Nu er det jul igen. Den heftige konkurrence på gratisavismarkedet har sat sine spor i form af faldende læsertal, oplag, annoncer og gennemsnitspriser i de fleste bladhuse. Trafikken på nettet har endnu en gang overrasket med formidable vækstprocenter, og webben har fået topprioritet overalt. Det gælder ikke mindst communities, sociale sites og pull-strategier.
Men nu er det jul, og julen står i familens og forsoningens tegn. Det betyder ikke nødvendigvis fred og fordragelighed på markedspladsen, men dog at stridsøksen bliver begravet for et par uger.
For mig betyder julen også Messias med Camarata dirrigeret af Martin Nagashima Toft i Holmens Kirke, endnu en gang. Det er en overvældende oplevelse som bliver bedre år for år. Modsat de fleste er jeg nok mest fascineret af sproget, stemningen og det gode selskab - lidt mindre af musikken, og slet ikke af Jesu historie!
Men sådan er vi så forskellige. Det vigtigste af alt er at ferien og familien står for døren. Vi tager dialogen op den 2. januar 2008. God jul!
fredag, december 21, 2007
torsdag, december 20, 2007
Krisetegn
I dag har Politiken valgt at rydde forsiden for at fortælle at den revisionsrapport der skulle placere ansvaret for byggeriet af DR-byen ikke kommer til tiden. Rapporten skulle have været færdig inden nytår, men fire DR-chefer og -medarbejdere vil ikke medvirke.
'Skandalesagen' er sikkert en væsentlig begivenhed - det er det vel altid når politikere og andre magthavere vasker ansvaret af sig - men berettiger den til at fylde hele Politikens fornemmeste nyhedsareal? Hvordan vil Politiken dække virkelige nyhedsbrag, f.eks. når terroren slår til i Danmark, når statsministeren udskriver et overraskende nyvalg, eller når krigen igen bryder ud på Balkan ?
Samtidig udstiller Politiken en mærkelig naivitet ved at undre sig over at tidligere, ansvarlige chefer ikke ønsker at medvirke i en revisionsrapport. Det forekommer indlysende at ingen vil hænge lykken om sin egen hals i en offentlig rapport der har til hensigt at udpege syndebukke.
Politikens indbliksjournalistik giver ringe indblik og i hvert fald intet overblik. Den letløbende reportagehistorie viser sig at være en henvisning til hovedhistorien på 2. sektions forside. De store forsidefotos fra nattelivet i DR-byen eller fra Aalborgs unge tabere (se bloggen nedenfor) giver et smukt layout, men de fortæller ikke historie.
Stemningen er alt, se bare sproget i reportagen. DR-historien indledes med en borgerligt forarget beskrivelse af byggeskandalen. I søndagens rekonstruktion af drabssagen i Aalborg finder vi indlevelse for alle pengene, f.eks. "En uge efter drabet på Henrik Bjerremand Kristensen fulgte omkring 200 pårørende musiklæreren til hans sidste hvilested. Mens præsten talte i kriken, blæste der udenfor en iskold nordenvind fra Limfjorden...". Man ser det for sig og fryser.
Journalistik handler om den virkelige verden, ikke livet som Politikens journalister forestiller sig det. Den stemningsfulde subjektive beretning tilhører underholdningsbranchen, skønlitteraturen og journalistikkens lette garde. Politikens indbliks journalistik minder mig om Århus Onsdag i Erik Frodelunds regeringstid (fællesskabsjournalistik?). Politiken lukker sig om sit eget univers, mens andre aviser (Berlingske Tidende og Information) skriver sig ud af reservatet.
Er Politiken i krise - eller er jeg bare ude af trit med journalistikkens avantgarde som Politiken praktiserer den?
'Skandalesagen' er sikkert en væsentlig begivenhed - det er det vel altid når politikere og andre magthavere vasker ansvaret af sig - men berettiger den til at fylde hele Politikens fornemmeste nyhedsareal? Hvordan vil Politiken dække virkelige nyhedsbrag, f.eks. når terroren slår til i Danmark, når statsministeren udskriver et overraskende nyvalg, eller når krigen igen bryder ud på Balkan ?
Samtidig udstiller Politiken en mærkelig naivitet ved at undre sig over at tidligere, ansvarlige chefer ikke ønsker at medvirke i en revisionsrapport. Det forekommer indlysende at ingen vil hænge lykken om sin egen hals i en offentlig rapport der har til hensigt at udpege syndebukke.
Politikens indbliksjournalistik giver ringe indblik og i hvert fald intet overblik. Den letløbende reportagehistorie viser sig at være en henvisning til hovedhistorien på 2. sektions forside. De store forsidefotos fra nattelivet i DR-byen eller fra Aalborgs unge tabere (se bloggen nedenfor) giver et smukt layout, men de fortæller ikke historie.
Stemningen er alt, se bare sproget i reportagen. DR-historien indledes med en borgerligt forarget beskrivelse af byggeskandalen. I søndagens rekonstruktion af drabssagen i Aalborg finder vi indlevelse for alle pengene, f.eks. "En uge efter drabet på Henrik Bjerremand Kristensen fulgte omkring 200 pårørende musiklæreren til hans sidste hvilested. Mens præsten talte i kriken, blæste der udenfor en iskold nordenvind fra Limfjorden...". Man ser det for sig og fryser.
Journalistik handler om den virkelige verden, ikke livet som Politikens journalister forestiller sig det. Den stemningsfulde subjektive beretning tilhører underholdningsbranchen, skønlitteraturen og journalistikkens lette garde. Politikens indbliks journalistik minder mig om Århus Onsdag i Erik Frodelunds regeringstid (fællesskabsjournalistik?). Politiken lukker sig om sit eget univers, mens andre aviser (Berlingske Tidende og Information) skriver sig ud af reservatet.
Er Politiken i krise - eller er jeg bare ude af trit med journalistikkens avantgarde som Politiken praktiserer den?
mandag, december 17, 2007
Bunden er nået
Politiken rydder forsiden den 16. december med historien 'Kommune advaret før Aalborg-drab'. Forsidens øverste halvdel viser et nattesort billede af af det øde drabssted, en skummel sti nær Aalborg Stadion hvor en 15-årig dreng den 27. oktober dræbte en 48-årig musiklærer.
Det er den vigtigste nyhed Politiken har valgt at bringe sine 540 tusinde læsere denne søndag i december. En henvisning til en mangesiders rekronstruktion i PS-sektionen. En historie om en historie, en historie om en ikke-nyhed illustreret med et foto af en ikke-begivenhed.
Bevares, historien om at de sociale myndigheder overhørte advarsler før forbrydelsen blev begået, er tilsyneladende væsentlig og interessant, men er den så interessant og navnlig så væsentlig at den fortjener hele forsiden. P1s opfølgning på historien viser at det tragiske ikke består i at kommunen har overhørt advarsler. Det har den ikke. Men at den har ikke reageret på dem i tilstrækkelig grad til at forhindre at forbrydelsen blev begået.
Her dagen efter den famøse forside tyder alt på at historien snarere kan beskrives som tragisk end som ny og epokegørende. Politikens ærinde viser sig at være en følelsesladet henvisning til avisens egen rekonstruktion af en i enhver henseende trist og sørgerlig historie.
Historien sælger ikke engang aviser, den bliver med sin placering et indlæg fra underholdningsverdenen hvor medier koger suppe på livets tragiske begivenheder, den medvirker til at forrykke vores fornemmelser for væsentligt og uvæsentligt - og den gnaver endnu en luns af den seriøse avis i forvejen tyndslidte troværdighed.
Det er den vigtigste nyhed Politiken har valgt at bringe sine 540 tusinde læsere denne søndag i december. En henvisning til en mangesiders rekronstruktion i PS-sektionen. En historie om en historie, en historie om en ikke-nyhed illustreret med et foto af en ikke-begivenhed.
Bevares, historien om at de sociale myndigheder overhørte advarsler før forbrydelsen blev begået, er tilsyneladende væsentlig og interessant, men er den så interessant og navnlig så væsentlig at den fortjener hele forsiden. P1s opfølgning på historien viser at det tragiske ikke består i at kommunen har overhørt advarsler. Det har den ikke. Men at den har ikke reageret på dem i tilstrækkelig grad til at forhindre at forbrydelsen blev begået.
Her dagen efter den famøse forside tyder alt på at historien snarere kan beskrives som tragisk end som ny og epokegørende. Politikens ærinde viser sig at være en følelsesladet henvisning til avisens egen rekonstruktion af en i enhver henseende trist og sørgerlig historie.
Historien sælger ikke engang aviser, den bliver med sin placering et indlæg fra underholdningsverdenen hvor medier koger suppe på livets tragiske begivenheder, den medvirker til at forrykke vores fornemmelser for væsentligt og uvæsentligt - og den gnaver endnu en luns af den seriøse avis i forvejen tyndslidte troværdighed.
fredag, december 07, 2007
The Empire Strikes Back
Piet Bakker har været i byen. Anledningen var et seminar arrangeret af Danske Dagblade der søger at fortolke presset fra gratisaviserne for at finde frem til tunge modtræk.
Piet Bakker bliver i MediaWatch citeret for at berolige de betalte aviser med at de er gode nok, læserne forsvinder ikke fra morgenaviserne fordi de er for indholdstunge og for omfattende for mange og særligt yngre læsere.
Piet Bakkers hovedpointe var i følge DDFs eget nyhedsbrev, at de betalte aviser kan trøste sig med at gratisaviserne kun konkurrerer med hinanden, underforstået ikke med de betalte aviser. Synspunktet støttes af Stig Hjarvad der i en motivering for et forskningsprojekt om den trykte presse udtaler, at 'trods den øgede konkurrence er der ikke meget der tyder på, at den trykte avis er ved at uddø'.
Nej, den trykte avis lever i bedste velgående, men den betalte avis er for længst blevet et elitært nicheprodukt for de få. De betalte avisers forretningsmodel er under lige så stort pres som de gratis husstandsomdelte avisers. Oplag og læsere siver i et omfang der har bragt de største betalte aviser langt ned under det man kunne kalde kritisk masse for et massemedie, dér hvor de bliver uinteressante for både annoncører og magthavere. De største - og på kontaktprisen langt billigste - aviser er i dag gratis. De store rubrikmarkeder, herunder det lukreative jobmarked, er for længst flyttet til nettet, og de realiserede priser på de tilbageværende rubrikannoncer, job, bolig og biler, er i dag presset ubehageligt langt ned. Distributionen er dyr og nødlidende for de fleste abonnementsaviser. Og abonnementsprisen er alt for høj for den kompakte danske majoritet.
Gratisaviser konkurrerer i den grad med de betalte aviser. For mange læsere er de gode nok. For andre er de bare bedre, læs mere relevante og lettere at fordøje i den daglige rutine. For rigtig mange er deres fortrin helt tilstrækkelige i forhold til prisen. - Og for alle gratisaviser gælder det at de konkurrerer om det dyrebareste på markedet, læserne tid.
Mon Piet Bakker har udtalt sig som citeret, eller er vi vidne til journalistisk selektiv fortolkning. Tja, det kan vel kun deltagerne i det lukkede møde udtale sig om.
Vil du af- eller bekræfte citatet fra DDFs nyhedsbrev, vil jeg blive meget taknemmelig. Du kan skrive herunder. På forhånd tak!
Piet Bakker bliver i MediaWatch citeret for at berolige de betalte aviser med at de er gode nok, læserne forsvinder ikke fra morgenaviserne fordi de er for indholdstunge og for omfattende for mange og særligt yngre læsere.
Piet Bakkers hovedpointe var i følge DDFs eget nyhedsbrev, at de betalte aviser kan trøste sig med at gratisaviserne kun konkurrerer med hinanden, underforstået ikke med de betalte aviser. Synspunktet støttes af Stig Hjarvad der i en motivering for et forskningsprojekt om den trykte presse udtaler, at 'trods den øgede konkurrence er der ikke meget der tyder på, at den trykte avis er ved at uddø'.
Nej, den trykte avis lever i bedste velgående, men den betalte avis er for længst blevet et elitært nicheprodukt for de få. De betalte avisers forretningsmodel er under lige så stort pres som de gratis husstandsomdelte avisers. Oplag og læsere siver i et omfang der har bragt de største betalte aviser langt ned under det man kunne kalde kritisk masse for et massemedie, dér hvor de bliver uinteressante for både annoncører og magthavere. De største - og på kontaktprisen langt billigste - aviser er i dag gratis. De store rubrikmarkeder, herunder det lukreative jobmarked, er for længst flyttet til nettet, og de realiserede priser på de tilbageværende rubrikannoncer, job, bolig og biler, er i dag presset ubehageligt langt ned. Distributionen er dyr og nødlidende for de fleste abonnementsaviser. Og abonnementsprisen er alt for høj for den kompakte danske majoritet.
Gratisaviser konkurrerer i den grad med de betalte aviser. For mange læsere er de gode nok. For andre er de bare bedre, læs mere relevante og lettere at fordøje i den daglige rutine. For rigtig mange er deres fortrin helt tilstrækkelige i forhold til prisen. - Og for alle gratisaviser gælder det at de konkurrerer om det dyrebareste på markedet, læserne tid.
Mon Piet Bakker har udtalt sig som citeret, eller er vi vidne til journalistisk selektiv fortolkning. Tja, det kan vel kun deltagerne i det lukkede møde udtale sig om.
Vil du af- eller bekræfte citatet fra DDFs nyhedsbrev, vil jeg blive meget taknemmelig. Du kan skrive herunder. På forhånd tak!
fredag, november 30, 2007
Unfair støtte
Lov nr. 570 af 9. juni 2006 handler om tilskud til distribution af dagblade. I følge en ny bekendtgørelse af 26. november 2007 kan gratisaviser modtage støtte hvis de ikke 'husstandsomdeles nogetsteds, uanset om der er indgået abonnementsaftale mellem udgiver og modtager - med mindre husstandsomdelingen sker som led i en tidsbegrænset kampagne eller højst to gange om ugen'.
Læs lige den sidste sætning i gen.
MetroXpress og Urban kan som trafikdistribuerede aviser modtage støtte, mens 24timer og Nyhedsavisen som delvist husstandsdistribuerede aviser ikke kan det.
Herning Folkeblad og Skive Folkeblad der husstandsdistribueres i hele udgivelsesområdet en gang om ugen, kan modtage støtte, mens de to delvist husstandsdistribuerede gratisaviser ikke kan det.
JP/Politikens dagblade modtager 47 mkr. i støtte i år. Er støtten et plaster på såret for at bære omkostningerne til 24timer, der konkurrerer med Nyhedsavisen som ikke er støtteberettiget ?
David Montgomery der ejer Berlingskekoncernen, modtager i alt 86,5 mkr. i støtte til sine helt og delvist ejede dagblade - herunder Urban der konkurrerer med Nyhedsavisen. Er det rimeligt ?
Umiddelbart er det nok klarest at ordningen tjener til at fremme mangfoldigheden af udbuddet af dagblade. Det er god ting at Staten på vore vegne bidrager til at støtte det danske sprog, dansk kultur og dansk debat, inklusive de nationale mindretal der ikke taler og skriver dansk, men som skal trives i Danmark. Men skal vi også støtte Le Monde, Lloyds List, Neue Zürcher Zeitung og Financial Times der distribueres i Danmark, men som ikke skriver et ord på dansk eller om danske forhold i det hele taget ?
En jurist kan med sikkerhed argumentere for vandtætheden i bekendtgørelsen. For os andre er bekendtgørelsen et kludetæppe af uforståelige huller som vandet siver igennem. Hans vigtigste argument vil sikkert være at bekendtgørelsen handler om abonnement, og at gratisaviserne er annoncefinansierede og gratisomdelte. Men hvorfor støtte abonnement og ikke løssalg - eller gratisomdeling, hvis formålet er idebåret og ikke at forskelsbehandle udgivere ? Og hvorfor støtte udgivere der ikke fremmer de ideale formål, men ikke andre der gør det ?
Læs lige den sidste sætning i gen.
MetroXpress og Urban kan som trafikdistribuerede aviser modtage støtte, mens 24timer og Nyhedsavisen som delvist husstandsdistribuerede aviser ikke kan det.
Herning Folkeblad og Skive Folkeblad der husstandsdistribueres i hele udgivelsesområdet en gang om ugen, kan modtage støtte, mens de to delvist husstandsdistribuerede gratisaviser ikke kan det.
JP/Politikens dagblade modtager 47 mkr. i støtte i år. Er støtten et plaster på såret for at bære omkostningerne til 24timer, der konkurrerer med Nyhedsavisen som ikke er støtteberettiget ?
David Montgomery der ejer Berlingskekoncernen, modtager i alt 86,5 mkr. i støtte til sine helt og delvist ejede dagblade - herunder Urban der konkurrerer med Nyhedsavisen. Er det rimeligt ?
Umiddelbart er det nok klarest at ordningen tjener til at fremme mangfoldigheden af udbuddet af dagblade. Det er god ting at Staten på vore vegne bidrager til at støtte det danske sprog, dansk kultur og dansk debat, inklusive de nationale mindretal der ikke taler og skriver dansk, men som skal trives i Danmark. Men skal vi også støtte Le Monde, Lloyds List, Neue Zürcher Zeitung og Financial Times der distribueres i Danmark, men som ikke skriver et ord på dansk eller om danske forhold i det hele taget ?
En jurist kan med sikkerhed argumentere for vandtætheden i bekendtgørelsen. For os andre er bekendtgørelsen et kludetæppe af uforståelige huller som vandet siver igennem. Hans vigtigste argument vil sikkert være at bekendtgørelsen handler om abonnement, og at gratisaviserne er annoncefinansierede og gratisomdelte. Men hvorfor støtte abonnement og ikke løssalg - eller gratisomdeling, hvis formålet er idebåret og ikke at forskelsbehandle udgivere ? Og hvorfor støtte udgivere der ikke fremmer de ideale formål, men ikke andre der gør det ?
torsdag, november 22, 2007
Politiken i modvind
Politikens oplag er i oktober måned på 111 tusinde eksemplarer. Det er 9% under sidste år - præcis et år efter omlægningen der skulle være svaret på alle udfordringer fra Nyhedsavisen, 24timer, Dato, Urban, metroXpress og alle de gratis nyheder på nettet.
Projekt Ny Avis, som svaret på alle modtræks moder blev døbt indenhus, bliver nu udsat for sønderlemmende kritik internt i Politikens redaktion. Læserne stemmmer med fødderne, og frustrationen over at være offer for markante oplagsfald kombineret med uklarhed om projektets forkromede mål slår ud i lys lue.
Politikens ambition om et storslået modangreb mod de gratis nyheder fortjener al respekt. Men resultatet ser desværre ud til at være en fuser. Nok så alvorligt, Projekt Ny Avis ser i følge Journalisten ud til at have udviklet sig til en tillidskrise mellem medarbejdere og Tøger Seidenfaden. Medarbejderne tvivler på chefredaktionens forsikringer om at læserne aldrig har været mere tilfredse med avisen.
Hvad der er gået galt undervejs, er svært at sige som læser og ekstern observatør. Måske nåede chefredaktionen i kampens hede i 2006 ikke at få medarbejderne med, og Projekt Ny Avis blev en topdown sag som medarbejderne tager afstand fra når der er mest behov deres fornyede energi og kreative bidrag til at holde projektet på sporet. Måske hviler projektet på urealistiske eller fejlagtige forudsætninger, f.eks. om læsernes brug af nettet. Måske har målene været uklare fra starten; i hvert fald ser de ud til at være det i dag. Måske rummer markedet en dynamik på print og web der er langt stærkere end Politikens omlægning. Måske søsatte Politiken ikke det rigtige svar på udfordringen, eller måske magtede Politiken ikke at eksekvere visionen.
Måske, måske ... Det er let nok at stille spørgsmålene. Den interne debat i Huset tyder på at redaktionen for øjeblikket befinder sig en en fase hvor det er de andres skyld, og hvor syndebukke hives til slagtebænken.
Som avislæser er det let at blande sig i koret af kritikere. Som avisudvikler gennem mange år har jeg dyb forståelse for opgavens sværhedsgrad og navnlig for udfordringen i at holde lyset strålende også måneder og år efter relanceringen af avisen.
Mads Brügger, forfatter til 'Grænselandet' sammen med Nikolaj Thomassen, siger i Information den 22. november 2007 rammende om journalistikken i dag ...
"Det er også et stort problem, at man har mistet tilliden til den kausalitet, der er journalistikkens raison d'être: at hvis jeg skriver om det her, så vil det afstedkomme debat og polemik. Men i verden i dag er ting holdt op med at have betydning. Megen journalistik er blevet underholdning..."
torsdag, november 08, 2007
Blandede frugter
De gamle betalingsviser mister oplag og navnlig læsere i et forrygende tempo. Det går ud over kontaktprisen som i forvejen er presset af gratisaviserne. - Hvordan sælger en klog mand annoncer med faldende oplag og læsertal ?
Bladhusenes svar på udfordringen bliver at tage nettet til hjælp. Først sælger de annoncepakker bestående af kontakter på print og web. Det sker allerede i dag. Næste skridt bliver uden tvivl at falde for fristelsen til at lægge kontakter på print og net sammen!
Selv med fradrag for dobbelte kontakter - altså brugere der også læser printudgaven, og læsere der også bruger webben - bliver resultatet kunstige, oppustede tal uden den store mening. Tal der udtrykke to forskellige tilgange til brandet, men ikke en størrelse der afspejler sammenhæng med eksponering for dit annoncebudskab.
Både printannoncøren og webannoncøren køber ganske vist annonceeffekt, men eksponeringssituationen er vidt forskellig. Annoncen i den trykte avis måles i OTS'er, opportunities-to-see, der afspejler at læseren eksponerer sig for mediet, men ikke nødvendigvis for annoncen. Webannoncøren køber clicks, click-throughs, og webbens styrke som annoncemedie kan udtrykkes i websider per bruger på siten eller i time spent på siden.
Egentligt er det banalt. Du læser en avis ved at bladre systematisk forfra eller måske bagfra, men du bladrer. Antallet af historier på siden eller opslaget er begrænset, ligesom annoncerne er det. På en webside er udbuddet af historier og bannere overvældende. Hvis du ikke søger noget bestemt, scanner du siden for interessante overskrifter på den halve meter rubrikker der ruller forbi dig, og du læser en eller to historier. Bannerannoncerne er så korte at de mindre om gamle dages ombrydningsannoncer med budskabet "Sild er godt". Men i snit befinder en bruger sig kun på 2-3 sider per gang, og chanchen for at se en bestemt annoncørs budskab er desværre mikroskopisk.
Det samme gælder eksponeringssituationen. Avisen læser du typisk hjemme, før, efter eller på vej til og fra arbejde; webben læser du på arbejde, med kort tid til rådighed og med tankerne mange andre steder eller og måske med halvskidt samvittighed.
Derfor, pas på kommende gyldne løfter om tal for den samlede nettokontakt på print og web. Du køber let katten i sækken.
Bladhusenes svar på udfordringen bliver at tage nettet til hjælp. Først sælger de annoncepakker bestående af kontakter på print og web. Det sker allerede i dag. Næste skridt bliver uden tvivl at falde for fristelsen til at lægge kontakter på print og net sammen!
Selv med fradrag for dobbelte kontakter - altså brugere der også læser printudgaven, og læsere der også bruger webben - bliver resultatet kunstige, oppustede tal uden den store mening. Tal der udtrykke to forskellige tilgange til brandet, men ikke en størrelse der afspejler sammenhæng med eksponering for dit annoncebudskab.
Både printannoncøren og webannoncøren køber ganske vist annonceeffekt, men eksponeringssituationen er vidt forskellig. Annoncen i den trykte avis måles i OTS'er, opportunities-to-see, der afspejler at læseren eksponerer sig for mediet, men ikke nødvendigvis for annoncen. Webannoncøren køber clicks, click-throughs, og webbens styrke som annoncemedie kan udtrykkes i websider per bruger på siten eller i time spent på siden.
Egentligt er det banalt. Du læser en avis ved at bladre systematisk forfra eller måske bagfra, men du bladrer. Antallet af historier på siden eller opslaget er begrænset, ligesom annoncerne er det. På en webside er udbuddet af historier og bannere overvældende. Hvis du ikke søger noget bestemt, scanner du siden for interessante overskrifter på den halve meter rubrikker der ruller forbi dig, og du læser en eller to historier. Bannerannoncerne er så korte at de mindre om gamle dages ombrydningsannoncer med budskabet "Sild er godt". Men i snit befinder en bruger sig kun på 2-3 sider per gang, og chanchen for at se en bestemt annoncørs budskab er desværre mikroskopisk.
Det samme gælder eksponeringssituationen. Avisen læser du typisk hjemme, før, efter eller på vej til og fra arbejde; webben læser du på arbejde, med kort tid til rådighed og med tankerne mange andre steder eller og måske med halvskidt samvittighed.
Derfor, pas på kommende gyldne løfter om tal for den samlede nettokontakt på print og web. Du køber let katten i sækken.
torsdag, november 01, 2007
Marketing failure
Institut for Marketing på CBS fejrede sit 75 års jubilæum med fire kanonforelæsninger. Steen Reeslev imponerede med et indlæg om markedsorienteret ledelse i Danske Bank, Plummer med et gedigent indlæg om DR.
Fælles for de to udenlandske professorer var behovet for at markedsføre marketing, dvs. ledelsens elementære interesse for og beskæftigelse med markedet snarere end produkter, drift og finanser.
Tyske Christian Homburg talte om 'Customer Orientation as a Managerial Challenge', indisk-amerikanske Jagdish Sheth - ham fra Howard & Shet, The Consumer behavior - forelæste om 'Market-Oriented Management'.
Homburg gennemgik 12 succeskriterier for vellykket marketing - eller 12 fæle fejltagelser han har mødt på sin vej. Distancen skal ikke misforstås, indlægget var fremragende, morsomt og relevant.
Sheth tog udgangspunkt i en analyse af hvorfor succesfulde virksomheder mister glansen og følingen med markedet. Det går galt når ledelsen - drevet af dårlige vaner i form af arrogance, selvtilfredshed eller fornægtelse - ikke magter at ændre kulturen eller navnlig virksomhedens processer og systemer for at møde eller udnytte strukturelle ændringer i omverdenen. Opskriften på udvikling af en markedsorienteret ledelse kræver delegering af resultatansvar på kunder og belønning herefter, en kundedrevet supply chain (f.eks. Dell), tværorganisatorisk kundeansvar, rotation af funktionschefer, udnævnelsen af en CCO (chief customer officer) som får ansvaret for forretningsudvikling med direkte reference til overchefen og inddragelse af leverandører og kunder i virksomhedens strategiudvikling.
Næppe vildt provokerende, men tankevækkende at basal marketing 40 år efter at Philip Kotler opfandt 'the Marketing Concept' stadig skal forklares og sælges som et nødvendigt udgangspunkt for topledelse.
Fælles for de to udenlandske professorer var behovet for at markedsføre marketing, dvs. ledelsens elementære interesse for og beskæftigelse med markedet snarere end produkter, drift og finanser.
Tyske Christian Homburg talte om 'Customer Orientation as a Managerial Challenge', indisk-amerikanske Jagdish Sheth - ham fra Howard & Shet, The Consumer behavior - forelæste om 'Market-Oriented Management'.
Homburg gennemgik 12 succeskriterier for vellykket marketing - eller 12 fæle fejltagelser han har mødt på sin vej. Distancen skal ikke misforstås, indlægget var fremragende, morsomt og relevant.
Sheth tog udgangspunkt i en analyse af hvorfor succesfulde virksomheder mister glansen og følingen med markedet. Det går galt når ledelsen - drevet af dårlige vaner i form af arrogance, selvtilfredshed eller fornægtelse - ikke magter at ændre kulturen eller navnlig virksomhedens processer og systemer for at møde eller udnytte strukturelle ændringer i omverdenen. Opskriften på udvikling af en markedsorienteret ledelse kræver delegering af resultatansvar på kunder og belønning herefter, en kundedrevet supply chain (f.eks. Dell), tværorganisatorisk kundeansvar, rotation af funktionschefer, udnævnelsen af en CCO (chief customer officer) som får ansvaret for forretningsudvikling med direkte reference til overchefen og inddragelse af leverandører og kunder i virksomhedens strategiudvikling.
Næppe vildt provokerende, men tankevækkende at basal marketing 40 år efter at Philip Kotler opfandt 'the Marketing Concept' stadig skal forklares og sælges som et nødvendigt udgangspunkt for topledelse.
onsdag, oktober 24, 2007
Monty tror på journalisterne
Berlingskes nye ejer David Montgomery har tillid til den danske del af sit emperium der udstråler energi, journalistisk talent og innnovation.
Montgomery tror i det det hele taget på avisen, ikke begrænset alene til den trykte avis, men som journalistisk indhold på print og web. Dagbladsvirksomhed handler om indhold frem for trykte aviser.
Mere præcist tror David Montgomery på journalister, på den publicistiske opgave at betjene det lokale samfund redaktionen er en del af - og på den demokratiske ide om frihed som redaktionel ambition.
Et stort antal (17?) kommercielle ledere har forladt Berlingske efter at David Montgomery overtog Berlingske. Han savner dem ikke; Berlingske var overadministreret, over managed, og han undrer sig over at resten af de kommercielle ledere ikke tog deres gode tøj og gik.
Montgomery levner ikke Nyhedsavisen og 24timer mange chancer. Med et tab på 800 mkr. årligt holder de nye husstandsavisers forretningsmodel ikke.
Monty udstråler en distingveret elegance der ikke blot formår at bringe Martin Krasniks ellers robuste drengede charme tilbage til stammerstadiet, men som også gjorde et synligt indtryk på en talstærk tilhørerskare. Højst ejendommeligt.
Montgomery tror i det det hele taget på avisen, ikke begrænset alene til den trykte avis, men som journalistisk indhold på print og web. Dagbladsvirksomhed handler om indhold frem for trykte aviser.
Mere præcist tror David Montgomery på journalister, på den publicistiske opgave at betjene det lokale samfund redaktionen er en del af - og på den demokratiske ide om frihed som redaktionel ambition.
Et stort antal (17?) kommercielle ledere har forladt Berlingske efter at David Montgomery overtog Berlingske. Han savner dem ikke; Berlingske var overadministreret, over managed, og han undrer sig over at resten af de kommercielle ledere ikke tog deres gode tøj og gik.
Montgomery levner ikke Nyhedsavisen og 24timer mange chancer. Med et tab på 800 mkr. årligt holder de nye husstandsavisers forretningsmodel ikke.
Monty udstråler en distingveret elegance der ikke blot formår at bringe Martin Krasniks ellers robuste drengede charme tilbage til stammerstadiet, men som også gjorde et synligt indtryk på en talstærk tilhørerskare. Højst ejendommeligt.
tirsdag, oktober 02, 2007
Checks og kontakter, tak
Lanceringen af Nyhedsavisen den 6. oktober 2006 har sat turbo på tilbagegangen i den øvrige danske presse. De øvrige avisers blodrøde nøgletal skyldes dog ikke Nyhedsavisen alene. JP/Politikens defensive lancering af 24timer - og Berlingskes Dato - har stækket Nyhedsavisen bl.a. ved at skabe et gigantisk distributionsproblem for avisen, men de har også givet de gratis hustandsaviser en fælles fremdrift som sætter sine dybe spor i landets øvrige avisforretninger, betalte som gratis.
Nu et år efter lanceringen af Nyhedsavisen er sondringen mellem husstands- og trafikomdelte gratisaviser sløret af de faktiske forhold i jernindustrien. På trods af redaktionelle forskelle har gratisaviserne den samme forretningsmodel, og det er meningsfuldt at skelne mellem betalte og gratis dagblade.
Betalingsaviserne har under ét mistet 9% af læserne (280 tus. læsere) og 9% af oplaget (120 tus. daglige aviser) fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007. De holder skindet på næsen når det drejer sig om tekstsideannoncer, vel at mærke opgjort i millimetre.
Gratisaviserne - MetroXpress, Urban, Nyhedsavisen og 24timer - har med
- 39% af læserne
- 53% af oplaget
- 36% af tekstsideannoncemængden
sat sig tungt på det danske avismarked midt i en højkonjunktur.
Gratisaviserne har 36% af tekstsideannoncerne i samtlige landsdækkende aviser opgjort som morgen- og eftermiddagsaviserne samt nicheaviserne Børsen, Information, Kristeligt Dagblad, ErhvervsBladet og Weekendavisen. Gratisavisernes markedsandel er endda større hvis man tæller annnoncerne i alle udgaver af alle gratisaviser med.
Markedsandelen er udtrykkeligt opgjort i annoncemillimetre; kronerne kender kun de nærmeste i familien.
Oversigten fortæller andre interessante historier. Berlingske Tidende mister 12% fra 1. halvår 2006 til 2007; Jyllands-Posten går 14% frem. Berlingske Tidende kan have mistet annoncer efter at avisen blev omlagt til tabloid i august 2006, og Jyllands-Posten kan have snuppet en pæn bid af de annoncer som ErhvervsBladet har mistet med overgangen fra gratis til betalt avis.
Ekstra Bladet går frem med 7%, mens B.T. falder med 1%. Oplagsudviklingen taget i betragtning er resultatet lige bemærkelsesværdigt for begge aviser.
Nyhedsavisen er i øvrigt den gratisavis der har færrest annoncer. MetroXpress fører feltet, foran Urban og 24timer der indtager anden- og tredjepladsen. Hverken placeringen eller omsætningen i gode danske kroner gør næppe Svenn Dam tilfreds med scoringen. Dertil er priserne nok for lave og rabatterne for rundhåndede. - Med kun 0.8 læsere per eksemplar må Nyhedsavisen ønske checks og kontakter til fødselsdagen.
torsdag, september 27, 2007
Fremtiden er gratis
Under denne rubrik spidder Informations Nikolai Thyssen Politikens problemer med faldende oplag og tunge satstninger på webben.
Hen skriver bl.a. om politiken.dk: "Det er sikkert en bragende succes målt på brugere og bannere, men som nyhedsmedie er det fattigt: væsentlighedskriteriet er suspenderet og erstattet af hastighed - og bragende succes eller ej: internettet kan stadig ikke understøtte den journalistik, som de trykte aviser historisk har finansieret."
Nikolai Thysssen er hård ved politiken.dk. Succeskriteriet i den fase siten har været igennem, har uden tvivl været besøgende og bannere. Det er lykkedes til fulde, og Politiken har lov til at prale. Afstanden til berlingske.dk er 300 tus. brugere ugentligt og knapt 200 tusinde til jp.dk i uge 30.
Nikolai Thyssen rammer sylespidst Politikens ømme ligtorn når han peget på at politiken.dk er fattigt. Det skyldes ikke blot nyhedskriteriet, men i nok så høj grad at genrepalletten er begrænset. Nyhedshistorier ligner hinanden, de fortrænger tungere genrer som reserveres avisen, og de understreger nettets hurtige i betydningen overfladiske karakter. Politiken-modellen fra 1. oktober 2006 bestod ikke kun af en kunstig opdeling mellem nyheder og baggrund, analyser mv. Skrivebordsløsningen forudsatte også at alle læsere går på nettet, og at alle brugere læser avisen.
Thyssen tredje kugle er ved nærmere eftertanke et selvmål. Det er rigtigt at internettet i forhold til printudgaven stadig er et hul i jorden på størrelse med en sjællandsk grusgrav. Til gengæld kan man spekulere på hvor længe den trykte avis bliver ved med at være en forretning med den hast oplaget siver. Set i det lys er det ganske fornuftigt at Politiken går benhårdt efter et højt brugertal og en komfortabel afstand til konkurrenterne på nettet. Antallet af brugere og profilen på disse kan veksles i rede penge. Størrelse repræsenterer ikke redningen, men et skridt på vejen til en forretningsmodel der virker på webben.
Der skal meget mere til. Først og fremmest journalistisk tyngde, men også et længere perspektiv. Antallet af brugere må suppleres med mål for loyaliteten, med brugerinvolvering og evnen til at opbygge universer som tilfredsstiller store brugergrupper - og som annoncører gider give penge for. Det er derfor ganske fint hvis "Politiken på internettet ligner Ekstra Bladet mere end sig selv" - på besøgstallet, på loyaliteten og på krystalklare branding vel at mærke.
Hen skriver bl.a. om politiken.dk: "Det er sikkert en bragende succes målt på brugere og bannere, men som nyhedsmedie er det fattigt: væsentlighedskriteriet er suspenderet og erstattet af hastighed - og bragende succes eller ej: internettet kan stadig ikke understøtte den journalistik, som de trykte aviser historisk har finansieret."
Nikolai Thysssen er hård ved politiken.dk. Succeskriteriet i den fase siten har været igennem, har uden tvivl været besøgende og bannere. Det er lykkedes til fulde, og Politiken har lov til at prale. Afstanden til berlingske.dk er 300 tus. brugere ugentligt og knapt 200 tusinde til jp.dk i uge 30.
Nikolai Thyssen rammer sylespidst Politikens ømme ligtorn når han peget på at politiken.dk er fattigt. Det skyldes ikke blot nyhedskriteriet, men i nok så høj grad at genrepalletten er begrænset. Nyhedshistorier ligner hinanden, de fortrænger tungere genrer som reserveres avisen, og de understreger nettets hurtige i betydningen overfladiske karakter. Politiken-modellen fra 1. oktober 2006 bestod ikke kun af en kunstig opdeling mellem nyheder og baggrund, analyser mv. Skrivebordsløsningen forudsatte også at alle læsere går på nettet, og at alle brugere læser avisen.
Thyssen tredje kugle er ved nærmere eftertanke et selvmål. Det er rigtigt at internettet i forhold til printudgaven stadig er et hul i jorden på størrelse med en sjællandsk grusgrav. Til gengæld kan man spekulere på hvor længe den trykte avis bliver ved med at være en forretning med den hast oplaget siver. Set i det lys er det ganske fornuftigt at Politiken går benhårdt efter et højt brugertal og en komfortabel afstand til konkurrenterne på nettet. Antallet af brugere og profilen på disse kan veksles i rede penge. Størrelse repræsenterer ikke redningen, men et skridt på vejen til en forretningsmodel der virker på webben.
Der skal meget mere til. Først og fremmest journalistisk tyngde, men også et længere perspektiv. Antallet af brugere må suppleres med mål for loyaliteten, med brugerinvolvering og evnen til at opbygge universer som tilfredsstiller store brugergrupper - og som annoncører gider give penge for. Det er derfor ganske fint hvis "Politiken på internettet ligner Ekstra Bladet mere end sig selv" - på besøgstallet, på loyaliteten og på krystalklare branding vel at mærke.
tirsdag, september 18, 2007
Gyset fra de gratis husstandsaviser
De efterhånden ikke så nye gratisaviser har udvidet dagbladsmarkedet med 40% når 1. halvår 2007 sammenlignes med 1. halvår 2006. Antallet af læsere er kun steget med 6%; læsertallet per eksemplar er gået ned med 31%, fra 2,6 til kun 1,8.
Med udvidelsen af markedet er de betalte dagblades markedsandel faldet til under 50%, 47% for at være helt præcis. De har mistet 9% af læserne og en tilsvarende andel af oplaget, og hver betalt avis læses nu af 2,3 læsere mod 2,6 sidste år.
Gratisaviserne sidder nu på 39% af læserne og 53% af oplaget.
Udviklingen er grim. Betalingsavisernes eneste lyspunkt er at de gratis husstandsomdelte aviser kun læses af 0,8 læsere per eksemplar. Det er ekstremt lavt - Svenn Dam var sikker på at han ville få over 2 læsere per eksemplar -og så lavt at det for længst har bragt forretningsmodellen i fare. Gratisaviserne kan selv bestemme deres oplag, men omkostningerne til tryk og distribution er så høje at det næppe kan betale sig at udvide oplaget for at få flere læsere.
Og der skal mange flere læsere til at få greb om landsannoncemarkedet. 24timer er kun det fjerde største dagblad med 443 tus. læsere i 1. halvår 2007, og Nyhedsavisen kun det niende største dagblad med 320 tusinde læsere. Hver for sig skal de op i nærheden af eller helst over metroXpress der har 574 tusinde daglige læsere.
Nyhedsavisen annoncerede ved lanceringen i 2006 reklamedistributionen som et væsentligt element i forretningsmodellen, og at oplaget inden for en overskuelig periode - 3 måneder - skulle nå 750 tusinde. I øjeblikket ligget oplaget på 520-540 tusinde. Det er langt fra målet, og laaangt fra en rentabel reklamedistribution.
Konklusionen er næppe at de gratis husstandsaviser er ved at dreje nøglen om, blot at udsigterne til break-even ligger så langt ud i fremtiden at udfordreren Nyhedsavisen må have usædvanligt tålmodige investorer, eller at de må se sig om efter fusionspartnere eller frisk kapital til finansiering af eventyret.
tirsdag, august 28, 2007
Fra print til web
Webben er helt central i det paradigmeskifte der finder sted for øjeblikket, se Nedturen herunder. Alle udgivere tager nettet alvorligt, og de fleste investerer heftigt i nettet, men print fylder stadig meget i den daglige ledelse, i konkurrencen med og imod gratisaviserne og ikke mindst i selvforståelsen.
Det største problem er pengene. Det gælder både visionært, strategisk og når det drejer sig om konkrete substansielle forretningsmodeller der rækker ud over indtjening på biprodukter på nettet. Og det gælder ikke mindst bekymringen for hvordan man kan finansiere udviklingen af de gamle medier med sivende indtægter. En gammel ven med begge ben i print beskrev sit printmedie som en hullet ost som alle graver af, men som trods enorme anstrengelser stadig smuldrer.
Her er et par strategiske temaer til overvejelse.
- Beslut om du skal udvikle, vedligeholder, malke eller afvikle print mediet - og hold fast
- Tænk i nicher. Fragmenteringen gælder ikke kun medierne, men også forbrugere og brugere og markeder.
- Mobiliser brugernes enorme ressourcer
- Slip kontrollen. Faciliter udvikingen i stedet for at styre den
- Giv CIOen et indtægtsansvar
Hvis det nye paradigme har et navn, er det pull-strategier der handler om at erkende at brugerne er langt tættere på dig end læserne, at brugerne anvender mere tid på nettet end på printmediet, at pengene ligger i nicherne - og at de største hindringer kommer indefra, i at afgive kontrol, i at holde fast og i at tage konsekvenserne af de beslutninger du træffer.
Lyder det let, eller forekommer det indlysende, så tænk på at der altid er få alternativer - og om du selv er markedsleder på webben. God arbejdslyst!
Det største problem er pengene. Det gælder både visionært, strategisk og når det drejer sig om konkrete substansielle forretningsmodeller der rækker ud over indtjening på biprodukter på nettet. Og det gælder ikke mindst bekymringen for hvordan man kan finansiere udviklingen af de gamle medier med sivende indtægter. En gammel ven med begge ben i print beskrev sit printmedie som en hullet ost som alle graver af, men som trods enorme anstrengelser stadig smuldrer.
Her er et par strategiske temaer til overvejelse.
- Beslut om du skal udvikle, vedligeholder, malke eller afvikle print mediet - og hold fast
- Tænk i nicher. Fragmenteringen gælder ikke kun medierne, men også forbrugere og brugere og markeder.
- Mobiliser brugernes enorme ressourcer
- Slip kontrollen. Faciliter udvikingen i stedet for at styre den
- Giv CIOen et indtægtsansvar
Hvis det nye paradigme har et navn, er det pull-strategier der handler om at erkende at brugerne er langt tættere på dig end læserne, at brugerne anvender mere tid på nettet end på printmediet, at pengene ligger i nicherne - og at de største hindringer kommer indefra, i at afgive kontrol, i at holde fast og i at tage konsekvenserne af de beslutninger du træffer.
Lyder det let, eller forekommer det indlysende, så tænk på at der altid er få alternativer - og om du selv er markedsleder på webben. God arbejdslyst!
fredag, august 17, 2007
Synd for Lasse Bolander
Det er synd for Lasse Bolander at han har fået silkesnoren. Lasse er en fredens mand, men også en kontant forhandlingens mand, en dygtig politiker uden mange synlige kanter. Med Lasses afgang har den særlige Berlingske-kultur der forhandler sig frem til løsninger - som altid har givet ringere og i hvert fald senere løsninger end ledelsen ønskede - også fået dødsstødet.
Lasse Bolanders afgang er resultatet af et uomgængeligt kultursammenstød som mere skal ses fra koncernes og branchens vinkel end fra offerets. Se 'Montys mænd' den 26. juli 2006 i arkivet.
Montgomery har givet 6,7 mia. norske kroner for Orkla Media. Der står vel Berlingske på halvdelen af beløbet, og den investering skal forrentes. Det kræver en rå tilgang til ledelse, en tilgang der lukker urentable virksomheder. I lyntempo og uden hensyn. Det er hård kost i en koncern der i forvejen har spændt livremmen ind i det inderste hul.
Den kur Berlingske udsættes for, truer resten af branchen, jf. Nedturen I-III herunder. Branchen vil det rigtige, men tilpasningerne foregår langsommere end fortagsomme professionelle investorer har tålmodighed til.
Det er ikke mange år siden Berlingske blev divisionaliseret indtil mindste forretningsenhed. I år, utallige sparunder senere, blev balkaniseringen af DBO rullet tilbage til ét selskab. Dato var et kostbart fejlgreb der efter rygterne stod Montomerys navn på. Publisheren er forlængst begravet. Politikeren forlader nu skuden, og kirurgen eller slagteren tager over.
Lasse Bolanders afgang er resultatet af et uomgængeligt kultursammenstød som mere skal ses fra koncernes og branchens vinkel end fra offerets. Se 'Montys mænd' den 26. juli 2006 i arkivet.
