Julen er over os

"Come unto Him, all ye that labour and are heavy laden, and He will give you rest ..."

Hvem kender ikke disse linjer fra Messias 1. del. De fleste nyder musikken, men du kan også fornøje dig over ordene. Det engelske bibelcitat rummer sin egen poesi, og det er nok en af grundene til at kirken har bedre fat i broderfolket mod vest end i Søren Krarups hjemland.

Citatet er Matthæus 11, v. 28. Det lyder på dansk: "Kom til Ham, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og Han vil give jer hvile". Der er allitterationer og hypotakse både i den danske og den engelske tekst, men hvor den engelske oversættelse har en vidunderlig rytme i det talte, er den danske tung og træt som indholdet.

Englænderne kan deres bibel, og sproget er blot en af forklaringerne. Om sproget skaber den religiøse inderlighed, eller religionen kildrer den engelske kærlighed til bibelteksten, kan englænderne næppe selv svare på. Men der er musik i ordene, også før Händel lagde musik til Jesus-legenden.

Messias er fin musik, men den er ikke forklaringen på værkets succes. Det geniale kunstgreb er at stille teksten - selve bibelen - i forgrunden gennem vellydende citater som tilhørerne kender og elsker. Og som hver jul bekræfter englænderne i deres identitet, deres kærlighed til sproget og forankring i traditionen. Messias er bibelcollage og borgerlig lyrik på højt plan.

Læs lige citatet igen: "Come unto Him, all ye that labour and are heavy laden, and He will give you rest ..."

Det er budskab til den arbejdende befolkning. Gå hjem og slap af.

God jul!

Læserne skrider

I følge de seneste læsertal har de tre nye gratis husstandsaviser tilsammen 717 tus. læsere brutto. Kun kombattanterne der har adgang til tallene, kender dobbeltdækningen. 24timer fører stort med 398 tus. læsere, Nyhedsavisen har 197 tus. læsere og Dato kun 122 tus. læsere i følge Børsen den 7. december.

Nyhedsavisen har lovet en million læsere, men læsertallet stiger dog for hver måling. Gassen er gået af 24timers vækst, men det går dog fremad. Værst ser det ud for Dato der holder fast i morgendistribution til husstandene i HT-området, men som alligevel falder i læsertal.

Til gengæld kan de nye aviser læsertal aflæses i et fald i de landsdækkende dagblades læsertal. De seks etablerede aviser - Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, B.T., Ekstra Bladet, metroXpress og Urban har tilsammen mistet 13% af deres læsere - eller 392 tus. læsere i løbet af månederne september, oktober og november.

Tallet er et gennemsnit for de tre måneder sammenlignet med de tre tilsvarende måneder i 2005. Kilden er Gallups Aktuelle Månedstal. Bladene vil nødigt kendes ved månedstallene; men hvis de ikke kan bruges til periodesammenligninger over tre måneder, er de værdiløse.

For hver tittel er der tale om tilbageskridt der kan mærkes

• B.T. : - 47 tus. læsere -10%
• Berlingske Tidende: - 35 tus. læsere -9%
• Ekstra Bladet: - 42 tus. læsere -9%
• Jyllands-Posten: - 50 tus. læsere -8%
• metroXpress: -104 tus. læsere - 14%
• Politiken: -65 tus. læsere -13%
• Urban: -49 tus. læsere -8%
• Alle 6: -392 tus. læsere - 13%

I øvrigt viser et nærmere kig på tallene at kun B.T. har accellerende tab i løbet af de sidste tre måneder, metroXpress' tab ligger stabilt på 106 tus. læsere, Urbans og Jyllands-Postens tab går ned måned for måned over de tre måneder - og de øvrige aviser svinger op og ned. Tallene viser med andre ord ikke den store konsistens, bortset fra den væsentlige at alle læsertal går ned i større eller mindre omfang.

Hvordan harmonerer nedgangen for de bestående landsdækkende aviser på små 400 tus. læsere med de tre nye avisers fremgang på 717 tus. læsere ? - Det må nærmere undersøgelser vise! Umiddelbart er den indlysende forklaring dobbeltlæsning i betydeligt omfang.

Men vi kan se at de nye aviser hugger ind på de gamle i målbart omfang. Og så har vi formentlig endnu effekten af Nyhedsavisen til gode. Avisen blev først lanceret den 6. oktober, oven i købet med en kaotisk distribution.

Montys motiver

Koncernchef Lasse Bolander har meldt ud at Berlingske skal afvikle 350 mand i koncernen i løbet af de næste to år. Med 500 tkr. om året i omkostninger per medarbejder giver sparerunden en gevinst på bundlinjen på 175 mkr. Det er meget oveni de store nedskæringer der blev gennemført i 2001, og fyringerne skaber naturligt vrede og usikkerhed blandt medarbejderne.

Sparerunden er ikke desto mindre en forventelig del af koncernens økonomiske genopretning. Lasse Bolander skal høste synergier gennem fusioner, han skal spare ledergager i en organisation med store stabe og et hav af selskaber, og naturligvis skal han også reducere medarbejderstaben i en løntung branche.

Det er ikke bare en god ide at rulle den divisionalisering tilbage som blev iværksat på et forkert tidspunkt lige før lavkonjunkturen satte ind i 2001. Det er også nødvendigt at øge indtjeningen.

David Montgomery købte Orkla Media med en EBITDA margin på 7,2% for 7,550 millioner norske kroner. Alene forrentningen af beløbet udgør de 400 millioner som skal tjenes og betales før der bliver midler til selvfinansiering og udvikling.

Montgomery har ikke lagt skjul på sine intentioner, og de bør ikke komme bag på hverken medarbejdere eller offfentlighed. "Mecom is targeting a significantly improved EBITDA margin for Orkla Media over the next two years. Other Mecom investment companies average EBITDA margins of 13%, leading newspaper companies in Scandinavia average 18%, and in the UK average 26%" , som David Montgomery skriver til sine aktionærer den 25. juli 2006.

Indtjeningen skal med andre ord op på niveauet 13%, men målet er langt højere. De to år er netop tidsfristen for tilbagebetalingen af Orklas lån til Mecom på 852 millioner norske kroner der var med til at finansiere handlen.

Berlingske hørte som bekendt ikke til den bedst indtjenende del af det gamle Orkla Media, så der er lang vej endnu. For Lasse Bolanders handler det ikke bare om at øge indtjeningen mens markedet er i topform. Han skal også trimme virksomheden til de nye ejere - og han skal have styr på en balkaniseret virksomhed med tårnhøje omkostninger.

Berlingske rykker

Berlingske fusionerer selskaberne De Bergske Blade og Århus Stiftstidende ved årsskiftet. Selv om motivet til fusionen sikkert skal søges i behovet for en øget indtjening oven på det seneste ejerskifte, ligger der så store synergier at hente, at fusionen burde være foretaget for flere år siden.

Umiddelbart overtager den mindre virksomhed De Bergske Blade med et samlet oplag på 38.000 aviser den større Århus Stiftstidende med et oplag på 48.600, Randers Amtsavis inklusive. I virkelighedens verden er det mere speget hvem der er størst; det er langt vigtigere at De Begske Blade er veldrevet ned til den mindste funktion, mens Århus Stiftstidende har ført en omtumlet tilværelse med blodrøde tal på bundlinjen, en spøjs strategi som bolværk mod Jyllands-Posten og en intens konkurrencesituation i Århus hvor det stærkeste kort i konkurrencen ude fra set har været Århus Onsdag.

Fusionen skaber med en stærk dualistisk ledelse - med to erfarne bladfolk, chefredaktør Per Westergaard og adm. direktør Per B. Jørgensen - et efter danske forhold ganske betydeligt medieforetagende med syv dagblade, tyve ugeaviser, to radiostationer, websites og distributions- og trykforretning.

Der kan i mere end en forstand være langt fra Ringkøbing til Grenå, men afstanden spiller formentlig en mindre rolle i forhold til de stordriftsfordele der kan høstes, og navnlig i forhold til den offensive kraft der kan sættes in i Herning, Sikleborg, Skive og Horsens, som Per Westergaard gør opmærksom på. Succes kræver som minimum en vision og en forretningsmodel der duer - og midler til at fastholde offensiven.

Og så lige overvejelser over om de mindre lokale naboaviser er de mest oplagte mål for Midtjyske Mediers offfensive midler. Læserne har det med at stå sammen når deres lokale dagblad bliver angrebet af et stort bladhus som Berlingske. Selv om frugterne af en strategi rettet imod de landsdækkende aviser Jyllands-Posten, metroXpress, Urban, 24 timer og Nyhedsavisen hænger lidt højere på træerne, kan Midtjyske Mediers overlevelse på lang sigt afhænge af om det nye konsortie vender kanonerne den ene eller den anden vej.

Tid en mangel for Nyhedsavisen

Stjerneforretningen ser ud til at smuldre. Distributionen virker stadig ikke (så vidt det kan bedømmes), to chefer forlader skuden, økonomien er deep shit, og den redaktionelle dækning giver ikke citater. Det seneste læsertal på 161.000 læsere svækker troværdigheden, og der mangler betalte annoncer i avisen.

Bedømt ude fra går det rigtig skidt. Der er ingen tvivl om at det under alle omstændigheder går langsommere end Svenn Dam havde håbet og ventet - og givet offentligheden indtryk af.

Projektet mangler succeshistorier. De er svære at få når vinden er imod, og når konkurrenterne, der dækker medieudviklingen, med fornøjelse ville skrive Nyhedsavisens nekrolog.

Avisens bedste og pt. eneste kort i konkurrencen burde være den talstærke redaktion bestående af unge, energiske journalister der kæmper en overlevelseskamp. De råber ikke højt nok, de er ikke kreative nok, eller også kan de bare ikke trænge igennem støjen fra web-lanceringerne, TV2news og de nyudviklede konkurrenter.

Det er alt for tidligt at afskrive Nyhedsavisen. Svenn Dam har det bedst i modvind. Men tid begynder at blive en mangelvare på Margretheholmen, og konkurrenterne vejrer morgenluft.

Den fælles dagsorden

Starten på konkurrencen om de gratis husstandsaviser er kun lige begyndt før det hektiske race for at positionere sig på web-tv optager sindene på direktions- og redaktionsgangene i de store mediehuse. Børsen har allieret sig med TV2, Jyllands-Posten med Stoxx, Berlingske Tidende med Reuters og Ekstra Bladet med Bastard Film, iflg. dagens udgave af Børsen.

Det er ikke underligt at web-tv er sat på agendaen. Medieudviklingen er som anden service- og vidensvirksomhed teknologidrevet. TV er en billig distributionsform. Og med tv får de overvejende printhuse nye brugssituationer og en beskeden men perspektivrig og i hvert fald ny luns af tv-forbruget.

Mærkeligere er det at slagsmålet kommer nu, selv om en indlysende årsag er TV2s 24 timers nyhedskanal og konkurrencen om erhvervslæserne. Det uforklarlige er at web-tv ikke er nyt, og web-penetrationen har i de sidste år været så høj at stort set hele befolkningen er på nettet.

