Nyhedsavisen har rebet sejl så det forslår. Virkeligheden har indfundet sig på Margretheholmen, og avisen tilpasser omkostningerne til de faktiske forhold i jernindustrien. Begravet er ambitionerne om nyhedsbureau, reklamedistribution og konkurrence med Post Danmark - og ikke mindst visionen om husstandsomdeling som avisens strategiske point of difference.
Efter at have brugt mere end en milliard kroner på 15 måneder, og endnu langt fra alle mål, er det både naturligt og fornuftigt at justere strategien.
Men det er alt for tidligt for de gamle bladhuse at tørre sveden af panden. Nyhedsavisen opgiver de mest eksotiske ambitioner som de alligevel hverken har penge, tid eller ejere til at gennemføre. Til gengæld bider de sig fast på markedet for gratisaviser og lægger samtidig an til en markant styrkelse af websiden. Nyhedsavisen udgør en uændret betydelig udfordring for såvel betalings- som gratisaviser på markedet - og sammen med Freeway en skærpet trussel på nettet som netop er det eneste marked de gamle huse investerer i.
Opretholdelsen af en fortsat husstandsomdeling er dog uforståelig. Den driller ganske vist abonnementsaviserne, men den er kostbar, og den er ineffektiv med kun cirka en læser per eksemplar.
Svenn Dam er en fighter, han er branchens skarpeste strateg, og han har sit eget hjerteblod - og ikke mindst sine penge - i projektet. Hvis han var professionel fodboldspiller, var han købt for længst.
torsdag, januar 31, 2008
mandag, januar 21, 2008
Danmarks underliv
Grænselandet af Nikolaj Thomassen og Mads Brügger forfærder enhver læser, ligesom forfatterne undervejs væmmes ved den opgave de har påtaget sig. Spørgsmålet er hvodan man overhovedet kan holde ud at læse bogen om incest, udnyttelse og fornedrelse til ende, enda længe efter at hver en sønderjysk sten tilsyneladende er vendt, og selv de mindste nyheder er eksponeret langt over tærsklen for både væsentlighed og interesse.
Litterært set er Grænselandet en polyfon collage, en samling originale stemmer og genrer bundet sammen af Annas fremadskridende erindringer og forfatternes kommentarer.
Nikolaj Thomassen og Mads Brügger kæmper bogen igennem for at bevare deres professionelle integritet. Bestræbelserne på at holde distance til de langt fra troværdige kilder lykkedes kun delvist, men de forsøger. Konkurrencen med Claus Jessen fra Ekstra Bladet nærmer sig stedvist det underholdende, men bidrager også til et forstemmende billede af mediernes forsøg på at sikre sig et forspring og eksklusive kilder.
Hovedspørgsmålet - hvordan kunne det ske - besvares med myndighedernes, først og fremmest kommunens og pigernes skoles svigt. I en bredere sammenhæng tegner Nikolaj Thomassen og Mads Brügger et billede af et Underdanmark hvor den forfærdeligste sociale arv man kan forestille sig er en realitet, af miljøer hvor børn fødes som uønskede produkter af tilfældige møder, og af personer med mikroskopiske selvværd og usle livsvilkår på bunden af samfundet.
Litterært set er Grænselandet en polyfon collage, en samling originale stemmer og genrer bundet sammen af Annas fremadskridende erindringer og forfatternes kommentarer.
Nikolaj Thomassen og Mads Brügger kæmper bogen igennem for at bevare deres professionelle integritet. Bestræbelserne på at holde distance til de langt fra troværdige kilder lykkedes kun delvist, men de forsøger. Konkurrencen med Claus Jessen fra Ekstra Bladet nærmer sig stedvist det underholdende, men bidrager også til et forstemmende billede af mediernes forsøg på at sikre sig et forspring og eksklusive kilder.
Hovedspørgsmålet - hvordan kunne det ske - besvares med myndighedernes, først og fremmest kommunens og pigernes skoles svigt. I en bredere sammenhæng tegner Nikolaj Thomassen og Mads Brügger et billede af et Underdanmark hvor den forfærdeligste sociale arv man kan forestille sig er en realitet, af miljøer hvor børn fødes som uønskede produkter af tilfældige møder, og af personer med mikroskopiske selvværd og usle livsvilkår på bunden af samfundet.
onsdag, januar 16, 2008
Husstandsaviserne løb med væksten i 2007
Landsannoncemarkedet blev udvidet med 18% fra 2006 til 2007. De landsdækkende og regionale aviser øgede deres annoncemængde med 1%, trafikaviserne med 2%, og de gratis husstandsaviser mere end femdoblede deres annoncemængde.
Umiddelbart er de betalte aviser hverken blevet styrket eller svækket på annoncemarkedet. Selv om de mister markedsandel, har mediegruppen under ét tilsyneladende ikke tabt mængder. - De gratis husstandsomdelte aviser udkom i kun 2. halvår 2006, men i hele 2007. Til gengæld er det nærliggende at antage at husstandsaviserne har snuppet om ikke hele, så dog en væsentlig luns af den konjunkturbestemte markedsudvidelse som de betalte aviser har så hårdt brug for.
Der er betydelige, og ikke let forklarlige forskelle mellem titler. Jyllands-Posten er gået 22% frem på hverdage men er status quo på søndage. Politiken er gået 22% frem om søndagen men er uændret på hverdage. B.T. og Berlingske er gået tilbage både hverdag og søndag (kannibalisme fra Dato ?). MetroXpress er gået 6% frem; måske som følge af den kortvarige eftermiddagsudgave. Og Børsen har mistet 8%.
Blandt de gratis husstandsaviser sidder Nyhedsavisen på 42%, 24timer på 56% og Dato på 3% af mængderne i mediegruppen i 2007.
Det er nærliggende at efterspørge DDFs autoriserede kommentar til udviklingen, med udvikling i volumen, omsætning, priser per millimeter og såmænd også udviklingen på brancher. Det er ærgerligt at DDF prioriterer andre opgaver end markedsudviklingen på vitale områder, og spøjst at vi eksterne observatører - uden adgang til alle data - møjsommeligt skal hugge os vej gennem informationsjunglen. Et par meter nede af listen har jeg kommenteret udviklingen fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007, dvs. markedet med og uden de nye gratisaviser.
mandag, januar 14, 2008
Reaktionær underholdning
Historien om Arn overlever transformationen til film uden de store problemer. Det episke drama om undfangelsen af Sverige som nation folder sig nydeligt ud i den 2½ time lange film.
Det gør stereotyperne desværre også. Historien om Arn bliver til kampen mellem de gode og de onde i en grad så filmen næsten bliver en karikatur på sin egen aristokratiske ædelhed. Filmen snobber for de gode gamle dage hvor mænd var mænd der førte krig, mens kvinder var madonnaer eller intrigante hekse med styr på kærligheden, hadet og følelserne.
Arn bliver i dobbelt forstand et pust fra fortiden, en dyrkelse af vores billede af den romantiske kærlighed, og den krigsduelige pacifist der fra start til slut agerer superhelt, ensom ulv og enmandshær der overvinder alle hindringer. Filmen udtrykker vores individualitiske og dybt reaktionære flugt fra moderniteten. Clint Eastwoods Harry Callahan er tættere på os end disse Prins Valiant glansbilleder fra et fjernt ugeblad.
Det er egentlig ikke Jan Guillous skyld; Arnbøgerne er rigtig god underholdning om en nations fødsel - som Berhard Cornwells bøger om Arthur eller Alfred den Store. Begge står i gæld til Walter Scotts historiske romaner, og som forbillederne er de konciperet af pekuniære årsager. Lad os komme videre!
Det gør stereotyperne desværre også. Historien om Arn bliver til kampen mellem de gode og de onde i en grad så filmen næsten bliver en karikatur på sin egen aristokratiske ædelhed. Filmen snobber for de gode gamle dage hvor mænd var mænd der førte krig, mens kvinder var madonnaer eller intrigante hekse med styr på kærligheden, hadet og følelserne.