Montgomery har givet 6,7 mia. norske kroner for Orkla Media. Der står vel Berlingske på halvdelen af beløbet, og den investering skal forrentes. Det kræver en rå tilgang til ledelse, en tilgang der lukker urentable virksomheder. I lyntempo og uden hensyn. Det er hård kost i en koncern der i forvejen har spændt livremmen ind i det inderste hul.
Den kur Berlingske udsættes for, truer resten af branchen, jf. Nedturen I-III herunder. Branchen vil det rigtige, men tilpasningerne foregår langsommere end fortagsomme professionelle investorer har tålmodighed til.
Det er ikke mange år siden Berlingske blev divisionaliseret indtil mindste forretningsenhed. I år, utallige sparunder senere, blev balkaniseringen af DBO rullet tilbage til ét selskab. Dato var et kostbart fejlgreb der efter rygterne stod Montomerys navn på. Publisheren er forlængst begravet. Politikeren forlader nu skuden, og kirurgen eller slagteren tager over.
onsdag, august 15, 2007
Nedtur III
Nedturen skyldes banalt sagt at de betalte dagblade for stadig færre danskere er prisen og tiden værd i forhold til de gratis alternativer. I 90'erne erobrede et væld af danske tv-kanaler opmærksomheden, senere kom internettet med nyheder inden for ethvert tænkeligt område, og i øjeblikket æder gratisaviserne sig ind på de betalte avisers oplag.
Selvfølgelig er de betalte aviser deres pris værd for de godt en million danskere der abonnerer på dem, men stadig færre kan eller vil betale de tårnhøje abonnementsprsier, og kun Information, Børsen og Kristeligt Dagblad holder skruen i vandet. Intet bladhus tør for alvor arbejde med prisen bortset fra billige tilbud til nye abonnenter. Reklamebudgetterne er barberet i bund. Den journalistiske udvikling handler mest om hop på stedet, dvs. tilpasninger af det eksisterende koncept inden for det kendte nyhedsunivers og de gængse nyhedskriterier og genrer. De fleste ledelsestimer bruges på sparerunder.
Til gengæld har de danske bladhuse fuld fart på webudviklingen, selv om kun få tjener penge i et omfang der blot i et vist omfang kan kompensere for tab på den trykte avis. Udviklingen fra print til web er tidens afgørende trend. Afstanden mellem udgiver og bruger er reduceret til ingenting, brugeren gennemskuer kritisk tidsspild, og loyaliteten er mikroskopisk. Individualismen og selviscenesættelsen er udtalt. På plussiden er uddannelsesniveauet, medieforbruget og nysgerrigheden tårnhøjt. I det fragmenterede marked trives kun nicher, men de store medier er også blevet små i et omfang der gør de fleste til nichevirksomheder.
Hvis web 2.0 er en udfordring, bliver 3.0 ikke lettere.
Forsigtige bud på en webstrategi der sigter på 2010, tager brugerens nærhed, ytringsbehov, interesser og magt alvorligt. Webloyalitet kan ikke konstrueres gennem envejskommunikation; den skal vokse ud af dialogen mellem brugere snarere end mellem bruger og udgiver. Samtale kan kun finde sted i begrænsede fora af ligesindede. De nuværende mammutsites (som epn.dk) kan opdeles i communities og nicher efter brugernes interesser, eller adgangen til de mindre universer kan begrænses med betaling, password og lignende.
Her ligger også brugerdrevne muligheder for udgiverne. Communitites kan brandes til nichekanaler for abonnenter eller medlemmer, kanalerne kan forsynes med nyhedsbreve, sites kan sponsoreres, events kan tilknyttes, og brugerne kan opleve værdi for alle pengene.
I dag trives sociale medier bedre jo mindre tilknytning de har til kommercielle og proffessionelle interesser som enten vil bevare kontrollen over - eller tage patent på - hvad der bliver sagt i det offentlige rum på nettet. David Rehling præsenterer et fornøjeligt eksempel på det sidste.
Bladhusene har læserne og brugerne på de store sites. Tør de afgive kontrol, møde brugerne på lige fod og lade nicherne blomstre, kan de tilføre væksthusene værktøjer til dialog, kulturelle værdier og identitet, hårde nyheder og gode tilbud - for selv at høste kontante fordele i form af indtægtsskabende trafik på web, nyhedsbreve, søgeord, sponsorater etc. og ikke mindst brugerværdier og -identitet - som gør avisabonnementet sin pris værd.
En stigende andel af brugerne vil formentlig i stigende omfang kunne nøjes med webben, se på de unges tidsforbrug på nettet. Giv dem muligheden for at abonnere på webben alene, og glæd dig over at du sparer omkostninger til produktion og distribution. Rigtig mange vil forhåbentlig trives med vertikale webuniverser suppleret med den horisontale bredde i printudgaven. Frodige nichesites overfløddigør ikke avisen, men giver den dybde og tilfører den i heldigste fald noget af den kult som avisen havde i sin storhedstid.
Selvfølgelig er de betalte aviser deres pris værd for de godt en million danskere der abonnerer på dem, men stadig færre kan eller vil betale de tårnhøje abonnementsprsier, og kun Information, Børsen og Kristeligt Dagblad holder skruen i vandet. Intet bladhus tør for alvor arbejde med prisen bortset fra billige tilbud til nye abonnenter. Reklamebudgetterne er barberet i bund. Den journalistiske udvikling handler mest om hop på stedet, dvs. tilpasninger af det eksisterende koncept inden for det kendte nyhedsunivers og de gængse nyhedskriterier og genrer. De fleste ledelsestimer bruges på sparerunder.
Til gengæld har de danske bladhuse fuld fart på webudviklingen, selv om kun få tjener penge i et omfang der blot i et vist omfang kan kompensere for tab på den trykte avis. Udviklingen fra print til web er tidens afgørende trend. Afstanden mellem udgiver og bruger er reduceret til ingenting, brugeren gennemskuer kritisk tidsspild, og loyaliteten er mikroskopisk. Individualismen og selviscenesættelsen er udtalt. På plussiden er uddannelsesniveauet, medieforbruget og nysgerrigheden tårnhøjt. I det fragmenterede marked trives kun nicher, men de store medier er også blevet små i et omfang der gør de fleste til nichevirksomheder.
Hvis web 2.0 er en udfordring, bliver 3.0 ikke lettere.
Forsigtige bud på en webstrategi der sigter på 2010, tager brugerens nærhed, ytringsbehov, interesser og magt alvorligt. Webloyalitet kan ikke konstrueres gennem envejskommunikation; den skal vokse ud af dialogen mellem brugere snarere end mellem bruger og udgiver. Samtale kan kun finde sted i begrænsede fora af ligesindede. De nuværende mammutsites (som epn.dk) kan opdeles i communities og nicher efter brugernes interesser, eller adgangen til de mindre universer kan begrænses med betaling, password og lignende.
Her ligger også brugerdrevne muligheder for udgiverne. Communitites kan brandes til nichekanaler for abonnenter eller medlemmer, kanalerne kan forsynes med nyhedsbreve, sites kan sponsoreres, events kan tilknyttes, og brugerne kan opleve værdi for alle pengene.
I dag trives sociale medier bedre jo mindre tilknytning de har til kommercielle og proffessionelle interesser som enten vil bevare kontrollen over - eller tage patent på - hvad der bliver sagt i det offentlige rum på nettet. David Rehling præsenterer et fornøjeligt eksempel på det sidste.
Bladhusene har læserne og brugerne på de store sites. Tør de afgive kontrol, møde brugerne på lige fod og lade nicherne blomstre, kan de tilføre væksthusene værktøjer til dialog, kulturelle værdier og identitet, hårde nyheder og gode tilbud - for selv at høste kontante fordele i form af indtægtsskabende trafik på web, nyhedsbreve, søgeord, sponsorater etc. og ikke mindst brugerværdier og -identitet - som gør avisabonnementet sin pris værd.
En stigende andel af brugerne vil formentlig i stigende omfang kunne nøjes med webben, se på de unges tidsforbrug på nettet. Giv dem muligheden for at abonnere på webben alene, og glæd dig over at du sparer omkostninger til produktion og distribution. Rigtig mange vil forhåbentlig trives med vertikale webuniverser suppleret med den horisontale bredde i printudgaven. Frodige nichesites overfløddigør ikke avisen, men giver den dybde og tilfører den i heldigste fald noget af den kult som avisen havde i sin storhedstid.
torsdag, august 09, 2007
Nedtur II
Der findes næppe en redaktion der ikke arbejder med tilpasning til gratisaviser og internet, ligesom der næppe findes nogen leder med nogle år på bagen der ikke i sit inderste føler at udviklingen er uafvendelig - kombineret med en grundfæstet tro på den seriøse journalistiks nødvendighed.
Nedturen har varet for længe til grundløs optimisme; det går faktisk bare stærkere år for år, og de betalte dagblades udvikling deles i stigende omfang af andre traditionelle medier, ikke mindst tv. Der mangler lys for enden af tunnelen.
I valget mellem at investere for vækst, vedligehold, malkning eller afvikling, tror de færreste, om nogen, på vækst. De fleste strategier der forelægges husenes bestyrelser, begrundes formentlig med en ambition om at vedligeholde avisens position i kombination med web, magasiner og andet. Virkelighedens ledelse handler bare om malkning mere end vedligehold. Hvordan kan man ellers begrunde de fortsat høje bladpriser, fraværet af konkurrence mellem de betalte aviser, og den begrænsede risikovilje der præger avisudvikling i Danmark.
Berlingske Tidendes tøvende overgang til tabloid handlede om samme avis i et nyt format, og Jyllands-Postens redesign og magasinstrategi i 2006 ændrede ikke på avisens struktur og indhold. Politikens relancering i oktober 2006 var modigst tænkt, men sigtede ikke på nye målgrupper eller på ny journalistik, men vel snarere på at frigøre resourcer til en oprustning på nettet.
Jeg kritiserer ikke disse initivativer; 2006 var præget af mere synlig udvikling end de foregående årtier tilsammen. Problemet er at udviking af traditionelle journalistiske medier kommer for sent, for sjældent og vover for lidt. Næppe på grund af manglende ambitionier, snarer begrænset af økonomi, frygt for at rokke for meget ved båden - eller fordi udviklingsressourcerne bliver bundet i andre aktiviteter end kerneproduktet.
Hvad kunne Politiken ikke have fået ud af blot halvdelen af de midler huset i dag bruger på 24timer, eller Berlingske Tidende af de millioner der blev investeret i trykkerier, Århus Stiftstidende eller Dato.
Th. Levitt indleder sin klassiker med ordene, "Every major industry was once a growth industry. But some that are now riding a wave of growth enthusiam are very much in the shadow of decline. Others which are thought of as seasoned growths industries have stopped growing. In every case the reason growth is threathened, slowed or stopped is not because the market has saturated. It is because there has been a failure of management".
Nedturen har varet for længe til grundløs optimisme; det går faktisk bare stærkere år for år, og de betalte dagblades udvikling deles i stigende omfang af andre traditionelle medier, ikke mindst tv. Der mangler lys for enden af tunnelen.
I valget mellem at investere for vækst, vedligehold, malkning eller afvikling, tror de færreste, om nogen, på vækst. De fleste strategier der forelægges husenes bestyrelser, begrundes formentlig med en ambition om at vedligeholde avisens position i kombination med web, magasiner og andet. Virkelighedens ledelse handler bare om malkning mere end vedligehold. Hvordan kan man ellers begrunde de fortsat høje bladpriser, fraværet af konkurrence mellem de betalte aviser, og den begrænsede risikovilje der præger avisudvikling i Danmark.
Berlingske Tidendes tøvende overgang til tabloid handlede om samme avis i et nyt format, og Jyllands-Postens redesign og magasinstrategi i 2006 ændrede ikke på avisens struktur og indhold. Politikens relancering i oktober 2006 var modigst tænkt, men sigtede ikke på nye målgrupper eller på ny journalistik, men vel snarere på at frigøre resourcer til en oprustning på nettet.
Jeg kritiserer ikke disse initivativer; 2006 var præget af mere synlig udvikling end de foregående årtier tilsammen. Problemet er at udviking af traditionelle journalistiske medier kommer for sent, for sjældent og vover for lidt. Næppe på grund af manglende ambitionier, snarer begrænset af økonomi, frygt for at rokke for meget ved båden - eller fordi udviklingsressourcerne bliver bundet i andre aktiviteter end kerneproduktet.
Hvad kunne Politiken ikke have fået ud af blot halvdelen af de midler huset i dag bruger på 24timer, eller Berlingske Tidende af de millioner der blev investeret i trykkerier, Århus Stiftstidende eller Dato.
Th. Levitt indleder sin klassiker med ordene, "Every major industry was once a growth industry. But some that are now riding a wave of growth enthusiam are very much in the shadow of decline. Others which are thought of as seasoned growths industries have stopped growing. In every case the reason growth is threathened, slowed or stopped is not because the market has saturated. It is because there has been a failure of management".
tirsdag, august 07, 2007
Nedtur I
De betalte aviser mister for tiden 36 tusinde aviser om året. I de sidste ti år - fra 1997 til 2006 - er det blevet til en nedgang på 23% eller 365 tusinde eksemplarer i kontrolleret oplag.
I 2010 har de betalte aviser et oplag på 1.060 tus. eksemplarer, og de har tabt 13% i forhold til 2006, et år der kun i begrænset omfang er påvirket af lanceringen af Nyhedsavisen og 24 timer. Og oplaget er væk i 2035.
Selv i højkonjkunkturårene fra 1984 til 1989 og fra 1994 til 2001 lykkes det kun at reducere den årlige tilbagegang, end ikke at skabe vækst. Efter lanceringen af metroXpress og Urban i 2001 er det bare gået endnu stærkere ned af bakke. - I år ser det ud til at det årlige tab ligger i størrelsesordenen 45 tusinde eksemplar eller 3,5% om året, og vi når nulpunktet langt før 2030; hvornår gider jeg slet ikke beregne.
Er det sortemandssnak, teoretiseren eller bare en gammel nyhed? Speaking object er det i hvert fald ikke. Og så er det svært at gøre andet ved den skæbnebestemte udvikling end rebe sejl og malke mens tid er.
Sikkert er det at fatalismen har tag i branchen, bortset fra nicheaviserne og gratisaviserne. Det er en skam. Der er rigtig god grund til at genlæse Theodore Levitts klassiker 'Marketing Myopia' fra HBR august 1960, og der er masser af strategiarbejde at kaste sig over.
Depressionen og det lønlige håb om at Nyhedsavisen snart må lukke og slukke løser ikke det samfundsproblem som de betalte avisers deroute repræsenterer.
I 2010 har de betalte aviser et oplag på 1.060 tus. eksemplarer, og de har tabt 13% i forhold til 2006, et år der kun i begrænset omfang er påvirket af lanceringen af Nyhedsavisen og 24 timer. Og oplaget er væk i 2035.
Selv i højkonjkunkturårene fra 1984 til 1989 og fra 1994 til 2001 lykkes det kun at reducere den årlige tilbagegang, end ikke at skabe vækst. Efter lanceringen af metroXpress og Urban i 2001 er det bare gået endnu stærkere ned af bakke. - I år ser det ud til at det årlige tab ligger i størrelsesordenen 45 tusinde eksemplar eller 3,5% om året, og vi når nulpunktet langt før 2030; hvornår gider jeg slet ikke beregne.
Er det sortemandssnak, teoretiseren eller bare en gammel nyhed? Speaking object er det i hvert fald ikke. Og så er det svært at gøre andet ved den skæbnebestemte udvikling end rebe sejl og malke mens tid er.
Sikkert er det at fatalismen har tag i branchen, bortset fra nicheaviserne og gratisaviserne. Det er en skam. Der er rigtig god grund til at genlæse Theodore Levitts klassiker 'Marketing Myopia' fra HBR august 1960, og der er masser af strategiarbejde at kaste sig over.
Depressionen og det lønlige håb om at Nyhedsavisen snart må lukke og slukke løser ikke det samfundsproblem som de betalte avisers deroute repræsenterer.
mandag, juli 02, 2007
Panik før lukketid
Her lige før før ferien er det tid til at gøre status på en hektisk mediesæson med lanceringen af tre nye gratisaviser hvoraf den ene er gået ind, og hvor udfordreren, Nyhedsavisen, kæmper for at overleve et halvår mere. De røde tal er formidable, læsertallet lige under 400 tusinde, og vigtigst af alt, læsertallet per eksemplar under én.
Det ser ikke godt ud for Nyhedsavisen. Hverken på print, på webben eller med reklameomdelingen. Investorerne skal være mere end tålmodige når alt er slået fejl. Ikke mindst distributionen der skulle være motor for avisens ekspansion og forretning.
24timer har fundet en niche som er tilstrækkelig til at sikre overlevelse en tid endnu. Avisen har i hvert fald perspektiv for JP/Politikens Hus som koncernens gratisavis. Mens Nyhedsavisen er dårligt positioneret som en lidt for ung, lidt for seriøs og lidt for tung avis til den danske majoritet, ligger den smalle 24timer bedre til som Ekstra Bladets frække gøgeunge.
I det kommende halvår skal der for alvor konkurreres på de store betalte avisers websites. Her har Ekstra Bladet førertrøjen på fulgt af Jyllands-Posten. Politikens site var ellers båret af de største visioner tæt koblet til printomlægningen. Jeg spår at successen på print bliver større end på nettet hvor fornyelsen er mindre markant, og hvor selv Berlingske er en trussel.
De seneste oplagstal har vist tilbagegange i katastrofalt, men forudsigeligt omfang. Størst - og tocifret - tilbagegang må ryste Nordjyske og Århus Stiftstidender, med Randers Amtsavis og Politiken lige i hælene. Politikens oplag er skraber bunden med 114 tusinde i maj måned, heraf er 23 tusinde fællesabonnenter med Frederiksborg Amts Avis. Ekstra Bladet ligger under 100 tusinde og B.T. under 90 tusinde i oplag. Men også de mindre provinsaviser, Dagbladet, JydskeVestkysten, Sjællandske og Vejle har fået drøje hug.
Berlingske Tidende ligger umiddelbart bedst til, men med 14 tusinde fællesabonnenter med Sjællandske Dagblade er avisen i farezonen, og den gamle avis går et hårdt halvår i møde.
De store betalte dagblade er blevet nicheaviser, de små og mindre aviser med oplag mellem 10 og 20 tusinde forsvinder langsomt fra landkortet. Det må gøre ondt både på bladsalg og på kontaktprisen. Barometeret står på fusion og panik i de kommende måneder.
Det ser ikke godt ud for Nyhedsavisen. Hverken på print, på webben eller med reklameomdelingen. Investorerne skal være mere end tålmodige når alt er slået fejl. Ikke mindst distributionen der skulle være motor for avisens ekspansion og forretning.
24timer har fundet en niche som er tilstrækkelig til at sikre overlevelse en tid endnu. Avisen har i hvert fald perspektiv for JP/Politikens Hus som koncernens gratisavis. Mens Nyhedsavisen er dårligt positioneret som en lidt for ung, lidt for seriøs og lidt for tung avis til den danske majoritet, ligger den smalle 24timer bedre til som Ekstra Bladets frække gøgeunge.
I det kommende halvår skal der for alvor konkurreres på de store betalte avisers websites. Her har Ekstra Bladet førertrøjen på fulgt af Jyllands-Posten. Politikens site var ellers båret af de største visioner tæt koblet til printomlægningen. Jeg spår at successen på print bliver større end på nettet hvor fornyelsen er mindre markant, og hvor selv Berlingske er en trussel.
De seneste oplagstal har vist tilbagegange i katastrofalt, men forudsigeligt omfang. Størst - og tocifret - tilbagegang må ryste Nordjyske og Århus Stiftstidender, med Randers Amtsavis og Politiken lige i hælene. Politikens oplag er skraber bunden med 114 tusinde i maj måned, heraf er 23 tusinde fællesabonnenter med Frederiksborg Amts Avis. Ekstra Bladet ligger under 100 tusinde og B.T. under 90 tusinde i oplag. Men også de mindre provinsaviser, Dagbladet, JydskeVestkysten, Sjællandske og Vejle har fået drøje hug.
Berlingske Tidende ligger umiddelbart bedst til, men med 14 tusinde fællesabonnenter med Sjællandske Dagblade er avisen i farezonen, og den gamle avis går et hårdt halvår i møde.
De store betalte dagblade er blevet nicheaviser, de små og mindre aviser med oplag mellem 10 og 20 tusinde forsvinder langsomt fra landkortet. Det må gøre ondt både på bladsalg og på kontaktprisen. Barometeret står på fusion og panik i de kommende måneder.
onsdag, juni 20, 2007
Beskedent jordskælv
Berlingske Tidendes Lisbeth Knudsen har lanceret en ny webstrategi bestående af tre skarpe elementer: Print og web integreres 100%, alle journalister skal skrive til beggge platforme, og historier skal publiseres på webben før avisen. Inspirationen kommer fra New York Times, og præmisserne består i at følge læsernes - og annoncørernes - vandring fra print til net.
Jyllands-Postens succesfulde Carsten Juste piller i Børsens MedieMarked glansen af Lisbeth Knudsens strategi. Han mener at nettet er til de hurtige nyheder, avisen til de mere langsomme, at web og print kræver forskellige forskellige kvalifikationer og medarbejdere, og at antallet af journalistiske ressoucer er det afgørende håndtag at skrue på hvis man vil fremme kvaliteten og antallet af brugere.
Børsens Leif Beck Fallesen betragter web og print som to forskellige medier som skal konkurrere indbyrdes (er det tilfældet med Børsen og borsen.dk?). Den trykte avis skal være vidensbaseret (langsom?), mens online skal skabe interaktivitet. Nyheder er ikke for (web-)amatører. Med et blik på Børsens oplagsudviking understreger han at indtægterne i mange år vil ligge på den trykte avis.
Politikens Tøger Seidenfaden er stort set enig i Lisbeth Knudsens vision, men fremhæver at det i praksis er svært at kræve at medarbejderne skal arbejde til begge platforme.
Baseret på mine egene erfaringer fra fagpressen er jeg ikke i tvivl om at Lisbeth Knudsen er langt mere visionær end hendes kolleger.
Lisbeth Knudsen præsenterer en vision end en strategi. Berlingske Tidendes førstedame sigter mod de unge som for længst har prioriterer nettet over print, mens deres forældre gør det modsatte. Berlingsks målgruppe er B2B-tung, og hun har ret i at annoncørerne i dag er storforbrugere af nettet, mens print halter bagefter.
Det svageste punkt i chefredaktørens udspil er den underforståede præmis, at Berlingskes omnibus-koncept skal foldes ud elektronisk. Printmedier skal netop ikke kunne det hele på nettet. Der er ikke mange vitaminer i at kopiere Berlingskes triste print-brand med et ligeså kedeligt onlineunivers. På hvilke områder skal Berlingske Tidende og berlingske.dk være ens og hvor skal de være forskellige; handler visionen om ét eller to forskellige brands; ser Berlingske Tidende sig selv som en omnibus- eller som en nicheavis, hvem er målgruppe for brandet eller de to brands ??? Mon visionen i det hele taget omfatter en vital brandingstrategi der tager udgangspunkt i læsere og brugere frem for nok så ambitiøse journalistiske tilpasninger ? Tja, spørgsmålene står i kø.
Det ville være for meget at forlange at Berlingske Tidendes konkurrenter ville dele Lisbeth Knudsens synspunkter, men de er rimeligt enige om at Berlingskes integrerede strategi vil kræve ganske mange ressourcer i alle produktionsled. Vel at mærke ressourcer som Berlingske Tidende næppe kan afse i den nuværende situation.
Lisbeth Knudsen har uden tvivl mere i posen i sin plan for 'Det Nye berlingske Tidende' end hun har aflsøret i Børsen. - Held og lykke med projektet.
Jyllands-Postens succesfulde Carsten Juste piller i Børsens MedieMarked glansen af Lisbeth Knudsens strategi. Han mener at nettet er til de hurtige nyheder, avisen til de mere langsomme, at web og print kræver forskellige forskellige kvalifikationer og medarbejdere, og at antallet af journalistiske ressoucer er det afgørende håndtag at skrue på hvis man vil fremme kvaliteten og antallet af brugere.
Børsens Leif Beck Fallesen betragter web og print som to forskellige medier som skal konkurrere indbyrdes (er det tilfældet med Børsen og borsen.dk?). Den trykte avis skal være vidensbaseret (langsom?), mens online skal skabe interaktivitet. Nyheder er ikke for (web-)amatører. Med et blik på Børsens oplagsudviking understreger han at indtægterne i mange år vil ligge på den trykte avis.
Politikens Tøger Seidenfaden er stort set enig i Lisbeth Knudsens vision, men fremhæver at det i praksis er svært at kræve at medarbejderne skal arbejde til begge platforme.
Baseret på mine egene erfaringer fra fagpressen er jeg ikke i tvivl om at Lisbeth Knudsen er langt mere visionær end hendes kolleger.
Lisbeth Knudsen præsenterer en vision end en strategi. Berlingske Tidendes førstedame sigter mod de unge som for længst har prioriterer nettet over print, mens deres forældre gør det modsatte. Berlingsks målgruppe er B2B-tung, og hun har ret i at annoncørerne i dag er storforbrugere af nettet, mens print halter bagefter.
Det svageste punkt i chefredaktørens udspil er den underforståede præmis, at Berlingskes omnibus-koncept skal foldes ud elektronisk. Printmedier skal netop ikke kunne det hele på nettet. Der er ikke mange vitaminer i at kopiere Berlingskes triste print-brand med et ligeså kedeligt onlineunivers. På hvilke områder skal Berlingske Tidende og berlingske.dk være ens og hvor skal de være forskellige; handler visionen om ét eller to forskellige brands; ser Berlingske Tidende sig selv som en omnibus- eller som en nicheavis, hvem er målgruppe for brandet eller de to brands ??? Mon visionen i det hele taget omfatter en vital brandingstrategi der tager udgangspunkt i læsere og brugere frem for nok så ambitiøse journalistiske tilpasninger ? Tja, spørgsmålene står i kø.
Det ville være for meget at forlange at Berlingske Tidendes konkurrenter ville dele Lisbeth Knudsens synspunkter, men de er rimeligt enige om at Berlingskes integrerede strategi vil kræve ganske mange ressourcer i alle produktionsled. Vel at mærke ressourcer som Berlingske Tidende næppe kan afse i den nuværende situation.
Lisbeth Knudsen har uden tvivl mere i posen i sin plan for 'Det Nye berlingske Tidende' end hun har aflsøret i Børsen. - Held og lykke med projektet.
torsdag, juni 07, 2007
Gratisaviser topper
Væksten i gratisaviserne på verdensplan ser ud til at tage af, i flg. Piet Bakker's nyhedsbrev no. 26, se Free Daily Newspapers.
Efter ekstreme vækstrater i 2004-06, viser markedet tegn på at have nået et mætningspunkt med færre lanceringer og enkelte lukninger i Tjekkiet, i Spanien - og herhjemme hvor Dato indstillede udgivelsen i april måned.
Efter ekstreme vækstrater i 2004-06, viser markedet tegn på at have nået et mætningspunkt med færre lanceringer og enkelte lukninger i Tjekkiet, i Spanien - og herhjemme hvor Dato indstillede udgivelsen i april måned.
I 2004 voksede markedet for gratisaviser worldwide med 25%, i 2005 med 35% og i 2006 med mere end 50%. I 2007 er væksten mindre end 10% i årets første fem måneder. Meget tyder på at gratisaviserne ud over en almindelig markedspenetration også følger en konjunkturudvikling som vi kender fra distriktsbladene i Danmark. Når konjunkturen står på vækst, øges antallet af sider og publikationer, for at falde når væksten tager af.
Herhjemme ser afmatningen også ud til at have ramt 24timer, mens Nyhedsavisen har øget sit læsertal med 25% fra april til maj. Avisen ligger dog stadig langt efter 24timer og endnu længere fra målsætningen på 500 tusinde læsere. I den seneste opgørelser ligger 24timer på 471 tusinde læsere (Gallups AktualitetsIndex for maj 2007), mens Nyhedsavisen bliver læst af 399 tusinde i maj (op.cit.). Nyhedsavisen reber sejl med redaktionelle indskrænkninger og lav cigarføring i offentligheden.
Udviklingen kunne glæde de betalte aviser, men fornøjelsen ved gratisavisernes udvikling er blandet med frygt og bæven over de betalte dagblades tab af læsere over hele linjen.
Samlet har de landsdækkende dagblade mistet 432 tusinde læsere på et år fra 4. kvartal 2005/1. kvartal 2006 til 4. kvartal 2006/1. kvartal 2007. Nedgangen på 10% har også ramt søndagsaviserne med et tab på 379 tusinde læsere - og provinsaviserne der har mistet 9% eller 222 tusinde læsere!
Tilbagegangen er ventet, også i dette omfang. Udviklingen er bare gået hurtigere end forventet. Dog er der grund til at mane til nogen forsigtighed. Vi skal have læsertal for hele 2007 før vi kan gøre konsekvenserne op. Det enorme udbud af gratisaviser har gjort indhug i de betalte avisers læserskarer, ingen tvivl om det, men lanceringen af gratisaviserne har samtidig smadret de fleste avisers distributionssystemer.
De to forhold kan ikke adskilles på grundlag af de nyeste læsertal, som måske mest viser effekten af den forringede distribution.
Og så endnu et forbehold: De nye læsertal fra Gallups Aktualitetsindex fra januar til maj viser periodebaserede læsertal. De vil svinge mere end vi er vant til at læsertallene gør det, alene på grund af metode og den statistiske usikkerhed, men også fordi de afspejler sæson, vejr og et skiftende antal udgivelsesdage fra måned til måned. Alt i alt er estimater af månedlige periodebaserede læsertal og nedlæggelsen af Læserbarometeret fremskridt for annoncører og medieplanlæggere.
Uanset årsagen viser tabene en rigtig skidt udvikling for dagbladene hvor ingen har grund til at glæde sig.
onsdag, maj 30, 2007
Historien om en ikke-historie
I går forlod Eyvind Vesselbo Venstre til fordel for Ny alliance på Politikens forside. I dag er tophistorien 'Vesselbo bliver i Venstre'. Er denne ikke-nyhed et dementi med en overordenlig opsigtsvækkende journalistisk prioritering, et dementi ingen tager alvorligt, og som ingen tror på - eller er der så meget om snakken at dementiet i sig selv er en væsentlig historie ?
Politikens ikke-historie er åbenlyst en historie selv om Vesselbo dementerer den. Vesselbo er nemlig ikke så troværdig som Naser Khader der selv optræder som kilde til historien i dagens avis.
