Dagbladene på støtten

Det er uskønt at se en branche der lever af uafhængighed og armslængde fra de politiske og økonomiske magthavere ligge på knæ for at sikre fortsat statsstøtte. Dagbladene modtager i dag 1,5 mia. kr. om året, hvoraf størstedelen er værdien af de betalte dagblades 0-moms (1,1 mkr.), mens 446,8 mkr. blev ydet i direkte støtte, og heraf 392 mkr. til distribution i 2007, jf. Rambølls midtvejsrapport fra september i år.

Sandt er det, at det er svært at få økonomi på bladdrift i så lille et land som Danmark. Dagbladet Information har et oplag på 21.075 i 2007 og en dækning på kun 1,5%. Hvis avisen var udgivet i England der med 60 mio. mennesker er 11 gange større, ville avisen med den samme dækning have et oplag på den gode side af 200 tusinde eksemplarer. Information ville ikke behøve at være landets dyreste avis for alligevel at kunne leve fint af bladsalget.

Gentages regnestykket for Sverige der er 2/3 større end Danmark, ville avisen have et oplag på 35.000. Det er måske ikke så meget mere, men man kan da udgive aviser på det oplag, i hvert fald i Sverige hvor aviserne er langt bedre til at tjene penge end de danske.

De danske dagblade tjente i 2006 12,2 mia. kr. Med omkostninger på 12 mia. blev resultatet af primær drift på 209,5 mio. kr. eller 1,7% af omsætningen, se oversigten. Omsætningen vokser i 2007 til 12,6 mia. kr. Fint nok, men da omkostninger stiger til 12,7 mia. kr., må dagbladene indkassere er underskud på den primære drift på 137,2 mio. kr. eller -1,1% af omsætningen.

Den direkte pressestøtte var i 2006 på 487,4 mio. kr. hvilket svarer til 4% af omsætningen og mere end dobbelt så meget som det primære driftsresultat. I 2007 afskaffes portostøtten og erstattes af distributionsstøtte til husene. Den direkte støtte falder til 403,7 mkr. i 2007, hvor dagbladene har et underskud på driften på 137 mio. kr. Uden støtten ville de danske dagblade have indkasseret et negativt resultat på 540 mio. kr.

De svenske dagblades økonomi er belyst i detaljer. Hvert år udarbejder professor Karl Erik Gustafsson en rapport til den svenske Presstödsnämnden. Det fremgår af rapporten at de svenske dagblade i 2006 omsatte for 19,7 mia. Skr. Resultat at den primære drift udgør 1,5 mia. Skr. eller 7,8% af omsætningen (danske dagblade havde til sammenligning 1,7%). I 2007 stiger omsætningen til 19,9 mia. Skr. og resulatet af primær drift til 1,6 mia. Skr. eller 8,1% af omsætningen (danske dagblade -1,1%).

Sammenligner vi resultat før skat (sv. nettoöverskott) i forhold til omsætningen, var det i Danmark 2,8% i 2006 og -1,4% i 2007. I Sverige udgjorde resultatet før skat 11,1% i 2006 og 12% i 2007.

De svenske aviser modtager mindre støtte end de danske. Målt i forhold til omsætningen fik de danske aviser 4% i 2006 og 3,2% i 2007, mens de svenske aviser fik 2,2% begge år.

De svenske avisers omsætning er stort set fordelt på annoncer og bladsalg som de danske, men svenskerne får meget mere per millimeter end danske aviser i 2007, 11,96 Skr. mod 7,18 kr. herhjemme, faktisk 67% mere per millimeter.

Når svenskerne er så meget bedre til at tjene penge, skyldes det ikke at flere avislæsere. I Sverige er der 67 dagblade, mens vi kun udgiver 30 titler. De svenske avishuse er mere kommercielle, aviserne koster mindre, hvorfor de har en større dækning og får højere annoncepriser, og de svenske aviser har ikke et fintmasket net af gratis distriktsblade der kannibaliserer på dagbladene. Redaktionelt er de svenske aviser mere lokalt orienteret.

På kort sigt kan de danske dagblade ikke stille meget op med denne viden om de svenske kolleger. Den nyligt overståede, kostbare krig med Nyhedsavisen og den stadig dybere lavkonjunktur forstærker indtjeningsproblemet i dansk presse.

Derfor må dansk presse ned på knæene og banke på porten til Kanossa.

De universelle rettigheder

Menneskerettighederne fyldte 60 år i onsdags, den 10. december. Information fejrede dagen med en leder, hvori Palle Weis godt nok syntes at der var meget at glæde sig over, men mere at begræde. Det gælder ikke mindst det islamiske angreb mod menneskeretighederne, som var emnet for Roy Browns kronik i avisen. Med udgangspunkt i Cairoerklæringen fra 1990, lykkedes det for de islamiske lande at få flertal for en resolution om begrænsning af ytringsfriheden når det gælder religion.
I det hele taget har menneskerettighederne det skidt med religionen. I Berlingske Tidende skriver Søren Krarup samme dag en kommentar under titlen '60 år med religionserstatningen'. Smag lige på det sidste ord igen. Menneskerettighederne udspringer af den humanisme der opstod i kølvandet på 2. verdenskrig, og humanisme er i følge Krarup en tro, ja en overtro - 'på den absolutte lighed, overtroen på 'rettigheder' der er kommet ned fra himlen og som skal gælde for alle overalt' - der erstatter kristendom.
Problemet for både islamisterne og for Søren Krarup er at menneskerettighederne er universelle. På engelsk hedder de simpelthen Universal Declaration of Human Rights. I samme udgave af Berlingske skriver Per Stig Møller og Ulla Tørnæs i en fødselsdagskronik uden tøven 'Menneskerettighederne er universelle'.
Ret beset er det noget vås, og når Søren Krarup spørger til menneskerettighedernes status, om de stammer fra en guddom, fra evige religiøse skrifter, fra udødelige filosofiske principper, eller om de er en menneskelig opfindelse, har han jo ganske ret. Menneskerettighederne er udsprunget af et ideal om frihed og lighed for alle overalt, som er inderligt sympatisk, men langt fra indlysende for alle. Og det skader accepten af menneskerettighederne at selv Danmarks udenrigsminister behandler menneskerettighederne som givet af en højere instans.
For selvfølgelig er menneskerettighederne skabt af mennesker. De er vedtægter og udtryk for en ideologi, hverken mere eller mindre. Tror man at menneskerettighederne har fast moralsk grund under sig, at de er objektive og uforanderlige, er man tilhænger af en moderne, naiv naturretstænking. Den stammer fra Aristoteles der siger at det naturlige er det der er gyldigt overalt (1134b18). Men Aristoteles talte ikke om alle og enhver; han tænkte på de lige og frie mænd i Athen. I virkeligheden adskilte den kloge mand bare de individuelle menneskelige love der gælder i forskellige samfund fra naturen der er ens for os alle. Men fordi vi er underkastet de samme vilkår, følger ikke med nogen nødvendighed at vi har samme rettigheder.
Hvis nogen ødelægger Aristoteles' pragmatiske fornuft, er det Thomas Aquinas der udvidede Arstoteles etik fra den græske polis til at gælde hele det gudskabte univers, og som forankrer 'den naturlige' lov i Guds evige. Allerede her er vi på afveje, i en god sags tjeneste vel at mærke. Og det er den Søren Krarup har et godt øje til.
Bedre bliver det ikke når man vendre blikket fra menneskerettighedernes idealer til deres praksis. Så står det, som selv Per Stig Møller erkender, rigtigt dårligt til. Noget kunne tyde på at vi mennesker slet ikke har så god en natur som menneskerettighederne forudsætter. Faktisk findes der ganske mange eksempler på menneskelige love eller adfærd der ødelægger billedet af at alle er 'lige i værdighed og rettigheder', tuneserloven f.eks.
Hvis vi vil i dialog med islamisterne i FN, må vi lade være med at tage menneskerettighederne for givne. For det er de ikke. Og vi må tage menneskerettighederne så alvorligt, at vi også lader dem lede vores praksis.

