Blandt de borgerlige hadeobjekter – indvandrere, topskatten, offentlig ansatte, udlændinge mv. - indtager DR en prominent position. Det nyligt indgåede medieforlig viser Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis sære logik, til fornøjelse for de der har sans for morbid humor.
Medieforliget sigter ifølge kulturministeren på ”mere kvalitet og flere spillere i de elektroniske medier. Vi skal have brudt DRs monopol og skabt reel konkurrence og mangfoldighed i public service på radioområdet”, i følge Børsen den 27. maj 2010.
Flere spillere ser ud til at være lig med mere kvalitet. Det kan man undre sig over, når forligspartierne tilsyneladende bruger Radio Hele Norge som model. Ifølge Politiken befinder denne sig imellem DRs P3 og P4. Forliget vil med andre ord erstatte den finkulturelle og seriøse P2 med en populær nyheds- og musikkanal.
Hvordan nogen politikere kan tale om DRs monopol er også en gåde. Som om internettet ikke fandtes, et internet med masser af (kommerciel) populærmusik og et væld af nyheder, bl.a. med nyhedsdækning fra de store bladhuse.
DR er en formidabel succes. Ikke alene har den statslige institution kæmpet sig op af hængedyndet efter byggeskandalen. Gallups lyttertal viser at 86% af danskerne, over 4 mio. mennesker, lytter til DRs programmer i løbet af en uge (P4 bruges af 60%, P3 af 46%, P1 af 13% og P2 af 8%). DR.dk ligge suverænt på en førsteplads på FDIMs topliste med 1.8 mio. brugere. Og organisatorisk har DR fornyet ledelsen og fået styr på økonomien. - Hvad kan ejere og samfund ønske mere?
Problemet er at DR er for dygtige for de borgerlige politikere. De har lyttet til Danske Dagblades Forenings beklagelser over at DR fyldte for meget på nettet. I stedet for at gribe ind på det uregerlige net, vælger politikerne at ramme DR på den smalle succes P2, og velsagtens på pengepungen. Den samme regering der i 2006 solgte den femte radiokanal til Skyradio for 54 mkr. og den sjette kanal til Talpa for 22,5 mkr., tilbyder nu en privat konkurrent P2 kanalen med et tilskud på 100 mkr. årligt.
Hvad er sandsynligheden for at denne løsning øger kvaliteten i det danske radioudbud, og kan nogen øjne en kinamands chance for at den nye kanal tilfører DR konkurrence der vil kunne ses på den ugentlige dækning?
Forligspolitikerne ved udmærket ved at svarene formentlig er negative på begge spørgsmål. - Mon ikke de i det skjulte følger en helt anden dagsorden? Medieforliget kan tænkes at være de borgerlige partiers vellykkede bestræbelse på at omfordele gode danske licenskroner fra DR til støtte til den trykte presse. For hvem andre end et stort bladhus (Berlingske Tidende?) skulle få den ledige, landsdækkende radiokanal og de rare, risikofri 100 mio. licenskroner.
torsdag, maj 27, 2010
mandag, maj 03, 2010
Hvad skal vi med primadonnaer?
JP/Politikens Lars Munch peger i MediaWatch på indholdet som vigtigere end teknologi og indhold. Indhold skabes af journalister, og de gode journalister er kunstnere. Intet mindre.
Det er smukt, og måske sandt. Men i anerkendelsen af det journalistiske håndværk risikerer Munch at fremhæve personerne, den personlige stil og den aura der omgiver berømte navne.
Vigtigere end personerne er den gode journalistik: En journalistik der inviterer os til at se på samfundets principielle problemer med nye øjne. En journalistik der giver os nye begreber og nye vinkler på globaliseringen (magten tipper i verden), ledigheden (arbejdsgiverne tørrer krisen af på samfundet), energiforsyningen (vi har snoldet vores egne ressopurcer op uden at sikre os nye), Afghanistan-krigen (Danmark er fortsat krigsførende i en krig der ikke kan vindes) osv. osv.
Lars Munch vil nok hævde at fornyelse af journalistikken kræver gode journalister. Det har han ret i. Men gode journalister giver ikke med nødvendighed mere væsentlig journalistik, nye vinkler, begreber der flytter horisonten, og magthavere der må rydde skrivebordet.