Problemet er at Naser Khader har en interesse i at lække historien, ligesom Politiken der skrev den på forsiden i går, har en interesse i at bekræfte sin egen historie i dag. Også selv om historien ikke holdt, eller tippet var afgivet i mindre end god tro. Naser Khader har fået Ny Alliance på forsiden af Danmarks førende avis, ja den førende oppositionelle kraft i landet. Vesselbo står tilbage som taberen, en næsten færdig mand i Venstre, med en troværdighed så lav at han er værdiløs for Venstre i alle andre situationer end som den 90. mand i Folketinget.
Selvfølgelig skulle Politiken bringe historien om at Vesselbo forlader Venstre, selv om den kun var baseret på en enkelt, omend prominent kilde. Men man kan diskutere om historien kunne bære en opsætning og en vinkel der serverede Vesselbos partiskifte som et faktum. Når Politiken også bringer historien om at Vesselbo forbliver i Venstre som en tophistorie, viser det ikke blot at Politiken tror på sig selv som politisk kraft, men også at avisen faktisk besidder så stor styrke at den kan slippe afsted med at gøre dementiet til Vesselbos problem.
Selv om Politiken ikke nævner det, har historien påført Naser Khader et problem. Hvilken folketingspolitiker tør nu tale med Naser Khader uden at risikere at blive misbrugt i Ny Alliances propaganda ?
Det er skæbnens ironi at måske netop Politikens bastante opsætning af Vesselbos partiskifte fik Vesselbo til at miste modet eller tøve i sit forsæt, og dermed lagde grunden til dementihistorien. Sin styrke til trods leger Politiken med ilden. Vesselbos partiskifte var et rygte indtil han havde meldt sig ud af Venstre. Vesselbo forbliver i Venstre uanset hvad han har sagt til Khader, til sin kone eller tænkt på cyklen på vej til Folketinget. Politiken undgår måske ridser i troværdigheden i denne omgang, men avisen er tæt på at bringe sit største aktiv i spil for en tvivlsom sag. Det sidste ord er næppe skrevet om den sag.
Politikens ikke-historie er åbenlyst en historie selv om Vesselbo dementerer den. Vesselbo er nemlig ikke så troværdig som Naser Khader der selv optræder som kilde til historien i dagens avis.
Problemet er at Naser Khader har en interesse i at lække historien, ligesom Politiken der skrev den på forsiden i går, har en interesse i at bekræfte sin egen historie i dag. Også selv om historien ikke holdt, eller tippet var afgivet i mindre end god tro. Naser Khader har fået Ny Alliance på forsiden af Danmarks førende avis, ja den førende oppositionelle kraft i landet. Vesselbo står tilbage som taberen, en næsten færdig mand i Venstre, med en troværdighed så lav at han er værdiløs for Venstre i alle andre situationer end som den 90. mand i Folketinget.
Selvfølgelig skulle Politiken bringe historien om at Vesselbo forlader Venstre, selv om den kun var baseret på en enkelt, omend prominent kilde. Men man kan diskutere om historien kunne bære en opsætning og en vinkel der serverede Vesselbos partiskifte som et faktum. Når Politiken også bringer historien om at Vesselbo forbliver i Venstre som en tophistorie, viser det ikke blot at Politiken tror på sig selv som politisk kraft, men også at avisen faktisk besidder så stor styrke at den kan slippe afsted med at gøre dementiet til Vesselbos problem.
Selv om Politiken ikke nævner det, har historien påført Naser Khader et problem. Hvilken folketingspolitiker tør nu tale med Naser Khader uden at risikere at blive misbrugt i Ny Alliances propaganda ?
Det er skæbnens ironi at måske netop Politikens bastante opsætning af Vesselbos partiskifte fik Vesselbo til at miste modet eller tøve i sit forsæt, og dermed lagde grunden til dementihistorien. Sin styrke til trods leger Politiken med ilden. Vesselbos partiskifte var et rygte indtil han havde meldt sig ud af Venstre. Vesselbo forbliver i Venstre uanset hvad han har sagt til Khader, til sin kone eller tænkt på cyklen på vej til Folketinget. Politiken undgår måske ridser i troværdigheden i denne omgang, men avisen er tæt på at bringe sit største aktiv i spil for en tvivlsom sag. Det sidste ord er næppe skrevet om den sag.
onsdag, maj 16, 2007
JP/Politiken vinder annoncer
Gratisaviserne flytter om på annoncemarkederne. Gratisaviserne Nyhedsavisen, 24timer og Dato blev lanceret sidste efterår. Selv om vi i sagens natur ikke har annoncemængder for første halvår 2006 for de nye gratisaviser - de 'gamle' metroXpress og Urban startede i 2001 - giver de løbende opmålinger foretaget af Gallup Adfact alligevel et fingerpeg om gratisavisernes indflydelse på de øvrige landsdækkende og regionale aviser.
År til dato er hverdagsmarkedet inkl. metroXpress og Urban steget med 2%, søndagsmarkedet med 10% og det samlede marked med 4%.
Jyllands-Posten er den store vinder med en vækst på 25% på hverdage, 15% på søndage og 22% i alt. Nr. 2 er Ekstra Bladet med en vækst på 11% på hverdage, 21% om søndagen og 13% i alt. På tredjepladsen finder vi Politiken der er steget med 7% på hverdage, 12% på søndage og 8% i alt.
Berlingske Tidende taber mest. Om hverdagen er annoncemængderne gået tilbage med 11%, om søndagen med 9% (i et voksende marked), og alt i alt med en tilbagegange på 11%. B.T. er også faldet, omend i mindre omfang. På hverdage drejer det sig om en tilbagegang på 2%, om søndagen på 8% og overall på 4%.
metroXpress er gået frem med 4%, mens ærkerivalen Urban Øst ligger status quo.
På erhvervsmarkedet har Børsen mistet 12% i forhold til sidste år, i sig selv en bemærkelsesværdig udvikling på markedets stærkeste titel. Til gengæld undrer det ikke at ErhvervsBladet er gået 26% tilbage. Overgangen til betalingsavis har decimeret oplaget.
Udviklingen i mængder og markedsandele afspejler selvfølglig flere forhold end lanceringen af de nye gratisaviser. Først og fremmest prispolitiken spiller ind (omfanget af rabatter) og udviklingen i læsertallene (kontaktprisen). Alligevel kan mængdeudviklingen med rimelighed tages som udtryk for husenes effektive tilpasning til markedsudviklingen.
De nye gratisaviser har ikke fået fodfæste; faktisk har de langt igen. De kan presse priserne, men de kan slet ikke flytte annoncører og mængder i et omfang der er farligt for de etablerede aviser.
År til dato er hverdagsmarkedet inkl. metroXpress og Urban steget med 2%, søndagsmarkedet med 10% og det samlede marked med 4%.
Jyllands-Posten er den store vinder med en vækst på 25% på hverdage, 15% på søndage og 22% i alt. Nr. 2 er Ekstra Bladet med en vækst på 11% på hverdage, 21% om søndagen og 13% i alt. På tredjepladsen finder vi Politiken der er steget med 7% på hverdage, 12% på søndage og 8% i alt.
Berlingske Tidende taber mest. Om hverdagen er annoncemængderne gået tilbage med 11%, om søndagen med 9% (i et voksende marked), og alt i alt med en tilbagegange på 11%. B.T. er også faldet, omend i mindre omfang. På hverdage drejer det sig om en tilbagegang på 2%, om søndagen på 8% og overall på 4%.
metroXpress er gået frem med 4%, mens ærkerivalen Urban Øst ligger status quo.
På erhvervsmarkedet har Børsen mistet 12% i forhold til sidste år, i sig selv en bemærkelsesværdig udvikling på markedets stærkeste titel. Til gengæld undrer det ikke at ErhvervsBladet er gået 26% tilbage. Overgangen til betalingsavis har decimeret oplaget.
Udviklingen i mængder og markedsandele afspejler selvfølglig flere forhold end lanceringen af de nye gratisaviser. Først og fremmest prispolitiken spiller ind (omfanget af rabatter) og udviklingen i læsertallene (kontaktprisen). Alligevel kan mængdeudviklingen med rimelighed tages som udtryk for husenes effektive tilpasning til markedsudviklingen.
De nye gratisaviser har ikke fået fodfæste; faktisk har de langt igen. De kan presse priserne, men de kan slet ikke flytte annoncører og mængder i et omfang der er farligt for de etablerede aviser.
lørdag, april 28, 2007
Pleasure
Børsen har gjort det igen, fornyet printmediet inden for rammerne af den samme målgruppe. Det gælder de daglige tillæg, 10-12 om ugen, det gælder magasinerne - og det gælder især Pleasure som jeg synes har fundet en form der kommer til sin ret på det store format.
Jeg sidder med nummeret fra den 19. april foran mig. Jeg havde ikke tid til at læse det da det kom for mere end en uge siden, men tog blot en hurtig bladring. Nu har jeg kigget og læst Pleasure flere gange - i sig selv et om end introspektivt tegn på at der er gemmeværdi i magasinet - og det rammer for mig at se i plet. Det hælder ligeligt til mænd og kvinder, der er lækre fotohistorier, lige så fantastiske annoncer og gode, velskrevne og passende lange læsehistorier.
Temaet er tekonologi, men magasinet kommer langt omkring med kulturstof, spil (kultur for legebørn), mode (nok en gang kultur omend i den kommercielle business-ende af skalaen), frække, dyre solbriller (forbrugsstof), en feautre om præsidentskriblerier, en lang, velskrevet petithistorie om kvinder og økonomi - og tre efter min opfattelse unødvendige snobhistorier om luksus (smykker, ure og sneferie i Argentina).
Pleasure dufter af luksus, forbrug og snob. Med en hang til kvinder. Mainstream til den der vil forkæle sig selv eller sin partner, som bare vil signalere forbrug i overstørrelse, eller den der som jeg bare nyder den visuelle oplevelse af et velredigeret magasin.
Pleasure er skrevet til en målgruppe som materielt flyver på 1. klasse, men åndeligt rejser på monkeyklasse. Og det er vel egentlig at undervurdere målgruppen. Magasinet kunne stille og roligt løfte blikket med mere kulturstof, bare en til to historier per nummer der udfordrer læseren og sigter mod hovedet i stedet for tegnebogen, eller med et par historier med skarpere journalistik.
I min konsulentvirksomhed beskæftiger jeg mig for tiden mest med strategier og udvikling der handler om at flytte sig fra print til online. Det kunne være skægt at skabe et onlinemiljø der passer til et Pleasurekoncept. Det får Børsen nok øjene op for ved egen hjælp i en ikke så fjern fremtid. Indtil da kan Leif Beck Fallesen & Co glæde sig over et magasin med læse- og oplevelsesværdi - og ikke mindst annoncepriser der duer.
Jeg sidder med nummeret fra den 19. april foran mig. Jeg havde ikke tid til at læse det da det kom for mere end en uge siden, men tog blot en hurtig bladring. Nu har jeg kigget og læst Pleasure flere gange - i sig selv et om end introspektivt tegn på at der er gemmeværdi i magasinet - og det rammer for mig at se i plet. Det hælder ligeligt til mænd og kvinder, der er lækre fotohistorier, lige så fantastiske annoncer og gode, velskrevne og passende lange læsehistorier.
Temaet er tekonologi, men magasinet kommer langt omkring med kulturstof, spil (kultur for legebørn), mode (nok en gang kultur omend i den kommercielle business-ende af skalaen), frække, dyre solbriller (forbrugsstof), en feautre om præsidentskriblerier, en lang, velskrevet petithistorie om kvinder og økonomi - og tre efter min opfattelse unødvendige snobhistorier om luksus (smykker, ure og sneferie i Argentina).
Pleasure dufter af luksus, forbrug og snob. Med en hang til kvinder. Mainstream til den der vil forkæle sig selv eller sin partner, som bare vil signalere forbrug i overstørrelse, eller den der som jeg bare nyder den visuelle oplevelse af et velredigeret magasin.
Pleasure er skrevet til en målgruppe som materielt flyver på 1. klasse, men åndeligt rejser på monkeyklasse. Og det er vel egentlig at undervurdere målgruppen. Magasinet kunne stille og roligt løfte blikket med mere kulturstof, bare en til to historier per nummer der udfordrer læseren og sigter mod hovedet i stedet for tegnebogen, eller med et par historier med skarpere journalistik.
I min konsulentvirksomhed beskæftiger jeg mig for tiden mest med strategier og udvikling der handler om at flytte sig fra print til online. Det kunne være skægt at skabe et onlinemiljø der passer til et Pleasurekoncept. Det får Børsen nok øjene op for ved egen hjælp i en ikke så fjern fremtid. Indtil da kan Leif Beck Fallesen & Co glæde sig over et magasin med læse- og oplevelsesværdi - og ikke mindst annoncepriser der duer.
torsdag, april 19, 2007
Datos exit
Dato var først på markedet - og Dato er den første der lukker ned. Dato startede den 16. august 2006, dagen før 24timer, og avisen var fra begyndelsen født med for få tanker og ambitioner. Faktisk var strategien helt forkert. Det havde været indlysende at Berlingske havde brugt Urban i kampen mod Nyhedsavisen. Hvis Berlingske mente at der var et marked for en rent husstandsomdelt avis, kunne Berlingske være kommet langt omkring med Urban der både havde og har et godt brand og en vellykket position på markedet.
Det har Lasse Bolander vidst hele tiden. Han var blot - efter rygterne - tvunget til at søsætte Dato. Og så er det vel både forventeligt og fornuftigt at strække våben så snart de røde tal kunne overbevise Montgomery om at udgivelsen var uholdbar.
Dyre lærepenge, men også et knæfald for den særlige Berlingske forsigtighed der helst vil spille på alle heste på samme tid. For den reelle begrundelse for netop at lancere en selvstændig avis med komprimeret nyhedsstof som eneste konceptuelle værdi, har uden tvivl været frygten for netop at skade eller udvande trafikavisen Urban i konkurrencen mod Nyhedsavisen.
Spørgsmålet er hvad der sker med Datos 200 tusinde læsere i følge Læserbarometeret for marts måned. Med mindre Berlingske finder på at udgive et oplag af Urban i husstandsdistribution - hvad intet tyder på - vil Datos læsere nok lige så stille forsvinde op i den blå luft. Avisen har næppe loyale læsere, i forvejen kom Dato sammen med 24timer, og det er de færreste steder at alle de tre nye gratisavisen har befundet sig i en egentlig konkurrencesituation i de samme brevsprækker.
Dato bliver ikke savnet.
Det har Lasse Bolander vidst hele tiden. Han var blot - efter rygterne - tvunget til at søsætte Dato. Og så er det vel både forventeligt og fornuftigt at strække våben så snart de røde tal kunne overbevise Montgomery om at udgivelsen var uholdbar.
Dyre lærepenge, men også et knæfald for den særlige Berlingske forsigtighed der helst vil spille på alle heste på samme tid. For den reelle begrundelse for netop at lancere en selvstændig avis med komprimeret nyhedsstof som eneste konceptuelle værdi, har uden tvivl været frygten for netop at skade eller udvande trafikavisen Urban i konkurrencen mod Nyhedsavisen.
Spørgsmålet er hvad der sker med Datos 200 tusinde læsere i følge Læserbarometeret for marts måned. Med mindre Berlingske finder på at udgive et oplag af Urban i husstandsdistribution - hvad intet tyder på - vil Datos læsere nok lige så stille forsvinde op i den blå luft. Avisen har næppe loyale læsere, i forvejen kom Dato sammen med 24timer, og det er de færreste steder at alle de tre nye gratisavisen har befundet sig i en egentlig konkurrencesituation i de samme brevsprækker.
