Nyhedsavisen har rebet sejl så det forslår. Virkeligheden har indfundet sig på Margretheholmen, og avisen tilpasser omkostningerne til de faktiske forhold i jernindustrien. Begravet er ambitionerne om nyhedsbureau, reklamedistribution og konkurrence med Post Danmark - og ikke mindst visionen om husstandsomdeling som avisens strategiske point of difference.
Efter at have brugt mere end en milliard kroner på 15 måneder, og endnu langt fra alle mål, er det både naturligt og fornuftigt at justere strategien.
Men det er alt for tidligt for de gamle bladhuse at tørre sveden af panden. Nyhedsavisen opgiver de mest eksotiske ambitioner som de alligevel hverken har penge, tid eller ejere til at gennemføre. Til gengæld bider de sig fast på markedet for gratisaviser og lægger samtidig an til en markant styrkelse af websiden. Nyhedsavisen udgør en uændret betydelig udfordring for såvel betalings- som gratisaviser på markedet - og sammen med Freeway en skærpet trussel på nettet som netop er det eneste marked de gamle huse investerer i.
Opretholdelsen af en fortsat husstandsomdeling er dog uforståelig. Den driller ganske vist abonnementsaviserne, men den er kostbar, og den er ineffektiv med kun cirka en læser per eksemplar.
Svenn Dam er en fighter, han er branchens skarpeste strateg, og han har sit eget hjerteblod - og ikke mindst sine penge - i projektet. Hvis han var professionel fodboldspiller, var han købt for længst.
torsdag, januar 31, 2008
mandag, januar 21, 2008
Danmarks underliv
Grænselandet af Nikolaj Thomassen og Mads Brügger forfærder enhver læser, ligesom forfatterne undervejs væmmes ved den opgave de har påtaget sig. Spørgsmålet er hvodan man overhovedet kan holde ud at læse bogen om incest, udnyttelse og fornedrelse til ende, enda længe efter at hver en sønderjysk sten tilsyneladende er vendt, og selv de mindste nyheder er eksponeret langt over tærsklen for både væsentlighed og interesse.
Litterært set er Grænselandet en polyfon collage, en samling originale stemmer og genrer bundet sammen af Annas fremadskridende erindringer og forfatternes kommentarer.
Nikolaj Thomassen og Mads Brügger kæmper bogen igennem for at bevare deres professionelle integritet. Bestræbelserne på at holde distance til de langt fra troværdige kilder lykkedes kun delvist, men de forsøger. Konkurrencen med Claus Jessen fra Ekstra Bladet nærmer sig stedvist det underholdende, men bidrager også til et forstemmende billede af mediernes forsøg på at sikre sig et forspring og eksklusive kilder.
Hovedspørgsmålet - hvordan kunne det ske - besvares med myndighedernes, først og fremmest kommunens og pigernes skoles svigt. I en bredere sammenhæng tegner Nikolaj Thomassen og Mads Brügger et billede af et Underdanmark hvor den forfærdeligste sociale arv man kan forestille sig er en realitet, af miljøer hvor børn fødes som uønskede produkter af tilfældige møder, og af personer med mikroskopiske selvværd og usle livsvilkår på bunden af samfundet.
Litterært set er Grænselandet en polyfon collage, en samling originale stemmer og genrer bundet sammen af Annas fremadskridende erindringer og forfatternes kommentarer.
Nikolaj Thomassen og Mads Brügger kæmper bogen igennem for at bevare deres professionelle integritet. Bestræbelserne på at holde distance til de langt fra troværdige kilder lykkedes kun delvist, men de forsøger. Konkurrencen med Claus Jessen fra Ekstra Bladet nærmer sig stedvist det underholdende, men bidrager også til et forstemmende billede af mediernes forsøg på at sikre sig et forspring og eksklusive kilder.
Hovedspørgsmålet - hvordan kunne det ske - besvares med myndighedernes, først og fremmest kommunens og pigernes skoles svigt. I en bredere sammenhæng tegner Nikolaj Thomassen og Mads Brügger et billede af et Underdanmark hvor den forfærdeligste sociale arv man kan forestille sig er en realitet, af miljøer hvor børn fødes som uønskede produkter af tilfældige møder, og af personer med mikroskopiske selvværd og usle livsvilkår på bunden af samfundet.
onsdag, januar 16, 2008
Husstandsaviserne løb med væksten i 2007
Landsannoncemarkedet blev udvidet med 18% fra 2006 til 2007. De landsdækkende og regionale aviser øgede deres annoncemængde med 1%, trafikaviserne med 2%, og de gratis husstandsaviser mere end femdoblede deres annoncemængde.