Udviklingen afspejler at medievirksomhederne tjener rigtig mange penge for øjeblikket, annoncemarkederne bugner på print og på web, og med web-tv er der en fælles anledning som alle går efter. Mediehusene arbejder strategisk i nedgangstider, men taktisk under højkonjunkturer. - Også selv om de gode tider burde stimulere til bare lidt mere langsigtet positionering og produktudvikling.

Bedre sent end aldring. I en branche som kun lejlighedsvis konkurrerer for alvor, løber alle efter dagens dagsorden som lemminger i tundraen. Hvem stopper op og analyserer hvad den næste udviklingsfase indebærer, og hvordan den kan udnyttes ? Næppe mange, også selv om det er rimeligt indlysende at f.eks. web-tv vil brede sig, at kanalen skal udvikles og differentieres til næsten de mindste kommercielt interessante målgrupper, og at den skal integreres med print, web, nyhedsbreve og interaktion. Og mon ikke også de store virksomheder selv får web-tv. Det vil være oplagt.

Konkurrencen på mediemarkedet har de seneste år befundet sig på niveauet 2-3 på en 10-punktsskala. Med gratisaviserne er barometret svinget til 4-5. Og der er vi fortsat. Men der er langt til priskrige, til egentlige nylanceringer. til at hugge folk fra hinanden og til forretningsudvikling der batter.

Om helte og fjender

Berlingske Tidende har sine helte som Politiken, Jyllands-Posten, DR og TV2 deres. Berlingskes helte finder du i Business, hvor Niels Due Jensen fra Grundfoss smider sin succerige direktør på porten, hvor A.P. Møllers Jess Søderberg hyldes i en bog skrevet af avisens journalister, og hvor Jørgen Mads Clausen udpeger sin efterfølger for Danfoss.

Berlingskes fjendebilleder pudses af på kultursiderne. I sidste uge fik en svensk kulturkritiker en på hatten. Han havde formastet sig til at beskrive dansk kulturdækning som ensrettet, provinsiel og styret af ideologiske karikaturer i sin besættelse af islam. Stefan Jonsson blev spanket i reportagen og i lederen. En leder selvsamme kulturkritiker i den grad vil finde bekræftende på dansk presses forstening i trygge fastlåste positioner.

I følge lederen har vi Danmark en fri og åben debat, mens svenskerne fejer alle problemer ind under gulvtæppet - som vi gjorde det indtil systemskiftet i 2001. Danmark har en 'fast, men fair udlændingepolitik'; svenskerne lider under efterveerne af sin neuatralitet under 2. verdenskrig (så fik de den!) som endnu i dag giver sig udslag i balancering og så mange hensyn til alle sider at 'det ofte er bekvemt at lade som om problemerne ikke eksisterer'.

Den opmærksomme læser af Berlingskes leder vender bladet med en fast forvisning om at Danmark er et foregangsland og Sverige tæt på stenalderen.

Er det ikke netop denne selvtilstrækkelighed Stefan Jonsson kritiserer. Distance og selvkritik havde klædt Berlingske Tidende, måske endda afstandstagen til de mest inhumane udvisninger som gør os berømte og berygtede i store dele af verden. Følg linket til hans artikel og døm selv, http://www.lettre.dk/AVIS_13/LETTRES/jonsson.HTM.

Jeg indrømmer at jeg holder meget af svenskerne, og faktisk synes at der er højere til loftet hinsidan end her. Vi danskere ynder at se os selv som Nordens frie folkefærd. I virkeligheden er vi hildet i mindst lige så mange fordomme og snæversyn som vore naboer, og den offentlige debat synes mig mere indskrænket efter den borgerlige flertalsregering fik magten end før.

Det er ikke kun mediernes skyld. Danmarkes politiske opposition hænger i laser. Socialdemokraterne har siden 2001 forgæves ledt efter et politisk projekt. De radikale tilfører ikke debatten visioner, og selv om SF har fået ny kraft efter lederskiftet, formår partiet ikke at samle oppositionen. Der er mere oppositionel drift i Politiken og Information end på Christiansborg.

Er det ikke tankevækkende at der skal en udlænding - en svensker - til at perspektivere de danske mediers optagethed af Galathea 3 ekspeditionen og vores besættelse af islam. - Godt sparket Stefan.

Den iscenesatte reportage

Berlingske Tidende havde i går en opsigtsvækkende historie om Marianne Jelved der havde åbnet en blød sprække i visiret. Hun havde talt over sig i en ny bog, 'Dronninger på Borgen'. Samme dag prydede miljøminister Connie Hedegaard Politikens forside med fortalelser. Kilden var den samme bog. I Ekstra Bladet afslørede Mette Frederiksen at hun havde fået et tilbud om at blive partiformand efter valget i 2005. Kilden var samme bog, som også gav anledning til at Lene Espersen i B.T. fortalte om en personlig tragedie.

Det var intet tilfælde. Bogen udkommer først i næste uge. Forlaget havde omhyggeligt lækket afsnit eller kapitlertil avisernes politiske positionering. Berlingske Tidende fik historien om oppositionens leder, Politiken fik ammunition til den uendelige historie om splid i regeringen, Ekstra Bladet en historie om splid hos socialdemokraterne, og B.T. fik en personlig historie uden politisk sprængkraft, men dog spektakulær.

Aviserne fik historierne serveret på et sølvfad, og de kunne ikke modstå fristelsen til at bringe dem. Forlaget fik overdådig gratis PR. Ikke èn redaktion kan være i god tro. Behovet for gode politiske historier på en våd og kold fredag var vigtigere end modet til at sige fra over for forlagets smisken.

Det var jo gode historier, og en god historie skal man ikke lade ligge for længe i eftertankens skær. Politikerne kan jages hele året. De har måske ikke bedt om at blive hængt ud, men de har retten til at tænke sig om, og i øvrigt kan de se deres udtalelser før de trykkes.

Det særlige ved historierne er ikke nødvendigvis at de var fra samme kilde, men at de alle drejer sig om fortidige hændelser som endnu er interessante, men hverken nødvendige eller væsentlige at referere i dag. Alle historierne har politiske dronninger i centrum, og vores fordomme dikterer at kvindelige politikere skal have bløde, sårbare punkter som bare venter på at blive afsløret. Ingen af historierne tager udgangspunkt i virkelige politiske begivenheder, men i det politiske spils aktører.

Koblingen af styret kommercielt PR og avisernes behov for positionering resulterer i et ligeså beregnende sensationsjageri. Kynismen er til at føle på når aviserne redigerer efter (egen-)interesse mere end væsentlighed. Aviserne sætter ikke bare deres egen troværdighed på højkant. Historierne svækker de folkevalgte politikere, og historierne bliver ikke bedre af de politiske hovedpersoners egne fejl, fortalelser eller gustne motiver. I sidste ende bliver vi som læsere og borgere ladt i stikken af en presse som burde sigte længere end til morgendagens avis.

DR i taberposition

Kampen om tv-seerne er lige så nådesløs som konkurrencen om dagbladslæserne. Den gamle mastodont DR sidder på 32% af markedet. TV2 har 39% af seerne, stationen vokser stødt og roligt, og den har i Per Mikael Jensen en offensiv topleder der har tilført TV2 en landsdækkende radiokanal og snart også en 24 timers nyhedskanal.

I konkurrencen om seerne spiller nyhederne en hovedrolle. Ingen er uundværlig, men Lisbeth Knudsen efterlader DR på et rigtig skidt tidspunkt, og med et tomrum som DR får svært ved at fylde ud inden for en overskuelig periode.

Lisbeth Knudsen har som få andre en journalistisk og ledelsesmæssig tyngde erhvervet gennem års erfaring, slagsmål og forandringer. Hun har truffet et utal af beslutninger, upopulære, risikofyldte, og endnu flere gennemført med succes. Hun har overlevet lukningen af A-pressens aviser, sammenlægningen af radio- og tv-nyhederne og konstant pres fra politikere i og uden for DR.

Lisbeth Knudsens exit er et tab for DR. Personligt kan der næppe være tale om et nederlag, selv om hun havde ønsket det anderledes. Hun har forlænget sit chefliv med alle de kriser hun har overlevet.

Tilbage står en forpjusket Kenneth Plummer. Svingfjerene blev studset af det økonomiske byggekaos og af den manglende information og offfentlighed der gik forud for afsløringen.

DR er svækket. Alt for mange penge er bundet i beton og udstyr. Kostbare ledelsesressourcer er bundet i organisationsændringer og bureaukrati. Uvurderlig politisk goodwill og brandværdi er sat til med dårlig håndtering, uklare mål og troen på at penge er vigtigere end journalistisk talent.

Times flyttede under Margareth Thathers regime fra Fleet Street ud i fort Wapping i the Docklands. Redaktionerne holdt til i gamle pakhuse uden vinduer og med 1½ kvadratmeter til hver reporter. Kun chefredaktøren havde sit eget kontor på størrelse med mit skrivebord gange to.

Hellere bo i en nedlagt hangar og fire gamle lagerbygninger uden vinduer med højt til loftet og syngende kreativitet end som DR i landets dyreste og mest veludstyrede betonpalæ hvor mellemlederne skal tigge, kæmpe eller true sig til ressourcer, og medarbejderne skynder sig hjem til frem og ro.

Det er godt nok sjovest og måske også lettest at være udfordreren og sværest at være en markedsleder der forsvarer sit territorium. Spørg bare Berlingske. Men bemærk at TV2 allerede er størst på tv. En markedsleder med momentum. TV2 ligner en vinder.

Borgerlige stemmer

For øjeblikket begynder min dag med Politiken, Berlingske Tidende og Børsen, samt de nye gratisaviser. Jeg forsøger systematisk at starte med én af aviserne i et forfængeligt håb om at bevare min fordomsfrihed.

Ofte må jeg erkende at min nyhedshunger får mig til at griber Berlingeren. Den er måske ikke den sjoveste, næppe hellere den væsentligste. Alligevel er Berlingske Tidende den avis der udløser min indgroede vane. - Og når jeg har læst de første ti sider, bladret i Magasinet og læst et par historier i Business, ender min morgen som regel med at Politiken får lov at ligge til om aftenen, mens Børsen ryger i tasken til kontoret.

Berlingske Tidende er blevet mere konservativ og mere politisk liberal under Niels Lundes regime. Der er flere præster, flere nostalgiske tilbageblik og flere politisk forudsigelige stemmer i avisen. Berlingske Tidende har overhalet sine læsere højre om.

Jeg synes selv jeg er blevet mere tolerant og rund med alderen; Berlingske har desværre bevæget sig i modsat retning. Mærkeligt nok. I gamle dage - før Orkla købte koncernen - sad ejerne så tungt på avisen som hundene på kisterne i Fyrtøjet. Redaktionen kæmpede helt ud i det kulturradikale grænseland for at tiltrække læsere fra Politiken. I de senere år hvor ingen ejere kræver borgerlige værdier, skruer redaktionen sig frivilligt ned i en størrelse 38 for at tilgodese en skare af kernelæsere der bliver stadig færre og ældre.