Arn bliver i dobbelt forstand et pust fra fortiden, en dyrkelse af vores billede af den romantiske kærlighed, og den krigsduelige pacifist der fra start til slut agerer superhelt, ensom ulv og enmandshær der overvinder alle hindringer. Filmen udtrykker vores individualitiske og dybt reaktionære flugt fra moderniteten. Clint Eastwoods Harry Callahan er tættere på os end disse Prins Valiant glansbilleder fra et fjernt ugeblad.
Det er egentlig ikke Jan Guillous skyld; Arnbøgerne er rigtig god underholdning om en nations fødsel - som Berhard Cornwells bøger om Arthur eller Alfred den Store. Begge står i gæld til Walter Scotts historiske romaner, og som forbillederne er de konciperet af pekuniære årsager. Lad os komme videre!
torsdag, januar 10, 2008
Journalistik for borgere og professionelle
Mads Kristensen lagde op til debat om borgerjournalistik, John Lund var vært på gårdagens møde om borgerjournalistik - og helt i borgerjournalistikkens ånd har flere deltagere kommenteret og løftet debatten ud i blogosfæren, se Lars K Jensens og Erik Willumsgaards blogs.
Jeg blev klogere i det gode selskab af professionelle og journalistiske ildsjæle. Borgerjournalistik fylder hullet mellem det der optager almindelige borgere og mainstreammediernes dagsorden. Borgeren orienterer sig mod det lokale, mens de professionelle medier vender sig mod det nationale, det væsentlige, og det der er interessant for mange. Hullet bliver en kløft, og selv nede mod bunden hvor afstanden mellem parterne trods alt burde være overskuelig, formår end ikke ugeaviserne at levere kropsnær dækning.
Der er mange gode og mindre gode grunde til medielandskabets canyons. En manglende interesse for det lokale fører til et begrænset kendskab til den lokale dagsorden. Lige så vigtigt er den professionelle journalists indbyggede behov for kontrol, kontrol med kvaliteten, kontrol med motiverne, kontrol med kilderne, kontrol med sproget .... fortsæt selv.
Borgerjournalistik er brobygning over informationskløften, eller som John Hagel og John Seely Brown beskriver det "the edge is becoming the core ... pull models seek to provide people on the periphery with the tools and ressources ... required to take initiative and creatively address opportunities as they arise". Et ægte oplysningssvar på en demokratisk udfordring.
Nede på jorden igen blev jeg klogere på den journalistiske selvforståelse blandet med journalisters frustrationer over hvorfor cheferne ikke hører efter, og hvorfor udgiverne ikke investerer de håndører der løfter journalistikken ud til borgerne. En del af svaret findes i sproget; journalisten må erkende at ledere og især forretningsuddannede chefer bruger et andet sprog end journalistens, et tankesæt som journalisten må lære sig for at omsætte sine ideer til bæredygtige initiativer som udgiveren står helhjertet bag. Grundkurset i strategi for journalister må tage udgangspunkt i at udgiverne skal se lyset, og de skal have solide argumenter for ikke yderligere at save i den gren de som betalte medier eller institutioner sidder på.
Mads Kristensen havde i borgerjournalistikkens åbne ånd prioriteret debatten over foredraget. Tak for initiativet!
Jeg blev klogere i det gode selskab af professionelle og journalistiske ildsjæle. Borgerjournalistik fylder hullet mellem det der optager almindelige borgere og mainstreammediernes dagsorden. Borgeren orienterer sig mod det lokale, mens de professionelle medier vender sig mod det nationale, det væsentlige, og det der er interessant for mange. Hullet bliver en kløft, og selv nede mod bunden hvor afstanden mellem parterne trods alt burde være overskuelig, formår end ikke ugeaviserne at levere kropsnær dækning.
Der er mange gode og mindre gode grunde til medielandskabets canyons. En manglende interesse for det lokale fører til et begrænset kendskab til den lokale dagsorden. Lige så vigtigt er den professionelle journalists indbyggede behov for kontrol, kontrol med kvaliteten, kontrol med motiverne, kontrol med kilderne, kontrol med sproget .... fortsæt selv.
Borgerjournalistik er brobygning over informationskløften, eller som John Hagel og John Seely Brown beskriver det "the edge is becoming the core ... pull models seek to provide people on the periphery with the tools and ressources ... required to take initiative and creatively address opportunities as they arise". Et ægte oplysningssvar på en demokratisk udfordring.
Nede på jorden igen blev jeg klogere på den journalistiske selvforståelse blandet med journalisters frustrationer over hvorfor cheferne ikke hører efter, og hvorfor udgiverne ikke investerer de håndører der løfter journalistikken ud til borgerne. En del af svaret findes i sproget; journalisten må erkende at ledere og især forretningsuddannede chefer bruger et andet sprog end journalistens, et tankesæt som journalisten må lære sig for at omsætte sine ideer til bæredygtige initiativer som udgiveren står helhjertet bag. Grundkurset i strategi for journalister må tage udgangspunkt i at udgiverne skal se lyset, og de skal have solide argumenter for ikke yderligere at save i den gren de som betalte medier eller institutioner sidder på.
Mads Kristensen havde i borgerjournalistikkens åbne ånd prioriteret debatten over foredraget. Tak for initiativet!
tirsdag, januar 08, 2008
Til lykke til DR2 Udland
Endelig et nyhedsprogram der vil mig noget som seer. Godt nok så DR2 Udland lidt pjusket ud på sin primeredag i går aftens, men ambitionerne fejlede intet. Det var vedkommende tv, en klar modvægt til provinsnyheder på TV2 og langsom tv på DR1.
En voksen nyhedsvært, væsentlige indslag, tid til fordybelse og væsentlighed som ambition på plussiden. Lidt for skødesløse henvisninger til webaviser på en skærm bag værtinden, et interview med en dansker i Nairobi som mest videregav sine private indtryk og tilsyneladende undervurderede eller havde misset de alvorlige bestræbelser på kompromis, og fravær af føljetonen fra Georgiens præsidentvalg.
Men alt i alt en fin præmiere på en seriøs nyhedsudsendelse for os der har læst dagens aviser.
En voksen nyhedsvært, væsentlige indslag, tid til fordybelse og væsentlighed som ambition på plussiden. Lidt for skødesløse henvisninger til webaviser på en skærm bag værtinden, et interview med en dansker i Nairobi som mest videregav sine private indtryk og tilsyneladende undervurderede eller havde misset de alvorlige bestræbelser på kompromis, og fravær af føljetonen fra Georgiens præsidentvalg.
Men alt i alt en fin præmiere på en seriøs nyhedsudsendelse for os der har læst dagens aviser.
onsdag, januar 02, 2008
Ikke et ord om aviser
Hovedpersonen i Camus' Faldet, Jean-Baptiste Clamence, siger undervejs i sin vidtfavnende ordstrøm at det moderne menneske kan karakteriseres ved at hore og ved at læse aviser. Nu er Jean-Baptiste Clamence ikke noget sandhedsvidende, faktisk tvært i mod, og bogen er skrevet i første halvdel af 1950'erne. Men alligevel; mens det første, horeriet, måske også gælder i dag, er det i hvert ikke tilfældet at modernitet i dag er knyttet til avislæsning. Mere end halvtreds år senere forbinder kun de færreste aviser med avantgarde. De moderne i voret århundrede beskæftiger sig med visuelle medier, de skriver blogs eller bøger eller bare tekster, de rejser, de bliver gift i kirken og de har forfærdelig travlt med at tjene penge. Men at noget så gammeldags, tidsrøvende, nedgroet og indadvendt som at læse aviser skulle tjene som spydspids i en moderne iscenesættelse, det vil nok kun de mest forbenede gamlinge påstå, og de er jo netop ikke en del af eliten. De har vel i heldigste fald moderniteten bag sig.