Det er smukt, og måske sandt. Men i anerkendelsen af det journalistiske håndværk risikerer Munch at fremhæve personerne, den personlige stil og den aura der omgiver berømte navne.
Vigtigere end personerne er den gode journalistik: En journalistik der inviterer os til at se på samfundets principielle problemer med nye øjne. En journalistik der giver os nye begreber og nye vinkler på globaliseringen (magten tipper i verden), ledigheden (arbejdsgiverne tørrer krisen af på samfundet), energiforsyningen (vi har snoldet vores egne ressopurcer op uden at sikre os nye), Afghanistan-krigen (Danmark er fortsat krigsførende i en krig der ikke kan vindes) osv. osv.
Lars Munch vil nok hævde at fornyelse af journalistikken kræver gode journalister. Det har han ret i. Men gode journalister giver ikke med nødvendighed mere væsentlig journalistik, nye vinkler, begreber der flytter horisonten, og magthavere der må rydde skrivebordet.
mandag, februar 01, 2010
Naboens søn
Unges død er altid meningsløs. Unges unødvendige død skriger til himlen. Alligevel prøver Berlingske ihærdigt at give den unødvendige og meningsløse død mening med portrætserien ’De faldne’.
Senest kunne du under overskriften ’Han var en gave til os alle’ læse portrættet af ’Ridderen fra Vodskov’, Christian Raaschou der faldt den 31. marts 2008 i Afghanistan.
Portrættet af Christian Raaschou løber over fire sider garneret med fotos af Rocco som spæd, som dreng sammen med sine søstre, Rocco som militærinteresseret skoledreng på en tank og det bærende foto af Christian Raaschou i Afghanistan.
Seriens formål er at ’tage hvert enkelt menneskeskæbne alvorligt for derigennem dels at vise respekt for soldaternes indsats, dels at give læserne en større forståelse for krigens vilkår’ som der står på berlingske.dk/krigen.
Portrættet af Christian Raaschou efterlader som så mange andre portrætter af de ’faldne’ et andet indtryk. Blandingen af anekdoter og almindeligheder der kunne dække mange danske drenges opvækst, kommer sammen med rubrikker og fotos til at tegne et billede af naboens søn der bliver helt ikke i kraft af sine gerninger, men på grund af sin meningsløse død.
Feltpræsten Thomas Østergaard Aallmann læser sin mening ind i Christian Raaschous død, et ordrigt, sentimentalt og kristent nationalromantisk billede af den unge soldat - der selv erklærede sig for ateist.
Præsten har kendt Christian Raaschou; det har jeg ikke. Men jeg bryder mig ikke om forsøget på at skabe militærromantik på sørgelige skæbner. Serien gør det blasfemisk at spørge til hvilken sag Christian Raaschou døde for, var den endnu et ungt liv værd? Kun forsvarets propagandamaskine og nationalromantikere med krigen på sikker afstand kan synes om forsøget på at forædle Afghanistan-missionen.
Senest kunne du under overskriften ’Han var en gave til os alle’ læse portrættet af ’Ridderen fra Vodskov’, Christian Raaschou der faldt den 31. marts 2008 i Afghanistan.
Portrættet af Christian Raaschou løber over fire sider garneret med fotos af Rocco som spæd, som dreng sammen med sine søstre, Rocco som militærinteresseret skoledreng på en tank og det bærende foto af Christian Raaschou i Afghanistan.
Seriens formål er at ’tage hvert enkelt menneskeskæbne alvorligt for derigennem dels at vise respekt for soldaternes indsats, dels at give læserne en større forståelse for krigens vilkår’ som der står på berlingske.dk/krigen.
Portrættet af Christian Raaschou efterlader som så mange andre portrætter af de ’faldne’ et andet indtryk. Blandingen af anekdoter og almindeligheder der kunne dække mange danske drenges opvækst, kommer sammen med rubrikker og fotos til at tegne et billede af naboens søn der bliver helt ikke i kraft af sine gerninger, men på grund af sin meningsløse død.