Gavner eller skader prisforhøjelser

Hvilke argumenter anføres for at hæve avispriserne ?

Gorm Wessing Flyvholm mener at prisforhøjelser er fornuftige hvis man ser på kerneabonnenterne og giver køb på de læsere der alligevel er gået over til gratisaviserne. Han argumenterere for at oplaget falder uanset prisen, og at en bedre redaktionel dækning til de trofaste lønner sig på bundlinjen. Grundlæggende taler han om en malkestrategi hvor den trykte avis vil indtage en stadig mindre plads i forhold til netet og andre platforme.

JP/Politikens Lars Munch henviser til den intense konkurrence blandt de landsdækkende dagblade i Danmark der har drevet rabatrytteriet op på et så højt niveau at det er nødvendigt at kompensere med prisforhøjelser. Han mener ikke at oplaget falder som følge af højrere priser; oplagsnedgangen skyldes det store medieudbud. For det tredje mener Lars Munch at danske aviser må kompensere for lave annoncepriser med højere priser på bladsalget. Endelig fremhæver han at tabet på aviserne opvejes af stigende kontakter og indtægter på nettet.

Lad argumenterne stå et øjeblik.

Hverken Lars Munch eller Gorm Wessing afviser at prisforhøjelser fører til oplagsnedgang, men de prioriterer hver for sig for at prisføjelser giver højere profit, og det er det vigtigste. Ingen af de to nævner gratisaviser eller gratisnyheder på nettet. Begge argumenterer om prisen på kort sigt, og begge ser prisen som en passiv tilpasning på et trængt marked.

Det er næppe nødvendigt at gentage argumenterne imod prisforhøjelser. Se dem selv i historien 'Dødens Gab' på journalisten.dk.

For den tænksomme læser følger her et par overvejelser til debatten:

1. Hvis du vil øge oplaget, forekommer det uklogt at hæve prisen på et marked hvor danskerne er storforbrugere af gratis nyheder på print og web. Hvis læserne synes at de trykte aviser er dyre i dag, bliver de blot bekræftet når priserne stiger.

2. Hvis du mener at oplagsnedgangen er uafvendelig, gælder det om at få mest muligt ud af det sivende oplag, også selv om prisforhøjelser forstærker oplagsfaldet. Dette er malkestrategien, som i øvrigt understøttes af stofdelingstanken der spreder de faste redaktionelle omkostninger på Husets produkter og platforme.

3. Kan man bruge prisen offensivt og strategisk i stedet for defaitistisk og kortsigtet ? Findes alternativer til den store generelle prisnedsættelse som ingen tror kan tjene sig hjem ? Findes alternativer til den nuværende rabatpolitik der tilgodeser nye abonnenter, og lader de trofaste bløde ? Kan oplagsfaldet bremses med et prisstop ?

4. Dagbladet Information brystede sig en gang af at være Danmarks dyreste avis. Det er ikke gået avisen ilde. Faktisk er oplaget steget med 2% siden 1. halvår 2006 (på linje med Weekendavisen og kun ovegået af Børsen der er steget med 3,3% i samme periode). - Er Information et forbillede for JP/Politiken ?

5. De fleste vil mene at der er en sammenhæng mellem pris og oplag. Tilsyneladende er den ikke entydig. Der må være nogen derude der kan løfte debatten med faktuelle oplysninger om virkningerne af prisforhøjelser og måske også prisnedsættelser. Jeres bidrag er velkomne!

Hvor blev læserne af ?

Læsertallene for oktober 2008 efterlader mange med undren. Umiddelbart er gratisavismarkedet bestående af 24timer, metroXpress, og Urban blevet 346 tusinde læsere fattigere siden oktober 2007. Lægger man Nyhedsavisens 550 tusinde læsere til de 346, er der forsvundet 896 tusinde læsere, dvs. at markedet er blevet godt og vel 900 tusinde læsere mindre på et år. Mystisk.

Aktualitetstallene er månedstal og derfor mere usikre end de læsertal kampagner bliver disponeret på. Et gennemsnit af månederne august - oktober 2007 og 2008, viser lidt mindre udsving, men samme tendens: De tre bestående titeler har mistet ca. 260 tus. læsere; med Nyhedsavisens 490 tusinde, er markedet reduceret med 750 tusinde eller lidt under 40%.

Tallene taler under alle omstændigheder om en gigantisk nedtur for 24timer (-28%), en noget mindre for Urban (-15%) og en endnu mindre for metroXpress (-7%).

Vi kender endnu ikke oplagsbevægelserne. Men 'velinformerede' kilder oplyser at oplaget på 24timer er reduceret drastisk, og det forklarer udviklingen for så vidt angår 24timer.

Det store spørgsmål gælder Nyhedsavisens mere end 450 tusinde læsere. Hvor er de blevet af ? Det er der næppe nogen der kan give et udtømmende svar på. Sandsynligvis skal vi starte med at trække Nyhedsavisens dobbeltlæsere fra de 450+. Hvis denne andel er stor, f.eks. over 50%, følger det at kun halvdelen af Nyhedsavisens tidligere læsere er i spil som potentiale for andre aviser. De resterende enelæsere af Nyhedsavisen behøver imidlertid hverken at være loyale avislæsere - hverken over for Nyhedsavisen eller over for aviser i det hele taget. Strengt taget behøver de ikke engang at være avislæsere overhovedet. Dvs. at de i dag er vendt tilbage til kombinationer af tv-avis, radionyheder, lokale ugeaviser som de måske supplerer med lånte aviser.

Ingen kender svarene, og formentlig er der heller ingen der har lyst til at finansiere en undersøgelse der kunne kaste lys over disse størrelser. De nærmeste til at forske i Nyhedsavisens forsvundne læsere er nok Gallup der har tallene og måske også en konsulent med blot et mikroskopisk forskergen til gravearbejdet.

Finanskrisen og PR

Fianskrisen må have lært os - og journalister i særdeleshed - skepsis over for folk med stor gæld. De forskønner deres økonomiske situation til det sidste, og de bruger PR til at dække over deres store risici.
Finanskrisen er et nederlag for PR-folkene der bliver ført i marken for at føre offentligheden, kunder, leverandører, ansatte og banker bag lyset. Det gælder uanset om de risici de skal bortforklare dækker over sunde motiver, en strategi der var tænkt sund, men bare mislykkedes eller blev ramt af uheldige omstændigheder - eller om motiverne bag var grådighed, spekulation og en vildt risikabel strategi gennemført for lånte midler.
Det gælder de islandske banker, det gælder Baugur der stod bag Nyhedsavisen herhjemme, og det gælder de højt gearede boligprojekter der har drevet banker til lukning eller ufrivillig fusion.
Ingen kan på nuværende tidspunkt sige om Mecom der ejer Berlingske hører hjemme i denne kategori. Men David Montgomery er forgældet. Han skylder 546 millioner pund, mere end tre gange indtjeningen, og han inversterer aggressivt i et faldende marked som alle andre flygter fra. Han bliver efter alt at dømme tvunget til at sælge ud af sine selskaber for at tilfredsstille bankernes krav om gældsnedbringelse. Spørgsmålet er hvilken pris han kan få for sine aktiviteter, og om det han står tilbage med, bare minder om den strategi (den paneuropæsike avisgruppe) han startede med. Tvinges han ud i et brandudsalg, bliver salgspriserne formentlig derefter. Strategien forsvinder med selskaberne, og han risikerer en konkurs.
Det kan være opskriften på et utidigt skrækscenarie, men der er grund til at mobilisere en sund skepsis. Montgomerys møder med Nyhedsavisens Morten Lund var kompromitterende, og gælden er formidabel.

