De universelle rettigheder

Menneskerettighederne fyldte 60 år i onsdags, den 10. december. Information fejrede dagen med en leder, hvori Palle Weis godt nok syntes at der var meget at glæde sig over, men mere at begræde. Det gælder ikke mindst det islamiske angreb mod menneskeretighederne, som var emnet for Roy Browns kronik i avisen. Med udgangspunkt i Cairoerklæringen fra 1990, lykkedes det for de islamiske lande at få flertal for en resolution om begrænsning af ytringsfriheden når det gælder religion.
I det hele taget har menneskerettighederne det skidt med religionen. I Berlingske Tidende skriver Søren Krarup samme dag en kommentar under titlen '60 år med religionserstatningen'. Smag lige på det sidste ord igen. Menneskerettighederne udspringer af den humanisme der opstod i kølvandet på 2. verdenskrig, og humanisme er i følge Krarup en tro, ja en overtro - 'på den absolutte lighed, overtroen på 'rettigheder' der er kommet ned fra himlen og som skal gælde for alle overalt' - der erstatter kristendom.
Problemet for både islamisterne og for Søren Krarup er at menneskerettighederne er universelle. På engelsk hedder de simpelthen Universal Declaration of Human Rights. I samme udgave af Berlingske skriver Per Stig Møller og Ulla Tørnæs i en fødselsdagskronik uden tøven 'Menneskerettighederne er universelle'.
Ret beset er det noget vås, og når Søren Krarup spørger til menneskerettighedernes status, om de stammer fra en guddom, fra evige religiøse skrifter, fra udødelige filosofiske principper, eller om de er en menneskelig opfindelse, har han jo ganske ret. Menneskerettighederne er udsprunget af et ideal om frihed og lighed for alle overalt, som er inderligt sympatisk, men langt fra indlysende for alle. Og det skader accepten af menneskerettighederne at selv Danmarks udenrigsminister behandler menneskerettighederne som givet af en højere instans.
For selvfølgelig er menneskerettighederne skabt af mennesker. De er vedtægter og udtryk for en ideologi, hverken mere eller mindre. Tror man at menneskerettighederne har fast moralsk grund under sig, at de er objektive og uforanderlige, er man tilhænger af en moderne, naiv naturretstænking. Den stammer fra Aristoteles der siger at det naturlige er det der er gyldigt overalt (1134b18). Men Aristoteles talte ikke om alle og enhver; han tænkte på de lige og frie mænd i Athen. I virkeligheden adskilte den kloge mand bare de individuelle menneskelige love der gælder i forskellige samfund fra naturen der er ens for os alle. Men fordi vi er underkastet de samme vilkår, følger ikke med nogen nødvendighed at vi har samme rettigheder.
Hvis nogen ødelægger Aristoteles' pragmatiske fornuft, er det Thomas Aquinas der udvidede Arstoteles etik fra den græske polis til at gælde hele det gudskabte univers, og som forankrer 'den naturlige' lov i Guds evige. Allerede her er vi på afveje, i en god sags tjeneste vel at mærke. Og det er den Søren Krarup har et godt øje til.
Bedre bliver det ikke når man vendre blikket fra menneskerettighedernes idealer til deres praksis. Så står det, som selv Per Stig Møller erkender, rigtigt dårligt til. Noget kunne tyde på at vi mennesker slet ikke har så god en natur som menneskerettighederne forudsætter. Faktisk findes der ganske mange eksempler på menneskelige love eller adfærd der ødelægger billedet af at alle er 'lige i værdighed og rettigheder', tuneserloven f.eks.
Hvis vi vil i dialog med islamisterne i FN, må vi lade være med at tage menneskerettighederne for givne. For det er de ikke. Og vi må tage menneskerettighederne så alvorligt, at vi også lader dem lede vores praksis.