Hovedpersonen i Camus' Faldet, Jean-Baptiste Clamence, siger undervejs i sin vidtfavnende ordstrøm at det moderne menneske kan karakteriseres ved at hore og ved at læse aviser. Nu er Jean-Baptiste Clamence ikke noget sandhedsvidende, faktisk tvært i mod, og bogen er skrevet i første halvdel af 1950'erne. Men alligevel; mens det første, horeriet, måske også gælder i dag, er det i hvert ikke tilfældet at modernitet i dag er knyttet til avislæsning. Mere end halvtreds år senere forbinder kun de færreste aviser med avantgarde. De moderne i voret århundrede beskæftiger sig med visuelle medier, de skriver blogs eller bøger eller bare tekster, de rejser, de bliver gift i kirken og de har forfærdelig travlt med at tjene penge. Men at noget så gammeldags, tidsrøvende, nedgroet og indadvendt som at læse aviser skulle tjene som spydspids i en moderne iscenesættelse, det vil nok kun de mest forbenede gamlinge påstå, og de er jo netop ikke en del af eliten. De har vel i heldigste fald moderniteten bag sig.
Nu kan man selvfølgelig interessere sig for alt det der kan erstatte aviser i karakteristikken af det moderne i dag. Man kan også synes at det er påfaldende at det moderne er så individuelt at det ikke lader sig sætte på formel. Eller man kan som jeg vedgå at man er så umoderne at man stadig fascineres af det ældgammel papirmedie der aldeles demokratisk tillader alle at orientere, fordybe og fornøje sig på samme tid.
Clamence er en svigefuld person. Han mener ikke nødvendigvis hvad han siger, og siger ikke hvad han mener. Det med hor og aviser kan sagtens være en lapsus i hans letflydende foredrag. Udtalelsen kan imidlertid også være en slip-of-tongue, en fortalelse der netop afslører et lag i talen som viser vej til hans inderste dybt under overfladen. Hvis du vælger at læse teksten som jeg, står der kun tilbage at Clamence er fuldblods fiktion, en fortællerstemme som med vilje bevæger sig højt op og dybt ned af læserens troværdighedsskala. Og så har vi endnu ikke ofret ét ord på romanen - og faktisk heller ikke drøftet avisens rolle i 2008.
onsdag, januar 02, 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar