Nyhedsavisen pisker støv op i direktionskontorerne i de danske bladhuse. Nu har de betalte aviser lige vænnet sig til metroXpress og Urban, og så kommer et livstruende angreb ind fra venstre. Berlingske sendte Urban på gaden mod metroXpress, og trafikavisen fik konkurrence i Ålborg og Odense. JP/Politiken er på vej med et modtræk mod islændingene. Men hvordan bringer man sig i offensiven over for en udfordrer der leverer kerneydelsen gratis ?
I krige fører politikerne forhandlingerne, men generalerne vinder slagene. Og der er få krigere og mange diplomater i de danske bladhuse. Udfaldet afgøres ikke af kapital, dårligt nok af kompetencer, men af personligheder med et stærkt vindergen. Mænd og kvinder der sover godt om natten, og som ved at der altid er få alternativer, men også ét mere end konkurrenten kan få øje på.
De største svagheder kommer altid indefra. Selv i bladhuse der lever af kreativitet, ligger de i kulturen, i aftalerne, i de politiske løsninger indgået med omverdenen - og i tilskyndelsen til at tænke i vante baner. Der er modstand og forhindringer i hopetal.
Truslen fra Nyhedsavisen ligger i forretningsmodellen. Hvordan skal man bekæmpe en gratis avis med tilstrækkelig kvalitet til at den i princippet selv sætter grænsen for sit læsertal ?
Det problem er dagbladene ikke alene med. Teleselskaberne prissætter traditionelt deres service i minutter og tid på døgnet, og det har været en indbringende forretning i årevis. Skype udfordrer dem ikke alene med gratis samtaler. Skypes teknologi er så smart at selskabet kan fordoble antallet af brugere - fra de nuværende 50 millioner - uden at omkostningerne stiger med én krone.
TDC kan øge deres service, de kan indføre VOIP, de kan sænke priserne og tilbyde flat-rate, de kan skrue op for reklameblusset og meget andet der holder på de ældre, lunkne kunder og navnlig erhvervskunderne. Skypes force er at de er kendt af enhver ung fattigrøv og storforbruger af telefonsamtaler, og de vil aldrig vende tilbage til betalte samtaler. TDC kæmper som deres kolleger og de betalte dagblade mod tiden. - 'Adopt or loose'; der er få alternativer på den korte bane. På den lange må man grænsesøgende og offensivt øge konkurrencen.
onsdag, maj 31, 2006
søndag, maj 28, 2006
Der er plads til to gratisaviser
Politikens mentale stormtropper har allerede på lederplads den 27. maj udråbt Nyhedsavisen til taber i konkurrencen på markedet. Selvtillid er godt, og vindermentalitet er en nødvendighed. Alligevel er det lidt vel tidligt at udråbe en vinder og en taber.
Der er nemlig rigeligt plads på markedet til begge gratis morgenaviser.
I Hovedsstadsområdet, hvor det afgørende slag i konkurrencen skal udkæmpes, udkommer de landsdækkende betalte aviser i mindre end hver anden husstand. - 46% for at være helt præcis. Den anden kampzone, Østjylland, har en tilsvarende dækning af betalte aviser. Der er rigtigt mange husstande der vil opleve en gratis morgenavis som et frisk nyt tilbud.
De gratis morgenaviser lever af annoncer og distribution. Her er et dagbladsmarked på godt og vel 3 mia. kroner i 2005 at tage af. Plus et marked i distriktsbladene på lidt over 2 mia. kroner og et marked for omdeling af tryksager til de danske hussstand på 1,2 mia. kroner.
Ikke alene er her ganske mange penge at gå efter for de nye udfordrere. Det er også sandsynligt at markedet bliver udvidet. Får Nyhedsavisen lavt regnet et læsertal på 1,5 millioner danskere over 12 år, bliver den så stort et medie at den alene kan flytte reklamebudgetter fra tv2. Med JP/Politikens hjælp udgør de to avisern en ny mediegruppe. To aviser yder dobbelt så stor en salgsindsats over for annoncørerne som en avis. Og mon ikke de også vil konkurrere på prisen. Alle ingredienser til en fælles succes er til stede.