Om finanskrisen

Man kan nysgerrigt spørge om årsagen til finanskrisen, til dens udbrud, forløb og virkninger. Mere interessant er måske spørgsmålet om hvorfor krisen ikke blev kvalt i fødslen. Og i tillæg hertil om medierne har spillet en konstruktiv rolle.

Økonomer kan undersøge sammenhængen mellem boligprisernes himmelflugt, de finansielle institutioners medvirken i finanseventyret og regeringernes politiske medansvar for at fremme eller ikke at standse krisen i opløbet. Alle peger på det usunde og spekulationsprægede amerikanske boligmarked som ondets rod med subprimelånene som udløsende faktor.

Det er let at lægge ansvaret på den amerikanske økonomi. Også her hjemme har vi liberaliseret boligfinansieringen, også danske ejendomme omsattes til skyhøje priser, og også i Danmark har både finansielle institutioner og privatpersoner tjent milliarder mens markedet var glohedt.

Man kan argumentere for at finanskrisen skyldes skæbne, kriminalitet eller en blanding af grådighed og skødesløshed. Hvis skæbnem står bag , er der tale om ude- eller ovenfra kommende omstændigheder der søger for at træerne ikke vokser ind i himlen; sådan noget i stil med at en tilbagevendende krisebestemt lavkonjunktur er en uomgængelighed som vi står magtesløse over for. En brist i systemet som ingen kan klandres.

FBI anholdt i eftersommeren 16 personer med tilknytning til Bear Sterns der først udstedte de højtforrentede værdipapirer som reelt var værdiløse, men som blev opkøbt af uforsigtige investorer overalt på det globale marked. Fører dette spor til domfældelse, har vi en behagelig og letforklarlig årsag til krisens udbrud i USA, men ikke på dens forløb i Danmark.

Selv om alle tre faktorer kan spille sammen, hælder jeg mest til kombinationen af grådighed og skødesløshed. Spekulation er lovligt, også når det antager globale dimensioner, og det uanset om private belåner deres ejendommes værdistigninger, om de høster gevinsten ved salg, eller om de optræder som driftige erhvervsfolk med stærkt gearede investeringer. Eller om hæderkronede institutioner som Danske Bank eller knap så dydige småbanker står bag.

Indlysende brister opstår når Finanstilsynet der skal føre tilsyn med de finansielle institutioner, svigter. Når Regeringen der fører økonomisk politik, som følger konjunkturudviklingen, og som skal justere de økonomiske rammer, svigter. Og når pressen ikke magter at rejse kritik af en udvikling som åbenlyst løber løbsk.

Senest kan man efterlyse journalistik der søger at placere ansvaret for Finanstilsynets svigt, historier der undrer sig over at udenlandske regeringer får aktier i de finansielle institutioner som modtager hjælp, mens danske pengeinstitutter købte sig fri for nationaliseringer, eller undren over f.eks. Danske Banks storstilede CSR-politik der åbenbart ikke omfatter rettidige advarsler mod en økonomisk udvikling der skader samfundsøkonomien. Hensynet til bankens vækst og indtjening går forud for den gode vilje når det gælder samfundet.

Letvægter Lund

De begivenheder der gik forud for lukningen af Nyhedsavisen, ligner mere og mere selskabslegen Jerusalems Brand fra Asterix. Spørgsmålet om hvem der er helt, og hvem der er skurk fortaber sig i modstridende beretninger fra David Montgomery og Morten Lund.

Men måske har de begge fået hvad de ønskede, på bekostning af Nyhedsavisen, dens ansatte, mindretalsaktionærerne og leverandørerne. I så fald deler de to skurkerollerne mellem sig, omend Morten Lund fremstår mere pjusket og utroværdig end Montgomery.

Faktum er at Montgomery har fået hvad han ønskede, lukningen af Nyhedsavisen, og Morten Lund har fået hvad han ønskede, en plads i Richard Bransons tænketank.

Vi ved ikke om Morten Lund også har fået 15 mio. engelske pund, men de kan jo gemmes mange steder. Vi kender ikke forbindelsen mellem Branson og Montgomery, men den er vel sandsynlig, begivenhedernes rækkefølge taget i betragtning.

Montgomerys motiver er ikke uklare set med den internationale kreditkrise som baggrund. Han driver en stærkt gearet virksomhed på et faldende avismarked der er afhængig af villige långivere og overkommelige renter og afdragsvilkår. De betingelser bliver stadig vanskeligere at opfylde, og han må, som en anden islænding, sælge fra (Norge og Polen) og lukke huller (Nyhedsavisen).

Begivenhederne lugter fælt af to trængte skurke der har fundet hinanden. Morten Lund påtager sig fjumrerøvens rolle, og indrømmer uden blusel at han har lavet aftaleudkastet for at blive konsulent for Montgomery. Hvordan aftalen også skulle blive til fordel for Nyhedsavisen, som han tilsyneladende havde besluttet at lukke, skylder Morten Lund en forklaring på. - Montgomery vasker distingveret hænder i kulissen.

Et sandsynligt scenarie ? Døm selv.

Exit Nyhedsavisen

Nyhedsavisen døde ikke af for lave ambitioner. Avisen lukkede ikke på grund af JP/Politikens eller Berlingskes anstrengelser for at sende avisen tilbage til de islandske lavasletter den kom fra. Avisen lukkede ikke på grund af dårlig ledelse eller for lave annoncepriser.

Nyhedsavisens endeligt skyldes for få læsere per eksemplar. Danmarks mest læste avis havde 575 tusinde læsere per dag i 1. halvår 2008. Med et oplag i juni på 407 tusinde eksemplarer gav det avisen 1, 4 læsere per eksemplar. Et halvår tidligere, 2. halvår 2007, havde avisen kun en læser per eksemplar.

Fra starten regnede Svenn Dam med at få godt og vel to læsere per eksemplar. Det ville have givet avisen mellem 800 tusinde og en million daglige læsere i stedet for det knapt 600 tusinde avisen opnåede, inden den drejede nøglen om.

Man skal ikke være økonom for at regne ud at forudsætningerne for udgivelsen svigtede fatalt. Med 800-900 tus. daglige læsere havde avisen med det samme omkostningsniveau fået måske ikke dobbelt så meget, men dog væsentligt mere for sine annoncer.

Nyhedsavisen nåede at føre suverænt på annoncesalget. Avisen havde en andel af gratisavismarked på 45% i 1. halvår 2008. Det er 40% over den næststørste, metroXpress.

Der drikkes nok en skål hist og her rundt omkring i de danske bladhuse for at fejre at en fæl konkurrent er bukket under. Det er forståeligt; Nyhedsavisen har kostet branchen enorme summer. For danskerne er det ærgerligt at det er den redaktionelt mest ambitiøse gratisavis der har opgivet kampen.

Opgør med Amerika

Amerikanerne vender sig mod den moralske deroute i deres eget land. En befriende erkendelse. 'Vi amerikanere evner ikke eller er for tiden dysfunktionelle til at hjælpe os selv', skriver Naomi Wolf der indser at hun ikke kan elske sit land, som det er nu. 'Et lovløst Amerika er et globalt problem, som truer hele det internationale samfund'.