Umiddelbart er de betalte aviser hverken blevet styrket eller svækket på annoncemarkedet. Selv om de mister markedsandel, har mediegruppen under ét tilsyneladende ikke tabt mængder. - De gratis husstandsomdelte aviser udkom i kun 2. halvår 2006, men i hele 2007. Til gengæld er det nærliggende at antage at husstandsaviserne har snuppet om ikke hele, så dog en væsentlig luns af den konjunkturbestemte markedsudvidelse som de betalte aviser har så hårdt brug for.
Der er betydelige, og ikke let forklarlige forskelle mellem titler. Jyllands-Posten er gået 22% frem på hverdage men er status quo på søndage. Politiken er gået 22% frem om søndagen men er uændret på hverdage. B.T. og Berlingske er gået tilbage både hverdag og søndag (kannibalisme fra Dato ?). MetroXpress er gået 6% frem; måske som følge af den kortvarige eftermiddagsudgave. Og Børsen har mistet 8%.
Blandt de gratis husstandsaviser sidder Nyhedsavisen på 42%, 24timer på 56% og Dato på 3% af mængderne i mediegruppen i 2007.
Det er nærliggende at efterspørge DDFs autoriserede kommentar til udviklingen, med udvikling i volumen, omsætning, priser per millimeter og såmænd også udviklingen på brancher. Det er ærgerligt at DDF prioriterer andre opgaver end markedsudviklingen på vitale områder, og spøjst at vi eksterne observatører - uden adgang til alle data - møjsommeligt skal hugge os vej gennem informationsjunglen. Et par meter nede af listen har jeg kommenteret udviklingen fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007, dvs. markedet med og uden de nye gratisaviser.
Etiketter:
annoncer,
Gratisaviser,
Nyhedsavisen
mandag, januar 14, 2008
Reaktionær underholdning
Historien om Arn overlever transformationen til film uden de store problemer. Det episke drama om undfangelsen af Sverige som nation folder sig nydeligt ud i den 2½ time lange film.
Det gør stereotyperne desværre også. Historien om Arn bliver til kampen mellem de gode og de onde i en grad så filmen næsten bliver en karikatur på sin egen aristokratiske ædelhed. Filmen snobber for de gode gamle dage hvor mænd var mænd der førte krig, mens kvinder var madonnaer eller intrigante hekse med styr på kærligheden, hadet og følelserne.
Arn bliver i dobbelt forstand et pust fra fortiden, en dyrkelse af vores billede af den romantiske kærlighed, og den krigsduelige pacifist der fra start til slut agerer superhelt, ensom ulv og enmandshær der overvinder alle hindringer. Filmen udtrykker vores individualitiske og dybt reaktionære flugt fra moderniteten. Clint Eastwoods Harry Callahan er tættere på os end disse Prins Valiant glansbilleder fra et fjernt ugeblad.
Det er egentlig ikke Jan Guillous skyld; Arnbøgerne er rigtig god underholdning om en nations fødsel - som Berhard Cornwells bøger om Arthur eller Alfred den Store. Begge står i gæld til Walter Scotts historiske romaner, og som forbillederne er de konciperet af pekuniære årsager. Lad os komme videre!
Det gør stereotyperne desværre også. Historien om Arn bliver til kampen mellem de gode og de onde i en grad så filmen næsten bliver en karikatur på sin egen aristokratiske ædelhed. Filmen snobber for de gode gamle dage hvor mænd var mænd der førte krig, mens kvinder var madonnaer eller intrigante hekse med styr på kærligheden, hadet og følelserne.
Arn bliver i dobbelt forstand et pust fra fortiden, en dyrkelse af vores billede af den romantiske kærlighed, og den krigsduelige pacifist der fra start til slut agerer superhelt, ensom ulv og enmandshær der overvinder alle hindringer. Filmen udtrykker vores individualitiske og dybt reaktionære flugt fra moderniteten. Clint Eastwoods Harry Callahan er tættere på os end disse Prins Valiant glansbilleder fra et fjernt ugeblad.
Det er egentlig ikke Jan Guillous skyld; Arnbøgerne er rigtig god underholdning om en nations fødsel - som Berhard Cornwells bøger om Arthur eller Alfred den Store. Begge står i gæld til Walter Scotts historiske romaner, og som forbillederne er de konciperet af pekuniære årsager. Lad os komme videre!
torsdag, januar 10, 2008
Journalistik for borgere og professionelle
Mads Kristensen lagde op til debat om borgerjournalistik, John Lund var vært på gårdagens møde om borgerjournalistik - og helt i borgerjournalistikkens ånd har flere deltagere kommenteret og løftet debatten ud i blogosfæren, se Lars K Jensens og Erik Willumsgaards blogs.