Politikens lederskribent forestiller sig sikkert som de fleste andre, at de nye aviser kommer til at ligne metroXpress og Urban plus 10%. Jeg er langt fra sikker på at vi kommer til se en gentagelse, hvor JP/Politikens avis vil ligge lige så tæt på Nyhedsavisen som Urban gør på metroXpress. I hvert fald er der sund logik i at forvente to forskellige redaktionelle koncepter. Sammenlign den Metro der udkommer i London med metroXpress. Det er to vidt forskellige aviser. Metro minder langt mere om en formiddagsavis (med Daily Mail som forbillede), mens metroXpress og Urban er det tætteste vi kommer en let morgenavis kogt ned i tabloid.
Det redaktionelle udfaldsrum er rigtig stort. Jo mere forskellige de to aviser bliver, jo flere læsere vil de også tilsammen tilfredsstille. Og som komplementære kvalitetsprodukter skal de nok finde læsere og annoncører.
Det er farligt at tro at fremtiden vil minde om fortiden. I hver fald risikerer man let at blive fanget i sin egen retorik, også selv om man hedder Tøger Seidenfaden.
Der er nemlig rigeligt plads på markedet til begge gratis morgenaviser.
I Hovedsstadsområdet, hvor det afgørende slag i konkurrencen skal udkæmpes, udkommer de landsdækkende betalte aviser i mindre end hver anden husstand. - 46% for at være helt præcis. Den anden kampzone, Østjylland, har en tilsvarende dækning af betalte aviser. Der er rigtigt mange husstande der vil opleve en gratis morgenavis som et frisk nyt tilbud.
De gratis morgenaviser lever af annoncer og distribution. Her er et dagbladsmarked på godt og vel 3 mia. kroner i 2005 at tage af. Plus et marked i distriktsbladene på lidt over 2 mia. kroner og et marked for omdeling af tryksager til de danske hussstand på 1,2 mia. kroner.
Ikke alene er her ganske mange penge at gå efter for de nye udfordrere. Det er også sandsynligt at markedet bliver udvidet. Får Nyhedsavisen lavt regnet et læsertal på 1,5 millioner danskere over 12 år, bliver den så stort et medie at den alene kan flytte reklamebudgetter fra tv2. Med JP/Politikens hjælp udgør de to avisern en ny mediegruppe. To aviser yder dobbelt så stor en salgsindsats over for annoncørerne som en avis. Og mon ikke de også vil konkurrere på prisen. Alle ingredienser til en fælles succes er til stede.
Politikens lederskribent forestiller sig sikkert som de fleste andre, at de nye aviser kommer til at ligne metroXpress og Urban plus 10%. Jeg er langt fra sikker på at vi kommer til se en gentagelse, hvor JP/Politikens avis vil ligge lige så tæt på Nyhedsavisen som Urban gør på metroXpress. I hvert fald er der sund logik i at forvente to forskellige redaktionelle koncepter. Sammenlign den Metro der udkommer i London med metroXpress. Det er to vidt forskellige aviser. Metro minder langt mere om en formiddagsavis (med Daily Mail som forbillede), mens metroXpress og Urban er det tætteste vi kommer en let morgenavis kogt ned i tabloid.
Det redaktionelle udfaldsrum er rigtig stort. Jo mere forskellige de to aviser bliver, jo flere læsere vil de også tilsammen tilfredsstille. Og som komplementære kvalitetsprodukter skal de nok finde læsere og annoncører.
Det er farligt at tro at fremtiden vil minde om fortiden. I hver fald risikerer man let at blive fanget i sin egen retorik, også selv om man hedder Tøger Seidenfaden.
tirsdag, maj 23, 2006
Den lange lunte er tændt
Beskriver man konkurrencen på et marked på en skala fra 1 til 10, ligger mobiltelfoner på 8-9 med lancering af nye modeller, priskonkurrence, udvikling af nye ydelser som IP-telefoni og nye udbydere på markedet, f.eks. Skype.