Nu kan man selvfølgelig interessere sig for alt det der kan erstatte aviser i karakteristikken af det moderne i dag. Man kan også synes at det er påfaldende at det moderne er så individuelt at det ikke lader sig sætte på formel. Eller man kan som jeg vedgå at man er så umoderne at man stadig fascineres af det ældgammel papirmedie der aldeles demokratisk tillader alle at orientere, fordybe og fornøje sig på samme tid.
Clamence er en svigefuld person. Han mener ikke nødvendigvis hvad han siger, og siger ikke hvad han mener. Det med hor og aviser kan sagtens være en lapsus i hans letflydende foredrag. Udtalelsen kan imidlertid også være en slip-of-tongue, en fortalelse der netop afslører et lag i talen som viser vej til hans inderste dybt under overfladen. Hvis du vælger at læse teksten som jeg, står der kun tilbage at Clamence er fuldblods fiktion, en fortællerstemme som med vilje bevæger sig højt op og dybt ned af læserens troværdighedsskala. Og så har vi endnu ikke ofret ét ord på romanen - og faktisk heller ikke drøftet avisens rolle i 2008.
Nu kan man selvfølgelig interessere sig for alt det der kan erstatte aviser i karakteristikken af det moderne i dag. Man kan også synes at det er påfaldende at det moderne er så individuelt at det ikke lader sig sætte på formel. Eller man kan som jeg vedgå at man er så umoderne at man stadig fascineres af det ældgammel papirmedie der aldeles demokratisk tillader alle at orientere, fordybe og fornøje sig på samme tid.
Clamence er en svigefuld person. Han mener ikke nødvendigvis hvad han siger, og siger ikke hvad han mener. Det med hor og aviser kan sagtens være en lapsus i hans letflydende foredrag. Udtalelsen kan imidlertid også være en slip-of-tongue, en fortalelse der netop afslører et lag i talen som viser vej til hans inderste dybt under overfladen. Hvis du vælger at læse teksten som jeg, står der kun tilbage at Clamence er fuldblods fiktion, en fortællerstemme som med vilje bevæger sig højt op og dybt ned af læserens troværdighedsskala. Og så har vi endnu ikke ofret ét ord på romanen - og faktisk heller ikke drøftet avisens rolle i 2008.
fredag, december 21, 2007
Jul igen
Nu er det jul igen. Den heftige konkurrence på gratisavismarkedet har sat sine spor i form af faldende læsertal, oplag, annoncer og gennemsnitspriser i de fleste bladhuse. Trafikken på nettet har endnu en gang overrasket med formidable vækstprocenter, og webben har fået topprioritet overalt. Det gælder ikke mindst communities, sociale sites og pull-strategier.
Men nu er det jul, og julen står i familens og forsoningens tegn. Det betyder ikke nødvendigvis fred og fordragelighed på markedspladsen, men dog at stridsøksen bliver begravet for et par uger.
For mig betyder julen også Messias med Camarata dirrigeret af Martin Nagashima Toft i Holmens Kirke, endnu en gang. Det er en overvældende oplevelse som bliver bedre år for år. Modsat de fleste er jeg nok mest fascineret af sproget, stemningen og det gode selskab - lidt mindre af musikken, og slet ikke af Jesu historie!
Men sådan er vi så forskellige. Det vigtigste af alt er at ferien og familien står for døren. Vi tager dialogen op den 2. januar 2008. God jul!
Men nu er det jul, og julen står i familens og forsoningens tegn. Det betyder ikke nødvendigvis fred og fordragelighed på markedspladsen, men dog at stridsøksen bliver begravet for et par uger.
For mig betyder julen også Messias med Camarata dirrigeret af Martin Nagashima Toft i Holmens Kirke, endnu en gang. Det er en overvældende oplevelse som bliver bedre år for år. Modsat de fleste er jeg nok mest fascineret af sproget, stemningen og det gode selskab - lidt mindre af musikken, og slet ikke af Jesu historie!
Men sådan er vi så forskellige. Det vigtigste af alt er at ferien og familien står for døren. Vi tager dialogen op den 2. januar 2008. God jul!
torsdag, december 20, 2007
Krisetegn
I dag har Politiken valgt at rydde forsiden for at fortælle at den revisionsrapport der skulle placere ansvaret for byggeriet af DR-byen ikke kommer til tiden. Rapporten skulle have været færdig inden nytår, men fire DR-chefer og -medarbejdere vil ikke medvirke.
'Skandalesagen' er sikkert en væsentlig begivenhed - det er det vel altid når politikere og andre magthavere vasker ansvaret af sig - men berettiger den til at fylde hele Politikens fornemmeste nyhedsareal? Hvordan vil Politiken dække virkelige nyhedsbrag, f.eks. når terroren slår til i Danmark, når statsministeren udskriver et overraskende nyvalg, eller når krigen igen bryder ud på Balkan ?
Samtidig udstiller Politiken en mærkelig naivitet ved at undre sig over at tidligere, ansvarlige chefer ikke ønsker at medvirke i en revisionsrapport. Det forekommer indlysende at ingen vil hænge lykken om sin egen hals i en offentlig rapport der har til hensigt at udpege syndebukke.
Politikens indbliksjournalistik giver ringe indblik og i hvert fald intet overblik. Den letløbende reportagehistorie viser sig at være en henvisning til hovedhistorien på 2. sektions forside. De store forsidefotos fra nattelivet i DR-byen eller fra Aalborgs unge tabere (se bloggen nedenfor) giver et smukt layout, men de fortæller ikke historie.
Stemningen er alt, se bare sproget i reportagen. DR-historien indledes med en borgerligt forarget beskrivelse af byggeskandalen. I søndagens rekonstruktion af drabssagen i Aalborg finder vi indlevelse for alle pengene, f.eks. "En uge efter drabet på Henrik Bjerremand Kristensen fulgte omkring 200 pårørende musiklæreren til hans sidste hvilested. Mens præsten talte i kriken, blæste der udenfor en iskold nordenvind fra Limfjorden...". Man ser det for sig og fryser.
Journalistik handler om den virkelige verden, ikke livet som Politikens journalister forestiller sig det. Den stemningsfulde subjektive beretning tilhører underholdningsbranchen, skønlitteraturen og journalistikkens lette garde. Politikens indbliks journalistik minder mig om Århus Onsdag i Erik Frodelunds regeringstid (fællesskabsjournalistik?). Politiken lukker sig om sit eget univers, mens andre aviser (Berlingske Tidende og Information) skriver sig ud af reservatet.
Er Politiken i krise - eller er jeg bare ude af trit med journalistikkens avantgarde som Politiken praktiserer den?
'Skandalesagen' er sikkert en væsentlig begivenhed - det er det vel altid når politikere og andre magthavere vasker ansvaret af sig - men berettiger den til at fylde hele Politikens fornemmeste nyhedsareal? Hvordan vil Politiken dække virkelige nyhedsbrag, f.eks. når terroren slår til i Danmark, når statsministeren udskriver et overraskende nyvalg, eller når krigen igen bryder ud på Balkan ?
Samtidig udstiller Politiken en mærkelig naivitet ved at undre sig over at tidligere, ansvarlige chefer ikke ønsker at medvirke i en revisionsrapport. Det forekommer indlysende at ingen vil hænge lykken om sin egen hals i en offentlig rapport der har til hensigt at udpege syndebukke.
Politikens indbliksjournalistik giver ringe indblik og i hvert fald intet overblik. Den letløbende reportagehistorie viser sig at være en henvisning til hovedhistorien på 2. sektions forside. De store forsidefotos fra nattelivet i DR-byen eller fra Aalborgs unge tabere (se bloggen nedenfor) giver et smukt layout, men de fortæller ikke historie.
Stemningen er alt, se bare sproget i reportagen. DR-historien indledes med en borgerligt forarget beskrivelse af byggeskandalen. I søndagens rekonstruktion af drabssagen i Aalborg finder vi indlevelse for alle pengene, f.eks. "En uge efter drabet på Henrik Bjerremand Kristensen fulgte omkring 200 pårørende musiklæreren til hans sidste hvilested. Mens præsten talte i kriken, blæste der udenfor en iskold nordenvind fra Limfjorden...". Man ser det for sig og fryser.
