fredag, august 29, 2008

Opgør med Amerika

Amerikanerne vender sig mod den moralske deroute i deres eget land. En befriende erkendelse. 'Vi amerikanere evner ikke eller er for tiden dysfunktionelle til at hjælpe os selv', skriver Naomi Wolf der indser at hun ikke kan elske sit land, som det er nu. 'Et lovløst Amerika er et globalt problem, som truer hele det internationale samfund'.

Amerikaerne tager ikke let på nationalismen. Amerikanerns kærligheden til deres land og dets flag er mindre forståelige for os i den gamle verden der forbinder det nationale med kolonihaver og friskbagt wienerbrød, måske ved festlige lejligheder med Dannevirke og Dybbøl .

Amerikanernes optagethed af fædrelandet omfatter også følelse af en sympatisk moralsk ansvarsfølelse som stikker dybt.

Jeg havde tidligere på ugen et påtrængende problem. Jeg skulle her og nu bruge data om webadfærd i USA fordelt på demografi. Jeg fandt oplysningerne hos Nielsen Ratings, men vejen til dem var brolagt med store omkostninger, lang ekspeditionstid og den omstændighed at Nielsen ikke sælger analysedata som en slikbutik sælger bolsher.

Den venlige Nielsen konsulent lyttede til min forespørgsel og mine forsøg på at skaffe data fra andre kilder, og bad mig om at sende ham en mail med toplinjen 'Nice talking to you'. Et par timer senere vendte han tilbage med alt hvad jeg kunne ønske mig, og denne tekst: "Here you go. Good luck with your presentation! - Trying to improve the world perception of the USA…"

Tak til Henry på Nielsen Ratings!

Naomi Wolf er kun en af godbidderne i Information der veloplagt er vågnet op efter sommerdvalen. Men det er en anden historie.

fredag, juni 20, 2008

Børsen og boligkrisen

Gassen er gået af ballonen, boblen er bristet og Børsen tager ordet 'krise' om boligmarkedet i anvendelse.

Få har som Børsen på lederplads rost den danske realkreditsektor for innovation, indtjening og gennemsigtighed. Omend baggrunden er trist for mange mennesker, er det fornøjeligt at læse de eufemismer lederkribenten anvender i analysen af boligkrisen. Vi kan således 'slå os selv oven i hovedet med at have indført muligheden for afdragsfrihed', og vi kan 'opleve negative stød til økonomien fra boligmarkedet'.

Problemet er i følge Børsen ikke indførelsen af afdragsfrihed, men at den faldt sammen med en periode med lave renter. Indførelsen af afdragsfrihed var heller ingen fejl. Afdragsfriheden er 'næret af den internationale psykologi i boligmarkederne', af konjunktur- og renteudviklingen, der som naturen er undergivet op- og nedture, og som kommer til os udefra.

Børsen tegner et alt for venligt billede af årsagssammenhængen.

Få er uenige i at boligkrisen, eller i hvert fald accellerationen af den, først og fremmest har rødder i de amerikanske højrisiko sub-prime lån. Udviklingen af dem skyldes forhold som amerikanske liberalister formentlig også på et tidspunkt har betegnet som innovativ og effektiv boligfinansiering, men som slet og ret skyldes grådighed, spekulation og - det kan vi se nu - også kriminalitet. I hvert fald er den amerikanske hedge fond Bear Stearns to tidligere direktører Ralph Cioffi og Matthew Tannin nu anklaget for bedrageri til 1.4 mia. dollars. Flere følger efter.

De danske penge- og realkreditinstitutter har pligt til at se sikre at låntager kan stille tilfredsstillende sikkerhed og har tilstrækkelig betalingsevne. Børsen kunne interesserer sig for om nogen har svigtet i konkurrencens hellige navn.

onsdag, maj 28, 2008

Peter Lincks oprejsning

TV2 viste en højst interessant udsendelse om Peter Linck i går aftes, især når man har kendt Peter Linck - og hans meget kompetente rådgivere. Linck var min kunde i et år, fra oktober 2001 til oktober 2002. Forholdet var ren forretning, og jeg har ingen problemer med at respektere den fortrolighedserklæring jeg underskrev ved samarbejdets start. Så bare rolig, der kommer ingen celebre afsløringer eller anekdoter i det følgende.

'Forførerens Fald' er en omhyggelig iscensat sag. Udsendelsen skaber en myte om Peter Linck som manden med det sjældne mod, den store vision der kunne have forandret verden, og den inspirerende leder for det journalistiske drømmehold der fornyede dansk presse - men som desværre blev væltet over ende af en lille, dum og smålig kreditor med 113 tusinde kroner til gode.

Udsendelsen er ikke belastet af janteloven; tværtimod bæres Peter Linck af en entusiasme og velvilje der med liv og farver og kone forviser de kløgtige bemærkninger fra Tøger Seidenfaden og Henrik Bo Nielsen til bureaukraternes triste verden.