Amerikaerne tager ikke let på nationalismen. Amerikanerns kærligheden til deres land og dets flag er mindre forståelige for os i den gamle verden der forbinder det nationale med kolonihaver og friskbagt wienerbrød, måske ved festlige lejligheder med Dannevirke og Dybbøl .

Amerikanernes optagethed af fædrelandet omfatter også følelse af en sympatisk moralsk ansvarsfølelse som stikker dybt.

Jeg havde tidligere på ugen et påtrængende problem. Jeg skulle her og nu bruge data om webadfærd i USA fordelt på demografi. Jeg fandt oplysningerne hos Nielsen Ratings, men vejen til dem var brolagt med store omkostninger, lang ekspeditionstid og den omstændighed at Nielsen ikke sælger analysedata som en slikbutik sælger bolsher.

Den venlige Nielsen konsulent lyttede til min forespørgsel og mine forsøg på at skaffe data fra andre kilder, og bad mig om at sende ham en mail med toplinjen 'Nice talking to you'. Et par timer senere vendte han tilbage med alt hvad jeg kunne ønske mig, og denne tekst: "Here you go. Good luck with your presentation! - Trying to improve the world perception of the USA…"

Tak til Henry på Nielsen Ratings!

Naomi Wolf er kun en af godbidderne i Information der veloplagt er vågnet op efter sommerdvalen. Men det er en anden historie.

Børsen og boligkrisen

Gassen er gået af ballonen, boblen er bristet og Børsen tager ordet 'krise' om boligmarkedet i anvendelse.

Få har som Børsen på lederplads rost den danske realkreditsektor for innovation, indtjening og gennemsigtighed. Omend baggrunden er trist for mange mennesker, er det fornøjeligt at læse de eufemismer lederkribenten anvender i analysen af boligkrisen. Vi kan således 'slå os selv oven i hovedet med at have indført muligheden for afdragsfrihed', og vi kan 'opleve negative stød til økonomien fra boligmarkedet'.

Problemet er i følge Børsen ikke indførelsen af afdragsfrihed, men at den faldt sammen med en periode med lave renter. Indførelsen af afdragsfrihed var heller ingen fejl. Afdragsfriheden er 'næret af den internationale psykologi i boligmarkederne', af konjunktur- og renteudviklingen, der som naturen er undergivet op- og nedture, og som kommer til os udefra.

Børsen tegner et alt for venligt billede af årsagssammenhængen.

Få er uenige i at boligkrisen, eller i hvert fald accellerationen af den, først og fremmest har rødder i de amerikanske højrisiko sub-prime lån. Udviklingen af dem skyldes forhold som amerikanske liberalister formentlig også på et tidspunkt har betegnet som innovativ og effektiv boligfinansiering, men som slet og ret skyldes grådighed, spekulation og - det kan vi se nu - også kriminalitet. I hvert fald er den amerikanske hedge fond Bear Stearns to tidligere direktører Ralph Cioffi og Matthew Tannin nu anklaget for bedrageri til 1.4 mia. dollars. Flere følger efter.

De danske penge- og realkreditinstitutter har pligt til at se sikre at låntager kan stille tilfredsstillende sikkerhed og har tilstrækkelig betalingsevne. Børsen kunne interesserer sig for om nogen har svigtet i konkurrencens hellige navn.

Peter Lincks oprejsning

TV2 viste en højst interessant udsendelse om Peter Linck i går aftes, især når man har kendt Peter Linck - og hans meget kompetente rådgivere. Linck var min kunde i et år, fra oktober 2001 til oktober 2002. Forholdet var ren forretning, og jeg har ingen problemer med at respektere den fortrolighedserklæring jeg underskrev ved samarbejdets start. Så bare rolig, der kommer ingen celebre afsløringer eller anekdoter i det følgende.

'Forførerens Fald' er en omhyggelig iscensat sag. Udsendelsen skaber en myte om Peter Linck som manden med det sjældne mod, den store vision der kunne have forandret verden, og den inspirerende leder for det journalistiske drømmehold der fornyede dansk presse - men som desværre blev væltet over ende af en lille, dum og smålig kreditor med 113 tusinde kroner til gode.

Udsendelsen er ikke belastet af janteloven; tværtimod bæres Peter Linck af en entusiasme og velvilje der med liv og farver og kone forviser de kløgtige bemærkninger fra Tøger Seidenfaden og Henrik Bo Nielsen til bureaukraternes triste verden.

Genren er ubestemmelig - portræt, dokumentar eller gendigtning - og efter min mening en usmagelig blanding af fakta, protagonistens erindringer og fiktion. Hvis du er i tvivl om den useriøse hensigt, så kig lige på tv2.dk hvor du kan besvare de dybe spøsmål: "Hvordan reagerede du på Dagens konkurs?" og "Drømmer du om at starte noget stort?" Svaralternativerne er lige så banale som spørgsmålene. Åndelig husflid.

Hovedspørgsmåler er naturligvis hvorfor det gik så galt som det gjorde, når nu alle er enige om at projektet var stort og havde fremtiden for sig ? - Det spørgsmål havde udsendelsen ikke andet svar på end Peter Lincks, og kritikernes påstand om de 'forretningsmæssige amatører'. En ting synes klar: Det er ikke de deltagende journalisters svigt! Tværtimod kan man konstatere at alle de journalister der arbejdede på Dagens drømmehold i dag er rævestolte og betragter oplevelsen som et adelsmærke eller en særlig manddomsprøve. Det er mere forslåeligt end Kresten Schultz Jørgensens dubiøse rolle som chefredaktør for projektet.

Peter Linck fik personlig reklame for alle pengene. Myte og branding og oprejsning for hele familien! Kun udgangsreplikken hvor Peter Linck brugte ordet 'psykopat' om sin tidligere adfærd var en ridse i lakken og formentlig en fortalelse.

metroXpress i den gule trøje

Gratisaviskrigens første offer blev Berlingskes Dato. Hvem der bliver det næste offer, kommer der et bud på nederst i denne blog.

Med fusionen mellem 24timer og metroXpress har JP/Politiken standset et blødende sår. Det er fornuftigt nok, når JP/Politiken alligevel ikke kan vinde slaget ved egen kraft. 24timer har vundet flest læsere, men er en dødvægt i JP/Politikens økonomi. Med fusionen sikrer JP/Politiken sig en aktie i fremtidens gratisavismarked. Det er ikke så ringe endda.

MetroXpress er ubestridt etapevinder. Avisen har fastholdt sit oplag under krisen, men den har mistet 19% af sine læsere siden 2. halvår 2006 og et ukent annonceprovenu på gratisaviskrigen. Avisen bliver styrket med fusionen og JP/Politiken som medejer.

Nyhedsavisen kan betinget glæde sig over at have en modstander mindre, og på et eller andet tidspunkt formentlig en titel mindre at slås imod. Til gengæld bliver metroXpress en formidabel modstander. Tilsammen har metroXpress og 24timer så mange læsere (900 tusinde ?) at Nyhedsavisen, der i april har flest læsere, må affinde sig med en position som nummer 2.

Den store ubekendte er næppe om eller hvornår metroXpress og 24timer bliver til en tittel. Det er mere interessant hvilken prispolitik det nye MetroXpress A/S vil føre. De der ser fusionen som et signal om en hurtig pristilpasning på annoncemarkedet, skal ikke glæde sig for tidligt. På den ene side vil metroXpress' Søren Riis føle sig fristet til at afvikle krigsrabatterne hurtigst muligt. På den anden side vil annonceprisforhøjelser virke livsforlængende på Nyhedsavisen. Det er mit bud at han vil have is i maven, og at ejerne vil være tålmodige.

