onsdag, oktober 24, 2007

Monty tror på journalisterne

Berlingskes nye ejer David Montgomery har tillid til den danske del af sit emperium der udstråler energi, journalistisk talent og innnovation.

Montgomery tror i det det hele taget på avisen, ikke begrænset alene til den trykte avis, men som journalistisk indhold på print og web. Dagbladsvirksomhed handler om indhold frem for trykte aviser.

Mere præcist tror David Montgomery på journalister, på den publicistiske opgave at betjene det lokale samfund redaktionen er en del af - og på den demokratiske ide om frihed som redaktionel ambition.

Et stort antal (17?) kommercielle ledere har forladt Berlingske efter at David Montgomery overtog Berlingske. Han savner dem ikke; Berlingske var overadministreret, over managed, og han undrer sig over at resten af de kommercielle ledere ikke tog deres gode tøj og gik.

Montgomery levner ikke Nyhedsavisen og 24timer mange chancer. Med et tab på 800 mkr. årligt holder de nye husstandsavisers forretningsmodel ikke.

Monty udstråler en distingveret elegance der ikke blot formår at bringe Martin Krasniks ellers robuste drengede charme tilbage til stammerstadiet, men som også gjorde et synligt indtryk på en talstærk tilhørerskare. Højst ejendommeligt.

tirsdag, oktober 02, 2007

Checks og kontakter, tak


Lanceringen af Nyhedsavisen den 6. oktober 2006 har sat turbo på tilbagegangen i den øvrige danske presse. De øvrige avisers blodrøde nøgletal skyldes dog ikke Nyhedsavisen alene. JP/Politikens defensive lancering af 24timer - og Berlingskes Dato - har stækket Nyhedsavisen bl.a. ved at skabe et gigantisk distributionsproblem for avisen, men de har også givet de gratis hustandsaviser en fælles fremdrift som sætter sine dybe spor i landets øvrige avisforretninger, betalte som gratis.
Nu et år efter lanceringen af Nyhedsavisen er sondringen mellem husstands- og trafikomdelte gratisaviser sløret af de faktiske forhold i jernindustrien. På trods af redaktionelle forskelle har gratisaviserne den samme forretningsmodel, og det er meningsfuldt at skelne mellem betalte og gratis dagblade.
Betalingsaviserne har under ét mistet 9% af læserne (280 tus. læsere) og 9% af oplaget (120 tus. daglige aviser) fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007. De holder skindet på næsen når det drejer sig om tekstsideannoncer, vel at mærke opgjort i millimetre.
Gratisaviserne - MetroXpress, Urban, Nyhedsavisen og 24timer - har med
  • 39% af læserne
  • 53% af oplaget
  • 36% af tekstsideannoncemængden
sat sig tungt på det danske avismarked midt i en højkonjunktur.
Gratisaviserne har 36% af tekstsideannoncerne i samtlige landsdækkende aviser opgjort som morgen- og eftermiddagsaviserne samt nicheaviserne Børsen, Information, Kristeligt Dagblad, ErhvervsBladet og Weekendavisen. Gratisavisernes markedsandel er endda større hvis man tæller annnoncerne i alle udgaver af alle gratisaviser med.

Markedsandelen er udtrykkeligt opgjort i annoncemillimetre; kronerne kender kun de nærmeste i familien.

Oversigten fortæller andre interessante historier. Berlingske Tidende mister 12% fra 1. halvår 2006 til 2007; Jyllands-Posten går 14% frem. Berlingske Tidende kan have mistet annoncer efter at avisen blev omlagt til tabloid i august 2006, og Jyllands-Posten kan have snuppet en pæn bid af de annoncer som ErhvervsBladet har mistet med overgangen fra gratis til betalt avis.

Ekstra Bladet går frem med 7%, mens B.T. falder med 1%. Oplagsudviklingen taget i betragtning er resultatet lige bemærkelsesværdigt for begge aviser.

Nyhedsavisen er i øvrigt den gratisavis der har færrest annoncer. MetroXpress fører feltet, foran Urban og 24timer der indtager anden- og tredjepladsen. Hverken placeringen eller omsætningen i gode danske kroner gør næppe Svenn Dam tilfreds med scoringen. Dertil er priserne nok for lave og rabatterne for rundhåndede. - Med kun 0.8 læsere per eksemplar må Nyhedsavisen ønske checks og kontakter til fødselsdagen.