Genren er ubestemmelig - portræt, dokumentar eller gendigtning - og efter min mening en usmagelig blanding af fakta, protagonistens erindringer og fiktion. Hvis du er i tvivl om den useriøse hensigt, så kig lige på tv2.dk hvor du kan besvare de dybe spøsmål: "Hvordan reagerede du på Dagens konkurs?" og "Drømmer du om at starte noget stort?" Svaralternativerne er lige så banale som spørgsmålene. Åndelig husflid.

Hovedspørgsmåler er naturligvis hvorfor det gik så galt som det gjorde, når nu alle er enige om at projektet var stort og havde fremtiden for sig ? - Det spørgsmål havde udsendelsen ikke andet svar på end Peter Lincks, og kritikernes påstand om de 'forretningsmæssige amatører'. En ting synes klar: Det er ikke de deltagende journalisters svigt! Tværtimod kan man konstatere at alle de journalister der arbejdede på Dagens drømmehold i dag er rævestolte og betragter oplevelsen som et adelsmærke eller en særlig manddomsprøve. Det er mere forslåeligt end Kresten Schultz Jørgensens dubiøse rolle som chefredaktør for projektet.

Peter Linck fik personlig reklame for alle pengene. Myte og branding og oprejsning for hele familien! Kun udgangsreplikken hvor Peter Linck brugte ordet 'psykopat' om sin tidligere adfærd var en ridse i lakken og formentlig en fortalelse.

onsdag, maj 21, 2008

metroXpress i den gule trøje

Gratisaviskrigens første offer blev Berlingskes Dato. Hvem der bliver det næste offer, kommer der et bud på nederst i denne blog.

Med fusionen mellem 24timer og metroXpress har JP/Politiken standset et blødende sår. Det er fornuftigt nok, når JP/Politiken alligevel ikke kan vinde slaget ved egen kraft. 24timer har vundet flest læsere, men er en dødvægt i JP/Politikens økonomi. Med fusionen sikrer JP/Politiken sig en aktie i fremtidens gratisavismarked. Det er ikke så ringe endda.

MetroXpress er ubestridt etapevinder. Avisen har fastholdt sit oplag under krisen, men den har mistet 19% af sine læsere siden 2. halvår 2006 og et ukent annonceprovenu på gratisaviskrigen. Avisen bliver styrket med fusionen og JP/Politiken som medejer.

Nyhedsavisen kan betinget glæde sig over at have en modstander mindre, og på et eller andet tidspunkt formentlig en titel mindre at slås imod. Til gengæld bliver metroXpress en formidabel modstander. Tilsammen har metroXpress og 24timer så mange læsere (900 tusinde ?) at Nyhedsavisen, der i april har flest læsere, må affinde sig med en position som nummer 2.

Den store ubekendte er næppe om eller hvornår metroXpress og 24timer bliver til en tittel. Det er mere interessant hvilken prispolitik det nye MetroXpress A/S vil føre. De der ser fusionen som et signal om en hurtig pristilpasning på annoncemarkedet, skal ikke glæde sig for tidligt. På den ene side vil metroXpress' Søren Riis føle sig fristet til at afvikle krigsrabatterne hurtigst muligt. På den anden side vil annonceprisforhøjelser virke livsforlængende på Nyhedsavisen. Det er mit bud at han vil have is i maven, og at ejerne vil være tålmodige.

Det er alt for tidligt at udpege den endelige vinder. Metroxpress har vundet denne runde. Om det lykkes at knække Nyhedsavisen, afhænger mere af avisens finansielle udholdenhed end af konkurencen på markedet.

Fusionen henviser Urban til en 3. plads, farligt langt under metroXpress og Nyhedsavisen. Urban har skåret en fjeredel af oplaget siden 2. halvår 2006, og den har mistet næsten lige så stor en andel af sine læsere. Det ser ikke godt ud. Skal avisen gøre sig gældende, må Urban fyre op under kedlerne.

mandag, maj 19, 2008

Grin eller gråd

















De 8 betalte landsdækkende hverdagsaviser mister 51 tusinde aviser i dagligt oplag fra 2. halvår 2005 til 2. halvår 2007. Det er halvåret før de gratis husstnadsomdelte aviser blev lanceret, og halvåret efter. Omregnet til læsere per eksemplar betyder dette en stigning fra 3,6 til 3,8 læsere per eksemplar. Spørgsmålet er om stigningen giver grund til glæde eller sorg ?

Faktisk stiger antallet af læsere per eksemplar for ikke færre end fem af de otte aviser: B.T. (4,5), Berlingske Tidende (3,1), Ekstra Bladet (4,3), Jyllands-Posten (3,8) og Politiken (3,9). Læsertallet per eksemplar falder for nicheaviserne Børsen (2,8), Information (4,7) og Kr. Dagblad (3,7). Tallet i parantes er antallet af læsere per eksemplar i 2. halvår 2007

Et stigende antal læsere per eksemplar viser at oplaget falder mere end antallet af læsere. Omvendt falder antallet af læsere per eksemplar når oplaget stiger mere end læsertallet. Det sidste er tegn på fremgang, det første tegn på tilbagegang.