Journalistik handler om den virkelige verden, ikke livet som Politikens journalister forestiller sig det. Den stemningsfulde subjektive beretning tilhører underholdningsbranchen, skønlitteraturen og journalistikkens lette garde. Politikens indbliks journalistik minder mig om Århus Onsdag i Erik Frodelunds regeringstid (fællesskabsjournalistik?). Politiken lukker sig om sit eget univers, mens andre aviser (Berlingske Tidende og Information) skriver sig ud af reservatet.
Er Politiken i krise - eller er jeg bare ude af trit med journalistikkens avantgarde som Politiken praktiserer den?
mandag, december 17, 2007
Bunden er nået
Politiken rydder forsiden den 16. december med historien 'Kommune advaret før Aalborg-drab'. Forsidens øverste halvdel viser et nattesort billede af af det øde drabssted, en skummel sti nær Aalborg Stadion hvor en 15-årig dreng den 27. oktober dræbte en 48-årig musiklærer.
Det er den vigtigste nyhed Politiken har valgt at bringe sine 540 tusinde læsere denne søndag i december. En henvisning til en mangesiders rekronstruktion i PS-sektionen. En historie om en historie, en historie om en ikke-nyhed illustreret med et foto af en ikke-begivenhed.
Bevares, historien om at de sociale myndigheder overhørte advarsler før forbrydelsen blev begået, er tilsyneladende væsentlig og interessant, men er den så interessant og navnlig så væsentlig at den fortjener hele forsiden. P1s opfølgning på historien viser at det tragiske ikke består i at kommunen har overhørt advarsler. Det har den ikke. Men at den har ikke reageret på dem i tilstrækkelig grad til at forhindre at forbrydelsen blev begået.
Her dagen efter den famøse forside tyder alt på at historien snarere kan beskrives som tragisk end som ny og epokegørende. Politikens ærinde viser sig at være en følelsesladet henvisning til avisens egen rekonstruktion af en i enhver henseende trist og sørgerlig historie.
Historien sælger ikke engang aviser, den bliver med sin placering et indlæg fra underholdningsverdenen hvor medier koger suppe på livets tragiske begivenheder, den medvirker til at forrykke vores fornemmelser for væsentligt og uvæsentligt - og den gnaver endnu en luns af den seriøse avis i forvejen tyndslidte troværdighed.
Det er den vigtigste nyhed Politiken har valgt at bringe sine 540 tusinde læsere denne søndag i december. En henvisning til en mangesiders rekronstruktion i PS-sektionen. En historie om en historie, en historie om en ikke-nyhed illustreret med et foto af en ikke-begivenhed.
Bevares, historien om at de sociale myndigheder overhørte advarsler før forbrydelsen blev begået, er tilsyneladende væsentlig og interessant, men er den så interessant og navnlig så væsentlig at den fortjener hele forsiden. P1s opfølgning på historien viser at det tragiske ikke består i at kommunen har overhørt advarsler. Det har den ikke. Men at den har ikke reageret på dem i tilstrækkelig grad til at forhindre at forbrydelsen blev begået.
Her dagen efter den famøse forside tyder alt på at historien snarere kan beskrives som tragisk end som ny og epokegørende. Politikens ærinde viser sig at være en følelsesladet henvisning til avisens egen rekonstruktion af en i enhver henseende trist og sørgerlig historie.
Historien sælger ikke engang aviser, den bliver med sin placering et indlæg fra underholdningsverdenen hvor medier koger suppe på livets tragiske begivenheder, den medvirker til at forrykke vores fornemmelser for væsentligt og uvæsentligt - og den gnaver endnu en luns af den seriøse avis i forvejen tyndslidte troværdighed.
fredag, december 07, 2007
The Empire Strikes Back
Piet Bakker har været i byen. Anledningen var et seminar arrangeret af Danske Dagblade der søger at fortolke presset fra gratisaviserne for at finde frem til tunge modtræk.
Piet Bakker bliver i MediaWatch citeret for at berolige de betalte aviser med at de er gode nok, læserne forsvinder ikke fra morgenaviserne fordi de er for indholdstunge og for omfattende for mange og særligt yngre læsere.
Piet Bakkers hovedpointe var i følge DDFs eget nyhedsbrev, at de betalte aviser kan trøste sig med at gratisaviserne kun konkurrerer med hinanden, underforstået ikke med de betalte aviser. Synspunktet støttes af Stig Hjarvad der i en motivering for et forskningsprojekt om den trykte presse udtaler, at 'trods den øgede konkurrence er der ikke meget der tyder på, at den trykte avis er ved at uddø'.
Nej, den trykte avis lever i bedste velgående, men den betalte avis er for længst blevet et elitært nicheprodukt for de få. De betalte avisers forretningsmodel er under lige så stort pres som de gratis husstandsomdelte avisers. Oplag og læsere siver i et omfang der har bragt de største betalte aviser langt ned under det man kunne kalde kritisk masse for et massemedie, dér hvor de bliver uinteressante for både annoncører og magthavere. De største - og på kontaktprisen langt billigste - aviser er i dag gratis. De store rubrikmarkeder, herunder det lukreative jobmarked, er for længst flyttet til nettet, og de realiserede priser på de tilbageværende rubrikannoncer, job, bolig og biler, er i dag presset ubehageligt langt ned. Distributionen er dyr og nødlidende for de fleste abonnementsaviser. Og abonnementsprisen er alt for høj for den kompakte danske majoritet.
Gratisaviser konkurrerer i den grad med de betalte aviser. For mange læsere er de gode nok. For andre er de bare bedre, læs mere relevante og lettere at fordøje i den daglige rutine. For rigtig mange er deres fortrin helt tilstrækkelige i forhold til prisen. - Og for alle gratisaviser gælder det at de konkurrerer om det dyrebareste på markedet, læserne tid.
Mon Piet Bakker har udtalt sig som citeret, eller er vi vidne til journalistisk selektiv fortolkning. Tja, det kan vel kun deltagerne i det lukkede møde udtale sig om.
Vil du af- eller bekræfte citatet fra DDFs nyhedsbrev, vil jeg blive meget taknemmelig. Du kan skrive herunder. På forhånd tak!
Piet Bakker bliver i MediaWatch citeret for at berolige de betalte aviser med at de er gode nok, læserne forsvinder ikke fra morgenaviserne fordi de er for indholdstunge og for omfattende for mange og særligt yngre læsere.
Piet Bakkers hovedpointe var i følge DDFs eget nyhedsbrev, at de betalte aviser kan trøste sig med at gratisaviserne kun konkurrerer med hinanden, underforstået ikke med de betalte aviser. Synspunktet støttes af Stig Hjarvad der i en motivering for et forskningsprojekt om den trykte presse udtaler, at 'trods den øgede konkurrence er der ikke meget der tyder på, at den trykte avis er ved at uddø'.
Nej, den trykte avis lever i bedste velgående, men den betalte avis er for længst blevet et elitært nicheprodukt for de få. De betalte avisers forretningsmodel er under lige så stort pres som de gratis husstandsomdelte avisers. Oplag og læsere siver i et omfang der har bragt de største betalte aviser langt ned under det man kunne kalde kritisk masse for et massemedie, dér hvor de bliver uinteressante for både annoncører og magthavere. De største - og på kontaktprisen langt billigste - aviser er i dag gratis. De store rubrikmarkeder, herunder det lukreative jobmarked, er for længst flyttet til nettet, og de realiserede priser på de tilbageværende rubrikannoncer, job, bolig og biler, er i dag presset ubehageligt langt ned. Distributionen er dyr og nødlidende for de fleste abonnementsaviser. Og abonnementsprisen er alt for høj for den kompakte danske majoritet.
Gratisaviser konkurrerer i den grad med de betalte aviser. For mange læsere er de gode nok. For andre er de bare bedre, læs mere relevante og lettere at fordøje i den daglige rutine. For rigtig mange er deres fortrin helt tilstrækkelige i forhold til prisen. - Og for alle gratisaviser gælder det at de konkurrerer om det dyrebareste på markedet, læserne tid.