På den samme skala ligger konkurrencen mellem dagbladene et sted mellem 2 og 3. Alle holder høje bladpriser, der er rigtig langt mellem de store kampagner, og endnu længere mellem nye produkter, og helt nye udfordrere er en sjældenhed. Dagen blev en døgnflue, og kun ældre medarbejdere kan huske de foregående forsøg på at lancere nyt dagblade. Det skulle da lige være metroXpress.
MetroXpress blev lanceret med sporadisk modstand. Godt nok sendte Berlingske Urban på gaden, men der var tale om et mee-too produkt, og ikke et initiativ der kunne give metroXpress banesår.
Berlingske har ellers i årevis været ubestridt markedsleder. Men forsøget på at inddæmme Politiken resulterede i at markedets nummer to og tre, Politiken og Jyllands-Posten, fandt sammen. Og fra den ene dag til den næste blev Berlingske distanceret. Den landsdækkende radio fik Huset heller ikke, og det er tvivlsomt om Berlingske med udenlandske ejere, tømt pengekasse og en usikker kurs nogen sinde bliver ejer af TV2.
JP/Politiken har hidtil brugt kræfterne på konsolidering. Godt nok har Jyllands-Posten ryddet ud i mangfoldigheden af tillæg og erstattet dem med magasiner. Men initiativet har ikke øget oplaget i synlig grad, og ingen konkurrenter har følgt sig tvunget til at reagere. I konkurrencemæssig forstand er der tale om hop på stedet.
Indtil nu har de tre gamle landsdækkende kæmper betragtet gratis nyheder på nettet, på tv og på print som hovedfjenden. Frem for at flytte sig i markedet, rendyrker de deres redaktionelle profiler efter opskriften mere af det samme. Selv om Jyllands-postens magasiner, Politikens genreudvikling og Berlingskes Business hver for sig giver aviserne en skarpere profil i forhold til de gratis nyheder, sælger de ikke flere aviser og tiltrækker næppe mange læsere fra konkurrenterne. Konkurrencen befinder sig på lavt blus.
Den fælles fjende, Nyhedsavisen, har fået JP/Politiken til at træde i karakter. Politiken havde ikke kræfter til at deltage i kampen mod metroXpress. Huset havde med blikket stift rettet mod Odense afskrevet aviserne, sikkert som udtryk for en langsigtet malkestrategi. Men nu hvor Nyhedsavisen har meldt sin ankomst, og Berlingske er lammet af ejerskifte, slår Politiken til.
JP/Politiken har styrken. Fjenden er på vej ind i baghaven, vennerne i Pilestræde krøller tæer af afmagt, og det er på tide at vise svingfjerene.
Konkurrencen passerer 4 på vej op til 5-tallet.
På den samme skala ligger konkurrencen mellem dagbladene et sted mellem 2 og 3. Alle holder høje bladpriser, der er rigtig langt mellem de store kampagner, og endnu længere mellem nye produkter, og helt nye udfordrere er en sjældenhed. Dagen blev en døgnflue, og kun ældre medarbejdere kan huske de foregående forsøg på at lancere nyt dagblade. Det skulle da lige være metroXpress.
MetroXpress blev lanceret med sporadisk modstand. Godt nok sendte Berlingske Urban på gaden, men der var tale om et mee-too produkt, og ikke et initiativ der kunne give metroXpress banesår.
Berlingske har ellers i årevis været ubestridt markedsleder. Men forsøget på at inddæmme Politiken resulterede i at markedets nummer to og tre, Politiken og Jyllands-Posten, fandt sammen. Og fra den ene dag til den næste blev Berlingske distanceret. Den landsdækkende radio fik Huset heller ikke, og det er tvivlsomt om Berlingske med udenlandske ejere, tømt pengekasse og en usikker kurs nogen sinde bliver ejer af TV2.
JP/Politiken har hidtil brugt kræfterne på konsolidering. Godt nok har Jyllands-Posten ryddet ud i mangfoldigheden af tillæg og erstattet dem med magasiner. Men initiativet har ikke øget oplaget i synlig grad, og ingen konkurrenter har følgt sig tvunget til at reagere. I konkurrencemæssig forstand er der tale om hop på stedet.