Glæden over et stignede læsertal per eksemplar er til at overskue. De fem store hverdagsaviser med stigende antal læsere per eksemplar er svækket, mens nicheavisrene har relativ fremgang. Om søndagen stiger læsertallet per eksemplar for alle andre end Weekendavisen.

De fleste hverdagsaviser kan til gengæld glæde sig over at læsertallet stiger fra 2006 til 2007; undtagelserne er Information, Jyllands-Posten og kr. Dagblad. Det gælder især Ekstra Bladet, B.T. og Berlingske Tidende. Oplagsudviklingen er der ikke meget jubel over. Kun nicheaviserne og Weekendavisen klarer sig pænt.

Er vi vidne til malkning af de trykte aviser - eller vil vi se de store huse tænke nyt i et omfang der flytter læsere og købere ?

torsdag, maj 15, 2008

Knivskarpt

"DET SIGES, at der i det gamle Kina, hvor man henrettede med sværd, fandtes en bøddel, der var så dygtig, at hovedet blev siddende på den dødsdømtes hals, efter at det var skilt fra kroppen. Så var der blot at sige: »Vær så god og nik«.
Det er nogenlunde Birthe Rønn Hornbechs situation lige nu."

Skarpere kan det næppe siges. Tøger Seidenfaden er abonnementet værd.

torsdag, maj 08, 2008

Dagens aviser

Min morgenlæsning består af Politiken, Information og Børsen. Jeg køber B.T. og Ekstra Bladet et par gange om ugen, jeg får desuden Nyhedsavisen på kontoret, og jeg snupper metroXpress, 24timer og Urban mindst en gang om ugen. Berlingske Tidende ser jeg fire til fem gange om ugen. Børsen opfylder mit behov for erhvervsstof, ofte til overflod, og det levner ikke plads til Berlingske Tidende som abonnementsavis.

Som regel læser jeg Børsen først, af nødvendighed mere end af tilbøjelighed. Men ikke i dag. Forsiden om brakmarker fængede ikke.

Politikens tophistorie om miljøministeren er nok nødvendig, men ikke interessant; billedreportagen fra Burma var for en gangs skyld aktuel, men ikke interessant med gårdagens BBC-reportage i baghovedet. Tøgers leder om Foghs karriereplaner var perspektiverende, velskrevet og avisens eneste rigtige godbid. Resten af avisen var tynd. Jeg læste faktisk kun 5. afsnit i Helten fra Musa Quala og ATS.

På denne almindelige torsdag var dagens Information en fornøjelse: Forsiden – og tophistorien - med en god vinkel på Lars Løkkes udskejelser, Weiss’ bagsideleder om Københavns Universitets knæfald for kapitalen, samt bogtillæggets historie om børnelitteratur, anmeldelsen af Henrik Wivels bog om Bille August, Metz’ anmeldelse af Claus Bryld og Engells klumme om Herman Bang, plus ’Machiavelli – nu som makværk’. Metz og Engell tjente abonnementet hjem. Hvad kan man forlange mere af en avis end tre til fire historier der gør dagens udgave værd at læse.

Børsen opfylder et instrumentelt behov for at være orienteret om erhvervsnyhederne, tophistorien, aktierne, selskaber der flytter sig, eller ledere der flytter virksomheder. Dagens børs bød ikke på godbidder. Jeg plejer at læse lederne, men jeg syntes ikke at jeg havde tid til at læse lederen om Euro-afstemningen. Tophistorien om inddragelse af brakmarker og rekordhøst var heller ikke tilstrækkelig kraftfuld eller relevant til at udvide min morgenlæsning. Faktisk øjede jeg kun Nordeas invitation til danske småbanker (jeg har aktier i et par af dem).

Dagens læsning er ved nærmere eftertanke typisk, selv om jeg plejer at bruge mere tid på Børsen. Information fylder mere og mere i min dagligdag, Politiken føles lettere og lettere og vil om kort tid forsvinde som en varmluftsballon på en sommerdag. Kun Tøger Seidenfaden, Peter Wivel og Anders Jerichow begrunder at jeg ikke allerede har indstillet min daglige læsning.

Er det retfærdigt, er det typisk, og er min læsning af trykte medier den 8. maj 2008 overhovedet interessant for andre?
De trykte aviser har det hårdt i disse år. De er for dyre i forhold til udbyttet (Politiken). Det er næppe tilfældigt kun at de to nicheaviser føles som nødvendige tilskud til dagens P1-nyheder, diverse nyhedsbreve og gårdagens BBC. Jeg vil have daglige vitaminer, hver dags læsning skal give substans til dagens doxa, filosoffens opstigen fra hulen i Platons Staten 514A for de der måtte have den stående på hylden.

lørdag, marts 29, 2008

Fitna - den islamiske eksplosion

Danske journalister er sprogbegavede. I hvert fald er hollandsk speak og tekst og arabiske korancitater ingen hindring for at kommentere, anmelde og omtale filmen Fitna der blev frigivet i forgårs og omtalt i går. Imponerende.