Mon Piet Bakker har udtalt sig som citeret, eller er vi vidne til journalistisk selektiv fortolkning. Tja, det kan vel kun deltagerne i det lukkede møde udtale sig om.
Vil du af- eller bekræfte citatet fra DDFs nyhedsbrev, vil jeg blive meget taknemmelig. Du kan skrive herunder. På forhånd tak!
fredag, november 30, 2007
Unfair støtte
Lov nr. 570 af 9. juni 2006 handler om tilskud til distribution af dagblade. I følge en ny bekendtgørelse af 26. november 2007 kan gratisaviser modtage støtte hvis de ikke 'husstandsomdeles nogetsteds, uanset om der er indgået abonnementsaftale mellem udgiver og modtager - med mindre husstandsomdelingen sker som led i en tidsbegrænset kampagne eller højst to gange om ugen'.
Læs lige den sidste sætning i gen.
MetroXpress og Urban kan som trafikdistribuerede aviser modtage støtte, mens 24timer og Nyhedsavisen som delvist husstandsdistribuerede aviser ikke kan det.
Herning Folkeblad og Skive Folkeblad der husstandsdistribueres i hele udgivelsesområdet en gang om ugen, kan modtage støtte, mens de to delvist husstandsdistribuerede gratisaviser ikke kan det.
JP/Politikens dagblade modtager 47 mkr. i støtte i år. Er støtten et plaster på såret for at bære omkostningerne til 24timer, der konkurrerer med Nyhedsavisen som ikke er støtteberettiget ?
David Montgomery der ejer Berlingskekoncernen, modtager i alt 86,5 mkr. i støtte til sine helt og delvist ejede dagblade - herunder Urban der konkurrerer med Nyhedsavisen. Er det rimeligt ?
Umiddelbart er det nok klarest at ordningen tjener til at fremme mangfoldigheden af udbuddet af dagblade. Det er god ting at Staten på vore vegne bidrager til at støtte det danske sprog, dansk kultur og dansk debat, inklusive de nationale mindretal der ikke taler og skriver dansk, men som skal trives i Danmark. Men skal vi også støtte Le Monde, Lloyds List, Neue Zürcher Zeitung og Financial Times der distribueres i Danmark, men som ikke skriver et ord på dansk eller om danske forhold i det hele taget ?
En jurist kan med sikkerhed argumentere for vandtætheden i bekendtgørelsen. For os andre er bekendtgørelsen et kludetæppe af uforståelige huller som vandet siver igennem. Hans vigtigste argument vil sikkert være at bekendtgørelsen handler om abonnement, og at gratisaviserne er annoncefinansierede og gratisomdelte. Men hvorfor støtte abonnement og ikke løssalg - eller gratisomdeling, hvis formålet er idebåret og ikke at forskelsbehandle udgivere ? Og hvorfor støtte udgivere der ikke fremmer de ideale formål, men ikke andre der gør det ?
Læs lige den sidste sætning i gen.
MetroXpress og Urban kan som trafikdistribuerede aviser modtage støtte, mens 24timer og Nyhedsavisen som delvist husstandsdistribuerede aviser ikke kan det.
Herning Folkeblad og Skive Folkeblad der husstandsdistribueres i hele udgivelsesområdet en gang om ugen, kan modtage støtte, mens de to delvist husstandsdistribuerede gratisaviser ikke kan det.
JP/Politikens dagblade modtager 47 mkr. i støtte i år. Er støtten et plaster på såret for at bære omkostningerne til 24timer, der konkurrerer med Nyhedsavisen som ikke er støtteberettiget ?
David Montgomery der ejer Berlingskekoncernen, modtager i alt 86,5 mkr. i støtte til sine helt og delvist ejede dagblade - herunder Urban der konkurrerer med Nyhedsavisen. Er det rimeligt ?
Umiddelbart er det nok klarest at ordningen tjener til at fremme mangfoldigheden af udbuddet af dagblade. Det er god ting at Staten på vore vegne bidrager til at støtte det danske sprog, dansk kultur og dansk debat, inklusive de nationale mindretal der ikke taler og skriver dansk, men som skal trives i Danmark. Men skal vi også støtte Le Monde, Lloyds List, Neue Zürcher Zeitung og Financial Times der distribueres i Danmark, men som ikke skriver et ord på dansk eller om danske forhold i det hele taget ?
En jurist kan med sikkerhed argumentere for vandtætheden i bekendtgørelsen. For os andre er bekendtgørelsen et kludetæppe af uforståelige huller som vandet siver igennem. Hans vigtigste argument vil sikkert være at bekendtgørelsen handler om abonnement, og at gratisaviserne er annoncefinansierede og gratisomdelte. Men hvorfor støtte abonnement og ikke løssalg - eller gratisomdeling, hvis formålet er idebåret og ikke at forskelsbehandle udgivere ? Og hvorfor støtte udgivere der ikke fremmer de ideale formål, men ikke andre der gør det ?
torsdag, november 22, 2007
Politiken i modvind
Politikens oplag er i oktober måned på 111 tusinde eksemplarer. Det er 9% under sidste år - præcis et år efter omlægningen der skulle være svaret på alle udfordringer fra Nyhedsavisen, 24timer, Dato, Urban, metroXpress og alle de gratis nyheder på nettet.
Projekt Ny Avis, som svaret på alle modtræks moder blev døbt indenhus, bliver nu udsat for sønderlemmende kritik internt i Politikens redaktion. Læserne stemmmer med fødderne, og frustrationen over at være offer for markante oplagsfald kombineret med uklarhed om projektets forkromede mål slår ud i lys lue.
Politikens ambition om et storslået modangreb mod de gratis nyheder fortjener al respekt. Men resultatet ser desværre ud til at være en fuser. Nok så alvorligt, Projekt Ny Avis ser i følge Journalisten ud til at have udviklet sig til en tillidskrise mellem medarbejdere og Tøger Seidenfaden. Medarbejderne tvivler på chefredaktionens forsikringer om at læserne aldrig har været mere tilfredse med avisen.
Hvad der er gået galt undervejs, er svært at sige som læser og ekstern observatør. Måske nåede chefredaktionen i kampens hede i 2006 ikke at få medarbejderne med, og Projekt Ny Avis blev en topdown sag som medarbejderne tager afstand fra når der er mest behov deres fornyede energi og kreative bidrag til at holde projektet på sporet. Måske hviler projektet på urealistiske eller fejlagtige forudsætninger, f.eks. om læsernes brug af nettet. Måske har målene været uklare fra starten; i hvert fald ser de ud til at være det i dag. Måske rummer markedet en dynamik på print og web der er langt stærkere end Politikens omlægning. Måske søsatte Politiken ikke det rigtige svar på udfordringen, eller måske magtede Politiken ikke at eksekvere visionen.
Måske, måske ... Det er let nok at stille spørgsmålene. Den interne debat i Huset tyder på at redaktionen for øjeblikket befinder sig en en fase hvor det er de andres skyld, og hvor syndebukke hives til slagtebænken.
Som avislæser er det let at blande sig i koret af kritikere. Som avisudvikler gennem mange år har jeg dyb forståelse for opgavens sværhedsgrad og navnlig for udfordringen i at holde lyset strålende også måneder og år efter relanceringen af avisen.
Mads Brügger, forfatter til 'Grænselandet' sammen med Nikolaj Thomassen, siger i Information den 22. november 2007 rammende om journalistikken i dag ...
"Det er også et stort problem, at man har mistet tilliden til den kausalitet, der er journalistikkens raison d'être: at hvis jeg skriver om det her, så vil det afstedkomme debat og polemik. Men i verden i dag er ting holdt op med at have betydning. Megen journalistik er blevet underholdning..."
torsdag, november 08, 2007
Blandede frugter
De gamle betalingsviser mister oplag og navnlig læsere i et forrygende tempo. Det går ud over kontaktprisen som i forvejen er presset af gratisaviserne. - Hvordan sælger en klog mand annoncer med faldende oplag og læsertal ?
