisionalisering tilbage som blev iværksat på et forkert tidspunkt lige før lavkonjunkturen satte ind i 2001. Det er også nødvendigt at øge indtjeningen.

David Montgomery købte Orkla Media med en EBITDA margin på 7,2% for 7,550 millioner norske kroner. Alene forrentningen af beløbet udgør de 400 millioner som skal tjenes og betales før der bliver midler til selvfinansiering og udvikling.

Montgomery har ikke lagt skjul på sine intentioner, og de bør ikke komme bag på hverken medarbejdere eller offfentlighed. "Mecom is targeting a significantly improved EBITDA margin for Orkla Media over the next two years. Other Mecom investment companies average EBITDA margins of 13%, leading newspaper companies in Scandinavia average 18%, and in the UK average 26%" , som David Montgomery skriver til sine aktionærer den 25. juli 2006.

Indtjeningen skal med andre ord op på niveauet 13%, men målet er langt højere. De to år er netop tidsfristen for tilbagebetalingen af Orklas lån til Mecom på 852 millioner norske kroner der var med til at finansiere handlen.

Berlingske hørte som bekendt ikke til den bedst indtjenende del af det gamle Orkla Media, så der er lang vej endnu. For Lasse Bolanders handler det ikke bare om at øge indtjeningen mens markedet er i topform. Han skal også trimme virksomheden til de nye ejere - og han skal have styr på en balkaniseret virksomhed med tårnhøje omkostninger.

lørdag, december 09, 2006

Berlingske rykker

Berlingske fusionerer selskaberne De Bergske Blade og Århus Stiftstidende ved årsskiftet. Selv om motivet til fusionen sikkert skal søges i behovet for en øget indtjening oven på det seneste ejerskifte, ligger der så store synergier at hente, at fusionen burde være foretaget for flere år siden.

Umiddelbart overtager den mindre virksomhed De Bergske Blade med et samlet oplag på 38.000 aviser den større Århus Stiftstidende med et oplag på 48.600, Randers Amtsavis inklusive. I virkelighedens verden er det mere speget hvem der er størst; det er langt vigtigere at De Begske Blade er veldrevet ned til den mindste funktion, mens Århus Stiftstidende har ført en omtumlet tilværelse med blodrøde tal på bundlinjen, en spøjs strategi som bolværk mod Jyllands-Posten og en intens konkurrencesituation i Århus hvor det stærkeste kort i konkurrencen ude fra set har været Århus Onsdag.

Fusionen skaber med en stærk dualistisk ledelse - med to erfarne bladfolk, chefredaktør Per Westergaard og adm. direktør Per B. Jørgensen - et efter danske forhold ganske betydeligt medieforetagende med syv dagblade, tyve ugeaviser, to radiostationer, websites og distributions- og trykforretning.

Der kan i mere end en forstand være langt fra Ringkøbing til Grenå, men afstanden spiller formentlig en mindre rolle i forhold til de stordriftsfordele der kan høstes, og navnlig i forhold til den offensive kraft der kan sættes in i Herning, Sikleborg, Skive og Horsens, som Per Westergaard gør opmærksom på. Succes kræver som minimum en vision og en forretningsmodel der duer - og midler til at fastholde offensiven.

Og så lige overvejelser over om de mindre lokale naboaviser er de mest oplagte mål for Midtjyske Mediers offfensive midler. Læserne har det med at stå sammen når deres lokale dagblad bliver angrebet af et stort bladhus som Berlingske. Selv om frugterne af en strategi rettet imod de landsdækkende aviser Jyllands-Posten, metroXpress, Urban, 24 timer og Nyhedsavisen hænger lidt højere på træerne, kan Midtjyske Mediers overlevelse på lang sigt afhænge af om det nye konsortie vender kanonerne den ene eller den anden vej.

fredag, december 01, 2006

Tid en mangel for Nyhedsavisen

Stjerneforretningen ser ud til at smuldre. Distributionen virker stadig ikke (så vidt det kan bedømmes), to chefer forlader skuden, økonomien er deep shit, og den redaktionelle dækning giver ikke citater. Det seneste læsertal på 161.000 læsere svækker troværdigheden, og der mangler betalte annoncer i avisen.

Bedømt ude fra går det rigtig skidt. Der er ingen tvivl om at det under alle omstændigheder går langsommere end Svenn Dam havde håbet og ventet - og givet offentligheden indtryk af.

Projektet mangler succeshistorier. De er svære at få når vinden er imod, og når konkurrenterne, der dækker medieudviklingen, med fornøjelse ville skrive Nyhedsavisens nekrolog.

Avisens bedste og pt. eneste kort i konkurrencen burde være den talstærke redaktion bestående af unge, energiske journalister der kæmper en overlevelseskamp. De råber ikke højt nok, de er ikke kreative nok, eller også kan de bare ikke trænge igennem støjen fra web-lanceringerne, TV2news og de nyudviklede konkurrenter.

Det er alt for tidligt at afskrive Nyhedsavisen. Svenn Dam har det bedst i modvind. Men tid begynder at blive en mangelvare på Margretheholmen, og konkurrenterne vejrer morgenluft.

onsdag, november 29, 2006

Den fælles dagsorden

Starten på konkurrencen om de gratis husstandsaviser er kun lige begyndt før det hektiske race for at positionere sig på web-tv optager sindene på direktions- og redaktionsgangene i de store mediehuse. Børsen har allieret sig med TV2, Jyllands-Posten med Stoxx, Berlingske Tidende med Reuters og Ekstra Bladet med Bastard Film, iflg. dagens udgave af Børsen.

Det er ikke underligt at web-tv er sat på agendaen. Medieudviklingen er som anden service- og vidensvirksomhed teknologidrevet. TV er en billig distributionsform. Og med tv får de overvejende printhuse nye brugssituationer og en beskeden men perspektivrig og i hvert fald ny luns af tv-forbruget.

Mærkeligere er det at slagsmålet kommer nu, selv om en indlysende årsag er TV2s 24 timers nyhedskanal og konkurrencen om erhvervslæserne. Det uforklarlige er at web-tv ikke er nyt, og web-penetrationen har i de sidste år været så høj at stort set hele befolkningen er på nettet.

Udviklingen afspejler at medievirksomhederne tjener rigtig mange penge for øjeblikket, annoncemarkederne bugner på print og på web, og med web-tv er der en fælles anledning som alle går efter. Mediehusene arbejder strategisk i nedgangstider, men taktisk under højkonjunkturer. - Også selv om de gode tider burde stimulere til bare lidt mere langsigtet positionering og produktudvikling.

Bedre sent end aldring. I en branche som kun lejlighedsvis konkurrerer for alvor, løber alle efter dagens dagsorden som lemminger i tundraen. Hvem stopper op og analyserer hvad den næste udviklingsfase indebærer, og hvordan den kan udnyttes ? Næppe mange, også selv om det er rimeligt indlysende at f.eks. web-tv vil brede sig, at kanalen skal udvikles og differentieres til næsten de mindste kommercielt interessante målgrupper, og at den skal integreres med print, web, nyhedsbreve og interaktion. Og mon ikke også de store virksomheder selv får web-tv. Det vil være oplagt.

Konkurrencen på mediemarkedet har de seneste år befundet sig på niveauet 2-3 på en 10-punktsskala. Med gratisaviserne er barometret svinget til 4-5. Og der er vi fortsat. Men der er langt til priskrige, til egentlige nylanceringer. til at hugge folk fra hinanden og til forretningsudvikling der batter.