Det er alt for tidligt at udpege den endelige vinder. Metroxpress har vundet denne runde. Om det lykkes at knække Nyhedsavisen, afhænger mere af avisens finansielle udholdenhed end af konkurencen på markedet.

Fusionen henviser Urban til en 3. plads, farligt langt under metroXpress og Nyhedsavisen. Urban har skåret en fjeredel af oplaget siden 2. halvår 2006, og den har mistet næsten lige så stor en andel af sine læsere. Det ser ikke godt ud. Skal avisen gøre sig gældende, må Urban fyre op under kedlerne.

Grin eller gråd

De 8 betalte landsdækkende hverdagsaviser mister 51 tusinde aviser i dagligt oplag fra 2. halvår 2005 til 2. halvår 2007. Det er halvåret før de gratis husstnadsomdelte aviser blev lanceret, og halvåret efter. Omregnet til læsere per eksemplar betyder dette en stigning fra 3,6 til 3,8 læsere per eksemplar. Spørgsmålet er om stigningen giver grund til glæde eller sorg ?

Faktisk stiger antallet af læsere per eksemplar for ikke færre end fem af de otte aviser: B.T. (4,5), Berlingske Tidende (3,1), Ekstra Bladet (4,3), Jyllands-Posten (3,8) og Politiken (3,9). Læsertallet per eksemplar falder for nicheaviserne Børsen (2,8), Information (4,7) og Kr. Dagblad (3,7). Tallet i parantes er antallet af læsere per eksemplar i 2. halvår 2007

Et stigende antal læsere per eksemplar viser at oplaget falder mere end antallet af læsere. Omvendt falder antallet af læsere per eksemplar når oplaget stiger mere end læsertallet. Det sidste er tegn på fremgang, det første tegn på tilbagegang.

Glæden over et stignede læsertal per eksemplar er til at overskue. De fem store hverdagsaviser med stigende antal læsere per eksemplar er svækket, mens nicheavisrene har relativ fremgang. Om søndagen stiger læsertallet per eksemplar for alle andre end Weekendavisen.

De fleste hverdagsaviser kan til gengæld glæde sig over at læsertallet stiger fra 2006 til 2007; undtagelserne er Information, Jyllands-Posten og kr. Dagblad. Det gælder især Ekstra Bladet, B.T. og Berlingske Tidende. Oplagsudviklingen er der ikke meget jubel over. Kun nicheaviserne og Weekendavisen klarer sig pænt.

Er vi vidne til malkning af de trykte aviser - eller vil vi se de store huse tænke nyt i et omfang der flytter læsere og købere ?

Knivskarpt

"DET SIGES, at der i det gamle Kina, hvor man henrettede med sværd, fandtes en bøddel, der var så dygtig, at hovedet blev siddende på den dødsdømtes hals, efter at det var skilt fra kroppen. Så var der blot at sige: »Vær så god og nik«.
Det er nogenlunde Birthe Rønn Hornbechs situation lige nu."

Skarpere kan det næppe siges. Tøger Seidenfaden er abonnementet værd.

Dagens aviser

Min morgenlæsning består af Politiken, Information og Børsen. Jeg køber B.T. og Ekstra Bladet et par gange om ugen, jeg får desuden Nyhedsavisen på kontoret, og jeg snupper metroXpress, 24timer og Urban mindst en gang om ugen. Berlingske Tidende ser jeg fire til fem gange om ugen. Børsen opfylder mit behov for erhvervsstof, ofte til overflod, og det levner ikke plads til Berlingske Tidende som abonnementsavis.

Som regel læser jeg Børsen først, af nødvendighed mere end af tilbøjelighed. Men ikke i dag. Forsiden om brakmarker fængede ikke.

Politikens tophistorie om miljøministeren er nok nødvendig, men ikke interessant; billedreportagen fra Burma var for en gangs skyld aktuel, men ikke interessant med gårdagens BBC-reportage i baghovedet. Tøgers leder om Foghs karriereplaner var perspektiverende, velskrevet og avisens eneste rigtige godbid. Resten af avisen var tynd. Jeg læste faktisk kun 5. afsnit i Helten fra Musa Quala og ATS.

På denne almindelige torsdag var dagens Information en fornøjelse: Forsiden – og tophistorien - med en god vinkel på Lars Løkkes udskejelser, Weiss’ bagsideleder om Københavns Universitets knæfald for kapitalen, samt bogtillæggets historie om børnelitteratur, anmeldelsen af Henrik Wivels bog om Bille August, Metz’ anmeldelse af Claus Bryld og Engells klumme om Herman Bang, plus ’Machiavelli – nu som makværk’. Metz og Engell tjente abonnementet hjem. Hvad kan man forlange mere af en avis end tre til fire historier der gør dagens udgave værd at læse.

Børsen opfylder et instrumentelt behov for at være orienteret om erhvervsnyhederne, tophistorien, aktierne, selskaber der flytter sig, eller ledere der flytter virksomheder. Dagens børs bød ikke på godbidder. Jeg plejer at læse lederne, men jeg syntes ikke at jeg havde tid til at læse lederen om Euro-afstemningen. Tophistorien om inddragelse af brakmarker og rekordhøst var heller ikke tilstrækkelig kraftfuld eller relevant til at udvide min morgenlæsning. Faktisk øjede jeg kun Nordeas invitation til danske småbanker (jeg har aktier i et par af dem).

Dagens læsning er ved nærmere eftertanke typisk, selv om jeg plejer at bruge mere tid på Børsen. Information fylder mere og mere i min dagligdag, Politiken føles lettere og lettere og vil om kort tid forsvinde som en varmluftsballon på en sommerdag. Kun Tøger Seidenfaden, Peter Wivel og Anders Jerichow begrunder at jeg ikke allerede har indstillet min daglige læsning.

Er det retfærdigt, er det typisk, og er min læsning af trykte medier den 8. maj 2008 overhovedet interessant for andre?
De trykte aviser har det hårdt i disse år. De er for dyre i forhold til udbyttet (Politiken). Det er næppe tilfældigt kun at de to nicheaviser føles som nødvendige tilskud til dagens P1-nyheder, diverse nyhedsbreve og gårdagens BBC. Jeg vil have daglige vitaminer, hver dags læsning skal give substans til dagens doxa, filosoffens opstigen fra hulen i Platons Staten 514A for de der måtte have den stående på hylden.

Fitna - den islamiske eksplosion

Danske journalister er sprogbegavede. I hvert fald er hollandsk speak og tekst og arabiske korancitater ingen hindring for at kommentere, anmelde og omtale filmen Fitna der blev frigivet i forgårs og omtalt i går. Imponerende.

Filmen er farlig, så farlig at Liveleak.com har set sig nødsaget til at fjerne filmen fra siten.

Kurt Westergaards Muhammedtegning udgør filmens dramatiske komposition. I filmens start er bomben i turbanen tændt og nedtællingen begyndt; bomben eksploderer om 14 min og 56 sekunder. På filmens sidste billeder zoomes ind på den stadig mindre lunte, og bomben eksploderer. Undervejs vendes blade i koranen, og citater fremhæves og illustreres med billedsekvenser af terrorangreb, stribevis af ofre og islamiske prædikanters hadske mobilisering af de arabiske helte. Filmen kulminerer i den islamiske bombes eksplosion, dvs. tal for den islamiske invasion i Holland (væksten frem mod 944 tusinde muslimer i 2004) og i Europa (54 millioner i 2007).

