Om finanskrisen

Man kan nysgerrigt spørge om årsagen til finanskrisen, til dens udbrud, forløb og virkninger. Mere interessant er måske spørgsmålet om hvorfor krisen ikke blev kvalt i fødslen. Og i tillæg hertil om medierne har spillet en konstruktiv rolle.

Økonomer kan undersøge sammenhængen mellem boligprisernes himmelflugt, de finansielle institutioners medvirken i finanseventyret og regeringernes politiske medansvar for at fremme eller ikke at standse krisen i opløbet. Alle peger på det usunde og spekulationsprægede amerikanske boligmarked som ondets rod med subprimelånene som udløsende faktor.

Det er let at lægge ansvaret på den amerikanske økonomi. Også her hjemme har vi liberaliseret boligfinansieringen, også danske ejendomme omsattes til skyhøje priser, og også i Danmark har både finansielle institutioner og privatpersoner tjent milliarder mens markedet var glohedt.

Man kan argumentere for at finanskrisen skyldes skæbne, kriminalitet eller en blanding af grådighed og skødesløshed. Hvis skæbnem står bag , er der tale om ude- eller ovenfra kommende omstændigheder der søger for at træerne ikke vokser ind i himlen; sådan noget i stil med at en tilbagevendende krisebestemt lavkonjunktur er en uomgængelighed som vi står magtesløse over for. En brist i systemet som ingen kan klandres.

FBI anholdt i eftersommeren 16 personer med tilknytning til Bear Sterns der først udstedte de højtforrentede værdipapirer som reelt var værdiløse, men som blev opkøbt af uforsigtige investorer overalt på det globale marked. Fører dette spor til domfældelse, har vi en behagelig og letforklarlig årsag til krisens udbrud i USA, men ikke på dens forløb i Danmark.

Selv om alle tre faktorer kan spille sammen, hælder jeg mest til kombinationen af grådighed og skødesløshed. Spekulation er lovligt, også når det antager globale dimensioner, og det uanset om private belåner deres ejendommes værdistigninger, om de høster gevinsten ved salg, eller om de optræder som driftige erhvervsfolk med stærkt gearede investeringer. Eller om hæderkronede institutioner som Danske Bank eller knap så dydige småbanker står bag.

Indlysende brister opstår når Finanstilsynet der skal føre tilsyn med de finansielle institutioner, svigter. Når Regeringen der fører økonomisk politik, som følger konjunkturudviklingen, og som skal justere de økonomiske rammer, svigter. Og når pressen ikke magter at rejse kritik af en udvikling som åbenlyst løber løbsk.

Senest kan man efterlyse journalistik der søger at placere ansvaret for Finanstilsynets svigt, historier der undrer sig over at udenlandske regeringer får aktier i de finansielle institutioner som modtager hjælp, mens danske pengeinstitutter købte sig fri for nationaliseringer, eller undren over f.eks. Danske Banks storstilede CSR-politik der åbenbart ikke omfatter rettidige advarsler mod en økonomisk udvikling der skader samfundsøkonomien. Hensynet til bankens vækst og indtjening går forud for den gode vilje når det gælder samfundet.