Jeg blev klogere i det gode selskab af professionelle og journalistiske ildsjæle. Borgerjournalistik fylder hullet mellem det der optager almindelige borgere og mainstreammediernes dagsorden. Borgeren orienterer sig mod det lokale, mens de professionelle medier vender sig mod det nationale, det væsentlige, og det der er interessant for mange. Hullet bliver en kløft, og selv nede mod bunden hvor afstanden mellem parterne trods alt burde være overskuelig, formår end ikke ugeaviserne at levere kropsnær dækning.
Der er mange gode og mindre gode grunde til medielandskabets canyons. En manglende interesse for det lokale fører til et begrænset kendskab til den lokale dagsorden. Lige så vigtigt er den professionelle journalists indbyggede behov for kontrol, kontrol med kvaliteten, kontrol med motiverne, kontrol med kilderne, kontrol med sproget .... fortsæt selv.
Borgerjournalistik er brobygning over informationskløften, eller som John Hagel og John Seely Brown beskriver det "the edge is becoming the core ... pull models seek to provide people on the periphery with the tools and ressources ... required to take initiative and creatively address opportunities as they arise". Et ægte oplysningssvar på en demokratisk udfordring.
Nede på jorden igen blev jeg klogere på den journalistiske selvforståelse blandet med journalisters frustrationer over hvorfor cheferne ikke hører efter, og hvorfor udgiverne ikke investerer de håndører der løfter journalistikken ud til borgerne. En del af svaret findes i sproget; journalisten må erkende at ledere og især forretningsuddannede chefer bruger et andet sprog end journalistens, et tankesæt som journalisten må lære sig for at omsætte sine ideer til bæredygtige initiativer som udgiveren står helhjertet bag. Grundkurset i strategi for journalister må tage udgangspunkt i at udgiverne skal se lyset, og de skal have solide argumenter for ikke yderligere at save i den gren de som betalte medier eller institutioner sidder på.
Mads Kristensen havde i borgerjournalistikkens åbne ånd prioriteret debatten over foredraget. Tak for initiativet!
Jeg blev klogere i det gode selskab af professionelle og journalistiske ildsjæle. Borgerjournalistik fylder hullet mellem det der optager almindelige borgere og mainstreammediernes dagsorden. Borgeren orienterer sig mod det lokale, mens de professionelle medier vender sig mod det nationale, det væsentlige, og det der er interessant for mange. Hullet bliver en kløft, og selv nede mod bunden hvor afstanden mellem parterne trods alt burde være overskuelig, formår end ikke ugeaviserne at levere kropsnær dækning.
Der er mange gode og mindre gode grunde til medielandskabets canyons. En manglende interesse for det lokale fører til et begrænset kendskab til den lokale dagsorden. Lige så vigtigt er den professionelle journalists indbyggede behov for kontrol, kontrol med kvaliteten, kontrol med motiverne, kontrol med kilderne, kontrol med sproget .... fortsæt selv.
Borgerjournalistik er brobygning over informationskløften, eller som John Hagel og John Seely Brown beskriver det "the edge is becoming the core ... pull models seek to provide people on the periphery with the tools and ressources ... required to take initiative and creatively address opportunities as they arise". Et ægte oplysningssvar på en demokratisk udfordring.
Nede på jorden igen blev jeg klogere på den journalistiske selvforståelse blandet med journalisters frustrationer over hvorfor cheferne ikke hører efter, og hvorfor udgiverne ikke investerer de håndører der løfter journalistikken ud til borgerne. En del af svaret findes i sproget; journalisten må erkende at ledere og især forretningsuddannede chefer bruger et andet sprog end journalistens, et tankesæt som journalisten må lære sig for at omsætte sine ideer til bæredygtige initiativer som udgiveren står helhjertet bag. Grundkurset i strategi for journalister må tage udgangspunkt i at udgiverne skal se lyset, og de skal have solide argumenter for ikke yderligere at save i den gren de som betalte medier eller institutioner sidder på.
Mads Kristensen havde i borgerjournalistikkens åbne ånd prioriteret debatten over foredraget. Tak for initiativet!
tirsdag, januar 08, 2008
Til lykke til DR2 Udland
Endelig et nyhedsprogram der vil mig noget som seer. Godt nok så DR2 Udland lidt pjusket ud på sin primeredag i går aftens, men ambitionerne fejlede intet. Det var vedkommende tv, en klar modvægt til provinsnyheder på TV2 og langsom tv på DR1.