Filmen er farlig, så farlig at Liveleak.com har set sig nødsaget til at fjerne filmen fra siten.

Kurt Westergaards Muhammedtegning udgør filmens dramatiske komposition. I filmens start er bomben i turbanen tændt og nedtællingen begyndt; bomben eksploderer om 14 min og 56 sekunder. På filmens sidste billeder zoomes ind på den stadig mindre lunte, og bomben eksploderer. Undervejs vendes blade i koranen, og citater fremhæves og illustreres med billedsekvenser af terrorangreb, stribevis af ofre og islamiske prædikanters hadske mobilisering af de arabiske helte. Filmen kulminerer i den islamiske bombes eksplosion, dvs. tal for den islamiske invasion i Holland (væksten frem mod 944 tusinde muslimer i 2004) og i Europa (54 millioner i 2007).

Koranen og Muhammed er filmens hovedpersoner og Geert Wilders hovedfjender. Det er fra dem galden og terroren flyder, og de skal stoppes før det er for sent, i følge Geert Wilders. Krigen er i gang, og Fitna er et opråb i mobiliseringen af Vesten. Men Fitna er mindst lige så hadefuld propaganda som de islamiske præsters hysteriske taler til de arbiske masser og som Hitlers tale på Nürnberg Stadion.

Geert Wilders kamp mod islamismen er en kamp mod religionen, koranen og Muhammed. Filmen er båret af en ideologi der er lige så fascistisk som den den bekæmper. Geert Wilders skader i sin hadefulde kulturkamp det demokrati han går ind for. Han misbruger ytringsfriheden til at prædike had og intolerance over for alle i den arabiske verden, udemokratiske værdier og usympatiske generaliseringer. Ytringsfriheden er vigtig for os, men den er ikke hellig. Den har som ideologi rødder i oplysningstiden, og den er som demokrati og mennskerettighed ikke universel selv om vi kunne ønske det. Ytringsfriheden tillader, men legitimerer ikke had.

Geert Wilders opråb er dårlig moral, intolerance og fascistisk ideologi båret af fremmedfrygt, etnisk eller kulturel mereværd, intellektuel bedreviden eller bare dårlig smag. Hans ytringer skal naturligvis tillades, men vi må bekæmpe dem med gode argumenter, humor, besindighed og handlinger der afspejler vores sindelag.

Flemming Rose og Jyllands-Posten har med Muhammedtegningerne knyttet en snebold der for alvor ruller sig stor og ustyrlig. Mon de stadig er stolte af deres indsats ?

fredag, marts 07, 2008

Information Light

Politiken har mistet 9% af oplaget - 11.000 aviser - siden avisen i 2. halvår 2006 lancerede sit svar på udfordringen fra internettet og de husstandsomdelte gratisaviser med Nyhedsavisen i spidsen. Det er langt den største nedgang blandt de landsdækkende dagblade. Avisen kan selvfølgelig trøste sig med at det er gået værre for andre betalte dagblade; De bergske Blade, Århus Stiftstidende og Sjællandske har mistet endnu mere.

Politiken slipper ikke for selvransagelse; opskriften på den nye avis lever ikke op til forventningerne, og måske duer den slet ikke.

Jeg ved ikke om du deler min opfattelse af at Politiken er blevet en Information Light. Billederne er blevet større, historierne er pumpet op som billig hamburgerryg, det er småt med de væsentlige nyheder, og gassen er gået af gernrefornyelserne. I det hele taget står udviklingen i stampe, og platformen synes umulig at sætte af fra. Forsidelederne, der i en lang periode tog kegler som oppositionens skarpe skydts, er nu ofte forudsigelige, og næppe oppinionsdannende i den offentlige mening.

Hvor er du, Tøger ? - Der er brug for dig. Flere arbejdere stemmer borgerligt end til venstre for midten, socialdemokraterne søger med lys og lygte en styrkeposition , og Willy Søvndal erobrer initiativet med opråb til de tabte arbejdere hos DF. Ingen taler om integration, og indvandring handler om import af billig arbejdskraft. Vi har behov for en fyndig humanistisk stemme der appellerer til det tænkende Danmark, og som ikke mindst formår at bringe regeringspartierne, Dansk Folkeparti og den kompakte danske majoritet i defensiven.