Koranen og Muhammed er filmens hovedpersoner og Geert Wilders hovedfjender. Det er fra dem galden og terroren flyder, og de skal stoppes før det er for sent, i følge Geert Wilders. Krigen er i gang, og Fitna er et opråb i mobiliseringen af Vesten. Men Fitna er mindst lige så hadefuld propaganda som de islamiske præsters hysteriske taler til de arbiske masser og som Hitlers tale på Nürnberg Stadion.

Geert Wilders kamp mod islamismen er en kamp mod religionen, koranen og Muhammed. Filmen er båret af en ideologi der er lige så fascistisk som den den bekæmper. Geert Wilders skader i sin hadefulde kulturkamp det demokrati han går ind for. Han misbruger ytringsfriheden til at prædike had og intolerance over for alle i den arabiske verden, udemokratiske værdier og usympatiske generaliseringer. Ytringsfriheden er vigtig for os, men den er ikke hellig. Den har som ideologi rødder i oplysningstiden, og den er som demokrati og mennskerettighed ikke universel selv om vi kunne ønske det. Ytringsfriheden tillader, men legitimerer ikke had.

Geert Wilders opråb er dårlig moral, intolerance og fascistisk ideologi båret af fremmedfrygt, etnisk eller kulturel mereværd, intellektuel bedreviden eller bare dårlig smag. Hans ytringer skal naturligvis tillades, men vi må bekæmpe dem med gode argumenter, humor, besindighed og handlinger der afspejler vores sindelag.

Flemming Rose og Jyllands-Posten har med Muhammedtegningerne knyttet en snebold der for alvor ruller sig stor og ustyrlig. Mon de stadig er stolte af deres indsats ?

Information Light

Politiken har mistet 9% af oplaget - 11.000 aviser - siden avisen i 2. halvår 2006 lancerede sit svar på udfordringen fra internettet og de husstandsomdelte gratisaviser med Nyhedsavisen i spidsen. Det er langt den største nedgang blandt de landsdækkende dagblade. Avisen kan selvfølgelig trøste sig med at det er gået værre for andre betalte dagblade; De bergske Blade, Århus Stiftstidende og Sjællandske har mistet endnu mere.

Politiken slipper ikke for selvransagelse; opskriften på den nye avis lever ikke op til forventningerne, og måske duer den slet ikke.

Jeg ved ikke om du deler min opfattelse af at Politiken er blevet en Information Light. Billederne er blevet større, historierne er pumpet op som billig hamburgerryg, det er småt med de væsentlige nyheder, og gassen er gået af gernrefornyelserne. I det hele taget står udviklingen i stampe, og platformen synes umulig at sætte af fra. Forsidelederne, der i en lang periode tog kegler som oppositionens skarpe skydts, er nu ofte forudsigelige, og næppe oppinionsdannende i den offentlige mening.

Hvor er du, Tøger ? - Der er brug for dig. Flere arbejdere stemmer borgerligt end til venstre for midten, socialdemokraterne søger med lys og lygte en styrkeposition , og Willy Søvndal erobrer initiativet med opråb til de tabte arbejdere hos DF. Ingen taler om integration, og indvandring handler om import af billig arbejdskraft. Vi har behov for en fyndig humanistisk stemme der appellerer til det tænkende Danmark, og som ikke mindst formår at bringe regeringspartierne, Dansk Folkeparti og den kompakte danske majoritet i defensiven.

Politiken har stadig velskrevne historier, avisen mestrer som den eneste stemme i Danmark en veloplagt og afvæbnende humor, og der er anmeldelser som jeg ikke ville undvære. Men det væsentlige, det prægnante, det øjenåbnende, det modige savner jeg. Jeg savner et andet sted at begynde min dag end P1, Børsen og Information, og et andet sted at slutte den end Berlingske Tidende og Politiken!

Medierevolutionen tilfører ny energi

Den store medierevolution syntes lidt pjusket i forhold til sidste år, men programmet rummede alligevel spektakulære indlæg om Calsbergs nye tv-kanal 'Part of the Game' og mikrofinansieringsportalen MyC4.com.

Webben driver medieudviklingen, og vi kender alle de imponerende tal, de gigantiske købesummer og de overvældende logooversigter. Sjovt nok holdt jeg mest af Henrik Dahls indlæg. Tilbagelænet, med blid ironi og uden en eneste slide tog Henrik sig af substansen, det vedvarende i den konstante flux:

1. De gamle medier forsvinder ikke selv om vi tror det. Fortrængningshypotesen går ud på at vi i vores ahistoriske tidsalder tror at alt er nyt, og at det gamle forsvinder.

2. De nye medier tilfører de gamle ny energi, men bringer også de gamle mediers forretningsmodeller i krise. Eksempler skulle være overflødige.

3. Vi i den kompakte majoritet er dybt reaktionære trods de enestående nye teknologier og -anvendelser. Vi er stadig opdelt i en minoritet som ikke vil leve uden den gamle trykte avis, en befolkningsgruppe med en anden profil som lever af og for tv, et segment der sværger til radioen, plus en fjerde gruppe der prioriterer internettet på en abolut førsteplads. Den sidste driver udviklingen, og den vokser, men det går langsomt.

4. De behov medierne dækker, flytter sig ikke, og de bestemmer arbejdsdelingen mellem mediegrupperne. Vi vil stadig informeres, vi vil slappe af og underholdes, vi vil forstå os selv, og vi vil være sammen med andre.

Således klædt på er der grund til at tænke Carlsbergs tv-ambitioner igennem, og imponeres over MyC4s drive og kreativitet. Behovet for digitale raslebøsser er uendeligt stort, ideen er revolutionerende og der er plads til flere projekter.

P.S. Hvis du ikke allerede har checket Pxynet ud, er den nok et besøg værd. En pxy vil snige sig ind i om ikke hverdagssproget så i det konstant modtagelige medieslang.

Pxynet

Computerworld bragte i går nyheden om Pxynet skabt af Jan Krogh og tre gode venner. Under overskriften 'Midaldrende mænd tager kampen op mod Google' ligner historien en verdenssensation. Det er det bare ikke. Check selv den svenske site.

Dermed ikke sagt at ideeen ikke er god. Kombinationen af information og geografi er fremragende, både for nyheder, chat, communities og for private og professionelle annoncører. Navnlig i tyndere befolkede områder hvor udbud og efterspørgsel efter tjenester, kontakter og meddelelser er større end i storbyerne. Ideen har fremtiden for sig, og så er den gratis for brugeren.

Held og lykke!

Har du set lyset ?

Kan det blive værre ? Vil det nogensinde gå fremad igen ? Er der overhovedet lys for enden af tunnelen ?

Udgivererklæringen for januar 2008 viser et samlet fald i de betalte dagblades hverdagsoplag på 7,5% fra jan07 til jan08 til 1.191 tus. eksemplarer. Nedturen accellerer med mere end det dobbelt af de 3-3,5% som har været normen gennem 2007.

Udviklingen er grim nok. Hvis du kan regne med procenter, vil vi allerede til næste år nærme os et samlet hverdagsoplag på 1 million - som netop svarer til gratisavisernes samlede oplag. Værre er fraværet af en vision for de betalte aviser. Ingen ved hvad der skal til for at stabilisere endsige øge oplaget.

Nicheaviserne holder skansen, dvs. at de går minimalt frem og altså ikke tilbage. Nicheavisen leverer merværdi til døgnets gratis nyheder, mens omnibusavisen snarere udstiller at det kan betale sig at være gratist.

