Nu er det jul igen. Den heftige konkurrence på gratisavismarkedet har sat sine spor i form af faldende læsertal, oplag, annoncer og gennemsnitspriser i de fleste bladhuse. Trafikken på nettet har endnu en gang overrasket med formidable vækstprocenter, og webben har fået topprioritet overalt. Det gælder ikke mindst communities, sociale sites og pull-strategier.
Men nu er det jul, og julen står i familens og forsoningens tegn. Det betyder ikke nødvendigvis fred og fordragelighed på markedspladsen, men dog at stridsøksen bliver begravet for et par uger.
For mig betyder julen også Messias med Camarata dirrigeret af Martin Nagashima Toft i Holmens Kirke, endnu en gang. Det er en overvældende oplevelse som bliver bedre år for år. Modsat de fleste er jeg nok mest fascineret af sproget, stemningen og det gode selskab - lidt mindre af musikken, og slet ikke af Jesu historie!
Men sådan er vi så forskellige. Det vigtigste af alt er at ferien og familien står for døren. Vi tager dialogen op den 2. januar 2008. God jul!
fredag, december 21, 2007
torsdag, december 20, 2007
Krisetegn
I dag har Politiken valgt at rydde forsiden for at fortælle at den revisionsrapport der skulle placere ansvaret for byggeriet af DR-byen ikke kommer til tiden. Rapporten skulle have været færdig inden nytår, men fire DR-chefer og -medarbejdere vil ikke medvirke.
'Skandalesagen' er sikkert en væsentlig begivenhed - det er det vel altid når politikere og andre magthavere vasker ansvaret af sig - men berettiger den til at fylde hele Politikens fornemmeste nyhedsareal? Hvordan vil Politiken dække virkelige nyhedsbrag, f.eks. når terroren slår til i Danmark, når statsministeren udskriver et overraskende nyvalg, eller når krigen igen bryder ud på Balkan ?
Samtidig udstiller Politiken en mærkelig naivitet ved at undre sig over at tidligere, ansvarlige chefer ikke ønsker at medvirke i en revisionsrapport. Det forekommer indlysende at ingen vil hænge lykken om sin egen hals i en offentlig rapport der har til hensigt at udpege syndebukke.
Politikens indbliksjournalistik giver ringe indblik og i hvert fald intet overblik. Den letløbende reportagehistorie viser sig at være en henvisning til hovedhistorien på 2. sektions forside. De store forsidefotos fra nattelivet i DR-byen eller fra Aalborgs unge tabere (se bloggen nedenfor) giver et smukt layout, men de fortæller ikke historie.
Stemningen er alt, se bare sproget i reportagen. DR-historien indledes med en borgerligt forarget beskrivelse af byggeskandalen. I søndagens rekonstruktion af drabssagen i Aalborg finder vi indlevelse for alle pengene, f.eks. "En uge efter drabet på Henrik Bjerremand Kristensen fulgte omkring 200 pårørende musiklæreren til hans sidste hvilested. Mens præsten talte i kriken, blæste der udenfor en iskold nordenvind fra Limfjorden...". Man ser det for sig og fryser.
Journalistik handler om den virkelige verden, ikke livet som Politikens journalister forestiller sig det. Den stemningsfulde subjektive beretning tilhører underholdningsbranchen, skønlitteraturen og journalistikkens lette garde. Politikens indbliks journalistik minder mig om Århus Onsdag i Erik Frodelunds regeringstid (fællesskabsjournalistik?). Politiken lukker sig om sit eget univers, mens andre aviser (Berlingske Tidende og Information) skriver sig ud af reservatet.
Er Politiken i krise - eller er jeg bare ude af trit med journalistikkens avantgarde som Politiken praktiserer den?
'Skandalesagen' er sikkert en væsentlig begivenhed - det er det vel altid når politikere og andre magthavere vasker ansvaret af sig - men berettiger den til at fylde hele Politikens fornemmeste nyhedsareal? Hvordan vil Politiken dække virkelige nyhedsbrag, f.eks. når terroren slår til i Danmark, når statsministeren udskriver et overraskende nyvalg, eller når krigen igen bryder ud på Balkan ?
Samtidig udstiller Politiken en mærkelig naivitet ved at undre sig over at tidligere, ansvarlige chefer ikke ønsker at medvirke i en revisionsrapport. Det forekommer indlysende at ingen vil hænge lykken om sin egen hals i en offentlig rapport der har til hensigt at udpege syndebukke.