Feltpræsten Thomas Østergaard Aallmann læser sin mening ind i Christian Raaschous død, et ordrigt, sentimentalt og kristent nationalromantisk billede af den unge soldat - der selv erklærede sig for ateist.
Præsten har kendt Christian Raaschou; det har jeg ikke. Men jeg bryder mig ikke om forsøget på at skabe militærromantik på sørgelige skæbner. Serien gør det blasfemisk at spørge til hvilken sag Christian Raaschou døde for, var den endnu et ungt liv værd? Kun forsvarets propagandamaskine og nationalromantikere med krigen på sikker afstand kan synes om forsøget på at forædle Afghanistan-missionen.
lørdag, oktober 03, 2009
Skrækscenariet
Anker Brink Lund og Rambøll fortjener ros og ridderkors for mediestøtteudredningen der blev offentliggjort i går, den 2. oktober 2009. Undersøgelsen giver et forkromet overblik over den nuværende mediestøttes tilfældigheder, dens paradokser, dens forfordelinger og dens utilsigtede og konserverende konsekvenser, og lige så tiltrængt bøjer den mediepolitikkens mangfoldige formål i neon.
De mulige løsninger beskrives i tre scenarier der vil lære de læsende danskere begreberne baselinescenarie, saneringsscenarie og meriteringsscenarie som vil præge debatten i de kommende år. Kun forfatterne og deres nærmeste hjælpere kan i dag have meninger baseret på detailkendskab til udredningen. Vi andre kan glæde os til at læse den indgående.
Udredningen konkluderer, at den nuværende mediestøtte reducerer 'incitatmenter til innovation og vanskeliggør etablering af nye virkesomheder uden historisk forankring i mediestrukturen'.
Konklusionen må glæde Danske Specialmedier, læs fagbladene, hvis betydning i det danske mediebillede notorisk er overset. Konkklusionen er lystlæsning for os der gentagne gang har søgt støtte til etablering af dansksprogede nyhedsmedier stilet tyrkiske og arabiske indvandrere, medier der tilgodeser demokratiske formål som mangfoldighed, oplysning og integration, og som findes i rigt mål i vores nabolande. Konklusionen er ren fornøjelse for svorne avislæsere der har set de store huse malke både støtteordninger og marked for at få råd til den minimalt nødvendige og lavambitiøse udvikling på nettet.
Kun mangler medieudredningen et realistisk scenarie: Politikerne følger udredningens hovedlinjer, erstatter den nuværende skov af ad hoc ordninger med platformsneutrale og rimeligt objektive støtteordninger. Der kommer ikke flere penge i kassen. Alle der kan søge støtte efter de nye ordninger, søger støtten. Som resultat bliver støtten smurt ud i så tyndt et lag at ingen modtager en støtte der fremmer dens gode formål. Retfærdighed og lighed begrænser effekten for samfundet og for den enkelte medievirksomhed.
Vælger politikerne at følge udredningens forslag om at beskære landet mest succesfulde medievirksomhed - DR opfylder alle mediepolitikkens formål - kan det realistiske scenarie kun blive et skærkscenarie.
De mulige løsninger beskrives i tre scenarier der vil lære de læsende danskere begreberne baselinescenarie, saneringsscenarie og meriteringsscenarie som vil præge debatten i de kommende år. Kun forfatterne og deres nærmeste hjælpere kan i dag have meninger baseret på detailkendskab til udredningen. Vi andre kan glæde os til at læse den indgående.
Udredningen konkluderer, at den nuværende mediestøtte reducerer 'incitatmenter til innovation og vanskeliggør etablering af nye virkesomheder uden historisk forankring i mediestrukturen'.
Konklusionen må glæde Danske Specialmedier, læs fagbladene, hvis betydning i det danske mediebillede notorisk er overset. Konkklusionen er lystlæsning for os der gentagne gang har søgt støtte til etablering af dansksprogede nyhedsmedier stilet tyrkiske og arabiske indvandrere, medier der tilgodeser demokratiske formål som mangfoldighed, oplysning og integration, og som findes i rigt mål i vores nabolande. Konklusionen er ren fornøjelse for svorne avislæsere der har set de store huse malke både støtteordninger og marked for at få råd til den minimalt nødvendige og lavambitiøse udvikling på nettet.