Bladhusenes svar på udfordringen bliver at tage nettet til hjælp. Først sælger de annoncepakker bestående af kontakter på print og web. Det sker allerede i dag. Næste skridt bliver uden tvivl at falde for fristelsen til at lægge kontakter på print og net sammen!
Selv med fradrag for dobbelte kontakter - altså brugere der også læser printudgaven, og læsere der også bruger webben - bliver resultatet kunstige, oppustede tal uden den store mening. Tal der udtrykke to forskellige tilgange til brandet, men ikke en størrelse der afspejler sammenhæng med eksponering for dit annoncebudskab.
Både printannoncøren og webannoncøren køber ganske vist annonceeffekt, men eksponeringssituationen er vidt forskellig. Annoncen i den trykte avis måles i OTS'er, opportunities-to-see, der afspejler at læseren eksponerer sig for mediet, men ikke nødvendigvis for annoncen. Webannoncøren køber clicks, click-throughs, og webbens styrke som annoncemedie kan udtrykkes i websider per bruger på siten eller i time spent på siden.
Egentligt er det banalt. Du læser en avis ved at bladre systematisk forfra eller måske bagfra, men du bladrer. Antallet af historier på siden eller opslaget er begrænset, ligesom annoncerne er det. På en webside er udbuddet af historier og bannere overvældende. Hvis du ikke søger noget bestemt, scanner du siden for interessante overskrifter på den halve meter rubrikker der ruller forbi dig, og du læser en eller to historier. Bannerannoncerne er så korte at de mindre om gamle dages ombrydningsannoncer med budskabet "Sild er godt". Men i snit befinder en bruger sig kun på 2-3 sider per gang, og chanchen for at se en bestemt annoncørs budskab er desværre mikroskopisk.
Det samme gælder eksponeringssituationen. Avisen læser du typisk hjemme, før, efter eller på vej til og fra arbejde; webben læser du på arbejde, med kort tid til rådighed og med tankerne mange andre steder eller og måske med halvskidt samvittighed.
Derfor, pas på kommende gyldne løfter om tal for den samlede nettokontakt på print og web. Du køber let katten i sækken.
Bladhusenes svar på udfordringen bliver at tage nettet til hjælp. Først sælger de annoncepakker bestående af kontakter på print og web. Det sker allerede i dag. Næste skridt bliver uden tvivl at falde for fristelsen til at lægge kontakter på print og net sammen!
Selv med fradrag for dobbelte kontakter - altså brugere der også læser printudgaven, og læsere der også bruger webben - bliver resultatet kunstige, oppustede tal uden den store mening. Tal der udtrykke to forskellige tilgange til brandet, men ikke en størrelse der afspejler sammenhæng med eksponering for dit annoncebudskab.
Både printannoncøren og webannoncøren køber ganske vist annonceeffekt, men eksponeringssituationen er vidt forskellig. Annoncen i den trykte avis måles i OTS'er, opportunities-to-see, der afspejler at læseren eksponerer sig for mediet, men ikke nødvendigvis for annoncen. Webannoncøren køber clicks, click-throughs, og webbens styrke som annoncemedie kan udtrykkes i websider per bruger på siten eller i time spent på siden.
Egentligt er det banalt. Du læser en avis ved at bladre systematisk forfra eller måske bagfra, men du bladrer. Antallet af historier på siden eller opslaget er begrænset, ligesom annoncerne er det. På en webside er udbuddet af historier og bannere overvældende. Hvis du ikke søger noget bestemt, scanner du siden for interessante overskrifter på den halve meter rubrikker der ruller forbi dig, og du læser en eller to historier. Bannerannoncerne er så korte at de mindre om gamle dages ombrydningsannoncer med budskabet "Sild er godt". Men i snit befinder en bruger sig kun på 2-3 sider per gang, og chanchen for at se en bestemt annoncørs budskab er desværre mikroskopisk.
Det samme gælder eksponeringssituationen. Avisen læser du typisk hjemme, før, efter eller på vej til og fra arbejde; webben læser du på arbejde, med kort tid til rådighed og med tankerne mange andre steder eller og måske med halvskidt samvittighed.
Derfor, pas på kommende gyldne løfter om tal for den samlede nettokontakt på print og web. Du køber let katten i sækken.
torsdag, november 01, 2007
Marketing failure
Institut for Marketing på CBS fejrede sit 75 års jubilæum med fire kanonforelæsninger. Steen Reeslev imponerede med et indlæg om markedsorienteret ledelse i Danske Bank, Plummer med et gedigent indlæg om DR.
Fælles for de to udenlandske professorer var behovet for at markedsføre marketing, dvs. ledelsens elementære interesse for og beskæftigelse med markedet snarere end produkter, drift og finanser.
Tyske Christian Homburg talte om 'Customer Orientation as a Managerial Challenge', indisk-amerikanske Jagdish Sheth - ham fra Howard & Shet, The Consumer behavior - forelæste om 'Market-Oriented Management'.
Homburg gennemgik 12 succeskriterier for vellykket marketing - eller 12 fæle fejltagelser han har mødt på sin vej. Distancen skal ikke misforstås, indlægget var fremragende, morsomt og relevant.
Sheth tog udgangspunkt i en analyse af hvorfor succesfulde virksomheder mister glansen og følingen med markedet. Det går galt når ledelsen - drevet af dårlige vaner i form af arrogance, selvtilfredshed eller fornægtelse - ikke magter at ændre kulturen eller navnlig virksomhedens processer og systemer for at møde eller udnytte strukturelle ændringer i omverdenen. Opskriften på udvikling af en markedsorienteret ledelse kræver delegering af resultatansvar på kunder og belønning herefter, en kundedrevet supply chain (f.eks. Dell), tværorganisatorisk kundeansvar, rotation af funktionschefer, udnævnelsen af en CCO (chief customer officer) som får ansvaret for forretningsudvikling med direkte reference til overchefen og inddragelse af leverandører og kunder i virksomhedens strategiudvikling.
Næppe vildt provokerende, men tankevækkende at basal marketing 40 år efter at Philip Kotler opfandt 'the Marketing Concept' stadig skal forklares og sælges som et nødvendigt udgangspunkt for topledelse.
Fælles for de to udenlandske professorer var behovet for at markedsføre marketing, dvs. ledelsens elementære interesse for og beskæftigelse med markedet snarere end produkter, drift og finanser.
Tyske Christian Homburg talte om 'Customer Orientation as a Managerial Challenge', indisk-amerikanske Jagdish Sheth - ham fra Howard & Shet, The Consumer behavior - forelæste om 'Market-Oriented Management'.
Homburg gennemgik 12 succeskriterier for vellykket marketing - eller 12 fæle fejltagelser han har mødt på sin vej. Distancen skal ikke misforstås, indlægget var fremragende, morsomt og relevant.
Sheth tog udgangspunkt i en analyse af hvorfor succesfulde virksomheder mister glansen og følingen med markedet. Det går galt når ledelsen - drevet af dårlige vaner i form af arrogance, selvtilfredshed eller fornægtelse - ikke magter at ændre kulturen eller navnlig virksomhedens processer og systemer for at møde eller udnytte strukturelle ændringer i omverdenen. Opskriften på udvikling af en markedsorienteret ledelse kræver delegering af resultatansvar på kunder og belønning herefter, en kundedrevet supply chain (f.eks. Dell), tværorganisatorisk kundeansvar, rotation af funktionschefer, udnævnelsen af en CCO (chief customer officer) som får ansvaret for forretningsudvikling med direkte reference til overchefen og inddragelse af leverandører og kunder i virksomhedens strategiudvikling.