Dato bliver ikke savnet.
onsdag, april 18, 2007
Gratisbølgen
I følge FDNs - the Free Daily Newspapers - nyhedsbrev no 25 udkommer der i april i år 213 gratisaviser i 49 lande med et samlet oplag på næsten 40 millioner, helt præcis 39.420 tusinde. Metro er størst med 5,6 mio. eksemplarer i 14 europæiske lande og 1,7 mio. i USA og Canada. Nr. 2 er Schipsted med 20 minutes og søsterblade der kommer i et oplag på 2,3 mio. eksemplarer.
FDNs top 10 er tankevækkende. Danmark har uden tvivl den største dækning af gratisaviser per indbygger. FDN omfatter hverken distriktsblade/ugeaviser eller Den Blå Avis, men alene dagblade af typen metroxpress, Urban, Nyhedsavisen etc.
Vi danske læsere er i den grad ofre for den kommercielle globaliserede avis, formentlig fordi vi ligger tæt på Sverige hvor Metro startede, og Island hvorfra Nyhedsavisens koncept er født. Måske er Danmark et blot et passende testmarked; lykkes udgivelsen i Danmark, er der gode chancer for succes på andre markeder.
Men der kan også være andre gode grunde til stormfloden af gratisaviser. De betalte danske dagblade er ekstremt dyre at abonnere på eller købe i løssalg. De danske bladhuse har traditionelt været mindre drevet som kommercielle virksomheder sammenlignet med de nordiske/svenske udgivere. Og i hvert fald har de danske udgivere været enige om at definere deres markedsområde inden for Danmarks grænser, mens de største svenske og norske bladhuse i årevis har konkurreret på det skandinaviske marked og for de allerstørstes vedkommende også på det europæiske.
Nu er storm- og syndfloden over os, og den sætter sine tydelige spor i oplagstallene. Markedet er på et år faldet med 2,6%. Nordjyske har mistet 11% i oplag fra marts 2006 til marts i år, Århus Stiftstidende 15% og JydskeVestkysten 6%. De landsdækkende bløder også: Politiken mangler 8% på trods af relanceringen i oktober sidste år, Jyllands-Posten 5% og Berlingske kun 2%. Ekstra Bladet er faldet til et oplag under 100 tusinde og har mistet knapt 8% af sit oplag, mens B.T. kun har tabt 4% og snart kun har kernelæserne tilbage.
Jeg forudså i efteråret at de betalte aviser ville miste 10% af oplaget. Spådommen ser ud til at gå i opfyldelse.
FDNs top 10 er tankevækkende. Danmark har uden tvivl den største dækning af gratisaviser per indbygger. FDN omfatter hverken distriktsblade/ugeaviser eller Den Blå Avis, men alene dagblade af typen metroxpress, Urban, Nyhedsavisen etc.
Vi danske læsere er i den grad ofre for den kommercielle globaliserede avis, formentlig fordi vi ligger tæt på Sverige hvor Metro startede, og Island hvorfra Nyhedsavisens koncept er født. Måske er Danmark et blot et passende testmarked; lykkes udgivelsen i Danmark, er der gode chancer for succes på andre markeder.
Men der kan også være andre gode grunde til stormfloden af gratisaviser. De betalte danske dagblade er ekstremt dyre at abonnere på eller købe i løssalg. De danske bladhuse har traditionelt været mindre drevet som kommercielle virksomheder sammenlignet med de nordiske/svenske udgivere. Og i hvert fald har de danske udgivere været enige om at definere deres markedsområde inden for Danmarks grænser, mens de største svenske og norske bladhuse i årevis har konkurreret på det skandinaviske marked og for de allerstørstes vedkommende også på det europæiske.
Nu er storm- og syndfloden over os, og den sætter sine tydelige spor i oplagstallene. Markedet er på et år faldet med 2,6%. Nordjyske har mistet 11% i oplag fra marts 2006 til marts i år, Århus Stiftstidende 15% og JydskeVestkysten 6%. De landsdækkende bløder også: Politiken mangler 8% på trods af relanceringen i oktober sidste år, Jyllands-Posten 5% og Berlingske kun 2%. Ekstra Bladet er faldet til et oplag under 100 tusinde og har mistet knapt 8% af sit oplag, mens B.T. kun har tabt 4% og snart kun har kernelæserne tilbage.
Jeg forudså i efteråret at de betalte aviser ville miste 10% af oplaget. Spådommen ser ud til at gå i opfyldelse.
søndag, april 01, 2007
Besserwissen
Egentlig har jeg det godt med min nye Politiken. Den er afvekslende, insprirerende, holdningstung og udfordrende på billedsiden. Forsidelederen, klummerne og avisens rolle som oppinionsdannende og -førende giver avisen politisk styrke i en fase af danmarkshistorien hvor regeringen er opportunistisk, provinsiel, fremmedfjendsk og ideologisk præget af lusk.
Tidsånden og den herskende majoritet passer godt til hinanden. Det er mig der har fødderne plantet i en svunden eller i hvert fald umoderne oplysningstradition.
Måske er det også forklaringen på min følelse af at Politiken taler ned til mig. Det gælder især forsiden der ofte kun bærer en henvisning til en tophistorie inden i avisen, én enkelt historie som redaktionen priroiterer som dagens væsentligste og i hvert fald aldrig et udvalg af begivenheder som appellerer til min egen dømmekraft.
Læsernes redaktør Lars Halskov beskriver i dagens avis indbliksjournalistikkens genrekrav: forklarende, perspektiverende, nærværende, nuancerende og udfordrende, og i øvrigt troværdig og klar. Jeg læser alle prædikaterne som et forsøg på at retfærdiggøre at journalisterne fylder mere i den daglige avis. Klummeskribenter, analyser og en varieret genrepalet er ikke tilstrækkeligt; journalisten skal i front; holdninger og subjektivitet er nøgleord i formidlingen af dagens meninger.
Det strider mod avisens tradition for respekt for læserne, for læserens behov for at tage stilling til et udvalg af dagens vigtigste nyheder (de er jo på politiken.dk) - og navnlig imod den kendsgerning at læserne kan vide mere end journalisterne.
Jeg forstår avisens søgen mod substans, subjektivitet og sammenhæng. Jeg nyder den politiske tæft der svarer til mit eget politiske ståsted. Men ofte oplever jeg intet savn når jeg ikke har tid til at læse Politiken. ATS, lederen og et par bestemte klummer et par gange om ugen er fuldt tilstrækkeligt. Og det var vel ikke meningen med den store omlægning den 6. oktober 2006.
Tidsånden og den herskende majoritet passer godt til hinanden. Det er mig der har fødderne plantet i en svunden eller i hvert fald umoderne oplysningstradition.
Måske er det også forklaringen på min følelse af at Politiken taler ned til mig. Det gælder især forsiden der ofte kun bærer en henvisning til en tophistorie inden i avisen, én enkelt historie som redaktionen priroiterer som dagens væsentligste og i hvert fald aldrig et udvalg af begivenheder som appellerer til min egen dømmekraft.
Læsernes redaktør Lars Halskov beskriver i dagens avis indbliksjournalistikkens genrekrav: forklarende, perspektiverende, nærværende, nuancerende og udfordrende, og i øvrigt troværdig og klar. Jeg læser alle prædikaterne som et forsøg på at retfærdiggøre at journalisterne fylder mere i den daglige avis. Klummeskribenter, analyser og en varieret genrepalet er ikke tilstrækkeligt; journalisten skal i front; holdninger og subjektivitet er nøgleord i formidlingen af dagens meninger.
Det strider mod avisens tradition for respekt for læserne, for læserens behov for at tage stilling til et udvalg af dagens vigtigste nyheder (de er jo på politiken.dk) - og navnlig imod den kendsgerning at læserne kan vide mere end journalisterne.
Jeg forstår avisens søgen mod substans, subjektivitet og sammenhæng. Jeg nyder den politiske tæft der svarer til mit eget politiske ståsted. Men ofte oplever jeg intet savn når jeg ikke har tid til at læse Politiken. ATS, lederen og et par bestemte klummer et par gange om ugen er fuldt tilstrækkeligt. Og det var vel ikke meningen med den store omlægning den 6. oktober 2006.
torsdag, februar 08, 2007
Set udefra
Lige nu forekommer Nyhedsavisen at være en fuser. Distributionen udvides i sneglefart, følg selv med på www.avisen.dk. Det står ikke bedre til med troværdigheden over for læsere, annoncører og den offentlighed der endnu ikke har fået avisen i hånden. De seneste læsertal fra Gallups LæserBarometer viser at Nyhedsavisen taber alvorligt momentum i konkurrencen om læserne. Nyhedsavisen har kun godt og vel halvt så mange læsere, 249 tusinde, som den nærmeste konkurrent 24 timer der har 464 tusinde. Dato halter langt bagefter med 189 tusinde.
På en nylig konference hvor internationale avisfolk gjorde status over gratisaviserne, blev København karakteriseret som 'the capital of free home delivery confusion'. Ordvalget beskriver en primitiv konkurrence om markedsandel hvor omkostningerne spiller en beskeden rolle, distributionen handler om at nå flest brevsprækker eller udleverede aviser, og de redaktionelle koncepter flyver lavt over landskabet.
Umiddelbart synes dommen hård, men sammenligner vi de danske gratisaviser med udlandets, må vi indrømme at det danske slagsmål minder mere om en fodboldkamp i 2. division end om en sofistikeret konkurrence som står i forhold til de betydelige omkostninger og fremtidige positioner på avismarkedet som konkurrencen handler om.
Det hjemlige slagsmål handler i al sin rå enkelhed først og fremmest om simpel avisdistribution hver dag til så mange brevsprækker som muligt. Set fra et annoncørsynspunkt kunne det måske være en ide at distribuere til mere attraktive eller eksklusive læsere - i færre eksemplarer. Både i England og USA klarer de aviser sig bedst der sigter mest målrettet, måske bare på et lillebitte område med folk der skal have noget at læse i på vej hjem, jf. City AM i London.
Det er international erfaring at gratisavisens læsetid skal være mindst den samme og helst længere end de betalte aviser som gratisavisen skal substituere. Nyhedsavisen ligger bedst til, og ingen kender læsetiden (bortset fra avisen selv). Men uden at kende tallene vil jeg tro at Nyhedsavisen ligger under de betalte avisers læsetid i hvert fald når vi taler om betalte morgenaviser.
Det er et tredje succeskrav at gratisavisens redaktionelle kvalitet skal matche de betalte avisers. Med mindre Danmark er undtaget, gælder kravet også i Danmark. Kun Nyhedsavisen kommer formentlig i nærheden af de betalte avisers kvalitet, og det endda til en høj pris per avis når 100 journalister og redaktører skal lønnes.
Endelig er det en international erfaring at gratisaviser skal være så stærke brands at læserne selv tager dem, dvs. selv vælger dem til. Passiv stopfodring fremmer ikke læsning og loyalitet.
Nyhedsaviens bedste argument er at avisen er gratis, og de betalte aviser meget dyre. Målt på kvalitet er Nyhedsavisen den bedste sammenlignet med 24timer og Dato, men de færreste pendlere synes sikkert den er ret meget bedre end metroXpress og Urban.
Det bliver interessant at se hvilke midler de danske gratisaviser fører i marken når distributionen bedrer sig i løbet af foråret. Desværre er det store skyds allerede pakket ud, og vi skal næppe forvente store initativer.
På en nylig konference hvor internationale avisfolk gjorde status over gratisaviserne, blev København karakteriseret som 'the capital of free home delivery confusion'. Ordvalget beskriver en primitiv konkurrence om markedsandel hvor omkostningerne spiller en beskeden rolle, distributionen handler om at nå flest brevsprækker eller udleverede aviser, og de redaktionelle koncepter flyver lavt over landskabet.
Umiddelbart synes dommen hård, men sammenligner vi de danske gratisaviser med udlandets, må vi indrømme at det danske slagsmål minder mere om en fodboldkamp i 2. division end om en sofistikeret konkurrence som står i forhold til de betydelige omkostninger og fremtidige positioner på avismarkedet som konkurrencen handler om.
Det hjemlige slagsmål handler i al sin rå enkelhed først og fremmest om simpel avisdistribution hver dag til så mange brevsprækker som muligt. Set fra et annoncørsynspunkt kunne det måske være en ide at distribuere til mere attraktive eller eksklusive læsere - i færre eksemplarer. Både i England og USA klarer de aviser sig bedst der sigter mest målrettet, måske bare på et lillebitte område med folk der skal have noget at læse i på vej hjem, jf. City AM i London.
Det er international erfaring at gratisavisens læsetid skal være mindst den samme og helst længere end de betalte aviser som gratisavisen skal substituere. Nyhedsavisen ligger bedst til, og ingen kender læsetiden (bortset fra avisen selv). Men uden at kende tallene vil jeg tro at Nyhedsavisen ligger under de betalte avisers læsetid i hvert fald når vi taler om betalte morgenaviser.
Det er et tredje succeskrav at gratisavisens redaktionelle kvalitet skal matche de betalte avisers. Med mindre Danmark er undtaget, gælder kravet også i Danmark. Kun Nyhedsavisen kommer formentlig i nærheden af de betalte avisers kvalitet, og det endda til en høj pris per avis når 100 journalister og redaktører skal lønnes.
Endelig er det en international erfaring at gratisaviser skal være så stærke brands at læserne selv tager dem, dvs. selv vælger dem til. Passiv stopfodring fremmer ikke læsning og loyalitet.
Nyhedsaviens bedste argument er at avisen er gratis, og de betalte aviser meget dyre. Målt på kvalitet er Nyhedsavisen den bedste sammenlignet med 24timer og Dato, men de færreste pendlere synes sikkert den er ret meget bedre end metroXpress og Urban.
Det bliver interessant at se hvilke midler de danske gratisaviser fører i marken når distributionen bedrer sig i løbet af foråret. Desværre er det store skyds allerede pakket ud, og vi skal næppe forvente store initativer.
torsdag, januar 11, 2007
Nettet strammes om Nyhedsavisen
Nyhedsavisen oplyser på www.avisen.dk med beundringsværdig ærlighed detaljer om sin dækning. I alt distribuerer avisen til 319 tus. postkasser plus et sted mellem 62 og 97 tus. dropleveringer. Det distribuerede oplag bliver i intervallet 381 til 415 tus. eksemplarer.
Det er bare alt for lidt til at give avisen slagkraft i forhold til de øvrige landsdækkende aviser. Nyhedsavisen dækker27% af hustandene i Storkøbenhavn, 44% i Odense og 37% i Århus.
Dækningen i Odense og Århus er lav, men dog ok. Men i Storkøbenhavn er dækningen for beskeden. Især da vi skal godt 20 km vest og nord-vest for Rådhuspladsen for at finde områder med høj dækning, og det er ikke nødvendigvis her betalingsaviserne har flest læsere.
Tallene tyder på at Nyhedsavisen har rigtig lang vej endnu før avisen bare er på rette spor.
Det er bare alt for lidt til at give avisen slagkraft i forhold til de øvrige landsdækkende aviser. Nyhedsavisen dækker27% af hustandene i Storkøbenhavn, 44% i Odense og 37% i Århus.
Dækningen i Odense og Århus er lav, men dog ok. Men i Storkøbenhavn er dækningen for beskeden. Især da vi skal godt 20 km vest og nord-vest for Rådhuspladsen for at finde områder med høj dækning, og det er ikke nødvendigvis her betalingsaviserne har flest læsere.