Er det frugten af at indtage for store doser branding og CRM, ligger der rent kommercielle betragtninger til grund, har avisen opgivet at henvende sig til nye læsere - eller afspejler den stille kvælning chefredaktørens egen oprigtige politiske og holdningsmæssige ambition. Min fornemmelse siger mig at den sidste forklaring er tættest på virkeligheden, men det er gætværk.
Måske er Berlingske Tidende bare bedre i overensstemmelse med tidsånden end jeg selv. De første år af dette årtusinde er reaktionens år med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ved rorpinden.

Mens Berlingske Tidende strutter af ideologi, gør statsministeren hvad han kan for at nedtone sin rolle som partileder og ideologisk fanebærer. Succeskriteriet for en politiker er at få magten, og når han har opnået den, at holde sig ved magten. Succes for en redaktør måles først på oplagsfremgang, siden på indtjening.

- Eller tager jeg helt fejl, er succeskriterierne de samme for redaktøren som for statsministeren ? Mit blik er nok blevet sløret med årene. Min dag starter trods alt med Berlingske Tidende.

New Media Days

Konferencen var et kanonarrangement. Den 11-12. oktober deltog 650 personer fra alle hjørner af miljøet. Øksnehallen var fin til formålet, udbuddet af sessions enormt, og der var rige muligheder for at pleje og udvide netværket. De sessions du gik glip af, kan du øje når du kommer hjem på web-cast. Fortrinligt.

Her var en gedigen mulighed for at fornemme the-state-of-the-art på et boomende vækstmarked, fra Doc Searls til Lisbeth Knudsen. Oplevelsen mindede om den guldgraverstemning som prægede de store internet- og CD-rom arrangemneter i San Francisco for en halv snes år siden. Mange deltagere var rige på visioner, men fattige på kontanter.

Sessionen om web-tv med Cliff Webb, Narrowstep Inc. viste et modent men ikke særligt avanceret medie. Men det kommer. Kvaliteten er ok, pengene er der, og vision og udbud er på vej.

Pitching for pengemændene var et godt eksempel på guldgraverstemningen med kreative projekter og påholdne investorer. Konfrontationen virkede på det faglige plan, og underholdningsværdien var høj.

Netnyheder, version 2.0 om nyhedskriterier i Nordjyske, på Politiken og i DR blev ledet elegant og niveauhævende af Claus Søvsteen fra Peytz & Co. Panelet bestod af Stig Ørskov (POL), Lisbeth Knudsen (DR) og Lars Jespersen (Nordj.). Egentlig er der ikke meget nyt, bortset fra at udgiverne prioriterer nettet med øgede ressourcer, at konkurrencen om nyheder er flyttet til webben, og at kampen gælder såvel hastighed, troværdighed som branding.

Lisbeth Knudsen må være en formidabel chef. Hun har konstant snuden i sporet i sin jagt på kvalitet, originalitet og udvikling. Hun er optaget af hvordan DR udvikler netjournalistikken, hun erkender blankt at 'vi ikke er dygtige nok til rolling news', og ingen tvivler på at DR med Lisbeth Knudsens understatement 'arbejder på at blive bedre til at lave noget som folk ikke efterspørger'.

Stig Ørskov og Lars Jespersen er i al deres professionalisme et mulehår bagefter DR. For begge gælder at de plejer originaliteten på de områder som deres moderorganer prioriterer, og begge befinder sig på en stejl indlæringskurve for at opnå samme styrke i dækning og genrer på webben som nyhedsdækningen på print, blot i en 24 timers publisering og med læserne meget tættere på. - Til næste år vil diskussionen handle om offensive tanker og initiativer, plus web-tv.
Mediation er afløst af immediacy, the static web er blevet til live web, og creative works are not content but ideas, med Doc Searls' ord.

Smiley

Som en rutineret blogger fyrer du skytset af på få minutter. Alligevel indebærer hver blog to sekunders svæven i et kreativt luftlag hvor skivningen fører pennen. Det kender enhver skribent der skriver mere end julekort.

Denne egenskab ved processen fører noget automatisk med sig, et ubevidst aftryk af personligheden på godt eller skidt. Det er i litteraturkritikken kaldes 'begærets dunkle mål' der afsætter sig i teksten som en bibetydning eller en undertekst (Terry Eagleton, Jacques Lacan o.a.). Teksten afslører at andre motiver er virksomme, end dem din forstand kontrollerer.

Jeg sad forleden i samtale med en gammel kollega som kommenterede mine blogs med prædikatet 'surhed'. Jeg virkede sur, jeg kritiserede i stedet for at se muligheder og komme med løsninger.

Det tog mig ikke mange sekunder at give ham ret. Jeg kan komme med mange gode forklaringer på at jeg som konsulent tænker i problemer før jeg tænker i løsninger. Ikke bare fordi løsninger koster penge, men også fordi konsulentrollen indebærer at du gerne skulle være sikker på at dine løsninger faktisk er løsninger på eksisterende problemer - som sjældent er hvad de umiddelbart synes at være. Det gælder især for den praktiske leder der er omgivet af 'løsninger' som velmenende eller lobbyende kolleger gerne vil pådutte ham. Som uafhængig, ekstern konsulent er det næsten altid min rolle at skære ind til problemets kerne, før vi begynder at løse det.

Men han har ret. Ikke mindst fordi problemer virker ansporende på mig, og jeg tror på mange i min generation som har fået den samme kritiske opdragelse. Problemanalyse er faglighed. Analysen sikrer en distrance til de løsninger der umiddelbart trænger sig på. Analysen afslører at der altid er flere vinkler og alternative afgrænsninger som det lønner sig at overveje i tide - og at der sjældent er lige så stor enighed om disse aspekter som det kunne se ud til.

Jeg har gennem årene vejledt rigtig mange specialestuderende, flest på Handelshøjskolen, færre men dog nogle på DTU og på Universitetet. De studerende på CBS adskiller sig markant ved deres praktiske fornuft. De har en værktøjskasse som de brænder efter at anvende, og de bedste fyrer hele stalinorglet af hvis de kan komme til det. Til gengæld bliver de ofte skuffet over at få en middelmådig bedømmelse - fordi de mangler den kristiske problemanalyse inden de trykker på udløserknappen.

Blogging er en sjov sport. Se f.eks. Floden over Missisippi (25. juni 2006) og OhMyBlog (17. juni 2006) der handler om det samme som denne. - Er du enig i kritikken eller i forsvaret for den ? :-))

89 utrolige kilo

Så kom den, Nyhedsavisen. En flot klassisk kvalitetsavis i tabloid på 48 sider hvoraf de 12 er en regional 2. sektion, N2. Konceptet udmærker sig ved en blanding af interessante og væsentlige, hårde og bløde, historier som skal orientere avisen mod kvinder såvel som mænd og i det hele taget gøre avisen let fordøjelig.

Nyhedsavisen kan sagtens blive husstandens primære avis i de almindelige danske hjem hvor man ikke læser avis, hvor man kun køber en formiddagsavis en gang i mellem, eller hvor man hænger yderligt som ny abonnent på en betalt avis.

På præmieredagen gik en fals på Dansk Avistryk, og avisen udkom kun i halvt oplag. Oplysningen hørte jeg fra Svenn Dams egen mund, og den er uden tvivl rigtig. Men også en belejlig afledning af opmærksomheden fra distributionen. Distributionen er gratisavisernes archilleshæl. Duer den ikke, får de få eller ingen læsere, det koster på annoncesalget - og de kan godt pakke sammen.

Svenn Dam fortalte på et møde i fredags at Nyhedsavisen har ansat 700 bude. Umiddelbart forekommer tallet enormt og imponerende. Ved nærmere eftertanke betyder det at hvert bud i gennemsnit skal dele mere end 700 aviser ud hver nat. En avis på 48 sider vejer 125 gram. Hvert bud skal med andre ord bære 89 kilo aviser på sin cykel eller knallert! - Det tror jeg hverken Arbejdstilsynet kan leve med, eller at det enkelte bud kan slæbe rundt på. Oveni kommer i løbet af et par måneder op til tre reklametryksager.

Selv om Nyhedsavisen har ansat 700 bude, er det helt utilstrækkeligt. Der må mangle bude i katastrofal grad. Er det rigtigt at Nyhedsavisen har 3.000 ud af måske 10. 000 nøgler for at komme ind i etageejendomme, lugter det af distributionsproblemer i dødbringende omfang.

Det står næppe meget bedre til på de andre husstandsaviser. Men de har dog den fordel at deres mission er opfyldt hvis de kan hindre Nyhedsavisen i at blive en succes. 24timers og Datos first mover fordel kan måske gøres op i det antal bude som de har lagt beslag på, og som ellers ville være ansat på Nyhedsavisen. Selv om de heller ikke kan lykkes forretningsmæssigt, kan de alligevel få succes.

Den bedste vinder

24timer har 387 tusinde læsere, Dato har 155 tusinde. Tallene afspejler de enorme distributionsproblemer som begge aviser løb ind i fra starten. Først nu er 24 timer opppe på de lovede 500 tusinde dagligt distribuerede aviser, mens Dato endnu kun befinder sig på 350 tusinde brevsprækker.

Dette er højst enden på begyndelsen. Meget tyder nemlig på at de to aviser kun delvis er i omdrejninger. Jeg hører konstant om leveringer som vinden blæser, en til tre gange om ugen i den samme husstand, så udebliver den, så kommer den. Og distributionsproblemerne har også ramt de betalte moderaviser som leveres uregelmæssigt. Uforudsigelig distribution er gift for morgenaviser.

Mediebureauerne og annoncørerne presser naturligt nok begge aviser der har lovet at levere 500 tusinde aviser dagligt, og at de bliver læst af 750 tusinde læsere.

Selv om 24timer tilsyneladende har den gule førertrøje på, har avisen på sin vis de største problemer. First mover fordelen er spist op, ligesom den redaktionelle good-will avisen sikrede sig. Faktisk leverer 24timer kun halvdelen af de læsere de lovede.

Dato har lovet meget lidt, men formår alligevel at skuffe. Avisen ligger lavt i terrænet indtil Nyhedsavisen kommer i næste uge, den 6. oktober. Problemet er at forventningerne til Danmarks største og indtil for nylig også stærkeste bladhus som minimum omfatter krav til driftsikkerhed i levering og professionalisme i salg. Set i det lys er Dato nærmest pinlig fri for annoncer, og få - om nogen - kan med sikkerhed sige at de modtager avisen så regelmæssig at de har en mening om den.

Hvis Nyhedsavisen blot har rimeligt styr på distributionen med svenske bude, får den islandske kampmaskine en let bane at spille på. Nyhedsavisen har så mange journalister at de kun kan levere et produkt som den alminidelige dansker oplever som en morgen- og omnibusavis. Avisen har et langt lettere distributionskoncept, en gade af gangen. Og avisen har sat alle sejl til for at skabe kendskab og troværdighed i annoncesalget.

Næste uge vil vise om Nyhedsavisen vinder slaget.