Politikens indbliksjournalistik giver ringe indblik og i hvert fald intet overblik. Den letløbende reportagehistorie viser sig at være en henvisning til hovedhistorien på 2. sektions forside. De store forsidefotos fra nattelivet i DR-byen eller fra Aalborgs unge tabere (se bloggen nedenfor) giver et smukt layout, men de fortæller ikke historie.
Stemningen er alt, se bare sproget i reportagen. DR-historien indledes med en borgerligt forarget beskrivelse af byggeskandalen. I søndagens rekonstruktion af drabssagen i Aalborg finder vi indlevelse for alle pengene, f.eks. "En uge efter drabet på Henrik Bjerremand Kristensen fulgte omkring 200 pårørende musiklæreren til hans sidste hvilested. Mens præsten talte i kriken, blæste der udenfor en iskold nordenvind fra Limfjorden...". Man ser det for sig og fryser.
Journalistik handler om den virkelige verden, ikke livet som Politikens journalister forestiller sig det. Den stemningsfulde subjektive beretning tilhører underholdningsbranchen, skønlitteraturen og journalistikkens lette garde. Politikens indbliks journalistik minder mig om Århus Onsdag i Erik Frodelunds regeringstid (fællesskabsjournalistik?). Politiken lukker sig om sit eget univers, mens andre aviser (Berlingske Tidende og Information) skriver sig ud af reservatet.
Er Politiken i krise - eller er jeg bare ude af trit med journalistikkens avantgarde som Politiken praktiserer den?
mandag, december 17, 2007
Bunden er nået
Politiken rydder forsiden den 16. december med historien 'Kommune advaret før Aalborg-drab'. Forsidens øverste halvdel viser et nattesort billede af af det øde drabssted, en skummel sti nær Aalborg Stadion hvor en 15-årig dreng den 27. oktober dræbte en 48-årig musiklærer.
Det er den vigtigste nyhed Politiken har valgt at bringe sine 540 tusinde læsere denne søndag i december. En henvisning til en mangesiders rekronstruktion i PS-sektionen. En historie om en historie, en historie om en ikke-nyhed illustreret med et foto af en ikke-begivenhed.
Bevares, historien om at de sociale myndigheder overhørte advarsler før forbrydelsen blev begået, er tilsyneladende væsentlig og interessant, men er den så interessant og navnlig så væsentlig at den fortjener hele forsiden. P1s opfølgning på historien viser at det tragiske ikke består i at kommunen har overhørt advarsler. Det har den ikke. Men at den har ikke reageret på dem i tilstrækkelig grad til at forhindre at forbrydelsen blev begået.
Her dagen efter den famøse forside tyder alt på at historien snarere kan beskrives som tragisk end som ny og epokegørende. Politikens ærinde viser sig at være en følelsesladet henvisning til avisens egen rekonstruktion af en i enhver henseende trist og sørgerlig historie.
Historien sælger ikke engang aviser, den bliver med sin placering et indlæg fra underholdningsverdenen hvor medier koger suppe på livets tragiske begivenheder, den medvirker til at forrykke vores fornemmelser for væsentligt og uvæsentligt - og den gnaver endnu en luns af den seriøse avis i forvejen tyndslidte troværdighed.
Det er den vigtigste nyhed Politiken har valgt at bringe sine 540 tusinde læsere denne søndag i december. En henvisning til en mangesiders rekronstruktion i PS-sektionen. En historie om en historie, en historie om en ikke-nyhed illustreret med et foto af en ikke-begivenhed.
Bevares, historien om at de sociale myndigheder overhørte advarsler før forbrydelsen blev begået, er tilsyneladende væsentlig og interessant, men er den så interessant og navnlig så væsentlig at den fortjener hele forsiden. P1s opfølgning på historien viser at det tragiske ikke består i at kommunen har overhørt advarsler. Det har den ikke. Men at den har ikke reageret på dem i tilstrækkelig grad til at forhindre at forbrydelsen blev begået.
Her dagen efter den famøse forside tyder alt på at historien snarere kan beskrives som tragisk end som ny og epokegørende. Politikens ærinde viser sig at være en følelsesladet henvisning til avisens egen rekonstruktion af en i enhver henseende trist og sørgerlig historie.
Historien sælger ikke engang aviser, den bliver med sin placering et indlæg fra underholdningsverdenen hvor medier koger suppe på livets tragiske begivenheder, den medvirker til at forrykke vores fornemmelser for væsentligt og uvæsentligt - og den gnaver endnu en luns af den seriøse avis i forvejen tyndslidte troværdighed.
fredag, december 07, 2007
The Empire Strikes Back
Piet Bakker har været i byen. Anledningen var et seminar arrangeret af Danske Dagblade der søger at fortolke presset fra gratisaviserne for at finde frem til tunge modtræk.