Alle aviser kan ikke være nicheaviser, men de kan ende med at blive det.

For udgiveren er konceptet ikke så afgørende som det at befinde sig på en platform der vokser og hvis vækst kan omsættes i kontante kroner som et betalt oplag. De fleste udgivere ser sig i dag mere som brand-vogtere; deres interesse knytter sig til nettodækningen på print og web, og de mest succesfulde, Ekstra Bladet, VG mfl., har en trafik på nettet der batter på bundlinjen.

Selv om et avisbrand kan overleve, og måske endda komme til at stortrives økonomisk, på flere platforme, ændrer det ikke chefredaktørens omsorg for papirudgaven som i modsætning til den digitale avis repræsenterer et medie hvor næsten alle sider bliver læst af alle. Nettet kan genere besøg, men brugerne søger først og fremmest efter de seneste nyheder, dernæst de der er tættest på ham selv og endelig de der interesserer. De tunge genrer - der er tunge fordi de er væsentlige - passer skidt til nettet, og mon ikke de fleste dagbladsredaktører ville føle sig omplantet til gratismedier eller til underholdningsindustrien hvis disse genrer døde i transformationen fra print til web.

Nettet kan sikre økonomi og overlevelse, men erstatter ikke en vision der duer for print. Har nogen set lyset ?

Glæden over 24timer

JP/Politikens Lars Munch fortæller i dag den 4. februar til Politiken at Huset har investeret halvt så meget som Nyhedsavisen, 300 millioner kroner, i 24timer. Beløbet er måske ikke så interessant som rationalet, at risikoen ved ikke at reagere var større end den defensive lancering.

Endnu mere interessant er svaret på hvorfor JP/Politiken vil holde fast i en urentabel investering. Her svarer Lars Munch at "vi har en tro på, at vi kan gøre 24timer til en rentabel forretning i løbet af nogle år... Og vi har fået en avis, som vi er så glade for, at vi ikke ser nogen grund til at trække os ud af det marked". Sandheden ligger nok i glæden over 24timer.

Med 24timer har JP/Politiken fået den gratisavis som Huset afstod fra at lancere i konkurrencen med metroXpress som var lige så farlig for JP/Politiken som Nyhedsavisen. I 2001-02 lod Lars Munch Berlingske tage krigsomkostningerne med Urban, men prisen var at JP/Politiken ikke fik foden inden for gratisavismarkedet.

Lars Munch kan håbe at Nyhedsavisen forbløder. I så fald bliver 24timer rentabel. Holder Nyhedsavisen fast i markedet, og navnlig i den dyre husstandsdistribution, har han fat i den lange ende med den den billigste forretningsmodel i 24timer som trafikavis, og break-even ligger lidt længere ude i fremtiden.

Under alle omstændigheder har JP/Politiken den største titel på markedet. 24timer har overhalet metroXpress der er svækket i konkurrencen, men som tjener rigtige penge. Urban er som nummer fire ud af fire gratisaviser ikke med i opløbet.

Lars Munch har handlet klogt, men dyrt. Det er indlysende rigtigt at holde fast. Lars Much har fået sin gratisavis, han er størst på markedet, og han ligner en vinder under alle omstændigheder.

Nyhedsavisen sadler om

Nyhedsavisen har rebet sejl så det forslår. Virkeligheden har indfundet sig på Margretheholmen, og avisen tilpasser omkostningerne til de faktiske forhold i jernindustrien. Begravet er ambitionerne om nyhedsbureau, reklamedistribution og konkurrence med Post Danmark - og ikke mindst visionen om husstandsomdeling som avisens strategiske point of difference.

Efter at have brugt mere end en milliard kroner på 15 måneder, og endnu langt fra alle mål, er det både naturligt og fornuftigt at justere strategien.

Men det er alt for tidligt for de gamle bladhuse at tørre sveden af panden. Nyhedsavisen opgiver de mest eksotiske ambitioner som de alligevel hverken har penge, tid eller ejere til at gennemføre. Til gengæld bider de sig fast på markedet for gratisaviser og lægger samtidig an til en markant styrkelse af websiden. Nyhedsavisen udgør en uændret betydelig udfordring for såvel betalings- som gratisaviser på markedet - og sammen med Freeway en skærpet trussel på nettet som netop er det eneste marked de gamle huse investerer i.

Opretholdelsen af en fortsat husstandsomdeling er dog uforståelig. Den driller ganske vist abonnementsaviserne, men den er kostbar, og den er ineffektiv med kun cirka en læser per eksemplar.

Svenn Dam er en fighter, han er branchens skarpeste strateg, og han har sit eget hjerteblod - og ikke mindst sine penge - i projektet. Hvis han var professionel fodboldspiller, var han købt for længst.

Danmarks underliv

Grænselandet af Nikolaj Thomassen og Mads Brügger forfærder enhver læser, ligesom forfatterne undervejs væmmes ved den opgave de har påtaget sig. Spørgsmålet er hvodan man overhovedet kan holde ud at læse bogen om incest, udnyttelse og fornedrelse til ende, enda længe efter at hver en sønderjysk sten tilsyneladende er vendt, og selv de mindste nyheder er eksponeret langt over tærsklen for både væsentlighed og interesse.

Litterært set er Grænselandet en polyfon collage, en samling originale stemmer og genrer bundet sammen af Annas fremadskridende erindringer og forfatternes kommentarer.

Nikolaj Thomassen og Mads Brügger kæmper bogen igennem for at bevare deres professionelle integritet. Bestræbelserne på at holde distance til de langt fra troværdige kilder lykkedes kun delvist, men de forsøger. Konkurrencen med Claus Jessen fra Ekstra Bladet nærmer sig stedvist det underholdende, men bidrager også til et forstemmende billede af mediernes forsøg på at sikre sig et forspring og eksklusive kilder.

Hovedspørgsmålet - hvordan kunne det ske - besvares med myndighedernes, først og fremmest kommunens og pigernes skoles svigt. I en bredere sammenhæng tegner Nikolaj Thomassen og Mads Brügger et billede af et Underdanmark hvor den forfærdeligste sociale arv man kan forestille sig er en realitet, af miljøer hvor børn fødes som uønskede produkter af tilfældige møder, og af personer med mikroskopiske selvværd og usle livsvilkår på bunden af samfundet.

Husstandsaviserne løb med væksten i 2007

Landsannoncemarkedet blev udvidet med 18% fra 2006 til 2007. De landsdækkende og regionale aviser øgede deres annoncemængde med 1%, trafikaviserne med 2%, og de gratis husstandsaviser mere end femdoblede deres annoncemængde.

Umiddelbart er de betalte aviser hverken blevet styrket eller svækket på annoncemarkedet. Selv om de mister markedsandel, har mediegruppen under ét tilsyneladende ikke tabt mængder. - De gratis husstandsomdelte aviser udkom i kun 2. halvår 2006, men i hele 2007. Til gengæld er det nærliggende at antage at husstandsaviserne har snuppet om ikke hele, så dog en væsentlig luns af den konjunkturbestemte markedsudvidelse som de betalte aviser har så hårdt brug for.

Der er betydelige, og ikke let forklarlige forskelle mellem titler. Jyllands-Posten er gået 22% frem på hverdage men er status quo på søndage. Politiken er gået 22% frem om søndagen men er uændret på hverdage. B.T. og Berlingske er gået tilbage både hverdag og søndag (kannibalisme fra Dato ?). MetroXpress er gået 6% frem; måske som følge af den kortvarige eftermiddagsudgave. Og Børsen har mistet 8%.