Politiken har stadig velskrevne historier, avisen mestrer som den eneste stemme i Danmark en veloplagt og afvæbnende humor, og der er anmeldelser som jeg ikke ville undvære. Men det væsentlige, det prægnante, det øjenåbnende, det modige savner jeg. Jeg savner et andet sted at begynde min dag end P1, Børsen og Information, og et andet sted at slutte den end Berlingske Tidende og Politiken!

fredag, februar 29, 2008

Medierevolutionen tilfører ny energi

Den store medierevolution syntes lidt pjusket i forhold til sidste år, men programmet rummede alligevel spektakulære indlæg om Calsbergs nye tv-kanal 'Part of the Game' og mikrofinansieringsportalen MyC4.com.

Webben driver medieudviklingen, og vi kender alle de imponerende tal, de gigantiske købesummer og de overvældende logooversigter. Sjovt nok holdt jeg mest af Henrik Dahls indlæg. Tilbagelænet, med blid ironi og uden en eneste slide tog Henrik sig af substansen, det vedvarende i den konstante flux:

1. De gamle medier forsvinder ikke selv om vi tror det. Fortrængningshypotesen går ud på at vi i vores ahistoriske tidsalder tror at alt er nyt, og at det gamle forsvinder.

2. De nye medier tilfører de gamle ny energi, men bringer også de gamle mediers forretningsmodeller i krise. Eksempler skulle være overflødige.

3. Vi i den kompakte majoritet er dybt reaktionære trods de enestående nye teknologier og -anvendelser. Vi er stadig opdelt i en minoritet som ikke vil leve uden den gamle trykte avis, en befolkningsgruppe med en anden profil som lever af og for tv, et segment der sværger til radioen, plus en fjerde gruppe der prioriterer internettet på en abolut førsteplads. Den sidste driver udviklingen, og den vokser, men det går langsomt.

4. De behov medierne dækker, flytter sig ikke, og de bestemmer arbejdsdelingen mellem mediegrupperne. Vi vil stadig informeres, vi vil slappe af og underholdes, vi vil forstå os selv, og vi vil være sammen med andre.

Således klædt på er der grund til at tænke Carlsbergs tv-ambitioner igennem, og imponeres over MyC4s drive og kreativitet. Behovet for digitale raslebøsser er uendeligt stort, ideen er revolutionerende og der er plads til flere projekter.

P.S. Hvis du ikke allerede har checket Pxynet ud, er den nok et besøg værd. En pxy vil snige sig ind i om ikke hverdagssproget så i det konstant modtagelige medieslang.

tirsdag, februar 26, 2008

Pxynet

Computerworld bragte i går nyheden om Pxynet skabt af Jan Krogh og tre gode venner. Under overskriften 'Midaldrende mænd tager kampen op mod Google' ligner historien en verdenssensation. Det er det bare ikke. Check selv den svenske site.

Dermed ikke sagt at ideeen ikke er god. Kombinationen af information og geografi er fremragende, både for nyheder, chat, communities og for private og professionelle annoncører. Navnlig i tyndere befolkede områder hvor udbud og efterspørgsel efter tjenester, kontakter og meddelelser er større end i storbyerne. Ideen har fremtiden for sig, og så er den gratis for brugeren.

Held og lykke!

onsdag, februar 20, 2008

Har du set lyset ?

Kan det blive værre ? Vil det nogensinde gå fremad igen ? Er der overhovedet lys for enden af tunnelen ?

Udgivererklæringen for januar 2008 viser et samlet fald i de betalte dagblades hverdagsoplag på 7,5% fra jan07 til jan08 til 1.191 tus. eksemplarer. Nedturen accellerer med mere end det dobbelt af de 3-3,5% som har været normen gennem 2007.

Udviklingen er grim nok. Hvis du kan regne med procenter, vil vi allerede til næste år nærme os et samlet hverdagsoplag på 1 million - som netop svarer til gratisavisernes samlede oplag. Værre er fraværet af en vision for de betalte aviser. Ingen ved hvad der skal til for at stabilisere endsige øge oplaget.

Nicheaviserne holder skansen, dvs. at de går minimalt frem og altså ikke tilbage. Nicheavisen leverer merværdi til døgnets gratis nyheder, mens omnibusavisen snarere udstiller at det kan betale sig at være gratist.

Alle aviser kan ikke være nicheaviser, men de kan ende med at blive det.

For udgiveren er konceptet ikke så afgørende som det at befinde sig på en platform der vokser og hvis vækst kan omsættes i kontante kroner som et betalt oplag. De fleste udgivere ser sig i dag mere som brand-vogtere; deres interesse knytter sig til nettodækningen på print og web, og de mest succesfulde, Ekstra Bladet, VG mfl., har en trafik på nettet der batter på bundlinjen.