En voksen nyhedsvært, væsentlige indslag, tid til fordybelse og væsentlighed som ambition på plussiden. Lidt for skødesløse henvisninger til webaviser på en skærm bag værtinden, et interview med en dansker i Nairobi som mest videregav sine private indtryk og tilsyneladende undervurderede eller havde misset de alvorlige bestræbelser på kompromis, og fravær af føljetonen fra Georgiens præsidentvalg.
Men alt i alt en fin præmiere på en seriøs nyhedsudsendelse for os der har læst dagens aviser.
En voksen nyhedsvært, væsentlige indslag, tid til fordybelse og væsentlighed som ambition på plussiden. Lidt for skødesløse henvisninger til webaviser på en skærm bag værtinden, et interview med en dansker i Nairobi som mest videregav sine private indtryk og tilsyneladende undervurderede eller havde misset de alvorlige bestræbelser på kompromis, og fravær af føljetonen fra Georgiens præsidentvalg.
Men alt i alt en fin præmiere på en seriøs nyhedsudsendelse for os der har læst dagens aviser.
onsdag, januar 02, 2008
Ikke et ord om aviser
Hovedpersonen i Camus' Faldet, Jean-Baptiste Clamence, siger undervejs i sin vidtfavnende ordstrøm at det moderne menneske kan karakteriseres ved at hore og ved at læse aviser. Nu er Jean-Baptiste Clamence ikke noget sandhedsvidende, faktisk tvært i mod, og bogen er skrevet i første halvdel af 1950'erne. Men alligevel; mens det første, horeriet, måske også gælder i dag, er det i hvert ikke tilfældet at modernitet i dag er knyttet til avislæsning. Mere end halvtreds år senere forbinder kun de færreste aviser med avantgarde. De moderne i voret århundrede beskæftiger sig med visuelle medier, de skriver blogs eller bøger eller bare tekster, de rejser, de bliver gift i kirken og de har forfærdelig travlt med at tjene penge. Men at noget så gammeldags, tidsrøvende, nedgroet og indadvendt som at læse aviser skulle tjene som spydspids i en moderne iscenesættelse, det vil nok kun de mest forbenede gamlinge påstå, og de er jo netop ikke en del af eliten. De har vel i heldigste fald moderniteten bag sig.
Nu kan man selvfølgelig interessere sig for alt det der kan erstatte aviser i karakteristikken af det moderne i dag. Man kan også synes at det er påfaldende at det moderne er så individuelt at det ikke lader sig sætte på formel. Eller man kan som jeg vedgå at man er så umoderne at man stadig fascineres af det ældgammel papirmedie der aldeles demokratisk tillader alle at orientere, fordybe og fornøje sig på samme tid.
Clamence er en svigefuld person. Han mener ikke nødvendigvis hvad han siger, og siger ikke hvad han mener. Det med hor og aviser kan sagtens være en lapsus i hans letflydende foredrag. Udtalelsen kan imidlertid også være en slip-of-tongue, en fortalelse der netop afslører et lag i talen som viser vej til hans inderste dybt under overfladen. Hvis du vælger at læse teksten som jeg, står der kun tilbage at Clamence er fuldblods fiktion, en fortællerstemme som med vilje bevæger sig højt op og dybt ned af læserens troværdighedsskala. Og så har vi endnu ikke ofret ét ord på romanen - og faktisk heller ikke drøftet avisens rolle i 2008.
Nu kan man selvfølgelig interessere sig for alt det der kan erstatte aviser i karakteristikken af det moderne i dag. Man kan også synes at det er påfaldende at det moderne er så individuelt at det ikke lader sig sætte på formel. Eller man kan som jeg vedgå at man er så umoderne at man stadig fascineres af det ældgammel papirmedie der aldeles demokratisk tillader alle at orientere, fordybe og fornøje sig på samme tid.
Clamence er en svigefuld person. Han mener ikke nødvendigvis hvad han siger, og siger ikke hvad han mener. Det med hor og aviser kan sagtens være en lapsus i hans letflydende foredrag. Udtalelsen kan imidlertid også være en slip-of-tongue, en fortalelse der netop afslører et lag i talen som viser vej til hans inderste dybt under overfladen. Hvis du vælger at læse teksten som jeg, står der kun tilbage at Clamence er fuldblods fiktion, en fortællerstemme som med vilje bevæger sig højt op og dybt ned af læserens troværdighedsskala. Og så har vi endnu ikke ofret ét ord på romanen - og faktisk heller ikke drøftet avisens rolle i 2008.
Abonner på:
Opslag (Atom)