Tallene tyder på at Nyhedsavisen har rigtig lang vej endnu før avisen bare er på rette spor.
- Nyhedsavisen har først og fremmest for få læsere. Læsertallet skal øges gennem et gevaldigt løft i distributionen. Det senest målte læsertal på 197 tusinder skal mindst tredobles før avisen spiller en rolle på medieplanerne og dermed kan få en ordentlig pris for annoncerne.
- Nyhedsavisen skal ramme langt flere læsere af de betalte aviser hvis Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skal kunne mærke konkurrencen i abonnementssalget Det kræver distribution i de områder hvor betalingsaviserne er stærke, plus levering hver dag til tiden for at sikre læsevaner der kan gøre Nyhedsaavisen til et alternativ for de nuværende abonnenter på betalingsaviserne.
- De lave læsertal viser at Nyhedsavisen kun i meget begrænset omfang konkurrerer med 24timer og Dato. Omvendt betyder det at 24timer og Dato kun har en beskeden indlfydelse på Nyhedsavisens succes eller fiasko. Læserne mangler mulighed for at sammenligne de tre aviser og derfor også muligheden for at vælge aviser til eller fra.
- Nyhedsavisens distribution og redaktionelle koncept passer ikke sammen. Det redaktionelle koncept er udviklet til morgensavisernes læsere, men avisen distribueres i de yderste forstæder eller i trafikken som er langt mere down-market end konceptet.
De betalte aviser kan glæde sig over Nyhedsavisens trængsler. Men inden smilene gror fast, er det en god ide at kigge i på de seneste aktuelle læsertal: De tyve hverdagsaviser som Gallup måler hver måned, er i snit gået 9% tilbage i perioden september-november 2006 sammenlignet med samme tre måneder sidste år. Her følger listen over aviser der er gået tilbage som gennemsnittet eller mere: B.T. (-10%), Berlingske Tidende (-9%), Ekstra Bladet (-9%), ErhvervsBladet (-16%), metroXpress (-14%), Nordjyske Stiftstidende (-12%), Politiken (-13%), Århus Stiftstidende (-11%), Dagbladet ringsted (-11%) og Frederiksborg Amts Avis (-13%).
Det følger af Nyhedsavisens beskedne distribution at den langt fra kan tage æren af tilbagegangen i læsere.
onsdag, januar 10, 2007
Nye gratisaviser udvider markedet med 13%
Børsen og Gallup Adfacts' netop offentliggjorte statistik for hele 2006 viser at de tre nye gratisaviser, Nyhedsavisen, Dato og 24timer, har udvidet tekstsidemarkedet i de landsdækkende dagblade med 13% på hverdage i 2. halvår 2006 [Dobbeltckick på billedet og print].
Berlingskes aviser, Berlingske Tidende, B.T. og Urban, er gået tilbage på hverdage i 2. halvår 2006 sammenlignet med 2005. De andre aviser er gået frem på hverdage i forhold til sidste år på trods af at de tre nye gratisaviser er blevet lanceret. - I forhold til udviklingen i 1. halvår har Berlingske Tidende og Urban forøget rutcheturen nedad, mens B.T. holder stand.
24timer, Dato & Nyhedsavisen sidder på 11% af hverdagsmarkedet i 2. halvår. Mens metroXpress holder stand, og JP/Politiken har misten et enkelt procentpoint, har Berlingske mistet 10 procentpoint i markedsandel til de nye aviser. Det ser ikke godt ud for Berlingske selv om koncernen også har en lille bid på 7% af de tre nye avisers samlede volumen.
Målt på hele året for både hverdage og søndage er Berlingske Tidende stadig den suveræne vinder målt på annoncemængder. B.T. er nummer to, mens metroXpress er nummer tre og Urban nummer fire. Målt på frem- og tilbagegang i forhold til sidste år har Jyllands-Posten førertrøjen på med en fremgang på 27% i forhold til sidste år; Ekstra Bladet ligger 9% over sidste år og både Politiken og metroXpress ligger over 2005 med 6%.
mandag, januar 08, 2007
Tab for Berlingske
En oversigt over tekstsideannoncer i de syv landsdækkende dagblade - Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken, B.T., Ekstra Bladet, metroXpress København og Urban Øst -viser overraskende udsving fra 2005 til 2006. Tabellen viser tekstsidemængder på hverdage og søndage fra januar til november 2006 opgjort af Gallup Adfacts. Tallene er offentliggjort i Børsen den 20. december 2006. [Dobbelt-click på billedet og tag et print]
I perioden januar til november er Berlingske Tidende gået 9% tilbage i et marked der er vokset med 4%. Jyllands-Posten har øget sin annoncemængde på tekstside med 28%, Ekstra Bladet med 9%, Politiken med 6% og metroXpress København med 5%. Urban Øst har mistet 1%. - Mens annoncemængden i de 7 aviser er uændret på hverdage jan-nov, er mængderne øget med 24% på søndage.
Zoomer vi ind på hverdage i perioden fra juli til november 2006, er det tilsyneladende gået rigtig skidt for Berlingske Tidende: Avisen har mistet 17% i forhold til samme periode sidste år. B.T. har mistet 7% og Urban 6%, mens Jyllands-Posten er gået 15% frem og Politiken har vundet 4% i forhold til samme periode sidste år.
Berlingske Tidende gik i tabloid den 28. august 2006. Tallene tyder på at det har kostet for avisen, selv om det som bekendt har været et turbolent efterår med lancering af nye aviser, relancering og redesign af gamle aviser, en rivende udvikling på webben generelt og i særdeleshed på de store B2B-websites mm. - Eller også har Berlingske Tidende bare været den mest udsatte af de landsdækkende dagblade, og avisen har leveret annoncer til konkurrenterne. Uanset årsagen, må tabet gøre ondt i pengekassen og give skår i selvbevidstheden.
For de syv landsdækkende dagblade under ét er der tale om en samlet tilbagegang på hverdage fra juli til november 2006 på 2%, men en fremgang på 30% i forhold til sidste år om søndagen. Berlingskes aviser har mistet 5% markedsandel, JP/Politikens har vundet 3% og metroXpress har vundet 2%.
I perioden januar til november er Berlingske Tidende gået 9% tilbage i et marked der er vokset med 4%. Jyllands-Posten har øget sin annoncemængde på tekstside med 28%, Ekstra Bladet med 9%, Politiken med 6% og metroXpress København med 5%. Urban Øst har mistet 1%. - Mens annoncemængden i de 7 aviser er uændret på hverdage jan-nov, er mængderne øget med 24% på søndage.
Zoomer vi ind på hverdage i perioden fra juli til november 2006, er det tilsyneladende gået rigtig skidt for Berlingske Tidende: Avisen har mistet 17% i forhold til samme periode sidste år. B.T. har mistet 7% og Urban 6%, mens Jyllands-Posten er gået 15% frem og Politiken har vundet 4% i forhold til samme periode sidste år.
Berlingske Tidende gik i tabloid den 28. august 2006. Tallene tyder på at det har kostet for avisen, selv om det som bekendt har været et turbolent efterår med lancering af nye aviser, relancering og redesign af gamle aviser, en rivende udvikling på webben generelt og i særdeleshed på de store B2B-websites mm. - Eller også har Berlingske Tidende bare været den mest udsatte af de landsdækkende dagblade, og avisen har leveret annoncer til konkurrenterne. Uanset årsagen, må tabet gøre ondt i pengekassen og give skår i selvbevidstheden.
For de syv landsdækkende dagblade under ét er der tale om en samlet tilbagegang på hverdage fra juli til november 2006 på 2%, men en fremgang på 30% i forhold til sidste år om søndagen. Berlingskes aviser har mistet 5% markedsandel, JP/Politikens har vundet 3% og metroXpress har vundet 2%.
De tre nye aviser, Nyhedsavisen, 24timer og Dato er selvfølgelig en del af forklaringen. De har udvidet hverdagsmarkedet med 11% (2.388 tus. mm), men udvidelsen er næppe taget fra Berlingskes aviser alle sammen, og hvorfor skulle Berlingske i øvrigt være hovedleverandør ?
Hvis du kære læser, har gode forklaringer, tror jeg at vi er mange der gerne vil høre dem.
onsdag, januar 03, 2007
Gratisaviserne er kommet for at blive
Børsen gør i årets første nummer af MedieMarked status over de tre gratis husstandsaviser. Med så tunge kilder som Anker Brik Lund, CBS, og Henrik Schultz, Danske Securities, konkluderer Børsen at "krigen får maksimalt én vinder ... og skal den islandsk-ejede gratisavis tjene penge på det danske marked, kræver det i følge Henrik Schultz, at både JP/Politiken og Det Berlingske Officin opgiver deres husstandsomdelte gratis-satsninger". Anker Brink Lund forudser "...at 2007 bliver endestationen for mindst en af de tre nye gratisaviser".
Den kommercielle logik halter. Driften af gratisaviser er dyr og underskudsgivende, derfor må kombattanterne indstille udgivelsen. Nyhedsavisen har de største omkostninger, derfor må den bukke under først. Da Henrik Schultz ikke selv tror at denne begivenhed er nært forestående, argumenterer han bagvendt: altså kun hvis JP/Politiken og Berlingske indstiller udgivelsen af 24timer og Dato, så bliver Nyhedsavisen en succes.
Mon Henrik Schultz selv tror på at JP/Politiken og Berlingske pænt vil pakke deres sydfrugter og sige tak for nu for at give plads til Nyhedsavisen? Børsens historie får rodet betingelserne for succes og fiasko godt og grundigt sammen med de faktiske forhold i jernindustrien.
Lige nu omkring årsskiftet ser det faktisk ud til at de tre nye aviser er ved at få lidt luft under vingerne. Distributionen er i fremgang, og de redaktionelle koncepter er fintunede. De fleste er enige om at 24timer er en redaktionel succes, og at Nyhedsavisen har den fornødne kvalitet til at gøre indhug i de øvrige landsdækkende avisers oplag og læsertal. Dato er tilsyneladende den svageste af aviserne. Men udgivelsen bygger på en klar strategi; den er blot langsigtet og kostbar. Om den lykkes afhænger af hvor længe ejeren vil finansiere den.
Nu er vi ved sagens kerne. Succes eller fiasko afhænger af udgivernes forventninger om at nå målene. 24timers det primære mål er at stække Nyhedsavisen. Lars Munch vil uden tvivl gerne kvæle Nyhedsavisen, men han er også så realistisk at han ved at han ikke magter opgaven. En lukning af 24timer vil være den største hjælp Nyhedsavisen kan få. En håndsrækning til fjenden vil være et selvmål. Og hvorfor skulle JP/Politiken skyde sig selv i foden. 24timer har opnået en solid førerposition, og med 24timer har JP/Politikens etableret en landsdækkende gratisavis der mageligt kan konkurrere med metroXpress og Urban.
Berlingske har et helt andet syn på markedet. Dato lukker af for Nyhedsavisen i de københavnske brevsprækker før klokken 7. Denne rene defensive position duer så længe Berlingske/David Montgomery vil dække omkostningerne ved den. Dato befinder sig ikke i en vinderposition, men det har næppe været Lasse Bolanders ambition på noget tidspunkt. Dato er født for tidligt og præget af sin svære fødsel.
Der er med andre ord ganske gode argumenter for krigsherrernes tilfredshed. De forfølger hver deres strategi. Annoncesalget er det største problem for alle tre aviser, men det kommer i takt med at distributionen bliver stabil og læsertallet stiger. Det sker formentlig i løbet af 2007, men ellers i 2008. Det er et langt sejt træk.
De tre udgivere kan nå et break-even, som ganske vist ligger længere ude i fremtiden end de kunne ønske, men som dog kan øjnes inden for en 3 års horisont.
Den eneste alvorlige hindring jeg kan forestille mig for at nå den nødtørftige balance mellem indtægter og omkostninger, er at bunden går ud af efterspørgselen på hjemmemarkedet. Det er sket før, senest i 2001, og det kan desværre ske igen.
Men sker det først i 2010 eller senere, er de nye aviser kommet for at blive. Og forøvrigt for at blive udviklet og suppleret med andre mere målrettede gratisaviser.
Den kommercielle logik halter. Driften af gratisaviser er dyr og underskudsgivende, derfor må kombattanterne indstille udgivelsen. Nyhedsavisen har de største omkostninger, derfor må den bukke under først. Da Henrik Schultz ikke selv tror at denne begivenhed er nært forestående, argumenterer han bagvendt: altså kun hvis JP/Politiken og Berlingske indstiller udgivelsen af 24timer og Dato, så bliver Nyhedsavisen en succes.
Mon Henrik Schultz selv tror på at JP/Politiken og Berlingske pænt vil pakke deres sydfrugter og sige tak for nu for at give plads til Nyhedsavisen? Børsens historie får rodet betingelserne for succes og fiasko godt og grundigt sammen med de faktiske forhold i jernindustrien.
Lige nu omkring årsskiftet ser det faktisk ud til at de tre nye aviser er ved at få lidt luft under vingerne. Distributionen er i fremgang, og de redaktionelle koncepter er fintunede. De fleste er enige om at 24timer er en redaktionel succes, og at Nyhedsavisen har den fornødne kvalitet til at gøre indhug i de øvrige landsdækkende avisers oplag og læsertal. Dato er tilsyneladende den svageste af aviserne. Men udgivelsen bygger på en klar strategi; den er blot langsigtet og kostbar. Om den lykkes afhænger af hvor længe ejeren vil finansiere den.
Nu er vi ved sagens kerne. Succes eller fiasko afhænger af udgivernes forventninger om at nå målene. 24timers det primære mål er at stække Nyhedsavisen. Lars Munch vil uden tvivl gerne kvæle Nyhedsavisen, men han er også så realistisk at han ved at han ikke magter opgaven. En lukning af 24timer vil være den største hjælp Nyhedsavisen kan få. En håndsrækning til fjenden vil være et selvmål. Og hvorfor skulle JP/Politiken skyde sig selv i foden. 24timer har opnået en solid førerposition, og med 24timer har JP/Politikens etableret en landsdækkende gratisavis der mageligt kan konkurrere med metroXpress og Urban.
Berlingske har et helt andet syn på markedet. Dato lukker af for Nyhedsavisen i de københavnske brevsprækker før klokken 7. Denne rene defensive position duer så længe Berlingske/David Montgomery vil dække omkostningerne ved den. Dato befinder sig ikke i en vinderposition, men det har næppe været Lasse Bolanders ambition på noget tidspunkt. Dato er født for tidligt og præget af sin svære fødsel.
Der er med andre ord ganske gode argumenter for krigsherrernes tilfredshed. De forfølger hver deres strategi. Annoncesalget er det største problem for alle tre aviser, men det kommer i takt med at distributionen bliver stabil og læsertallet stiger. Det sker formentlig i løbet af 2007, men ellers i 2008. Det er et langt sejt træk.
De tre udgivere kan nå et break-even, som ganske vist ligger længere ude i fremtiden end de kunne ønske, men som dog kan øjnes inden for en 3 års horisont.
Den eneste alvorlige hindring jeg kan forestille mig for at nå den nødtørftige balance mellem indtægter og omkostninger, er at bunden går ud af efterspørgselen på hjemmemarkedet. Det er sket før, senest i 2001, og det kan desværre ske igen.
Men sker det først i 2010 eller senere, er de nye aviser kommet for at blive. Og forøvrigt for at blive udviklet og suppleret med andre mere målrettede gratisaviser.
Abonner på:
Opslag (Atom)