Kun mangler medieudredningen et realistisk scenarie: Politikerne følger udredningens hovedlinjer, erstatter den nuværende skov af ad hoc ordninger med platformsneutrale og rimeligt objektive støtteordninger. Der kommer ikke flere penge i kassen. Alle der kan søge støtte efter de nye ordninger, søger støtten. Som resultat bliver støtten smurt ud i så tyndt et lag at ingen modtager en støtte der fremmer dens gode formål. Retfærdighed og lighed begrænser effekten for samfundet og for den enkelte medievirksomhed.
Vælger politikerne at følge udredningens forslag om at beskære landet mest succesfulde medievirksomhed - DR opfylder alle mediepolitikkens formål - kan det realistiske scenarie kun blive et skærkscenarie.
onsdag, september 16, 2009
Den tabte uskyld
Politikens offentliggørelse af Thomas Rathsacks bog, Jæger - i krig med eliten, minder os om at Danmark er en krigsførende nation. Vi har fået stibevis af særlove og indskrænkninger i borgernes frihedsrettigheder siden 2001, som vi glemmer i hverdagens rutiner med arbejde, familie og fritid.
Politiken minder os om at ytringsfriheden er et tuet træ i skoven. Med publiseringen kan vi selv få syn for sagn. Måske er beretningen ensidig, måske indebærer den afsløringer som en talebanvenlig dansker med glæde vil sms'e til sin afghanske fætter, måske er bogen ligegyldig når der er gået en uge. Men i det informationsfattige tusmørke der omgiver Danmarks krigsførelse, er bogen et velkomment kig ind i en krig der udkæmpes for alvor, med dansk deltagelse og desværre også med danske tab. Bogen interesserer alene ved at være skrevet af en dansker der har været der.
Politiken minder os også om at forsvaret lever i en anden tidsalder. Den offenlige debat kræver klare seriøse bevæggrunde; vage henvisninger til rigets sikkerhed klinger hult og uldent.
Politiken udstiller vores tabte uskyld.
Politiken minder os om at ytringsfriheden er et tuet træ i skoven. Med publiseringen kan vi selv få syn for sagn. Måske er beretningen ensidig, måske indebærer den afsløringer som en talebanvenlig dansker med glæde vil sms'e til sin afghanske fætter, måske er bogen ligegyldig når der er gået en uge. Men i det informationsfattige tusmørke der omgiver Danmarks krigsførelse, er bogen et velkomment kig ind i en krig der udkæmpes for alvor, med dansk deltagelse og desværre også med danske tab. Bogen interesserer alene ved at være skrevet af en dansker der har været der.
Politiken minder os også om at forsvaret lever i en anden tidsalder. Den offenlige debat kræver klare seriøse bevæggrunde; vage henvisninger til rigets sikkerhed klinger hult og uldent.
Politiken udstiller vores tabte uskyld.
torsdag, april 16, 2009
Problemet er bare ...
Journalisthøjskolens rektor Anne-Marie Dohm skrev i går en kronik i Politiken om dagbladenes krise som trussel mod den kritiske journalistik. Selv som læser med meget sympati for den hårdt ramte dagbladsbranche er det blot vanskeligt at få hold på problemet, og såmænd også på den løsning Anne-Marie Dohm argumenterer for.
Journalisthøjskolens rektor indleder ikke færre end tre afsnit med ordene '[Men] problemet er [bare] ....' - 'at avishusenes netredaktioner ikke i nær samme omfang slæber indtægter via salg af annoncer, som aviserne gjorde før i tiden'/'at der tilsyneladende ikke er det store marked og salg i det, som avishusene er rigtig godt til : Nemlig at lave kritisk kvalitetsjournalistisk'/'når medierne har italesat sig selv som markedsdrevne virksomheder, så overlever annoncedygtige campingtillæg lang bedre end den kritiske journalistik ...'
Så meget fremgår, at de betalte aviser med sivende oplag først har tabt dyrebare annoncekroner til deres egne netsider, og bagefter har de mistet annoncevolumen og - kroner på grund af finanskrisen. Den dårlige økonomi truer dagbladenes 'solide research og kritiske tænkning' og dermed avisernes dagsordensættende funktion.