Selv om et avisbrand kan overleve, og måske endda komme til at stortrives økonomisk, på flere platforme, ændrer det ikke chefredaktørens omsorg for papirudgaven som i modsætning til den digitale avis repræsenterer et medie hvor næsten alle sider bliver læst af alle. Nettet kan genere besøg, men brugerne søger først og fremmest efter de seneste nyheder, dernæst de der er tættest på ham selv og endelig de der interesserer. De tunge genrer - der er tunge fordi de er væsentlige - passer skidt til nettet, og mon ikke de fleste dagbladsredaktører ville føle sig omplantet til gratismedier eller til underholdningsindustrien hvis disse genrer døde i transformationen fra print til web.

Nettet kan sikre økonomi og overlevelse, men erstatter ikke en vision der duer for print. Har nogen set lyset ?

mandag, februar 04, 2008

Glæden over 24timer

JP/Politikens Lars Munch fortæller i dag den 4. februar til Politiken at Huset har investeret halvt så meget som Nyhedsavisen, 300 millioner kroner, i 24timer. Beløbet er måske ikke så interessant som rationalet, at risikoen ved ikke at reagere var større end den defensive lancering.

Endnu mere interessant er svaret på hvorfor JP/Politiken vil holde fast i en urentabel investering. Her svarer Lars Munch at "vi har en tro på, at vi kan gøre 24timer til en rentabel forretning i løbet af nogle år... Og vi har fået en avis, som vi er så glade for, at vi ikke ser nogen grund til at trække os ud af det marked". Sandheden ligger nok i glæden over 24timer.

Med 24timer har JP/Politiken fået den gratisavis som Huset afstod fra at lancere i konkurrencen med metroXpress som var lige så farlig for JP/Politiken som Nyhedsavisen. I 2001-02 lod Lars Munch Berlingske tage krigsomkostningerne med Urban, men prisen var at JP/Politiken ikke fik foden inden for gratisavismarkedet.

Lars Munch kan håbe at Nyhedsavisen forbløder. I så fald bliver 24timer rentabel. Holder Nyhedsavisen fast i markedet, og navnlig i den dyre husstandsdistribution, har han fat i den lange ende med den den billigste forretningsmodel i 24timer som trafikavis, og break-even ligger lidt længere ude i fremtiden.

Under alle omstændigheder har JP/Politiken den største titel på markedet. 24timer har overhalet metroXpress der er svækket i konkurrencen, men som tjener rigtige penge. Urban er som nummer fire ud af fire gratisaviser ikke med i opløbet.

Lars Munch har handlet klogt, men dyrt. Det er indlysende rigtigt at holde fast. Lars Much har fået sin gratisavis, han er størst på markedet, og han ligner en vinder under alle omstændigheder.

torsdag, januar 31, 2008

Nyhedsavisen sadler om

Nyhedsavisen har rebet sejl så det forslår. Virkeligheden har indfundet sig på Margretheholmen, og avisen tilpasser omkostningerne til de faktiske forhold i jernindustrien. Begravet er ambitionerne om nyhedsbureau, reklamedistribution og konkurrence med Post Danmark - og ikke mindst visionen om husstandsomdeling som avisens strategiske point of difference.

Efter at have brugt mere end en milliard kroner på 15 måneder, og endnu langt fra alle mål, er det både naturligt og fornuftigt at justere strategien.

Men det er alt for tidligt for de gamle bladhuse at tørre sveden af panden. Nyhedsavisen opgiver de mest eksotiske ambitioner som de alligevel hverken har penge, tid eller ejere til at gennemføre. Til gengæld bider de sig fast på markedet for gratisaviser og lægger samtidig an til en markant styrkelse af websiden. Nyhedsavisen udgør en uændret betydelig udfordring for såvel betalings- som gratisaviser på markedet - og sammen med Freeway en skærpet trussel på nettet som netop er det eneste marked de gamle huse investerer i.

Opretholdelsen af en fortsat husstandsomdeling er dog uforståelig. Den driller ganske vist abonnementsaviserne, men den er kostbar, og den er ineffektiv med kun cirka en læser per eksemplar.

Svenn Dam er en fighter, han er branchens skarpeste strateg, og han har sit eget hjerteblod - og ikke mindst sine penge - i projektet. Hvis han var professionel fodboldspiller, var han købt for længst.

mandag, januar 21, 2008

Danmarks underliv

Grænselandet af Nikolaj Thomassen og Mads Brügger forfærder enhver læser, ligesom forfatterne undervejs væmmes ved den opgave de har påtaget sig. Spørgsmålet er hvodan man overhovedet kan holde ud at læse bogen om incest, udnyttelse og fornedrelse til ende, enda længe efter at hver en sønderjysk sten tilsyneladende er vendt, og selv de mindste nyheder er eksponeret langt over tærsklen for både væsentlighed og interesse.

Litterært set er Grænselandet en polyfon collage, en samling originale stemmer og genrer bundet sammen af Annas fremadskridende erindringer og forfatternes kommentarer.

Nikolaj Thomassen og Mads Brügger kæmper bogen igennem for at bevare deres professionelle integritet. Bestræbelserne på at holde distance til de langt fra troværdige kilder lykkedes kun delvist, men de forsøger. Konkurrencen med Claus Jessen fra Ekstra Bladet nærmer sig stedvist det underholdende, men bidrager også til et forstemmende billede af mediernes forsøg på at sikre sig et forspring og eksklusive kilder.