Indtil nu har de tre gamle landsdækkende kæmper betragtet gratis nyheder på nettet, på tv og på print som hovedfjenden. Frem for at flytte sig i markedet, rendyrker de deres redaktionelle profiler efter opskriften mere af det samme. Selv om Jyllands-postens magasiner, Politikens genreudvikling og Berlingskes Business hver for sig giver aviserne en skarpere profil i forhold til de gratis nyheder, sælger de ikke flere aviser og tiltrækker næppe mange læsere fra konkurrenterne. Konkurrencen befinder sig på lavt blus.
Den fælles fjende, Nyhedsavisen, har fået JP/Politiken til at træde i karakter. Politiken havde ikke kræfter til at deltage i kampen mod metroXpress. Huset havde med blikket stift rettet mod Odense afskrevet aviserne, sikkert som udtryk for en langsigtet malkestrategi. Men nu hvor Nyhedsavisen har meldt sin ankomst, og Berlingske er lammet af ejerskifte, slår Politiken til.
JP/Politiken har styrken. Fjenden er på vej ind i baghaven, vennerne i Pilestræde krøller tæer af afmagt, og det er på tide at vise svingfjerene.
Konkurrencen passerer 4 på vej op til 5-tallet.
fredag, maj 19, 2006
Kommunikationsetik
Overskud med omtanke. Ordene ligger rigtigt i munden sådan cirka midtvejs mellem hjernen og hjertet. De dækker også Erhvervs- og Selskabsstyrelsens seneste udspil om forretningsetik - eller Corporate Social Responsibility (CSR) - for små og mellemstore virksomheder.
E&S definerer CSR i overensstemmelse med EUs grønbog fra 2001 som "virksomheders frivillige arbejde på at integrere sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter og i interaktionen med deres interessenter".
Frivilligheden er et nøgleord der dækker over alle aktiviteter som ligger ud over de forpligtelser og begrænseninger som en virksomhed eller en leder er underkastet i følge lovgivningen. Det betyder ikke nødvendigvis at CSR er motiveret af gode hensigter alene. Virksomheder kan kaste sig ud i CSR fordi de frygter at de alternativt bliver påtvunget ny regulering og lovgivning. Eller de kan koldt og kynisk interessere sig for CSR for at tiltrække finansielle investorer der stiller etiske krav.
Men selvfølgelig kan CSR også være etisk begrundet. Det rejser spørgsmålet om sammenhængen mellem etik og forretning. Er de to ting overhovedet forenelige ?
Det findes der både lange og korte svar på. Kort og pragmatisk kan man henvise til Novo Nordisk som eksempel på en virksomhed der har gjort sin etiske profil til en afgørende værdi i virksomhedens identitet. Etikken adskiller Novo fra konkurrenterne, giver medarbejderne tilfredshed, og den tiltrækker de gode hoveder. Novo ser etik som strategi, og de tjener penge på profilen.
Mens de fleste umiddelbaart forstår betydningen af frivilligt at tage sociale og miljømæssige hensyn, kan det sidste led i definititionen, integrationen af sociale og miljømæssige hensyn i virksomhederenes interaktion med deres interessenter gøre læseren træt i blikket. Hvad betyder de kryptiske hentydninger, og hvordan gør man det i praksis.
Igen findes der både langstrakte udlægninger og mere pragmatiske. CSR betyder at virksomheden frivilligt forpligter sig til at orintere sig mere mod mennesker i deres egenskab af personer med en personlig integritet end som modtagere for kommunikation. Det vil sige at man respekterer andre personer som (med-)mennesker, at man oprigtigt tager hensyn til dem, og at man ligeligt tager hensyn til alle der påvirkes af virksomhedens adfærd! Uanset om der er tale om medarbejdere, kunder, forhandlere, leverandører, eller underlevandørers leveandører ...
Det er etik der vil noget. En englænder ville som noget helt naturligt tale om kommunikationsetik, og derfor har de da også stiftet The Institute of Communication Ethics, som jeg linker til....
E&S definerer CSR i overensstemmelse med EUs grønbog fra 2001 som "virksomheders frivillige arbejde på at integrere sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter og i interaktionen med deres interessenter".