Præmisserne er tilsyneladende: (1) Alle ulykker har ramt dagbladene udefra, (2) Dagbladene kan stadig tjene penge på campingtillæg, og (3) Danske dagblade indtager i dag rollen som samfundets væsentligste dagsordensætter og demokratiopdrager. - Holder præmisserne? Efter min opfattelse kan de alle anfægtes, og så er der ikke grund til at læse videre.
Hvad ønsker Anne-Marie Dohm, andet end det bedste for den kritiske jounalistik? Tilsyneladende er hendes forslag at de danske dagblade skal have status som public serviceudbydere på linje med DR og TV2. I hvert fald spørger hun 'Hvorfor det kun er tv og radio, som kan indtage denne fornemme og statsstøttede rolle som offentlighedens tjener?'
Kære Anne-Marie Dohm, er en statsejet trykt presse, offentligheden tjener, fri? Er den fri til at bedrive kritisk journalistik? Har den frihed og styrke til at kontrollere og kritisere de magthavere der ejer og konkrollerer den trykte presse, og som sikrer de journalistiske arbejdspladser? Kan du forestille dig en kritisk presse som befolkningen ikke efterspørger, eller som kun efterspørges af en minoritet, ja måske kun af samfundets elite?
Jeg tror ikke at der findes quick fixes der kan redde dansk presse. Øget støtte eller statseje kan aldrig sikre en stærk og fri presse. Paradoksalt nok kan en stærk og fri presse kun udvikles ved egen kraft, journalistik der duer, journalistik der fornyer sproget, journalistik der ommøblerer vores syn på danske institutioner og autoriteter. Ja faktisk netop den kristiske journalistik som Anne-Marie Dohm vil hæge om.
Men det frie ord hviler bedst på et trygt økonomisk grundlag, ikke på støtte.
Journalisthøjskolens rektor indleder ikke færre end tre afsnit med ordene '[Men] problemet er [bare] ....' - 'at avishusenes netredaktioner ikke i nær samme omfang slæber indtægter via salg af annoncer, som aviserne gjorde før i tiden'/'at der tilsyneladende ikke er det store marked og salg i det, som avishusene er rigtig godt til : Nemlig at lave kritisk kvalitetsjournalistisk'/'når medierne har italesat sig selv som markedsdrevne virksomheder, så overlever annoncedygtige campingtillæg lang bedre end den kritiske journalistik ...'
Så meget fremgår, at de betalte aviser med sivende oplag først har tabt dyrebare annoncekroner til deres egne netsider, og bagefter har de mistet annoncevolumen og - kroner på grund af finanskrisen. Den dårlige økonomi truer dagbladenes 'solide research og kritiske tænkning' og dermed avisernes dagsordensættende funktion.
Præmisserne er tilsyneladende: (1) Alle ulykker har ramt dagbladene udefra, (2) Dagbladene kan stadig tjene penge på campingtillæg, og (3) Danske dagblade indtager i dag rollen som samfundets væsentligste dagsordensætter og demokratiopdrager. - Holder præmisserne? Efter min opfattelse kan de alle anfægtes, og så er der ikke grund til at læse videre.
Hvad ønsker Anne-Marie Dohm, andet end det bedste for den kritiske jounalistik? Tilsyneladende er hendes forslag at de danske dagblade skal have status som public serviceudbydere på linje med DR og TV2. I hvert fald spørger hun 'Hvorfor det kun er tv og radio, som kan indtage denne fornemme og statsstøttede rolle som offentlighedens tjener?'
Kære Anne-Marie Dohm, er en statsejet trykt presse, offentligheden tjener, fri? Er den fri til at bedrive kritisk journalistik? Har den frihed og styrke til at kontrollere og kritisere de magthavere der ejer og konkrollerer den trykte presse, og som sikrer de journalistiske arbejdspladser? Kan du forestille dig en kritisk presse som befolkningen ikke efterspørger, eller som kun efterspørges af en minoritet, ja måske kun af samfundets elite?