Den hellige forargelse

Retten til at blive forarget kender ingen grænser. I følge en avisartikel har flere end 70 tusinde danskere skrevet at chatkonsulent Rudy Frederisken skal straffes hårdt. Jeg husker ikke i hvilken af mine daglige aviser jeg læste oplysningen, men den skal nok være rigtig. Et opslag på Google viser 94.800 henvisninger på ordet chatkonsulent, og alene på tv2.dk har flere end 20.000 personer deltaget i debatten, følg linket http://blog.tv2.dk/per.mikael.jensen/.

Selvfølgelig er chatkonsulenten taget med buskerne nede. Om det imidlertid også er midt i forbrydelsens øjeblik, kan man diskutere. Efterforskningen står på, og det er i øjeblikket uklart i hvilket omfang han er lykkedes med sit forehavende, eller om der mest er tale om pralerier. I hvert fald kan man konstatere at den pige der agerede lokkedue, ikke blev forulempet, og at hun i øvrigt heller ikke var forsvarsløs.

Den retfærdige harme udløses spontant, og vi skrider fra ophidselse til fordømmelse på kortere tid end det tager at bruge fornuften. Vi dømmer manden på hans hensigter og vores følelser, ikke på hans gerninger og konsekvenserne af dem. Etik er domme, og vi har dømt mandens handlinger som forkerte og manden som skyldig.

Etisk set er der tale om pligtetik for fuld udblæsning, men i en tanketom udgave. Det 'vi' der dømmer, betragter etik som følelser der blot skal overtale andre til den samme mening som jeg selv, og meget gerne skal dele min følelse af mereværd i forhold til chatkonsulenten.

TV2s afsløring af en tilsyneladende nobel herres dobbeltliv og dobbeltmoral er en god historie, men også en offentlig lynching af en forsvarsløs mand på glatis midt i primetime. Selv forbrydere, eller folk der som Rudy Frederiksen kunne være det, fortjener hensyn. I hvert fald de hensyn som skulle tages hvis det var dig selv, en i din familie eller din gode ven der var afsløret under lignende omsætndigheder.

Tv2 har fodret den indre svinehund i den gode histories navn, hverken mere eller mindre. Er det god journalistik ? Kan du acceptere formen ? Dømmer du efter følelser eller efter principper ?

Gratis, gratis, gratis

Gratisaviserne er over os. Den store bladkrig dækkes intenst af alle medier. Nyhedsavisen er endnu ikke på gaden, men det afholder ikke medierne fra at udpege vindere og tabere. Verdenspressen har fået øje på den danske bladkrig, og bookmakerne tager glade mod dine indskud.

Og sandt er det at udbudet af trykte avisnyheder bliver formidabelt. Vi har mindst 1,5 million flere aviser når oktober måned er gået, og så har vi ikke medregnet metroXpress' og Urbans oplag der nærmer sig endnu en halv million eksemplarer. Preset på annoncepriserne har slået igennem på alle de store medier, og tro mig, de mindre kommer også til at bløde hvis de ikke har en unik og trofast målgruppe som giver annonceprisen mening for annoncørerne.

Gratiseksplosionen har ikke kun ramt avismarkedet. Også ugeblade og magasiner mærker presset fra gratis kundemagasiner med en professionel og målrettet kvalitet som placerer dem fast på medieplanen. Netto har Kiwi, Matas har Skøn, Din Tøjmand har Match, og Danske Bank har Danske Business for blot at nævne nogle få kundemagasiner.

Gratismarkederne har deres egne dynamik. Sundhedsområdet, hvor Helse har haft monopolet som Apotekernes kundemagasin, udfordres af Dagens Puls udgivet af Dagens Medicin, der i forvejen udgiver Dit Liv. Dagens Medicin er i sig selv et gratisblad til læger, der i flere år har udfordret Ugeskrift for Læger. Monopoler med høje annoncepriser inviterer til at blive konkurrence.

Gratisudviklingen er langt fra ny. Vi har i årevis haft gratis forenings- og fagforeningsblade, de sidste 30 år har vi haft distriktsblade og en gratis søndagsavis, og de sidste snart 20 år gratis tv-kanaler. Så langt hukommelsen rækker har vi haft reklamefinansierede medier. Hvor meget betaler du for at se nyheder på nettet ? Næppe meget, måske betaler du eller din virksomhed for enkelte sites, men det store udbud kan du bruge kvit og frit, og det er næst efter porno den stærkeste dynamo bag netudviklingen.

Det bliver hårdt at udgive et betalt dagblad. Selv om reklameforbruget aldrig har været større end i dag, skal der kæmpes for hver eneste annoncekrone og hver eneste abonnement, og der er ikke mange lyspunkter i den overskuelige fremtid. Lad de bedste og ikke nødvendigvis de rigste eller smarteste overleve!

Mindre størrelse, mere rod

Berlingske Tidendes formatskifte bliver en skuffelse for Huset. Oplagseffekten udebliver fordi formatændringen kommer på et tidspunkt hvor den drukner i lanceringen af de nye gratisaviser. Tabloid er ordinært på et marked bestående af tabloidaviser. Fra at være en offensiv, bliver det lille format en defensiv foranstaltning der ikke vil tiltrække nye læsere.

Søndagsudgaven med indlagte broadsheetsektioner er noget rod hvor det redaktionelle stof drukner i annoncesektioner. Gassen er ved at gå af ejendomsmarkedet, og med lave priser på boligannoncer annoncerer ejendomsmæglerne alle de huse, lejligheder og fritidshuse de har til salg. Berlingske Bolig rummer så mange annoncer at selv Berlingeren har opgivet at paginere siderne. Jeg talte 154 sider med ejendomsannoncer i mindst fire sektioner, men med to upaginerede sektioner er der langt over 200 tabloidsider med ejendomme! Det kan ikke engang være i annoncørernes interesse.

Grundlæggende mangler Berlingske nytænkning. Avisen skulle have gjort op med sektioneringen. De gamle sektioner med hovedsektion, business, magasin og diverse virker uoverskuelige i tabloidavisen, og selvfølgelig kulminerer problemet i weekenden hvor de store rubrikmarkeder får avisen til at vælte. Hvis avisen skulle afpejle målgruppen af ikke-læseres behov, skulle danskerne hver nat ligge søvnløse af boligspekulationer eller boligdrømme.

Den nye Berlingske Tidende er gammel vin på nye flasker. Avisen henvender sig til os som forbrugere, først og fremmest af boliger, men også biler, job og langvarige forbrugsgoder - og redaktionelt med historier om penge, renter, erhverv. Berlingerens helte er som Børsens de succesfulde folk i toppen af erhvervslivet der for længst har ofret deres privatliv til fordel for den identiteten som leder. Det er tamt, kedeligt og gennemskueligt - og materielt i et omfang der der virker dræbende selv på de tryghedsnarkomaner og ejendomsmæglere der udgør avisens kernelæsere.

Mindre størrelse. Samme format

Berlingske Tidende har fået en ansigtsløftning. Den er stadig Danmarks kedeligste avis, og jeg vil gerne se den læser der holder Berlingeren for at få en fornøjelig start på dagen. Avisen oser stadig af væsentlighed og ældre borgerlig fornuft.

Bevares, Berlingske Tidende er blevet pænere og mere helstøbt. Jeg havde forventet en 1. sektion med fornyelser, nye genrer, nye unge stemmer, nye vinkler, nye eller udvidede eller ændrede stofområder. Jeg har fået flere gange 5 skarpe spørgsmål til mænd på samme alder som jeg selv, en velskreven men ikke interessant klumme, Værd at vide, en interessant kommentar, et portræt, et par flotte opslag og ind- og udlandkort. - Det burde være rigeligt, men alligevel er jeg ikke tilfreds. Hvor er frækheden, provokationen, nysgerrigheden, humoren, udfordringen, uhøjtideligheden, overraskelsen og alle de andre sanseforstyrrelser som en veloplagt avis udsætter mig for ? Og hvor er appellen til fordybelse i alle de korte enheder som tabloidsektionen består af ?

Berlingske Tidende er stadig en støvet avis til voksne mennesker. 1. sektion er kedelig, Business er væsentlig, og annoncessektionerne er hverken interessante eller relevante. Kun Magasinet har bredde, kvikhed og luftighed, men tynges af genkendelige holdninger på lederopslaget.

Niels Lunde & Co har gjort sig umage, og jeg er ikke i tvivl om at de trofaste læsere hurtigt vil lære at leve med det nye format, og vil finde gratisaviserne alt, alt for lette. Til gengæld tvivler jeg på at avisen appellerer til nye læsere.

I hvert fald er jeg ikke i målgruppen når jeg skal betale 1.048 kr. for et kvartal. For mange historier, sider og sektioner henvender sig ikke til mig. Jeg er mere grøn end blå, eller bare ikke nær så mørkeblå som Berlingske Tidende.

Startproblemer

Nyhedsavisen har mistet momentum med JP/Politikens fremragende 24timer, og Berlingskes Dato der trods alt nåede at komme først på markedet. Alvorlig er også historien om Dagsbruns dårlige halvårsresultat der lægger driften af Nyhedsavisen i en fond med kun 30% ejerskab af Dagbrun, mens eksterne investorer skal stå for resten.

En PR-indsats til 03 svækker tilliden til Nyhedsavisen.

Alligevel tror jeg på den. Nyhedsavisen, der startede krigen, vil formentlig adskille sig redaktionelt med en regional profil (regionale tillæg). Som den eneste af de tre gratis husstandsaviser vil Nyhedsavisen koncentrere sig om kerneforretningen, mens de omkostningstunge funktioner tryk og distribution bliver lagt ud til underleverandører. Som den eneste ser Nyhedsavisen distributionen som en kilde til indtjening og ikke som en omkostning. Som den eneste udbyder kannibaliserer Nyhedsavisen ikke på andre produkter i virksomheden. - Og som den eneste avis har Nyhedsavisen et skandinavisk perspektiv, udgiveren er 365 Media Scandinavia, bemærk efternavnet.

Her er et unikt forretningskoncept der duer. Den store svaghed ligger et helt andet sted. Udgivelsen kan først starte når Konkurrencerådet har godkendt det fælles distributionsselskab med Post Danmark. Ud over langsommelighed og forsinkelse, betyder dette en risiko for ændringer i konstruktionen som er afgørende for udrulningens tempo og målrettethed.

Til gengæld kan de midlertidige finansielle problemer give plads til nye tunge investorer, først og fremmest Berlingske, men også en Schipsted eller en Bonnier får mulighed for at komme til fadet. Og det kan vise sig sat give Nyhedsavisen langt større styrke end det oprindelige forretningskoncept.

Der er rigeligt plads til en succes på markedet, sikkert også til to eller måske tre stræke, konkurrerende gratisaviser. Taberne skal findes blandt dagbladsmarkedets svageste, først og fremmest B.T. og Århus Stiftstidende, men hvem siger at både metroXpress og Urban overlever.

Elefanterne slås

Snart er der ti landsdækkende dagblade i Danmark, de tre gamle morgenaviser Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende, formidagsaviserne B.T. og Ekstra Bladet, trafikaviserne Urban og metroXpress - plus de tre nye Nyhedsavisen, 24timer og Berlingskes nye unavngivne satsning. Og så har jeg ikke regnet nicheaviserne Børsen, Information og Kristeligt Dagblad med. I periferien forsvarer de regionale aviser de lokale bastioner med gratisprodukter.