Piet Bakker bliver i MediaWatch citeret for at berolige de betalte aviser med at de er gode nok, læserne forsvinder ikke fra morgenaviserne fordi de er for indholdstunge og for omfattende for mange og særligt yngre læsere.
Piet Bakkers hovedpointe var i følge DDFs eget nyhedsbrev, at de betalte aviser kan trøste sig med at gratisaviserne kun konkurrerer med hinanden, underforstået ikke med de betalte aviser. Synspunktet støttes af Stig Hjarvad der i en motivering for et forskningsprojekt om den trykte presse udtaler, at 'trods den øgede konkurrence er der ikke meget der tyder på, at den trykte avis er ved at uddø'.
Nej, den trykte avis lever i bedste velgående, men den betalte avis er for længst blevet et elitært nicheprodukt for de få. De betalte avisers forretningsmodel er under lige så stort pres som de gratis husstandsomdelte avisers. Oplag og læsere siver i et omfang der har bragt de største betalte aviser langt ned under det man kunne kalde kritisk masse for et massemedie, dér hvor de bliver uinteressante for både annoncører og magthavere. De største - og på kontaktprisen langt billigste - aviser er i dag gratis. De store rubrikmarkeder, herunder det lukreative jobmarked, er for længst flyttet til nettet, og de realiserede priser på de tilbageværende rubrikannoncer, job, bolig og biler, er i dag presset ubehageligt langt ned. Distributionen er dyr og nødlidende for de fleste abonnementsaviser. Og abonnementsprisen er alt for høj for den kompakte danske majoritet.
Gratisaviser konkurrerer i den grad med de betalte aviser. For mange læsere er de gode nok. For andre er de bare bedre, læs mere relevante og lettere at fordøje i den daglige rutine. For rigtig mange er deres fortrin helt tilstrækkelige i forhold til prisen. - Og for alle gratisaviser gælder det at de konkurrerer om det dyrebareste på markedet, læserne tid.
Mon Piet Bakker har udtalt sig som citeret, eller er vi vidne til journalistisk selektiv fortolkning. Tja, det kan vel kun deltagerne i det lukkede møde udtale sig om.
Vil du af- eller bekræfte citatet fra DDFs nyhedsbrev, vil jeg blive meget taknemmelig. Du kan skrive herunder. På forhånd tak!
Piet Bakker bliver i MediaWatch citeret for at berolige de betalte aviser med at de er gode nok, læserne forsvinder ikke fra morgenaviserne fordi de er for indholdstunge og for omfattende for mange og særligt yngre læsere.
Piet Bakkers hovedpointe var i følge DDFs eget nyhedsbrev, at de betalte aviser kan trøste sig med at gratisaviserne kun konkurrerer med hinanden, underforstået ikke med de betalte aviser. Synspunktet støttes af Stig Hjarvad der i en motivering for et forskningsprojekt om den trykte presse udtaler, at 'trods den øgede konkurrence er der ikke meget der tyder på, at den trykte avis er ved at uddø'.
Nej, den trykte avis lever i bedste velgående, men den betalte avis er for længst blevet et elitært nicheprodukt for de få. De betalte avisers forretningsmodel er under lige så stort pres som de gratis husstandsomdelte avisers. Oplag og læsere siver i et omfang der har bragt de største betalte aviser langt ned under det man kunne kalde kritisk masse for et massemedie, dér hvor de bliver uinteressante for både annoncører og magthavere. De største - og på kontaktprisen langt billigste - aviser er i dag gratis. De store rubrikmarkeder, herunder det lukreative jobmarked, er for længst flyttet til nettet, og de realiserede priser på de tilbageværende rubrikannoncer, job, bolig og biler, er i dag presset ubehageligt langt ned. Distributionen er dyr og nødlidende for de fleste abonnementsaviser. Og abonnementsprisen er alt for høj for den kompakte danske majoritet.
Gratisaviser konkurrerer i den grad med de betalte aviser. For mange læsere er de gode nok. For andre er de bare bedre, læs mere relevante og lettere at fordøje i den daglige rutine. For rigtig mange er deres fortrin helt tilstrækkelige i forhold til prisen. - Og for alle gratisaviser gælder det at de konkurrerer om det dyrebareste på markedet, læserne tid.
Mon Piet Bakker har udtalt sig som citeret, eller er vi vidne til journalistisk selektiv fortolkning. Tja, det kan vel kun deltagerne i det lukkede møde udtale sig om.
Vil du af- eller bekræfte citatet fra DDFs nyhedsbrev, vil jeg blive meget taknemmelig. Du kan skrive herunder. På forhånd tak!
Abonner på:
Opslag (Atom)