Blandt de gratis husstandsaviser sidder Nyhedsavisen på 42%, 24timer på 56% og Dato på 3% af mængderne i mediegruppen i 2007.

Det er nærliggende at efterspørge DDFs autoriserede kommentar til udviklingen, med udvikling i volumen, omsætning, priser per millimeter og såmænd også udviklingen på brancher. Det er ærgerligt at DDF prioriterer andre opgaver end markedsudviklingen på vitale områder, og spøjst at vi eksterne observatører - uden adgang til alle data - møjsommeligt skal hugge os vej gennem informationsjunglen. Et par meter nede af listen har jeg kommenteret udviklingen fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007, dvs. markedet med og uden de nye gratisaviser.

Reaktionær underholdning

Historien om Arn overlever transformationen til film uden de store problemer. Det episke drama om undfangelsen af Sverige som nation folder sig nydeligt ud i den 2½ time lange film.

Det gør stereotyperne desværre også. Historien om Arn bliver til kampen mellem de gode og de onde i en grad så filmen næsten bliver en karikatur på sin egen aristokratiske ædelhed. Filmen snobber for de gode gamle dage hvor mænd var mænd der førte krig, mens kvinder var madonnaer eller intrigante hekse med styr på kærligheden, hadet og følelserne.

Arn bliver i dobbelt forstand et pust fra fortiden, en dyrkelse af vores billede af den romantiske kærlighed, og den krigsduelige pacifist der fra start til slut agerer superhelt, ensom ulv og enmandshær der overvinder alle hindringer. Filmen udtrykker vores individualitiske og dybt reaktionære flugt fra moderniteten. Clint Eastwoods Harry Callahan er tættere på os end disse Prins Valiant glansbilleder fra et fjernt ugeblad.

Det er egentlig ikke Jan Guillous skyld; Arnbøgerne er rigtig god underholdning om en nations fødsel - som Berhard Cornwells bøger om Arthur eller Alfred den Store. Begge står i gæld til Walter Scotts historiske romaner, og som forbillederne er de konciperet af pekuniære årsager. Lad os komme videre!

Journalistik for borgere og professionelle

Mads Kristensen lagde op til debat om borgerjournalistik, John Lund var vært på gårdagens møde om borgerjournalistik - og helt i borgerjournalistikkens ånd har flere deltagere kommenteret og løftet debatten ud i blogosfæren, se Lars K Jensens og Erik Willumsgaards blogs.

Jeg blev klogere i det gode selskab af professionelle og journalistiske ildsjæle. Borgerjournalistik fylder hullet mellem det der optager almindelige borgere og mainstreammediernes dagsorden. Borgeren orienterer sig mod det lokale, mens de professionelle medier vender sig mod det nationale, det væsentlige, og det der er interessant for mange. Hullet bliver en kløft, og selv nede mod bunden hvor afstanden mellem parterne trods alt burde være overskuelig, formår end ikke ugeaviserne at levere kropsnær dækning.

Der er mange gode og mindre gode grunde til medielandskabets canyons. En manglende interesse for det lokale fører til et begrænset kendskab til den lokale dagsorden. Lige så vigtigt er den professionelle journalists indbyggede behov for kontrol, kontrol med kvaliteten, kontrol med motiverne, kontrol med kilderne, kontrol med sproget .... fortsæt selv.

Borgerjournalistik er brobygning over informationskløften, eller som John Hagel og John Seely Brown beskriver det "the edge is becoming the core ... pull models seek to provide people on the periphery with the tools and ressources ... required to take initiative and creatively address opportunities as they arise". Et ægte oplysningssvar på en demokratisk udfordring.

Nede på jorden igen blev jeg klogere på den journalistiske selvforståelse blandet med journalisters frustrationer over hvorfor cheferne ikke hører efter, og hvorfor udgiverne ikke investerer de håndører der løfter journalistikken ud til borgerne. En del af svaret findes i sproget; journalisten må erkende at ledere og især forretningsuddannede chefer bruger et andet sprog end journalistens, et tankesæt som journalisten må lære sig for at omsætte sine ideer til bæredygtige initiativer som udgiveren står helhjertet bag. Grundkurset i strategi for journalister må tage udgangspunkt i at udgiverne skal se lyset, og de skal have solide argumenter for ikke yderligere at save i den gren de som betalte medier eller institutioner sidder på.

Mads Kristensen havde i borgerjournalistikkens åbne ånd prioriteret debatten over foredraget. Tak for initiativet!

Til lykke til DR2 Udland

Endelig et nyhedsprogram der vil mig noget som seer. Godt nok så DR2 Udland lidt pjusket ud på sin primeredag i går aftens, men ambitionerne fejlede intet. Det var vedkommende tv, en klar modvægt til provinsnyheder på TV2 og langsom tv på DR1.

En voksen nyhedsvært, væsentlige indslag, tid til fordybelse og væsentlighed som ambition på plussiden. Lidt for skødesløse henvisninger til webaviser på en skærm bag værtinden, et interview med en dansker i Nairobi som mest videregav sine private indtryk og tilsyneladende undervurderede eller havde misset de alvorlige bestræbelser på kompromis, og fravær af føljetonen fra Georgiens præsidentvalg.

Men alt i alt en fin præmiere på en seriøs nyhedsudsendelse for os der har læst dagens aviser.

Ikke et ord om aviser

Hovedpersonen i Camus' Faldet, Jean-Baptiste Clamence, siger undervejs i sin vidtfavnende ordstrøm at det moderne menneske kan karakteriseres ved at hore og ved at læse aviser. Nu er Jean-Baptiste Clamence ikke noget sandhedsvidende, faktisk tvært i mod, og bogen er skrevet i første halvdel af 1950'erne. Men alligevel; mens det første, horeriet, måske også gælder i dag, er det i hvert ikke tilfældet at modernitet i dag er knyttet til avislæsning. Mere end halvtreds år senere forbinder kun de færreste aviser med avantgarde. De moderne i voret århundrede beskæftiger sig med visuelle medier, de skriver blogs eller bøger eller bare tekster, de rejser, de bliver gift i kirken og de har forfærdelig travlt med at tjene penge. Men at noget så gammeldags, tidsrøvende, nedgroet og indadvendt som at læse aviser skulle tjene som spydspids i en moderne iscenesættelse, det vil nok kun de mest forbenede gamlinge påstå, og de er jo netop ikke en del af eliten. De har vel i heldigste fald moderniteten bag sig.

Nu kan man selvfølgelig interessere sig for alt det der kan erstatte aviser i karakteristikken af det moderne i dag. Man kan også synes at det er påfaldende at det moderne er så individuelt at det ikke lader sig sætte på formel. Eller man kan som jeg vedgå at man er så umoderne at man stadig fascineres af det ældgammel papirmedie der aldeles demokratisk tillader alle at orientere, fordybe og fornøje sig på samme tid.

Clamence er en svigefuld person. Han mener ikke nødvendigvis hvad han siger, og siger ikke hvad han mener. Det med hor og aviser kan sagtens være en lapsus i hans letflydende foredrag. Udtalelsen kan imidlertid også være en slip-of-tongue, en fortalelse der netop afslører et lag i talen som viser vej til hans inderste dybt under overfladen. Hvis du vælger at læse teksten som jeg, står der kun tilbage at Clamence er fuldblods fiktion, en fortællerstemme som med vilje bevæger sig højt op og dybt ned af læserens troværdighedsskala. Og så har vi endnu ikke ofret ét ord på romanen - og faktisk heller ikke drøftet avisens rolle i 2008.