Markedet bliver oversvømmet, og der bliver kamp om midten.

Lige nu handler det om at komme først; om et halvt år kommer kampen til at stå om hvem der kan bløde mindst. For at der er for mange aviser, vil hurtigt vise sig i mikrospopiske annoncepriser og tårnhøje rabatter. Så vil konkurrencen om at bløde mindst få bestyrelsesmedlemmerne til at ryste på hånden, og inden længe vil vi se udskriftningerne i toppen i bestræbelserne på at holde ud og undgå lukning.

Det vil blive svært at se forskel på trafikaviserne og de husstandsomdelte aviser. Urban, metroXpress, 24 timer og Berlingske Tidendes avis vil blive kopier af hinanden med de samme nyheder og koncepter plus og minus ti procent.

Nyhedsavisen vil skille sig ud med en regional profil (regionale tillæg). Som den eneste kombattant vil Nyhedsavisen koncentrere sig om kerneforretningen, mens de omkostningstunge funktioner tryk og distribution bliver lagt ud til underleverandører. Som den eneste ser Nyhedsavisen distributionen som en kilde til indtjening og ikke som en omkostning. Som den eneste udbyder kannibaliserer Nyhedsavisen ikke på andre produkter i virksomheden. - Og som den eneste avis har Nyhedsavisen et skandinavisk perspektiv, udgiveren er365 Media Scandinavia, bemærk efternavnet.

Tilstrækkeligt kapital bliver en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse. Men også her fører Nyhedsavisen. Dagbrun har penge, perspektiv og indtil nu den bedste og mest krigserfarne general. Det er Svenn Dam der ændrer reglerne for konkurrencen, og når røgen har lagt sig, vil han allerede være langt foran med et oplag på 900 tus. ekspl. og opkøb, overtagelser - og på vej med aviser i Sverige og Norge.

Svenn Dam tvivler ikke om udfaldet. Kig selv på http://www.dagsbrun.is/images/stories/dagsbrun_juni_2006_svenn_v3%20[read-only].pdf

Kampen om Aalborg

I mange år, siden Berlingske overtog Århus Stiftstidenden for næsen af Jyllands-Posten, rasede bladkrigen i Århus. Byen blev oversvømmet med gratis aviser og billige tilbud, og annoncørerne nød godt af et købers marked efter lærebogen.

Med Nyhedsavisen og 24timer er den blodige slagmark flyttet nordpå. Nordjyske har tilbudt at trykke et deloplag af Nyhedsavisen, og Politiken har opsagt annoncesamarbejdet med koncernen. Samtidig udsender Politiken 24 timer i Aalborg, som Nordjyske kommer i forkøbet med Centrum Aften i 65.000 ekspl., en gratis eftermiddagsavis der supplerer Centrum Morgen, som udkommer med et oplag på 25.000 ekspl.

I modsætning til Århus Stiftstidende er Nordjyske klædt på til konkurrence, og koncernen har midlerne. Faktisk har forsvar af det regionale Nordjylland med alle midler været Nordjyskes raison d'etre gennem årtier. Med gratis morgen- og aftenavis plus en bred, digital tilstedeværelse, der sikkert er inspireret af OhMyNews, bliver det ikke let for 24timer eller Nyhedsavisen at vinde fodfæste og læsere Aalborg.

Gad vist om 24timer har en regional strategi ? - Min fornemmelse siger mig at det ikke er tilfældet. I så fald bliver Aalborg er krater af omkostninger for avisen. Nyhedsavisen er rustet til regional konkurrence, og de kan til gengæld glæde sig over at kombattanterne allerede bløder når de træder ind på slagmarken.

Montys mænd

Så er det ganske vist: Mecom har underskrevet købsaftalen med Orkla Media.

Berlingske Tidende dækker det formelle ejerskifte i en stil der sprogligt set kan beskrives som sympatisk antipati.

Under overskrifterne 'Berlingske ruster sig til aviskrig', 'Montys masterplan' og 'Nye ejere skærper kravene til Berlingske' er hovedbudskabet at David Montgomery har afsat 50 mio. euro til at opruste Berlingske til kampen om det det danske avismarked. Bortset fra overgangen til tabloid og en forstærket indsats på online, er det mere end usikkert hvilke planer Berlingske kan mobilisere for at komme i omdrejninger i et kapløb hvor koncernen er ubehjælpelig bagud.

Bevares, der kommer besparelser. De var ventede uanset hvem der kom til at eje Orkla Media. Sparerunder kan bidrage til finansieringen af kommende offensiver, men de kan ikke kompensere for manglende handlekraft på markedet. Danske Banks Henrik Schultz kritiserer Berlingskes ledelse for passivitet med tilbagevirkende kraft, og Børsens Leif Beck Fallesen forudser frasalg af B.T. og Århus Stiftstidende.

Lasse Bolander forsikrer at Mecom bakker op om besiddelsen af de to aviser. Men noget sandhedsvidende er koncerndirektøren næppe, og som læser undrer man sig over at koncerndirektør Joachim Malling tilsyneladende er taget på sommerferie.

Dagens store spørgsmål er om Mecom bliver en bedre ejer end Orkla har været det. Mecom kan dårligt bliver en ringere ejer. De ledelsesmæssige krav der føgler af et internationalt ejerskab kan blive en langsigtet styrke for koncernen som både Lasse Bolander og Leif Beck Fallesen påpeger.

Men inden Berlingske når at høste frugterne af sine nye konkurrence- og ledelseserfarne ejere, skal det gamle hus igennem en gennemgribende fedtsugning, der skal ske midt under udkæmpelsen af den store aviskrig og samtidig med forhandlingerne om de ydre bastioner i Vest- og Sydjylland. Man kan forsigtigt gætte på at de færreste i den nuværende ledelse vil opleve mange gode år med Monty ved roret.

Mystikken hviler over Officinet

I dag er salget af Orkla Media til Mecom en kendsgerning. Det Berlingske Officin går endnu en gang en usikker tid i møde med nye ejere.

Der står mystik omkring Orklas indtræden som aktionær i Mecom. Man forstår motivet til at sikre sig en del af gevinsten når David Mongomery har gjort det beskidte oprydningsarbejde, en blodig sag som uden tvivl ville finde sted uanset hvem der købte Orkla Media.

Men det er ikke godt at vide hvordan Orklas forsikring om at 'Mecom wishes to continue to build on the present management, organisation and publishing principles of Orkla Media' skal udmyntes i praksis. I sær er det højst usikkert hvem der får størst indflydelse, Orkla i Mecoms bestyrelse eller David Montgomery i toppen af det nye selskab.

Det havde været ulige mere troværdigt hvia Orklas forsikring om business as usual bar Mongomery som afsender.

Mon ikke pengene sejrer over idealismen. God sommer!

Floden over Missisipi

Du kender sikkert alle Lucky Lukes eventyr, og du har utvivlsomt moret dig over nr. 66, Floden over Missisipi.

Læs lige titlen igen. - Den er helt gal! Hvis du ikke kan få øje på problemet, så kan den originale titel måske hjælpe dig, Le pont sur le Missisipi. Floden hedder Missisipi; nr. 66 skulle have heddet Broen over Missisipi, og selvfølgelig har oversætteren begået en brøler.

Men er det sjusk og makværk ? Mange har læst korrektur, og tusinder af købere har læst hæftet uden at falde over fejlen.

Måske er der slet ikke tale om en fejl. Oversætteren kan bare have ønsket at gøre opmærksom på sig selv, og titlen kan ses som et signal om at jeg, oversætteren, har magt over stoffet, så meget at han kan tillade sig at gøre grin med Lucky Luke der selv gør grin med det vilde Vesten og amerikanernes hellige Frontier Tradition.

Eller også har oversætteren blot henledt din opmærksomhed på at du sidder og læser en oversættelse og ikke den originale tekst. En finurlig rad. Fortolkningen afhænger af læseren.

Stop klynkeriet

Under denne overskrift sender adm. direktør for JP/Politiken Lars Munch et budskab om at '(avis)branchen aldrig har været stærkere, end den er i dag, og den har vist, at den kan udvikle sig under forandring', Børsen fredag den 23. juni.

Mener Lars Munch hvad han siger, og siger han hvad han mener ? Omfatter branchen Berlingske, er udsagnet uforståeligt. Danmarks største bladhus har aldrig været svagere end i dag. - Er dagbladsbranchen netop ikke udfordret fra islændingene fordi den ikke flytter sig ved egen kraft, men behøver (endnu) en udfordring fra Svenn Dam for at flytte sig ? - Sender Lars Munch ikke 24Timer på gaden som et defensivt våben ?

Sandheden står måske gemt i det lille ord 'tør' i spalten 'Udfordringen hedder gratis': "Han (Lars Munch) forklarer, at JP/Politiken ikke bare kunne sidde satsningen fra vulkanøen overhørig. I virkeligheden er han usikker på, om islændingene har ramt plet, men hvis de har, tør han ikke risikere at sidde tilbage med en lang næse ..... Alternativet er at vi intet gør, og så vil de andre bare æde sig ind på vores marked", siger Lars Munch. Ærlig snak.

Når Lars Munch siger 'branchen', mener han JP/Politiken. Når branchen aldrig har været stærkere, betyder det at JP/Politiken aldrig har haft større styrke. Når branchen aldrig har tilpasset sig hurtigere, mener Lars Munch under et konstant pres udefra, med mindre han tænker på JP/Politiken. Hvis interviewet med Lars Munch i virkeligheden skal læses som det modsatte af det der står, tja, så har direktøren en uriaspost, og han beklæder stillingen som borgmester i Beirut. Også selv om han befinder sig fortrinligt i jobbet.

Hvem ved hvordan interviet skal læses ? Lars Munchs intention er der ingen tvivl om. Han signalerer handlekraft og styrke. Journalisten Jacob Bregnebøl Knudsens intention skal man heller ikke drage i tvivl. Han formidler det billede som Lars Munch ønsker formidlet, og han går til direktøren, i hvert fald et stykke af vejen. Opportunisten bliver ganske vist til diplomaten, borgmesterstolen i Beirut bliver til drømmejobbet, men han får rationalet for 24timer krystalklart frem.

Det rationale der slutter interviewet, sætter læserens tanker i gang, og han kommer oprigtigt i tvivl om hvordan det er at være direktør i en presset branche. Floden over Missisipi har mange navne.

Bloggen holder sommerferie - i Sverige og på Island (af alle steder) - til primo august.

Markedsføring

Fagblade og nichemedier kan i deres karakter være annoncedrevne (ErhvervsBladet), læserdrevne (fagbladet Ingeniøren), organisationsdrevne (Sygeplejersken) eller lidt af det ene og lidt af det andet.

I praksis er der ikke meget at vælge imellem. Hvis man ønsker et frækt, kritisk og nyhedsorienteret blad, må bladet drives for at tilgodese læserne frem for alt, og succeskriteriet bliver at øge læsningen (dvs. øget læsefrekvens, -omfang og -læsetid). Desværre tror de fleste fagbladsudgivere som har rod i det fag- og foreningspolitiske, at den redaktionelle uafhængighed er vejen til alt ondt.