Hovedspørgsmålet - hvordan kunne det ske - besvares med myndighedernes, først og fremmest kommunens og pigernes skoles svigt. I en bredere sammenhæng tegner Nikolaj Thomassen og Mads Brügger et billede af et Underdanmark hvor den forfærdeligste sociale arv man kan forestille sig er en realitet, af miljøer hvor børn fødes som uønskede produkter af tilfældige møder, og af personer med mikroskopiske selvværd og usle livsvilkår på bunden af samfundet.

onsdag, januar 16, 2008

Husstandsaviserne løb med væksten i 2007




Landsannoncemarkedet blev udvidet med 18% fra 2006 til 2007. De landsdækkende og regionale aviser øgede deres annoncemængde med 1%, trafikaviserne med 2%, og de gratis husstandsaviser mere end femdoblede deres annoncemængde.

Umiddelbart er de betalte aviser hverken blevet styrket eller svækket på annoncemarkedet. Selv om de mister markedsandel, har mediegruppen under ét tilsyneladende ikke tabt mængder. - De gratis husstandsomdelte aviser udkom i kun 2. halvår 2006, men i hele 2007. Til gengæld er det nærliggende at antage at husstandsaviserne har snuppet om ikke hele, så dog en væsentlig luns af den konjunkturbestemte markedsudvidelse som de betalte aviser har så hårdt brug for.
Der er betydelige, og ikke let forklarlige forskelle mellem titler. Jyllands-Posten er gået 22% frem på hverdage men er status quo på søndage. Politiken er gået 22% frem om søndagen men er uændret på hverdage. B.T. og Berlingske er gået tilbage både hverdag og søndag (kannibalisme fra Dato ?). MetroXpress er gået 6% frem; måske som følge af den kortvarige eftermiddagsudgave. Og Børsen har mistet 8%.

Blandt de gratis husstandsaviser sidder Nyhedsavisen på 42%, 24timer på 56% og Dato på 3% af mængderne i mediegruppen i 2007.

Det er nærliggende at efterspørge DDFs autoriserede kommentar til udviklingen, med udvikling i volumen, omsætning, priser per millimeter og såmænd også udviklingen på brancher. Det er ærgerligt at DDF prioriterer andre opgaver end markedsudviklingen på vitale områder, og spøjst at vi eksterne observatører - uden adgang til alle data - møjsommeligt skal hugge os vej gennem informationsjunglen. Et par meter nede af listen har jeg kommenteret udviklingen fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007, dvs. markedet med og uden de nye gratisaviser.

mandag, januar 14, 2008

Reaktionær underholdning

Historien om Arn overlever transformationen til film uden de store problemer. Det episke drama om undfangelsen af Sverige som nation folder sig nydeligt ud i den 2½ time lange film.

Det gør stereotyperne desværre også. Historien om Arn bliver til kampen mellem de gode og de onde i en grad så filmen næsten bliver en karikatur på sin egen aristokratiske ædelhed. Filmen snobber for de gode gamle dage hvor mænd var mænd der førte krig, mens kvinder var madonnaer eller intrigante hekse med styr på kærligheden, hadet og følelserne.

Arn bliver i dobbelt forstand et pust fra fortiden, en dyrkelse af vores billede af den romantiske kærlighed, og den krigsduelige pacifist der fra start til slut agerer superhelt, ensom ulv og enmandshær der overvinder alle hindringer. Filmen udtrykker vores individualitiske og dybt reaktionære flugt fra moderniteten. Clint Eastwoods Harry Callahan er tættere på os end disse Prins Valiant glansbilleder fra et fjernt ugeblad.

Det er egentlig ikke Jan Guillous skyld; Arnbøgerne er rigtig god underholdning om en nations fødsel - som Berhard Cornwells bøger om Arthur eller Alfred den Store. Begge står i gæld til Walter Scotts historiske romaner, og som forbillederne er de konciperet af pekuniære årsager. Lad os komme videre!

torsdag, januar 10, 2008

Journalistik for borgere og professionelle

Mads Kristensen lagde op til debat om borgerjournalistik, John Lund var vært på gårdagens møde om borgerjournalistik - og helt i borgerjournalistikkens ånd har flere deltagere kommenteret og løftet debatten ud i blogosfæren, se Lars K Jensens og Erik Willumsgaards blogs.

Jeg blev klogere i det gode selskab af professionelle og journalistiske ildsjæle. Borgerjournalistik fylder hullet mellem det der optager almindelige borgere og mainstreammediernes dagsorden. Borgeren orienterer sig mod det lokale, mens de professionelle medier vender sig mod det nationale, det væsentlige, og det der er interessant for mange. Hullet bliver en kløft, og selv nede mod bunden hvor afstanden mellem parterne trods alt burde være overskuelig, formår end ikke ugeaviserne at levere kropsnær dækning.

