Fyn er fin

Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende går sammen i følge MediaWatch. Endelig, kan man tilføje. Fyens Stiftstidende har gjort krumspring for at gøre sig lækker for Fyns Amts Avis i årevis, men nu er det altså lykkedes.

Fyens Stiftstidende har - som Nordjyske - en næsten naturgiven ambition om at kontrollere Fyn. Hvorfor så først nu ?

Svaret skal sandsynligvis søges på to områder. Udsigten til den skærpede konkurrence med Nyhedsavisen, måske faldende indtægter på distributionen kan have fået Fyns Amts Avis til at se skriften på væggen og et sivende oplag der kan mærkes. Fyns Amts Avis har mistet 25% af sit oplag på ti år; Fyens Stiftstidende har kun mistet 11%.

Men en anden og nok væsentligere årsag skal søges i kemien mellem aktørerne. Kemi betyder, om ikke alt, så i praksis dog næsten alt, og i hvert fald mere end fælles visioner. Med Ole C. Jørgensen i Svendborg og den dynamiske duo i Odense, Egon Tøttrup og Poul Erik Andersen, er stemningen og tilliden i orden.

Det var ikke tilfældet da Berlingske, endda flere gange, forsøgte at få Horsens Folkeblad med i fusionen mellem Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende. Kemisk ubalance var vel også i vejen for tilnærmelsen mellem Berlingske og Jyllands-Posten inden Lars Munch og Jørn Eibøl fandt hinanden. Og måske var der også uorden i molekylerne da Nordjyske og Berlingskes spæde forspil kørte af sporet for nogle år siden.

Den fynske model ser ud til at minde om JP/Politikens, dvs. med redaktionel uafhængighed som første prioritet og økonomien længere nede på listen. Umiddelbart lyder det rigtigt. Redaktionel uafhængighed og konkurrence om de lokale nyheder er sundt, men næppe langtidsholdbart, og i hvert fald giver modellen ro i baglandet. Men så snart hverdebrødsdagene er overstået, risikerer den redaktionelle uafhængighed at blive en klods om benet.

Det skal ikke forhindre os i at ønske de fynske læsere og deres udgivere til lykke, og endda med håbet om et rigtigt langt og lykkeligt samliv.