Næppe vildt provokerende, men tankevækkende at basal marketing 40 år efter at Philip Kotler opfandt 'the Marketing Concept' stadig skal forklares og sælges som et nødvendigt udgangspunkt for topledelse.
onsdag, oktober 24, 2007
Monty tror på journalisterne
Berlingskes nye ejer David Montgomery har tillid til den danske del af sit emperium der udstråler energi, journalistisk talent og innnovation.
Montgomery tror i det det hele taget på avisen, ikke begrænset alene til den trykte avis, men som journalistisk indhold på print og web. Dagbladsvirksomhed handler om indhold frem for trykte aviser.
Mere præcist tror David Montgomery på journalister, på den publicistiske opgave at betjene det lokale samfund redaktionen er en del af - og på den demokratiske ide om frihed som redaktionel ambition.
Et stort antal (17?) kommercielle ledere har forladt Berlingske efter at David Montgomery overtog Berlingske. Han savner dem ikke; Berlingske var overadministreret, over managed, og han undrer sig over at resten af de kommercielle ledere ikke tog deres gode tøj og gik.
Montgomery levner ikke Nyhedsavisen og 24timer mange chancer. Med et tab på 800 mkr. årligt holder de nye husstandsavisers forretningsmodel ikke.
Monty udstråler en distingveret elegance der ikke blot formår at bringe Martin Krasniks ellers robuste drengede charme tilbage til stammerstadiet, men som også gjorde et synligt indtryk på en talstærk tilhørerskare. Højst ejendommeligt.
Montgomery tror i det det hele taget på avisen, ikke begrænset alene til den trykte avis, men som journalistisk indhold på print og web. Dagbladsvirksomhed handler om indhold frem for trykte aviser.
Mere præcist tror David Montgomery på journalister, på den publicistiske opgave at betjene det lokale samfund redaktionen er en del af - og på den demokratiske ide om frihed som redaktionel ambition.
Et stort antal (17?) kommercielle ledere har forladt Berlingske efter at David Montgomery overtog Berlingske. Han savner dem ikke; Berlingske var overadministreret, over managed, og han undrer sig over at resten af de kommercielle ledere ikke tog deres gode tøj og gik.
Montgomery levner ikke Nyhedsavisen og 24timer mange chancer. Med et tab på 800 mkr. årligt holder de nye husstandsavisers forretningsmodel ikke.
Monty udstråler en distingveret elegance der ikke blot formår at bringe Martin Krasniks ellers robuste drengede charme tilbage til stammerstadiet, men som også gjorde et synligt indtryk på en talstærk tilhørerskare. Højst ejendommeligt.
tirsdag, oktober 02, 2007
Checks og kontakter, tak
Lanceringen af Nyhedsavisen den 6. oktober 2006 har sat turbo på tilbagegangen i den øvrige danske presse. De øvrige avisers blodrøde nøgletal skyldes dog ikke Nyhedsavisen alene. JP/Politikens defensive lancering af 24timer - og Berlingskes Dato - har stækket Nyhedsavisen bl.a. ved at skabe et gigantisk distributionsproblem for avisen, men de har også givet de gratis hustandsaviser en fælles fremdrift som sætter sine dybe spor i landets øvrige avisforretninger, betalte som gratis.
Nu et år efter lanceringen af Nyhedsavisen er sondringen mellem husstands- og trafikomdelte gratisaviser sløret af de faktiske forhold i jernindustrien. På trods af redaktionelle forskelle har gratisaviserne den samme forretningsmodel, og det er meningsfuldt at skelne mellem betalte og gratis dagblade.
Betalingsaviserne har under ét mistet 9% af læserne (280 tus. læsere) og 9% af oplaget (120 tus. daglige aviser) fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007. De holder skindet på næsen når det drejer sig om tekstsideannoncer, vel at mærke opgjort i millimetre.
Gratisaviserne - MetroXpress, Urban, Nyhedsavisen og 24timer - har med
- 39% af læserne
- 53% af oplaget
- 36% af tekstsideannoncemængden
sat sig tungt på det danske avismarked midt i en højkonjunktur.
Gratisaviserne har 36% af tekstsideannoncerne i samtlige landsdækkende aviser opgjort som morgen- og eftermiddagsaviserne samt nicheaviserne Børsen, Information, Kristeligt Dagblad, ErhvervsBladet og Weekendavisen. Gratisavisernes markedsandel er endda større hvis man tæller annnoncerne i alle udgaver af alle gratisaviser med.
Markedsandelen er udtrykkeligt opgjort i annoncemillimetre; kronerne kender kun de nærmeste i familien.
Oversigten fortæller andre interessante historier. Berlingske Tidende mister 12% fra 1. halvår 2006 til 2007; Jyllands-Posten går 14% frem. Berlingske Tidende kan have mistet annoncer efter at avisen blev omlagt til tabloid i august 2006, og Jyllands-Posten kan have snuppet en pæn bid af de annoncer som ErhvervsBladet har mistet med overgangen fra gratis til betalt avis.
Ekstra Bladet går frem med 7%, mens B.T. falder med 1%. Oplagsudviklingen taget i betragtning er resultatet lige bemærkelsesværdigt for begge aviser.
Nyhedsavisen er i øvrigt den gratisavis der har færrest annoncer. MetroXpress fører feltet, foran Urban og 24timer der indtager anden- og tredjepladsen. Hverken placeringen eller omsætningen i gode danske kroner gør næppe Svenn Dam tilfreds med scoringen. Dertil er priserne nok for lave og rabatterne for rundhåndede. - Med kun 0.8 læsere per eksemplar må Nyhedsavisen ønske checks og kontakter til fødselsdagen.
torsdag, september 27, 2007
Fremtiden er gratis
Under denne rubrik spidder Informations Nikolai Thyssen Politikens problemer med faldende oplag og tunge satstninger på webben.
Hen skriver bl.a. om politiken.dk: "Det er sikkert en bragende succes målt på brugere og bannere, men som nyhedsmedie er det fattigt: væsentlighedskriteriet er suspenderet og erstattet af hastighed - og bragende succes eller ej: internettet kan stadig ikke understøtte den journalistik, som de trykte aviser historisk har finansieret."
Nikolai Thysssen er hård ved politiken.dk. Succeskriteriet i den fase siten har været igennem, har uden tvivl været besøgende og bannere. Det er lykkedes til fulde, og Politiken har lov til at prale. Afstanden til berlingske.dk er 300 tus. brugere ugentligt og knapt 200 tusinde til jp.dk i uge 30.
Nikolai Thyssen rammer sylespidst Politikens ømme ligtorn når han peget på at politiken.dk er fattigt. Det skyldes ikke blot nyhedskriteriet, men i nok så høj grad at genrepalletten er begrænset. Nyhedshistorier ligner hinanden, de fortrænger tungere genrer som reserveres avisen, og de understreger nettets hurtige i betydningen overfladiske karakter. Politiken-modellen fra 1. oktober 2006 bestod ikke kun af en kunstig opdeling mellem nyheder og baggrund, analyser mv. Skrivebordsløsningen forudsatte også at alle læsere går på nettet, og at alle brugere læser avisen.
Thyssen tredje kugle er ved nærmere eftertanke et selvmål. Det er rigtigt at internettet i forhold til printudgaven stadig er et hul i jorden på størrelse med en sjællandsk grusgrav. Til gengæld kan man spekulere på hvor længe den trykte avis bliver ved med at være en forretning med den hast oplaget siver. Set i det lys er det ganske fornuftigt at Politiken går benhårdt efter et højt brugertal og en komfortabel afstand til konkurrenterne på nettet. Antallet af brugere og profilen på disse kan veksles i rede penge. Størrelse repræsenterer ikke redningen, men et skridt på vejen til en forretningsmodel der virker på webben.
Der skal meget mere til. Først og fremmest journalistisk tyngde, men også et længere perspektiv. Antallet af brugere må suppleres med mål for loyaliteten, med brugerinvolvering og evnen til at opbygge universer som tilfredsstiller store brugergrupper - og som annoncører gider give penge for. Det er derfor ganske fint hvis "Politiken på internettet ligner Ekstra Bladet mere end sig selv" - på besøgstallet, på loyaliteten og på krystalklare branding vel at mærke.