Frivilligheden er et nøgleord der dækker over alle aktiviteter som ligger ud over de forpligtelser og begrænseninger som en virksomhed eller en leder er underkastet i følge lovgivningen. Det betyder ikke nødvendigvis at CSR er motiveret af gode hensigter alene. Virksomheder kan kaste sig ud i CSR fordi de frygter at de alternativt bliver påtvunget ny regulering og lovgivning. Eller de kan koldt og kynisk interessere sig for CSR for at tiltrække finansielle investorer der stiller etiske krav.
Men selvfølgelig kan CSR også være etisk begrundet. Det rejser spørgsmålet om sammenhængen mellem etik og forretning. Er de to ting overhovedet forenelige ?
Det findes der både lange og korte svar på. Kort og pragmatisk kan man henvise til Novo Nordisk som eksempel på en virksomhed der har gjort sin etiske profil til en afgørende værdi i virksomhedens identitet. Etikken adskiller Novo fra konkurrenterne, giver medarbejderne tilfredshed, og den tiltrækker de gode hoveder. Novo ser etik som strategi, og de tjener penge på profilen.
Mens de fleste umiddelbaart forstår betydningen af frivilligt at tage sociale og miljømæssige hensyn, kan det sidste led i definititionen, integrationen af sociale og miljømæssige hensyn i virksomhederenes interaktion med deres interessenter gøre læseren træt i blikket. Hvad betyder de kryptiske hentydninger, og hvordan gør man det i praksis.
Igen findes der både langstrakte udlægninger og mere pragmatiske. CSR betyder at virksomheden frivilligt forpligter sig til at orintere sig mere mod mennesker i deres egenskab af personer med en personlig integritet end som modtagere for kommunikation. Det vil sige at man respekterer andre personer som (med-)mennesker, at man oprigtigt tager hensyn til dem, og at man ligeligt tager hensyn til alle der påvirkes af virksomhedens adfærd! Uanset om der er tale om medarbejdere, kunder, forhandlere, leverandører, eller underlevandørers leveandører ...
Det er etik der vil noget. En englænder ville som noget helt naturligt tale om kommunikationsetik, og derfor har de da også stiftet The Institute of Communication Ethics, som jeg linker til....
tirsdag, maj 16, 2006
Børsens helte
Sokrates opdeler i Staten det gode i det der er godt i sig selv, men skadeligt i sine virkninger, f.eks. rusen; det der er skidt i sig selv, men godt i sine virkninger, f.eks. medicin - og det der er godt både i sig selv og i sin virkning, retfærdighed. Men også samtalen har sit mål i sig selv. Den fremmer som bekendt forståelsen, og, kunne man tilføje, respekten for den anden.
Børsen dyrker sine helte hver dag på bagsiden. Her står plusord og floskler side om side i portrætter der nærmer sig det pinlige. Under rubrikken 'Udfordringer er drivkraften' læser vi manchetten 'Selvom virksomheden Royal Danish Seafood Group A/S ligger helt ude ved Hanstholm, var udfordringen alligevel så stor, at Mogens Mathiasen ikke kunne sige nej'. og historien starter 'Æren står på spil. Snørebåndene på de hvide kondisko bliver spændt med fast hånd ...' Helten iscenesættes så ikke et øje er tørt.
I samme avis, den 11. maj 06, interviewer Jacob Brejnebøl Knudsen koncernchefen i Royal Greenland, Keld Askær. Over et tæt pakket opslag får vi både et cv, et perspektiv på fiskeribranchen, headhunterens 'tendenser i ledelse, som danner rammerne for Keld Askærs virke', selve interviewet under rubrikken 'Social ansvarlighed med profit for øje' - og 'Fire friske til Askær'.
Koncernchefen har gjort det godt. Han er en sympatisk mand der har opdaget, at det er økonomisk sundt for virksomheden at uddanne sine medarbejdere. Det øger væksten og indtjeningen, og de ansatte er mere tilfredse. En klassisk vind-vind-situation.
De Fire Friske [spørgsmål] går på melodien 'Hvad er du mest stolt over at have opnået i din karriere ? Hvad ville du have lavet, hvis du ikke havde siddet her i dag? etc.