Principielt kolliderer de politisk valgtes ønske om at eksponere foreningen og sikre dens vækst med redaktørens opgave, at sikre at bladet bliver læst og respekteret blandt læserne. Læsernes gunst kræver en solid distance til ejerne og foreningen, der begge skal kunne kritiseres i bladets spalter. Hvis en læser eller en gruppe af læsere ikke kan komme til orde med skarp debat i bladets spalter, vil de søge til andre medier, til skade for såvel blad som forening. Læsernes respekt bygger på armslængde i forhold til kilderne, også til kilder i foreningen eller til kilder med den tilknytning til foreningen som et medlemskab er.

Redaktøren søger ligeligt at dække det læserne forventer, og nye, forfriskende og til tider frække elementer der skaber debat og samtale. Det paradoksale er at begge funktioner er nødvendige for at læserne oplever bladet som interessant og meningsfuldt og værd at bruge sin tid på.

Netop blandingen af overraskelse, uafhængighed og til tider grænsesøgende respektløshed – ikke blot i forhold til foreningen, men i forhold til hele branchen – begrunder den redaktionelle uafhængighed af foreningen/udgiverne.

Men præcis de samme egenskaber foruroliger foreningen som bladejer eller udgiver, og det er mere reglen end undtagelsen at foreninger på forskellig vis forsøger at knytte bladet til sig og begrænse de redaktionelle udfoldelser. Derfor skal redaktøren beskyttes mod inddæmning fra sine ejere, uanset om motiverne til den kan være nok så noble.

På det principielle plan er de to funktioner som politisk leder eller foreningsansat og redaktør hver for sig nødvendige, men også som uforenelige. Forsøger man at kombinere dem i én person, skaber udgiverne en umulig opgave for vedkommende – og mest bekymrende, de lægger grunden til et tandløst og forudsigeligt blad.

Disse temaer har vi gennemspillet i Forlaget Markedsføring. Foreningens bestyrelse ønskede kontrol (venstrehjerner); forlagets bestyrelse, som jeg selv var en del af, ønskede at udgive et kritisk læserdrevet blad med læseværdien som førsteprioritet. Man kan give sig på priser og vilkår, men ikke på principper, hvorfor jeg ønsker DMF good luck !

Fyn er fin

Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende går sammen i følge MediaWatch. Endelig, kan man tilføje. Fyens Stiftstidende har gjort krumspring for at gøre sig lækker for Fyns Amts Avis i årevis, men nu er det altså lykkedes.

Fyens Stiftstidende har - som Nordjyske - en næsten naturgiven ambition om at kontrollere Fyn. Hvorfor så først nu ?

Svaret skal sandsynligvis søges på to områder. Udsigten til den skærpede konkurrence med Nyhedsavisen, måske faldende indtægter på distributionen kan have fået Fyns Amts Avis til at se skriften på væggen og et sivende oplag der kan mærkes. Fyns Amts Avis har mistet 25% af sit oplag på ti år; Fyens Stiftstidende har kun mistet 11%.

Men en anden og nok væsentligere årsag skal søges i kemien mellem aktørerne. Kemi betyder, om ikke alt, så i praksis dog næsten alt, og i hvert fald mere end fælles visioner. Med Ole C. Jørgensen i Svendborg og den dynamiske duo i Odense, Egon Tøttrup og Poul Erik Andersen, er stemningen og tilliden i orden.

Det var ikke tilfældet da Berlingske, endda flere gange, forsøgte at få Horsens Folkeblad med i fusionen mellem Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende. Kemisk ubalance var vel også i vejen for tilnærmelsen mellem Berlingske og Jyllands-Posten inden Lars Munch og Jørn Eibøl fandt hinanden. Og måske var der også uorden i molekylerne da Nordjyske og Berlingskes spæde forspil kørte af sporet for nogle år siden.

Den fynske model ser ud til at minde om JP/Politikens, dvs. med redaktionel uafhængighed som første prioritet og økonomien længere nede på listen. Umiddelbart lyder det rigtigt. Redaktionel uafhængighed og konkurrence om de lokale nyheder er sundt, men næppe langtidsholdbart, og i hvert fald giver modellen ro i baglandet. Men så snart hverdebrødsdagene er overstået, risikerer den redaktionelle uafhængighed at blive en klods om benet.

Det skal ikke forhindre os i at ønske de fynske læsere og deres udgivere til lykke, og endda med håbet om et rigtigt langt og lykkeligt samliv.

OhMyBlog

Cæsar siger i Julius Caesar (Shakespeare): 'Jeg vil se fede mænd omkring mig. Mænd der sover godt om natten'. Han tænker naturligvis på mænd der ikke er vrede, mænd der ikke konspirerer, mænd der ikke tænker for dybt over tilværelsen. I dag kunne han have sagt, mænd der ikke skriver blogs!

Bloggen er en underlig størrelse, en blanding af græsrodsradio på nettet og professionel debat, en mellemting mellem en klumme og et essay der kan handle om hvad som helst, blot det er kort, personligt og skarpt.

De fynske græsrødder blomstrer på Fyens Stiftstidendes smartlog.dk. Den har i dag mere end 3.500 blogs med 68 tusinde kommentarer, et væld af profiler og uanede mængder af links og tags. For nogle drejer det sig om at være på, og at blive set eller hørt; andre har noget på hjerte politisk, personligt eller fagligt; mange ligner en SMS med logo, billeder og tekst - eller en illustreret dagbog; andre er vrede mænd og kvinder der er blevet ofre for livets ugunst ... alt duer i en verden uden censur.

Brændstoffet på den blog du læser nu er min egen kritiske faglighed kombineret med en vild iver efter dialog med dig der deler min interesse for sprog, tekster og medier. Kritik som vej til erkendelse, kritik som sprogets intellektuelle værktøj, kritik som kultur, kritik som demokratiets drivkraft, kritik som idio(t)grafi og kritik som subjektivisme.

Uden sammenligning i øvrigt ville Montaigne ikke have skrevet sine essays uden hundredeårskrigens barbari uden for sin dør, og Kierkegaard ville aldrig have skrevet sin uvidenskabelige efterskrift hvis han ikke konstant havde sit hadeobjekt Hegel på nethinden.

Kierkegaards Subjektiviteten er sandheden er essensen af al kritik. Da ingen i dag alligevel læser Kierkegaard må jeg hellere bringe hele citatet: "Naar der subjektivt spørges om Sandheden, reflekteres der subjektivt paa Individets Forhold; naar blot dette Forholds Hvorledes er i Sandhed, så er Individet i Sandhed, selv om det saaledes forholdt sig til Usandheden". Den skinbarlige erkendelsesfilosofi - og et glimrende udgangspunkt for blogging!

Kritik handler om at befri dig og mig fra fordomme. Ved at lufte mine, fyrer jeg op under dine. God skrivelyst.

Deep Shit (DS)

Nyhedsavisen starter et blodbad i branchen. Sådan ser det ud for de fleste, selv om det begyndte med metroXpress. Eller var det med de gratis nyheder på nettet, eller starten på TV2 i 1988, eller hvornår var det nu nedturen begyndte ?

Til efteråret kommer de to nye gratis morgenaviser Nyhedsavisen og 24timer, Urban opruster, Søndagsavisen kommer om onsdagen, metroXpress har sit modtræk på affyringsrampen. Og mon ikke vi også ser forsvarsforanstaltninger fra Århus Stiftstidende, Nordjyske og Fyens Stiftstidende. Der står meget på spil. Annoncepriserne falder, i hvert fald på landsannoncer, og det bliver svært, dyrt eller helt umuligt at tegne nye abonnenter for andre end nicheaviserne.

Om fem år er både Nyhedsavisen og 24timer landsdækkende morgendistribuerede dagblade. De nuværende omnibusaviser og B.T. vil have så få abonnenter at de vil kunne samle dem i K.B. Hallen. De provinsaviser der er tilbage, vil udkomme som gratisaviser på ugens første fire dage med en betalt weekendudgave. Nyhedsavisen og 24timer udkommer med lokale/regionale udgaver, og selvfølgelig også om søndagen sammen med postkortet fra moster Karen og Nettos tilbudsavis.

Annoncemarkedet bliver ikke større fordi vi får gratis morgenaviser, og det går ud over distriktsbladene som vil høre en svunden fortid til. Kan Nordjyske få råd til at trykke og distribuere distriktsblade i en by som Aalborg der får to lokaludgaver af de gratis landsdækkende morgenaviser, en gratisomdelt Nordjyske, metroXpress og Urban - og lokal-tv og webnyheder oven i.

Du kan sagtens tegne mere optimistiske eller mere pessimistiske scenarier. Det væsentlige er om der er plads til din virksomhed i fremtiden. Svaret afhænger af hvad du gør nu, ikke med henblik på efterårets optrapning af konkurrencen, men på 5 års sigt.

Erkendelsen af DS-scenariet er en begyndelse. Problemer og ønsketænkning florerer, men den rigtige strategi afhænger af din analyse af fremtiden, de alternativer du kan få øje på (og der er altid få af dem) - og din organisations evne til at flytte sig. Det sidste er det sværeste. De største hindringer kommer indefra.

Mere af det samme

De fleste beslutningstagere der får en uventet hård konkurrent på nakken, reagerer med mere af det samme, eller de kopierer udfordrerens koncept plus 10%.

Da metroXpress blev sendt på gaden, lancerede Berlingske Urban som et mee-too produkt plus 10%. Selv om Urban måske er langt stærkere i dag, opfyldte den ikke sit formål, at slå metroXpress. Tværtimod kan man hævde at Urban blot satte turbo på gratisavisudviklingen til gavn for metroXpress og til skade for Berlingske.

Vi ved endnu ikke om JP/Politikens forsvar, 24timer, imod Nyhedsavisen bliver mere af det samme eller en kopi plus 10% af Frettabladid eller Nyhedsavisen, men man kan frygte det.

Urban øger sit oplag for at få 1 million læsere dagligt. På en avis der selv bestemmer sit oplag, overrasker det ikke. Heller ikke at Urban haster med at udnytte tomrummet inden Nyhedsavisen for alvor får etableret sig med en effektiv distribution og et rigtigt stort oplag. Men opskriften, mere af det samme, har endnu engang ligget på køkkenbordet. Og bliv ikke overrasket hvis Nordjyske husstandsomdeler 10 minutter i hele Aalborg og Fyens Stiftstidende gør det samme med Xtra. Du ved hvor ideen kommer fra.

For mange har gået i den samme skole eller har bare arbejdet for længe i den samme branche.

Mere af det samme eller aggressive kopier kan gennemskues af udforeren - der får tid til at udvikle nye konkurrencefordele, som forsvareren så endnu engang skal tilpasse sig. Konkurrencen om fremtidens dagbladsmarked handler ikke kun om redaktionelle koncepter, distributionsformer og annoncepriser, men om at ændre reglerne for kurrencen med rigtigt nye initiativer, anvendelse af den nye foretningsmodel på en smartere måde eller modangreb på uventede fronter. Hvis initiativerne skal have effekt, må de være så frække eller farlige at udfordreren bliver tvunget til at reagere på dem.

