torsdag, maj 27, 2010

DR - et borgerligt hadeobjekt

Blandt de borgerlige hadeobjekter – indvandrere, topskatten, offentlig ansatte, udlændinge mv. - indtager DR en prominent position. Det nyligt indgåede medieforlig viser Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis sære logik, til fornøjelse for de der har sans for morbid humor.
Medieforliget sigter ifølge kulturministeren på ”mere kvalitet og flere spillere i de elektroniske medier. Vi skal have brudt DRs monopol og skabt reel konkurrence og mangfoldighed i public service på radioområdet”, i følge Børsen den 27. maj 2010.
Flere spillere ser ud til at være lig med mere kvalitet. Det kan man undre sig over, når forligspartierne tilsyneladende bruger Radio Hele Norge som model. Ifølge Politiken befinder denne sig imellem DRs P3 og P4. Forliget vil med andre ord erstatte den finkulturelle og seriøse P2 med en populær nyheds- og musikkanal.
Hvordan nogen politikere kan tale om DRs monopol er også en gåde. Som om internettet ikke fandtes, et internet med masser af (kommerciel) populærmusik og et væld af nyheder, bl.a. med nyhedsdækning fra de store bladhuse.
DR er en formidabel succes. Ikke alene har den statslige institution kæmpet sig op af hængedyndet efter byggeskandalen. Gallups lyttertal viser at 86% af danskerne, over 4 mio. mennesker, lytter til DRs programmer i løbet af en uge (P4 bruges af 60%, P3 af 46%, P1 af 13% og P2 af 8%). DR.dk ligge suverænt på en førsteplads på FDIMs topliste med 1.8 mio. brugere. Og organisatorisk har DR fornyet ledelsen og fået styr på økonomien. - Hvad kan ejere og samfund ønske mere?
Problemet er at DR er for dygtige for de borgerlige politikere. De har lyttet til Danske Dagblades Forenings beklagelser over at DR fyldte for meget på nettet. I stedet for at gribe ind på det uregerlige net, vælger politikerne at ramme DR på den smalle succes P2, og velsagtens på pengepungen. Den samme regering der i 2006 solgte den femte radiokanal til Skyradio for 54 mkr. og den sjette kanal til Talpa for 22,5 mkr., tilbyder nu en privat konkurrent P2 kanalen med et tilskud på 100 mkr. årligt.
Hvad er sandsynligheden for at denne løsning øger kvaliteten i det danske radioudbud, og kan nogen øjne en kinamands chance for at den nye kanal tilfører DR konkurrence der vil kunne ses på den ugentlige dækning?
Forligspolitikerne ved udmærket ved at svarene formentlig er negative på begge spørgsmål. - Mon ikke de i det skjulte følger en helt anden dagsorden? Medieforliget kan tænkes at være de borgerlige partiers vellykkede bestræbelse på at omfordele gode danske licenskroner fra DR til støtte til den trykte presse. For hvem andre end et stort bladhus (Berlingske Tidende?) skulle få den ledige, landsdækkende radiokanal og de rare, risikofri 100 mio. licenskroner.

mandag, maj 03, 2010

Hvad skal vi med primadonnaer?

JP/Politikens Lars Munch peger i MediaWatch på indholdet som vigtigere end teknologi og indhold. Indhold skabes af journalister, og de gode journalister er kunstnere. Intet mindre.
Det er smukt, og måske sandt. Men i anerkendelsen af det journalistiske håndværk risikerer Munch at fremhæve personerne, den personlige stil og den aura der omgiver berømte navne.
Vigtigere end personerne er den gode journalistik: En journalistik der inviterer os til at se på samfundets principielle problemer med nye øjne. En journalistik der giver os nye begreber og nye vinkler på globaliseringen (magten tipper i verden), ledigheden (arbejdsgiverne tørrer krisen af på samfundet), energiforsyningen (vi har snoldet vores egne ressopurcer op uden at sikre os nye), Afghanistan-krigen (Danmark er fortsat krigsførende i en krig der ikke kan vindes) osv. osv.
Lars Munch vil nok hævde at fornyelse af journalistikken kræver gode journalister. Det har han ret i. Men gode journalister giver ikke med nødvendighed mere væsentlig journalistik, nye vinkler, begreber der flytter horisonten, og magthavere der må rydde skrivebordet.

mandag, februar 01, 2010

Naboens søn

Unges død er altid meningsløs. Unges unødvendige død skriger til himlen. Alligevel prøver Berlingske ihærdigt at give den unødvendige og meningsløse død mening med portrætserien ’De faldne’.
Senest kunne du under overskriften ’Han var en gave til os alle’ læse portrættet af ’Ridderen fra Vodskov’, Christian Raaschou der faldt den 31. marts 2008 i Afghanistan.
Portrættet af Christian Raaschou løber over fire sider garneret med fotos af Rocco som spæd, som dreng sammen med sine søstre, Rocco som militærinteresseret skoledreng på en tank og det bærende foto af Christian Raaschou i Afghanistan.
Seriens formål er at ’tage hvert enkelt menneskeskæbne alvorligt for derigennem dels at vise respekt for soldaternes indsats, dels at give læserne en større forståelse for krigens vilkår’ som der står på berlingske.dk/krigen.
Portrættet af Christian Raaschou efterlader som så mange andre portrætter af de ’faldne’ et andet indtryk. Blandingen af anekdoter og almindeligheder der kunne dække mange danske drenges opvækst, kommer sammen med rubrikker og fotos til at tegne et billede af naboens søn der bliver helt ikke i kraft af sine gerninger, men på grund af sin meningsløse død.
Feltpræsten Thomas Østergaard Aallmann læser sin mening ind i Christian Raaschous død, et ordrigt, sentimentalt og kristent nationalromantisk billede af den unge soldat - der selv erklærede sig for ateist.
Præsten har kendt Christian Raaschou; det har jeg ikke. Men jeg bryder mig ikke om forsøget på at skabe militærromantik på sørgelige skæbner. Serien gør det blasfemisk at spørge til hvilken sag Christian Raaschou døde for, var den endnu et ungt liv værd? Kun forsvarets propagandamaskine og nationalromantikere med krigen på sikker afstand kan synes om forsøget på at forædle Afghanistan-missionen.