Professionelt rygklapperi og pinlig idoldyrkelse - og en undervurdering af læseren. Journalisten bruger hele sin professionalisme på formen: de mange indgange til historien, genrepaletten arbejder, den minimalt nødvendige perspektivering til branchens problemer - plus farver, typografi og foto og tegning.
Jo, der er kælet for historien. Men tanken hviler. Hvor er humoren, (selv-)ironien eller blot en antydning af udfordring af koncernchefens indsats og filosofi ? Selv Søren Ryge i baghaven tager både sit emne og sin målgruppe mere alvorligt.
Keld Askær og hans PR-officer smiler formentlig lykkeligt. Men er snobberi godt arbejde ? Samtale er det i hvert fald ikke at placere sig i knæhøjde i forhold til sin kilde. Tanketom heltedyrkelse er hverken god i sig selv eller i sin virkning.
Keld Askær burde græmme sig, og journalisten burde tage en dag med havearbejde.
Børsen dyrker sine helte hver dag på bagsiden. Her står plusord og floskler side om side i portrætter der nærmer sig det pinlige. Under rubrikken 'Udfordringer er drivkraften' læser vi manchetten 'Selvom virksomheden Royal Danish Seafood Group A/S ligger helt ude ved Hanstholm, var udfordringen alligevel så stor, at Mogens Mathiasen ikke kunne sige nej'. og historien starter 'Æren står på spil. Snørebåndene på de hvide kondisko bliver spændt med fast hånd ...' Helten iscenesættes så ikke et øje er tørt.
I samme avis, den 11. maj 06, interviewer Jacob Brejnebøl Knudsen koncernchefen i Royal Greenland, Keld Askær. Over et tæt pakket opslag får vi både et cv, et perspektiv på fiskeribranchen, headhunterens 'tendenser i ledelse, som danner rammerne for Keld Askærs virke', selve interviewet under rubrikken 'Social ansvarlighed med profit for øje' - og 'Fire friske til Askær'.
Koncernchefen har gjort det godt. Han er en sympatisk mand der har opdaget, at det er økonomisk sundt for virksomheden at uddanne sine medarbejdere. Det øger væksten og indtjeningen, og de ansatte er mere tilfredse. En klassisk vind-vind-situation.
De Fire Friske [spørgsmål] går på melodien 'Hvad er du mest stolt over at have opnået i din karriere ? Hvad ville du have lavet, hvis du ikke havde siddet her i dag? etc.
Professionelt rygklapperi og pinlig idoldyrkelse - og en undervurdering af læseren. Journalisten bruger hele sin professionalisme på formen: de mange indgange til historien, genrepaletten arbejder, den minimalt nødvendige perspektivering til branchens problemer - plus farver, typografi og foto og tegning.
Jo, der er kælet for historien. Men tanken hviler. Hvor er humoren, (selv-)ironien eller blot en antydning af udfordring af koncernchefens indsats og filosofi ? Selv Søren Ryge i baghaven tager både sit emne og sin målgruppe mere alvorligt.
Keld Askær og hans PR-officer smiler formentlig lykkeligt. Men er snobberi godt arbejde ? Samtale er det i hvert fald ikke at placere sig i knæhøjde i forhold til sin kilde. Tanketom heltedyrkelse er hverken god i sig selv eller i sin virkning.
Keld Askær burde græmme sig, og journalisten burde tage en dag med havearbejde.
mandag, maj 15, 2006
Media-Conversations
I begyndelsen var ordet ... Selvfølgelig starter den første blog med Ordet, selv om det kommer til at stå nederst i bloggen. Enhver samtale består af ord fra en person til en anden. Her taler jeg til dig, indtil jeg om kort tid går i lytterposition.
Ordet er dansk, på trods af titlen. Selv om det globale blogsporg er engelsk, lever jeg professionelt af mit gode, smidige dansk med rødderne dybt plantet i i den nordiske muld.
Hvorfor Media-Conversations ?