En hædersmand

"Jeg har sagt ja til en ny stilling i koncernen og glæder mig til de nye udfordringer der bliver af mere strategisk art ..." Svein Gilbu går efter 25 år som direktør for Berlingske Lokalaviser.

Jeg kender kun Svein som en hædersmand der hvert år har leveret sit klækkelige bidrag til den evigt hungrende pengekasse i Pilestræde. Jeg er sikker på at Svein Gilbu efterlader sig tilfredse og måske også måbende eller let rystede medarbejdere. Svein har gennem årene været deres sikkerhed for ro trods alle omskiftelser i koncernen. Den mand går ikke af sig selv, men hvem kender sandheden ?

Sandheden står i hvert fald ikke i den udaterede pressemeddelse jeg modtog den 2. juni. Den oser af floskler der tillægger Svein og hans selvstændige beslutning om et karriereskifte betydning for koncernen. Hvad mener du om følgende citatudrag: "I lyset at markedsmulighederne og konkurrencesituationen har vi brug for en central ressource til at definere nye opkøbs- og etableringsmuligheder". Det oplyses ikke hvem der taler, men måske er topledelsen gået over til det royale plurale tantum. Det anonyme vi dækker under alle omstændigheder en virksomhed der i skrivende stund bogstaveligt talt ikke ved hvem der bestemmer hvad er skal opkøbes og etableres i fremtiden.

Den iscenesatte afsked kan ikke være sand, men hvad er så sandt. Måske er Svein Gilbu blevet træt og ønsker at trappe ned. Så skriv det dog, eller sig bare rigtig pænt farvel med ord der viser taknemmelighed eller bare oprigtig glæde på Sveins vegne over at have lagt et til tider hårdt lederliv bag sig og udsigten til at skulle grave sin have i fremtiden.

Hvorfor betjener et bladhus der hylder sandheden og værner om sin troværdighed, et uværdigt hykleri.

Velkommen til Københavneravisen

København K har fået en ny avis. Københavneravisen er en fusion af bydelaviserne Rundetaarn, Frederiksstaden, Grønnegade, Rendestenen og Stræderne. Hver bydel har sin særegne personlighed. Avisen er lækkert designet med et superformat der minder om et mindre tabloid. Laurits Harmer Lassen er ansvarhavende chefredaktør, Jacob Ludvigsen senior editor, og VDN A/S er udgiver.

Københavneravisen kommer i et oplag på 14.000 eksemplarer. Avisen rager op i det stille landskab hvor byens folk bor, arbejder, hygger sig og køber ind.

Læs om Politiets kamp mod ulovlige våben, cafernes uro over udflytningen af universitetet, sommer i byen, evaluering af metroen, forurenede legepladser og meget andet. Tophistorien i Nr. 1 er et interview med bydronningen Ritt Bjerregaard. Hun lover at Købmagergade vil få en belægning der er byens største shoppinggade værdig. Københavns trafikkaos skal bekæmpes med flere underjordiske parkeringskældre uden for centrum og cykelstativer i Indre By.

Københavneravisen bør med anslået 50.000 læsere gå rent ind hos de detailhandelsannoncørerne i det indre København.

Lad den få et langt liv!

Berlingske Tidende i tabloid

Berlingske Tidende går i tabloid med hovedsektionen den 28. august. Initiativet er Berlingskes svar på udfordringen fra Nyhedsavisen. Er det klogt, kreativt og på det rigtige tidspunkt.

Når to gratis tabloidaviser med kvalitet og profil kommer væltende, er det så klogt at gå i tabloid med Danmarks mest seriøse avis med de formentlig mest traditionelle kernelæsere ?

Avisen forsøger uden tvivl at forsvare sig mod angrebet ved at fjerne den anstødssten som lagenformatet kan være hos de mest løssiddende abonneneter. Hvis de udgør en stor del af abonnementsskaren, kan det være meget fornuftigt. Men det er næppe tilfældet, og avisen løber en betydelig risiko for at de loyale kernetropper opfatter trækket som en leflen for bunden. En formatændring er i sig selv et svagt signal, der kun får slagkraft hvis det følges op af nyt indhold, ny prioritering, nye stemmer i avisen, og andre nye tiltag forankret i en målgruppe ude blandt læserne hvor beslutningen om at holde eller afbestille en avis træffes.

Er initiativet et kreativt forsvar i konkurrencen mod en i hvert fald forretnings- og marketingmæssig farlig konkurrent som Nyhedsavisen - eller mod en indholds- og kvalitetsorienteret konkurrent fra JP/Politiken ? - Hvis Berlingske Tidendes format er koncernes svar på en farlig konkurrerende forretningsmodel, og en gratisavis som må forventes at ligge betydeligt under Berlingske Tidende i kvalitet set med avisens egne læserres øjne, tja, så forekommer initativet povert.

Er det rigtigt at rokke med båden i samme øjeblik udfordreren sætter sin fod på dansk jord eller stikker den første avis ind af brevsprækken i de danske hjem ? - Jeg tror desværre at initiativet er for svagt til at sætte sig spor i konkurrencen mellem nyhedsmedierne hos almindelige danske lønmodtagere. I stedet for at prikke til de to hovedkombatanter der skal til at svinge ønsken, ville det være klogere at vente til Berlingske Tidende havde de to aviser i hånden og kendte deres udgivelsesområder. - Og så slå til med en redaktionel udvikingsplan der måske havde en formatændring som første skud i bøssen, men som klart blev fulgt op af synlige, målrettede forbedringer af avisen, måske husstandsomdeling i andre områder - eller endnu bedre, helt nye initiativer der øger Berlingske Tidendes værdi for den almindelige læser, og som apellerer til de husstande som synes at Nyhedsavisen er for tynd en kop te til morgenkrydderen.

Berlingske Tidendes formatskifte lugter af forsinket udløsning. Det skulle have været for længe siden. Initiativet er mere rettet mod de andre morgenaviser, Politiken og Jyllands-Posten end mod de nye tabloidaviser. Tidspunktet gør det i hvert fald svært at spore effekten, men det er måske også meningen.

Hvad har Skype med aviser at gøre ?

Nyhedsavisen pisker støv op i direktionskontorerne i de danske bladhuse. Nu har de betalte aviser lige vænnet sig til metroXpress og Urban, og så kommer et livstruende angreb ind fra venstre. Berlingske sendte Urban på gaden mod metroXpress, og trafikavisen fik konkurrence i Ålborg og Odense. JP/Politiken er på vej med et modtræk mod islændingene. Men hvordan bringer man sig i offensiven over for en udfordrer der leverer kerneydelsen gratis ?

I krige fører politikerne forhandlingerne, men generalerne vinder slagene. Og der er få krigere og mange diplomater i de danske bladhuse. Udfaldet afgøres ikke af kapital, dårligt nok af kompetencer, men af personligheder med et stærkt vindergen. Mænd og kvinder der sover godt om natten, og som ved at der altid er få alternativer, men også ét mere end konkurrenten kan få øje på.

De største svagheder kommer altid indefra. Selv i bladhuse der lever af kreativitet, ligger de i kulturen, i aftalerne, i de politiske løsninger indgået med omverdenen - og i tilskyndelsen til at tænke i vante baner. Der er modstand og forhindringer i hopetal.

Truslen fra Nyhedsavisen ligger i forretningsmodellen. Hvordan skal man bekæmpe en gratis avis med tilstrækkelig kvalitet til at den i princippet selv sætter grænsen for sit læsertal ?

Det problem er dagbladene ikke alene med. Teleselskaberne prissætter traditionelt deres service i minutter og tid på døgnet, og det har været en indbringende forretning i årevis. Skype udfordrer dem ikke alene med gratis samtaler. Skypes teknologi er så smart at selskabet kan fordoble antallet af brugere - fra de nuværende 50 millioner - uden at omkostningerne stiger med én krone.

TDC kan øge deres service, de kan indføre VOIP, de kan sænke priserne og tilbyde flat-rate, de kan skrue op for reklameblusset og meget andet der holder på de ældre, lunkne kunder og navnlig erhvervskunderne. Skypes force er at de er kendt af enhver ung fattigrøv og storforbruger af telefonsamtaler, og de vil aldrig vende tilbage til betalte samtaler. TDC kæmper som deres kolleger og de betalte dagblade mod tiden. - 'Adopt or loose'; der er få alternativer på den korte bane. På den lange må man grænsesøgende og offensivt øge konkurrencen.

Der er plads til to gratisaviser

Politikens mentale stormtropper har allerede på lederplads den 27. maj udråbt Nyhedsavisen til taber i konkurrencen på markedet. Selvtillid er godt, og vindermentalitet er en nødvendighed. Alligevel er det lidt vel tidligt at udråbe en vinder og en taber.

Der er nemlig rigeligt plads på markedet til begge gratis morgenaviser.

I Hovedsstadsområdet, hvor det afgørende slag i konkurrencen skal udkæmpes, udkommer de landsdækkende betalte aviser i mindre end hver anden husstand. - 46% for at være helt præcis. Den anden kampzone, Østjylland, har en tilsvarende dækning af betalte aviser. Der er rigtigt mange husstande der vil opleve en gratis morgenavis som et frisk nyt tilbud.

De gratis morgenaviser lever af annoncer og distribution. Her er et dagbladsmarked på godt og vel 3 mia. kroner i 2005 at tage af. Plus et marked i distriktsbladene på lidt over 2 mia. kroner og et marked for omdeling af tryksager til de danske hussstand på 1,2 mia. kroner.

Ikke alene er her ganske mange penge at gå efter for de nye udfordrere. Det er også sandsynligt at markedet bliver udvidet. Får Nyhedsavisen lavt regnet et læsertal på 1,5 millioner danskere over 12 år, bliver den så stort et medie at den alene kan flytte reklamebudgetter fra tv2. Med JP/Politikens hjælp udgør de to avisern en ny mediegruppe. To aviser yder dobbelt så stor en salgsindsats over for annoncørerne som en avis. Og mon ikke de også vil konkurrere på prisen. Alle ingredienser til en fælles succes er til stede.

Politikens lederskribent forestiller sig sikkert som de fleste andre, at de nye aviser kommer til at ligne metroXpress og Urban plus 10%. Jeg er langt fra sikker på at vi kommer til se en gentagelse, hvor JP/Politikens avis vil ligge lige så tæt på Nyhedsavisen som Urban gør på metroXpress. I hvert fald er der sund logik i at forvente to forskellige redaktionelle koncepter. Sammenlign den Metro der udkommer i London med metroXpress. Det er to vidt forskellige aviser. Metro minder langt mere om en formiddagsavis (med Daily Mail som forbillede), mens metroXpress og Urban er det tætteste vi kommer en let morgenavis kogt ned i tabloid.

Det redaktionelle udfaldsrum er rigtig stort. Jo mere forskellige de to aviser bliver, jo flere læsere vil de også tilsammen tilfredsstille. Og som komplementære kvalitetsprodukter skal de nok finde læsere og annoncører.