Jeg tror ikke at der findes quick fixes der kan redde dansk presse. Øget støtte eller statseje kan aldrig sikre en stærk og fri presse. Paradoksalt nok kan en stærk og fri presse kun udvikles ved egen kraft, journalistik der duer, journalistik der fornyer sproget, journalistik der ommøblerer vores syn på danske institutioner og autoriteter. Ja faktisk netop den kristiske journalistik som Anne-Marie Dohm vil hæge om.
Men det frie ord hviler bedst på et trygt økonomisk grundlag, ikke på støtte.
tirsdag, marts 10, 2009
Børsens prædikant
Det er ingen skam at en skribent dyrker sin egen stil. Tværtimod er det vel hvad de fleste bevidste sprogbrugere bestræber sig på. Dette gælder ikke journalister der for de flestes vedkommende skriver et mundret, professionelt og upersonligt dansk som tvinger læseren til at se historiens byline for at identificere skribenten.
Men det gælder ikke-professionelle skribenter, som f.eks. Børsens Steen Hildebrandt. Han skriver som han taler, og han taler som en præst. Han elsker paratakse - sideordnede sætninger - og han elsker gentagelser. Præcis som prædikanter gør det.
Et eksempelt fra Børsen den 6. marts: "Vi har set disse ejendomsspekulanter opføre sig direkte hovedløst, og vi har set, at bankerne ikke bare har set til, men har hjulpet til. Bankerne har ikke sagt fra. Bankerne har deltaget i festlighederne. Den største bank har tilsyneladende deltaget i de største fester. Den største bank har ikke holdt sig tilbage og har ikke følt sig for fin til noget. Vi har til gode at se, at bankerne i bred forstand selv tager nogle alvorlige værdi- og ledelsesmæssige konsekvenser af de beslutninger og dispositioner, som bankerne og deres ledelser har ansvar og medansvar for. Vi har ligeledes til gode at se et meget mere effektivt Finanstilsyn".
Læg mærke til mine kursiver; teksten rummer et hav af gentagelser der gør den forståelig for selv den mest tungnemme læser. Det er måske ikke så ringe endda. Steen Hildebrandt er uden tvivl en rutineret forelæser. Men man fornemmer også at tilhørerne falder i søvn, tempoet er laaangsomt. Her taler en klog og tænksom herre, og man ser den løftede pegefinger for sit indre blik.
Stilen kommer fra bibelen; kast et blik på f.eks. Jobs Bog kapitel 1, vers 14-18. Steen Hildebrandt har grundlagt en ny genre i Børsen: Den erhvervsjournalistiske prædiken.
Men det gælder ikke-professionelle skribenter, som f.eks. Børsens Steen Hildebrandt. Han skriver som han taler, og han taler som en præst. Han elsker paratakse - sideordnede sætninger - og han elsker gentagelser. Præcis som prædikanter gør det.
Et eksempelt fra Børsen den 6. marts: "Vi har set disse ejendomsspekulanter opføre sig direkte hovedløst, og vi har set, at bankerne ikke bare har set til, men har hjulpet til. Bankerne har ikke sagt fra. Bankerne har deltaget i festlighederne. Den største bank har tilsyneladende deltaget i de største fester. Den største bank har ikke holdt sig tilbage og har ikke følt sig for fin til noget. Vi har til gode at se, at bankerne i bred forstand selv tager nogle alvorlige værdi- og ledelsesmæssige konsekvenser af de beslutninger og dispositioner, som bankerne og deres ledelser har ansvar og medansvar for. Vi har ligeledes til gode at se et meget mere effektivt Finanstilsyn".
Læg mærke til mine kursiver; teksten rummer et hav af gentagelser der gør den forståelig for selv den mest tungnemme læser. Det er måske ikke så ringe endda. Steen Hildebrandt er uden tvivl en rutineret forelæser. Men man fornemmer også at tilhørerne falder i søvn, tempoet er laaangsomt. Her taler en klog og tænksom herre, og man ser den løftede pegefinger for sit indre blik.
Stilen kommer fra bibelen; kast et blik på f.eks. Jobs Bog kapitel 1, vers 14-18. Steen Hildebrandt har grundlagt en ny genre i Børsen: Den erhvervsjournalistiske prædiken.
Abonner på:
Opslag (Atom)