Fordi titlen dækker de to begreber der optager mig, medier og samtale. I ikke så gamle dage skelnede vi mellem personlige og upersonlige medier, og mellem individuelle og massemedier. I dag er grænsen flydende. Fra mig til dig der læser, sammen med alle de andre der også gør det. Og du kan svare eller kommentere, eller give ros og ris som du har lyst til. Jeg glæder mig under alle omstændigheder til at høre din mening.
Min blog har egentlig kun et mål, at indgå i samtale med dig, om emner der optager os begge, og som det er værd at diskutere i det offentlige rum.
Jorden under det danske medielandskab ulmer faretruende som under vulkanen Gunung Merapi på Java.
Dagsbruns Nyhedsavisen sender bølger af sorte skyer op over horisonten. Avisen truer de betalte dagblades forretningsmodel, og selv de aviser der ikke får den som direkte konkurrent, vil blive ramt af slipstrømmen af gratis landsdækkende nyheder med kant og profil der rykker ved læsernes opfattelse af avisbegrebet og navnlig prisen på trykte nyheder.
De betalte aviser inverviewer seismologerne og og har tegnebrættet fyldt med vilde og kostbare projekter der hver for sig næppe er sin pris værd. Det er ikke bare dyrt at bekæmpe den generiske kvalitetsavis; tabet på den eksisterende forretning kan blive større end de direkte omkostninger ved at bekæmpe den stridbare Svenn Dam der vader i islandske kroner.
Det kommende medieforlig ser ud til at presse de landsdækkende aviser fra en anden kant. Forliget vil forstærke forskellene mellem public service kanalen DR og det kommercielle TV2 der får frit løb til at lancere en nye målrettede underholdningskanaler til det danske folk.
Den platform de betalte dagblade befinder sig på, bliver stadig smallere i takt med at de andre mediegrupper æder sig ind på den, og de må sande den eneste naturlov i al forretningsstrategi: der eksisterer kun et begrænset antal alternativer.
Ordet er dansk, på trods af titlen. Selv om det globale blogsporg er engelsk, lever jeg professionelt af mit gode, smidige dansk med rødderne dybt plantet i i den nordiske muld.
Hvorfor Media-Conversations ?
Fordi titlen dækker de to begreber der optager mig, medier og samtale. I ikke så gamle dage skelnede vi mellem personlige og upersonlige medier, og mellem individuelle og massemedier. I dag er grænsen flydende. Fra mig til dig der læser, sammen med alle de andre der også gør det. Og du kan svare eller kommentere, eller give ros og ris som du har lyst til. Jeg glæder mig under alle omstændigheder til at høre din mening.
Min blog har egentlig kun et mål, at indgå i samtale med dig, om emner der optager os begge, og som det er værd at diskutere i det offentlige rum.
Jorden under det danske medielandskab ulmer faretruende som under vulkanen Gunung Merapi på Java.
Dagsbruns Nyhedsavisen sender bølger af sorte skyer op over horisonten. Avisen truer de betalte dagblades forretningsmodel, og selv de aviser der ikke får den som direkte konkurrent, vil blive ramt af slipstrømmen af gratis landsdækkende nyheder med kant og profil der rykker ved læsernes opfattelse af avisbegrebet og navnlig prisen på trykte nyheder.
De betalte aviser inverviewer seismologerne og og har tegnebrættet fyldt med vilde og kostbare projekter der hver for sig næppe er sin pris værd. Det er ikke bare dyrt at bekæmpe den generiske kvalitetsavis; tabet på den eksisterende forretning kan blive større end de direkte omkostninger ved at bekæmpe den stridbare Svenn Dam der vader i islandske kroner.
Det kommende medieforlig ser ud til at presse de landsdækkende aviser fra en anden kant. Forliget vil forstærke forskellene mellem public service kanalen DR og det kommercielle TV2 der får frit løb til at lancere en nye målrettede underholdningskanaler til det danske folk.
Den platform de betalte dagblade befinder sig på, bliver stadig smallere i takt med at de andre mediegrupper æder sig ind på den, og de må sande den eneste naturlov i al forretningsstrategi: der eksisterer kun et begrænset antal alternativer.
Abonner på:
Opslag (Atom)