Det er farligt at tro at fremtiden vil minde om fortiden. I hver fald risikerer man let at blive fanget i sin egen retorik, også selv om man hedder Tøger Seidenfaden.

Den lange lunte er tændt

Beskriver man konkurrencen på et marked på en skala fra 1 til 10, ligger mobiltelfoner på 8-9 med lancering af nye modeller, priskonkurrence, udvikling af nye ydelser som IP-telefoni og nye udbydere på markedet, f.eks. Skype.

På den samme skala ligger konkurrencen mellem dagbladene et sted mellem 2 og 3. Alle holder høje bladpriser, der er rigtig langt mellem de store kampagner, og endnu længere mellem nye produkter, og helt nye udfordrere er en sjældenhed. Dagen blev en døgnflue, og kun ældre medarbejdere kan huske de foregående forsøg på at lancere nyt dagblade. Det skulle da lige være metroXpress.

MetroXpress blev lanceret med sporadisk modstand. Godt nok sendte Berlingske Urban på gaden, men der var tale om et mee-too produkt, og ikke et initiativ der kunne give metroXpress banesår.

Berlingske har ellers i årevis været ubestridt markedsleder. Men forsøget på at inddæmme Politiken resulterede i at markedets nummer to og tre, Politiken og Jyllands-Posten, fandt sammen. Og fra den ene dag til den næste blev Berlingske distanceret. Den landsdækkende radio fik Huset heller ikke, og det er tvivlsomt om Berlingske med udenlandske ejere, tømt pengekasse og en usikker kurs nogen sinde bliver ejer af TV2.

JP/Politiken har hidtil brugt kræfterne på konsolidering. Godt nok har Jyllands-Posten ryddet ud i mangfoldigheden af tillæg og erstattet dem med magasiner. Men initiativet har ikke øget oplaget i synlig grad, og ingen konkurrenter har følgt sig tvunget til at reagere. I konkurrencemæssig forstand er der tale om hop på stedet.

Indtil nu har de tre gamle landsdækkende kæmper betragtet gratis nyheder på nettet, på tv og på print som hovedfjenden. Frem for at flytte sig i markedet, rendyrker de deres redaktionelle profiler efter opskriften mere af det samme. Selv om Jyllands-postens magasiner, Politikens genreudvikling og Berlingskes Business hver for sig giver aviserne en skarpere profil i forhold til de gratis nyheder, sælger de ikke flere aviser og tiltrækker næppe mange læsere fra konkurrenterne. Konkurrencen befinder sig på lavt blus.

Den fælles fjende, Nyhedsavisen, har fået JP/Politiken til at træde i karakter. Politiken havde ikke kræfter til at deltage i kampen mod metroXpress. Huset havde med blikket stift rettet mod Odense afskrevet aviserne, sikkert som udtryk for en langsigtet malkestrategi. Men nu hvor Nyhedsavisen har meldt sin ankomst, og Berlingske er lammet af ejerskifte, slår Politiken til.

JP/Politiken har styrken. Fjenden er på vej ind i baghaven, vennerne i Pilestræde krøller tæer af afmagt, og det er på tide at vise svingfjerene.

Konkurrencen passerer 4 på vej op til 5-tallet.

Kommunikationsetik

Overskud med omtanke. Ordene ligger rigtigt i munden sådan cirka midtvejs mellem hjernen og hjertet. De dækker også Erhvervs- og Selskabsstyrelsens seneste udspil om forretningsetik - eller Corporate Social Responsibility (CSR) - for små og mellemstore virksomheder.

E&S definerer CSR i overensstemmelse med EUs grønbog fra 2001 som "virksomheders frivillige arbejde på at integrere sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter og i interaktionen med deres interessenter".

Frivilligheden er et nøgleord der dækker over alle aktiviteter som ligger ud over de forpligtelser og begrænseninger som en virksomhed eller en leder er underkastet i følge lovgivningen. Det betyder ikke nødvendigvis at CSR er motiveret af gode hensigter alene. Virksomheder kan kaste sig ud i CSR fordi de frygter at de alternativt bliver påtvunget ny regulering og lovgivning. Eller de kan koldt og kynisk interessere sig for CSR for at tiltrække finansielle investorer der stiller etiske krav.

Men selvfølgelig kan CSR også være etisk begrundet. Det rejser spørgsmålet om sammenhængen mellem etik og forretning. Er de to ting overhovedet forenelige ?
Det findes der både lange og korte svar på. Kort og pragmatisk kan man henvise til Novo Nordisk som eksempel på en virksomhed der har gjort sin etiske profil til en afgørende værdi i virksomhedens identitet. Etikken adskiller Novo fra konkurrenterne, giver medarbejderne tilfredshed, og den tiltrækker de gode hoveder. Novo ser etik som strategi, og de tjener penge på profilen.

Mens de fleste umiddelbaart forstår betydningen af frivilligt at tage sociale og miljømæssige hensyn, kan det sidste led i definititionen, integrationen af sociale og miljømæssige hensyn i virksomhederenes interaktion med deres interessenter gøre læseren træt i blikket. Hvad betyder de kryptiske hentydninger, og hvordan gør man det i praksis.

Igen findes der både langstrakte udlægninger og mere pragmatiske. CSR betyder at virksomheden frivilligt forpligter sig til at orintere sig mere mod mennesker i deres egenskab af personer med en personlig integritet end som modtagere for kommunikation. Det vil sige at man respekterer andre personer som (med-)mennesker, at man oprigtigt tager hensyn til dem, og at man ligeligt tager hensyn til alle der påvirkes af virksomhedens adfærd! Uanset om der er tale om medarbejdere, kunder, forhandlere, leverandører, eller underlevandørers leveandører ...

Det er etik der vil noget. En englænder ville som noget helt naturligt tale om kommunikationsetik, og derfor har de da også stiftet The Institute of Communication Ethics, som jeg linker til....

Børsens helte

Sokrates opdeler i Staten det gode i det der er godt i sig selv, men skadeligt i sine virkninger, f.eks. rusen; det der er skidt i sig selv, men godt i sine virkninger, f.eks. medicin - og det der er godt både i sig selv og i sin virkning, retfærdighed. Men også samtalen har sit mål i sig selv. Den fremmer som bekendt forståelsen, og, kunne man tilføje, respekten for den anden.

Børsen dyrker sine helte hver dag på bagsiden. Her står plusord og floskler side om side i portrætter der nærmer sig det pinlige. Under rubrikken 'Udfordringer er drivkraften' læser vi manchetten 'Selvom virksomheden Royal Danish Seafood Group A/S ligger helt ude ved Hanstholm, var udfordringen alligevel så stor, at Mogens Mathiasen ikke kunne sige nej'. og historien starter 'Æren står på spil. Snørebåndene på de hvide kondisko bliver spændt med fast hånd ...' Helten iscenesættes så ikke et øje er tørt.

I samme avis, den 11. maj 06, interviewer Jacob Brejnebøl Knudsen koncernchefen i Royal Greenland, Keld Askær. Over et tæt pakket opslag får vi både et cv, et perspektiv på fiskeribranchen, headhunterens 'tendenser i ledelse, som danner rammerne for Keld Askærs virke', selve interviewet under rubrikken 'Social ansvarlighed med profit for øje' - og 'Fire friske til Askær'.
Koncernchefen har gjort det godt. Han er en sympatisk mand der har opdaget, at det er økonomisk sundt for virksomheden at uddanne sine medarbejdere. Det øger væksten og indtjeningen, og de ansatte er mere tilfredse. En klassisk vind-vind-situation.
De Fire Friske [spørgsmål] går på melodien 'Hvad er du mest stolt over at have opnået i din karriere ? Hvad ville du have lavet, hvis du ikke havde siddet her i dag? etc.
Professionelt rygklapperi og pinlig idoldyrkelse - og en undervurdering af læseren. Journalisten bruger hele sin professionalisme på formen: de mange indgange til historien, genrepaletten arbejder, den minimalt nødvendige perspektivering til branchens problemer - plus farver, typografi og foto og tegning.
Jo, der er kælet for historien. Men tanken hviler. Hvor er humoren, (selv-)ironien eller blot en antydning af udfordring af koncernchefens indsats og filosofi ? Selv Søren Ryge i baghaven tager både sit emne og sin målgruppe mere alvorligt.

Keld Askær og hans PR-officer smiler formentlig lykkeligt. Men er snobberi godt arbejde ? Samtale er det i hvert fald ikke at placere sig i knæhøjde i forhold til sin kilde. Tanketom heltedyrkelse er hverken god i sig selv eller i sin virkning.
Keld Askær burde græmme sig, og journalisten burde tage en dag med havearbejde.

Media-Conversations

I begyndelsen var ordet ... Selvfølgelig starter den første blog med Ordet, selv om det kommer til at stå nederst i bloggen. Enhver samtale består af ord fra en person til en anden. Her taler jeg til dig, indtil jeg om kort tid går i lytterposition.
Ordet er dansk, på trods af titlen. Selv om det globale blogsporg er engelsk, lever jeg professionelt af mit gode, smidige dansk med rødderne dybt plantet i i den nordiske muld.

Hvorfor Media-Conversations ?
Fordi titlen dækker de to begreber der optager mig, medier og samtale. I ikke så gamle dage skelnede vi mellem personlige og upersonlige medier, og mellem individuelle og massemedier. I dag er grænsen flydende. Fra mig til dig der læser, sammen med alle de andre der også gør det. Og du kan svare eller kommentere, eller give ros og ris som du har lyst til. Jeg glæder mig under alle omstændigheder til at høre din mening.
Min blog har egentlig kun et mål, at indgå i samtale med dig, om emner der optager os begge, og som det er værd at diskutere i det offentlige rum.

Jorden under det danske medielandskab ulmer faretruende som under vulkanen Gunung Merapi på Java.
Dagsbruns Nyhedsavisen sender bølger af sorte skyer op over horisonten. Avisen truer de betalte dagblades forretningsmodel, og selv de aviser der ikke får den som direkte konkurrent, vil blive ramt af slipstrømmen af gratis landsdækkende nyheder med kant og profil der rykker ved læsernes opfattelse af avisbegrebet og navnlig prisen på trykte nyheder.

De betalte aviser inverviewer seismologerne og og har tegnebrættet fyldt med vilde og kostbare projekter der hver for sig næppe er sin pris værd. Det er ikke bare dyrt at bekæmpe den generiske kvalitetsavis; tabet på den eksisterende forretning kan blive større end de direkte omkostninger ved at bekæmpe den stridbare Svenn Dam der vader i islandske kroner.

Det kommende medieforlig ser ud til at presse de landsdækkende aviser fra en anden kant. Forliget vil forstærke forskellene mellem public service kanalen DR og det kommercielle TV2 der får frit løb til at lancere en nye målrettede underholdningskanaler til det danske folk.

Den platform de betalte dagblade befinder sig på, bliver stadig smallere i takt med at de andre mediegrupper æder sig ind på den, og de må sande den eneste naturlov i al forretningsstrategi: der eksisterer kun et begrænset antal alternativer.