Krisetegn

I dag har Politiken valgt at rydde forsiden for at fortælle at den revisionsrapport der skulle placere ansvaret for byggeriet af DR-byen ikke kommer til tiden. Rapporten skulle have været færdig inden nytår, men fire DR-chefer og -medarbejdere vil ikke medvirke.

'Skandalesagen' er sikkert en væsentlig begivenhed - det er det vel altid når politikere og andre magthavere vasker ansvaret af sig - men berettiger den til at fylde hele Politikens fornemmeste nyhedsareal? Hvordan vil Politiken dække virkelige nyhedsbrag, f.eks. når terroren slår til i Danmark, når statsministeren udskriver et overraskende nyvalg, eller når krigen igen bryder ud på Balkan ?

Samtidig udstiller Politiken en mærkelig naivitet ved at undre sig over at tidligere, ansvarlige chefer ikke ønsker at medvirke i en revisionsrapport. Det forekommer indlysende at ingen vil hænge lykken om sin egen hals i en offentlig rapport der har til hensigt at udpege syndebukke.

Politikens indbliksjournalistik giver ringe indblik og i hvert fald intet overblik. Den letløbende reportagehistorie viser sig at være en henvisning til hovedhistorien på 2. sektions forside. De store forsidefotos fra nattelivet i DR-byen eller fra Aalborgs unge tabere (se bloggen nedenfor) giver et smukt layout, men de fortæller ikke historie.

Stemningen er alt, se bare sproget i reportagen. DR-historien indledes med en borgerligt forarget beskrivelse af byggeskandalen. I søndagens rekonstruktion af drabssagen i Aalborg finder vi indlevelse for alle pengene, f.eks. "En uge efter drabet på Henrik Bjerremand Kristensen fulgte omkring 200 pårørende musiklæreren til hans sidste hvilested. Mens præsten talte i kriken, blæste der udenfor en iskold nordenvind fra Limfjorden...". Man ser det for sig og fryser.

Journalistik handler om den virkelige verden, ikke livet som Politikens journalister forestiller sig det. Den stemningsfulde subjektive beretning tilhører underholdningsbranchen, skønlitteraturen og journalistikkens lette garde. Politikens indbliks journalistik minder mig om Århus Onsdag i Erik Frodelunds regeringstid (fællesskabsjournalistik?). Politiken lukker sig om sit eget univers, mens andre aviser (Berlingske Tidende og Information) skriver sig ud af reservatet.

Er Politiken i krise - eller er jeg bare ude af trit med journalistikkens avantgarde som Politiken praktiserer den?