Hen skriver bl.a. om politiken.dk: "Det er sikkert en bragende succes målt på brugere og bannere, men som nyhedsmedie er det fattigt: væsentlighedskriteriet er suspenderet og erstattet af hastighed - og bragende succes eller ej: internettet kan stadig ikke understøtte den journalistik, som de trykte aviser historisk har finansieret."
Nikolai Thysssen er hård ved politiken.dk. Succeskriteriet i den fase siten har været igennem, har uden tvivl været besøgende og bannere. Det er lykkedes til fulde, og Politiken har lov til at prale. Afstanden til berlingske.dk er 300 tus. brugere ugentligt og knapt 200 tusinde til jp.dk i uge 30.
Nikolai Thyssen rammer sylespidst Politikens ømme ligtorn når han peget på at politiken.dk er fattigt. Det skyldes ikke blot nyhedskriteriet, men i nok så høj grad at genrepalletten er begrænset. Nyhedshistorier ligner hinanden, de fortrænger tungere genrer som reserveres avisen, og de understreger nettets hurtige i betydningen overfladiske karakter. Politiken-modellen fra 1. oktober 2006 bestod ikke kun af en kunstig opdeling mellem nyheder og baggrund, analyser mv. Skrivebordsløsningen forudsatte også at alle læsere går på nettet, og at alle brugere læser avisen.
Thyssen tredje kugle er ved nærmere eftertanke et selvmål. Det er rigtigt at internettet i forhold til printudgaven stadig er et hul i jorden på størrelse med en sjællandsk grusgrav. Til gengæld kan man spekulere på hvor længe den trykte avis bliver ved med at være en forretning med den hast oplaget siver. Set i det lys er det ganske fornuftigt at Politiken går benhårdt efter et højt brugertal og en komfortabel afstand til konkurrenterne på nettet. Antallet af brugere og profilen på disse kan veksles i rede penge. Størrelse repræsenterer ikke redningen, men et skridt på vejen til en forretningsmodel der virker på webben.
Der skal meget mere til. Først og fremmest journalistisk tyngde, men også et længere perspektiv. Antallet af brugere må suppleres med mål for loyaliteten, med brugerinvolvering og evnen til at opbygge universer som tilfredsstiller store brugergrupper - og som annoncører gider give penge for. Det er derfor ganske fint hvis "Politiken på internettet ligner Ekstra Bladet mere end sig selv" - på besøgstallet, på loyaliteten og på krystalklare branding vel at mærke.
tirsdag, september 18, 2007
Gyset fra de gratis husstandsaviser
De efterhånden ikke så nye gratisaviser har udvidet dagbladsmarkedet med 40% når 1. halvår 2007 sammenlignes med 1. halvår 2006. Antallet af læsere er kun steget med 6%; læsertallet per eksemplar er gået ned med 31%, fra 2,6 til kun 1,8.
Med udvidelsen af markedet er de betalte dagblades markedsandel faldet til under 50%, 47% for at være helt præcis. De har mistet 9% af læserne og en tilsvarende andel af oplaget, og hver betalt avis læses nu af 2,3 læsere mod 2,6 sidste år.
Gratisaviserne sidder nu på 39% af læserne og 53% af oplaget.
Udviklingen er grim. Betalingsavisernes eneste lyspunkt er at de gratis husstandsomdelte aviser kun læses af 0,8 læsere per eksemplar. Det er ekstremt lavt - Svenn Dam var sikker på at han ville få over 2 læsere per eksemplar -og så lavt at det for længst har bragt forretningsmodellen i fare. Gratisaviserne kan selv bestemme deres oplag, men omkostningerne til tryk og distribution er så høje at det næppe kan betale sig at udvide oplaget for at få flere læsere.
Og der skal mange flere læsere til at få greb om landsannoncemarkedet. 24timer er kun det fjerde største dagblad med 443 tus. læsere i 1. halvår 2007, og Nyhedsavisen kun det niende største dagblad med 320 tusinde læsere. Hver for sig skal de op i nærheden af eller helst over metroXpress der har 574 tusinde daglige læsere.
Nyhedsavisen annoncerede ved lanceringen i 2006 reklamedistributionen som et væsentligt element i forretningsmodellen, og at oplaget inden for en overskuelig periode - 3 måneder - skulle nå 750 tusinde. I øjeblikket ligget oplaget på 520-540 tusinde. Det er langt fra målet, og laaangt fra en rentabel reklamedistribution.
Konklusionen er næppe at de gratis husstandsaviser er ved at dreje nøglen om, blot at udsigterne til break-even ligger så langt ud i fremtiden at udfordreren Nyhedsavisen må have usædvanligt tålmodige investorer, eller at de må se sig om efter fusionspartnere eller frisk kapital til finansiering af eventyret.
tirsdag, august 28, 2007
Fra print til web
Webben er helt central i det paradigmeskifte der finder sted for øjeblikket, se Nedturen herunder. Alle udgivere tager nettet alvorligt, og de fleste investerer heftigt i nettet, men print fylder stadig meget i den daglige ledelse, i konkurrencen med og imod gratisaviserne og ikke mindst i selvforståelsen.
Det største problem er pengene. Det gælder både visionært, strategisk og når det drejer sig om konkrete substansielle forretningsmodeller der rækker ud over indtjening på biprodukter på nettet. Og det gælder ikke mindst bekymringen for hvordan man kan finansiere udviklingen af de gamle medier med sivende indtægter. En gammel ven med begge ben i print beskrev sit printmedie som en hullet ost som alle graver af, men som trods enorme anstrengelser stadig smuldrer.
Her er et par strategiske temaer til overvejelse.
- Beslut om du skal udvikle, vedligeholder, malke eller afvikle print mediet - og hold fast
- Tænk i nicher. Fragmenteringen gælder ikke kun medierne, men også forbrugere og brugere og markeder.
- Mobiliser brugernes enorme ressourcer
- Slip kontrollen. Faciliter udvikingen i stedet for at styre den
- Giv CIOen et indtægtsansvar
Hvis det nye paradigme har et navn, er det pull-strategier der handler om at erkende at brugerne er langt tættere på dig end læserne, at brugerne anvender mere tid på nettet end på printmediet, at pengene ligger i nicherne - og at de største hindringer kommer indefra, i at afgive kontrol, i at holde fast og i at tage konsekvenserne af de beslutninger du træffer.
Lyder det let, eller forekommer det indlysende, så tænk på at der altid er få alternativer - og om du selv er markedsleder på webben. God arbejdslyst!
Det største problem er pengene. Det gælder både visionært, strategisk og når det drejer sig om konkrete substansielle forretningsmodeller der rækker ud over indtjening på biprodukter på nettet. Og det gælder ikke mindst bekymringen for hvordan man kan finansiere udviklingen af de gamle medier med sivende indtægter. En gammel ven med begge ben i print beskrev sit printmedie som en hullet ost som alle graver af, men som trods enorme anstrengelser stadig smuldrer.
Her er et par strategiske temaer til overvejelse.
- Beslut om du skal udvikle, vedligeholder, malke eller afvikle print mediet - og hold fast
- Tænk i nicher. Fragmenteringen gælder ikke kun medierne, men også forbrugere og brugere og markeder.
- Mobiliser brugernes enorme ressourcer
- Slip kontrollen. Faciliter udvikingen i stedet for at styre den
- Giv CIOen et indtægtsansvar
Hvis det nye paradigme har et navn, er det pull-strategier der handler om at erkende at brugerne er langt tættere på dig end læserne, at brugerne anvender mere tid på nettet end på printmediet, at pengene ligger i nicherne - og at de største hindringer kommer indefra, i at afgive kontrol, i at holde fast og i at tage konsekvenserne af de beslutninger du træffer.
Lyder det let, eller forekommer det indlysende, så tænk på at der altid er få alternativer - og om du selv er markedsleder på webben. God arbejdslyst!
Abonner på:
Opslag (Atom)