Der er mange gode og mindre gode grunde til medielandskabets canyons. En manglende interesse for det lokale fører til et begrænset kendskab til den lokale dagsorden. Lige så vigtigt er den professionelle journalists indbyggede behov for kontrol, kontrol med kvaliteten, kontrol med motiverne, kontrol med kilderne, kontrol med sproget .... fortsæt selv.

Borgerjournalistik er brobygning over informationskløften, eller som John Hagel og John Seely Brown beskriver det "the edge is becoming the core ... pull models seek to provide people on the periphery with the tools and ressources ... required to take initiative and creatively address opportunities as they arise". Et ægte oplysningssvar på en demokratisk udfordring.

Nede på jorden igen blev jeg klogere på den journalistiske selvforståelse blandet med journalisters frustrationer over hvorfor cheferne ikke hører efter, og hvorfor udgiverne ikke investerer de håndører der løfter journalistikken ud til borgerne. En del af svaret findes i sproget; journalisten må erkende at ledere og især forretningsuddannede chefer bruger et andet sprog end journalistens, et tankesæt som journalisten må lære sig for at omsætte sine ideer til bæredygtige initiativer som udgiveren står helhjertet bag. Grundkurset i strategi for journalister må tage udgangspunkt i at udgiverne skal se lyset, og de skal have solide argumenter for ikke yderligere at save i den gren de som betalte medier eller institutioner sidder på.

Mads Kristensen havde i borgerjournalistikkens åbne ånd prioriteret debatten over foredraget. Tak for initiativet!

tirsdag, januar 08, 2008

Til lykke til DR2 Udland

Endelig et nyhedsprogram der vil mig noget som seer. Godt nok så DR2 Udland lidt pjusket ud på sin primeredag i går aftens, men ambitionerne fejlede intet. Det var vedkommende tv, en klar modvægt til provinsnyheder på TV2 og langsom tv på DR1.

En voksen nyhedsvært, væsentlige indslag, tid til fordybelse og væsentlighed som ambition på plussiden. Lidt for skødesløse henvisninger til webaviser på en skærm bag værtinden, et interview med en dansker i Nairobi som mest videregav sine private indtryk og tilsyneladende undervurderede eller havde misset de alvorlige bestræbelser på kompromis, og fravær af føljetonen fra Georgiens præsidentvalg.

Men alt i alt en fin præmiere på en seriøs nyhedsudsendelse for os der har læst dagens aviser.

onsdag, januar 02, 2008

Ikke et ord om aviser

Hovedpersonen i Camus' Faldet, Jean-Baptiste Clamence, siger undervejs i sin vidtfavnende ordstrøm at det moderne menneske kan karakteriseres ved at hore og ved at læse aviser. Nu er Jean-Baptiste Clamence ikke noget sandhedsvidende, faktisk tvært i mod, og bogen er skrevet i første halvdel af 1950'erne. Men alligevel; mens det første, horeriet, måske også gælder i dag, er det i hvert ikke tilfældet at modernitet i dag er knyttet til avislæsning. Mere end halvtreds år senere forbinder kun de færreste aviser med avantgarde. De moderne i voret århundrede beskæftiger sig med visuelle medier, de skriver blogs eller bøger eller bare tekster, de rejser, de bliver gift i kirken og de har forfærdelig travlt med at tjene penge. Men at noget så gammeldags, tidsrøvende, nedgroet og indadvendt som at læse aviser skulle tjene som spydspids i en moderne iscenesættelse, det vil nok kun de mest forbenede gamlinge påstå, og de er jo netop ikke en del af eliten. De har vel i heldigste fald moderniteten bag sig.

Nu kan man selvfølgelig interessere sig for alt det der kan erstatte aviser i karakteristikken af det moderne i dag. Man kan også synes at det er påfaldende at det moderne er så individuelt at det ikke lader sig sætte på formel. Eller man kan som jeg vedgå at man er så umoderne at man stadig fascineres af det ældgammel papirmedie der aldeles demokratisk tillader alle at orientere, fordybe og fornøje sig på samme tid.

Clamence er en svigefuld person. Han mener ikke nødvendigvis hvad han siger, og siger ikke hvad han mener. Det med hor og aviser kan sagtens være en lapsus i hans letflydende foredrag. Udtalelsen kan imidlertid også være en slip-of-tongue, en fortalelse der netop afslører et lag i talen som viser vej til hans inderste dybt under overfladen. Hvis du vælger at læse teksten som jeg, står der kun tilbage at Clamence er fuldblods fiktion, en fortællerstemme som med vilje bevæger sig højt op og dybt ned af læserens troværdighedsskala. Og så har vi endnu ikke ofret ét ord på romanen - og faktisk heller ikke drøftet avisens rolle i 2008.